Er der nogen af jer, der har funderet over begrebet "Entropi", når man ser det i sammenhæng med Martinus beskrivelse af verdensaltet?
Jeg tænker her på Entropi som universets varmedød. Simpelt forklaret er alt hvad der sker på jorden afhængig af solens lys - og al denne aktivitet har som slutprodukt varme, som udsendes til verdensrummet. Varme kan ikke bruges til så megen aktivitet som sollyset kan. Sollyset kan for eksempel skabe vinde på jorden, som kan lave elektricitet. Denne elektricitet kan udføre arbejde for os, men dette arbejde vil uundåeligt til sidst blive til netop varme. Varme kan man ikke bruge til noget, medmindre man har noget andet som er koldere. Men har man det, vil en blanding af de to produkter jo medføre en udligning af temperaturen - og når temperaturen er udlignet, så kan man jo ikke udføre mere arbejde. Der findes fysikere der mener, at universet til sidst vil have den samme temperatur overalt, for de varme områder vil hele tiden opvarme de kolde områder, med den uundgåelige konsekvens, at alt vil blive lige varmt. Og sollys bliver automtisk til varme - men vi kan ikke omskabe varme til sollys igen.
Samme problemstilling gør, at man ikke kan konstruere evighedsmaskiner. Den energi man hælder på dem fra starten af, vil til sidst ende op som varme, og dermed vil maskinen holde op med at virke.
Jeg har spekuleret meget over, hvad der skulle forhindre denne "varmedød", eller man kan kalde det hele en stor gang lunken masse med samme temeratur.
Vi kan sammenligne det med en spand sort og hvid maling. Det er let at blande dem til en grå masse, men vi kan ikke skille den grå masse i hvid og sort igen. På samme måde kan vi blande kogende vand med is, men når vi så står med en spand lunkent vand, kan vi ikke bare lige adskille det i kogende vand og is igen.
Hvordan knækker vi denne nød, med Martinus kosmologi i baghovedet? Kort sagt, kan vi med Martinus i baghovedet finde en kraft, der virker den modsatte vej af entropien?
Jeg tænker her på Entropi som universets varmedød. Simpelt forklaret er alt hvad der sker på jorden afhængig af solens lys - og al denne aktivitet har som slutprodukt varme, som udsendes til verdensrummet. Varme kan ikke bruges til så megen aktivitet som sollyset kan. Sollyset kan for eksempel skabe vinde på jorden, som kan lave elektricitet. Denne elektricitet kan udføre arbejde for os, men dette arbejde vil uundåeligt til sidst blive til netop varme. Varme kan man ikke bruge til noget, medmindre man har noget andet som er koldere. Men har man det, vil en blanding af de to produkter jo medføre en udligning af temperaturen - og når temperaturen er udlignet, så kan man jo ikke udføre mere arbejde. Der findes fysikere der mener, at universet til sidst vil have den samme temperatur overalt, for de varme områder vil hele tiden opvarme de kolde områder, med den uundgåelige konsekvens, at alt vil blive lige varmt. Og sollys bliver automtisk til varme - men vi kan ikke omskabe varme til sollys igen.
Samme problemstilling gør, at man ikke kan konstruere evighedsmaskiner. Den energi man hælder på dem fra starten af, vil til sidst ende op som varme, og dermed vil maskinen holde op med at virke.
Jeg har spekuleret meget over, hvad der skulle forhindre denne "varmedød", eller man kan kalde det hele en stor gang lunken masse med samme temeratur.
Vi kan sammenligne det med en spand sort og hvid maling. Det er let at blande dem til en grå masse, men vi kan ikke skille den grå masse i hvid og sort igen. På samme måde kan vi blande kogende vand med is, men når vi så står med en spand lunkent vand, kan vi ikke bare lige adskille det i kogende vand og is igen.
Hvordan knækker vi denne nød, med Martinus kosmologi i baghovedet? Kort sagt, kan vi med Martinus i baghovedet finde en kraft, der virker den modsatte vej af entropien?
Jo mere varme, jo mere rysten i partiklerne = energi, og energi kan vel altid omdannes?
Entropi kan gå begge veje - der kan blive mere orden og der kan blive mere uorden. Alle levende væsener er eksempler på mere orden. Den lunkne gennemsnitstemperaturteori er udtænkt at materialister der ikke har forståelse for de åndelige og de evige skabemekanismer.
Hej.
Jeg synes alligevel det er lidt interessant, for den materielle videnskab har selvfølgelig ret i, at forskellige temperaturer hele tiden vil søge at udligne hinanden, og når det er sket, kan vi ikke bare lige skabe temperaturforskelle igen, uden ved at bruge ny energi, og derved skabe varme. Det er en tilsyneladende ustoppelig proces - i hvert fald, hvis man udelukkende fokuserer på den fysiske verden. Man kan så spørge sig selv, hvordan der i det hele taget kan opstå temperaturforskelle "fra begyndelsen af". Altså, hvordan blev der fyldt brændstof på den fysiske verden, så den nu tilsyneladende kan køre derudaf, indtil entropien måske vil stoppe den, når brændstoffet er brændt af. Dette spørgsmål kan aldrig besvares af den fysiske videnskab alene. Den kan netop kun give svaret, at verden vil gå til i entropi.
Jeg tror faktisk, at svaret på, hvad den modsatrettede proces til entropi er, og altså det der holder verden i gang, skal søges i det Martinus kalder urbegæret. Urbegæret vil hele tiden kræve oplevelse, og det vil dermed forhindre, at alt går mod en ensartet grød, for eksempel hvad angår temperaturer. Urbegæret vil modarbejde entropi. I det vi oplever i den fysiske verden er der hele tiden noget der søger mod ensartethed og kontrastløshed, forskellene tiltrækker hinanden og bliver udjævnede, det blæser fra højtryk mod lavtryk osv. - det er en indbygget naturlov, som blandt andet viser sig i det den fysiske videnskab kalder entropi. Hvis ikke urbegæret hele tiden arbejder, så vil verden netop gå til i ensartethed. Men takket være urbegæret, vil livet hele tiden sørge for, at denne ensartede grød ikke får lov at dominere det hele.
Hvad holder så egentlig den fysiske verden fra at gå til grunde i for eksempel entropi? Jeg tror vi skal have fat i urbegærets forlængede arm, nemlig de levende væseners viljer. Hvordan giver viljen sig udtryk på det fysiske plan? Viljen er det der gør, at der skabes uro i det evige tendens til at søge ligevægt. Ligevægt kan siges at være en midlertidig mangel på vilje til forandring. Viljen giver sig udtryk blandt andet ved tyngdekraften. Denne kraft, som alle fysiske væsener besidder, koster ikke noget at opretholde rent fysisk, og dog er det en meget stærk kraft. Jorden skal hverken bruge sollys, benzin eller kul for at holde fast på sin fysiske organisme, den skal udelukkende bruge viljekraft. Tyngdekraften er altså en kraft, som ikke skaber entropi - den er der bare. Det samme gælder så vidt jeg kan vurdere den stærke og svage kernekraft. På samme måde skal solen og jorden heller ikke bruge energi på at holde hinanden på plads, og påvirke hinanden, i solsystemet. Denne tyngdekraft er med til, at jorden skaber orden i sin organisme. For eksempel vil vand af forskellige temperaturer ligge i forskellige lag i jordklodens organisme. Uanset hvor meget vi roder i jorden, og blander jordlagene sammen, så vil jordens viljekraft sørge for, at der på et eller andet tidspunkt kommer orden i jordlagene igen. Det vil sige, at uanset at al vand måske med tiden vil søge mod samme temperatur, så vil jordens tyngdekraft gøre, at vandmolekyler af forskellig hastighed, og dermed temperatur, vil søge mod forskellige lag i jordens organisme. Man kan sige, at jordens vilje vil sørge for, at vandet aldrig får den samme temperatur - tyngdekraften eller viljen er en kraft, der virker modsat af entropien. Og jeg forestiller mig, at væsener af højere spiraler, så som solsystemer osv. også med deres viljer er med til at modarbejde entropien, altså er med til at holde livet i gang.
Måske kan en erkendelse af, at der må være noget i verdensaltet, der modarbejder entropien være med til, at den fysiske verden kan få øjnene op for, at der må være andet end den fysiske verden. Ellers kan man nemlig ikke finde svar på, hvorfor verden kan blive ved med at køre derudaf. Var der kun den fysiske verden, ville den nemlig gå til i entropi til sidst. Og hvorfor er det så ikke sket allerede?
Interessant Svend!
Jeg har også den siste tiden tænkt på dette fenomen, og kom ikke længre end at tænke at det må findes en motkraft til entropien. Sådan at termodynamikkens andre lov kun virker lokalt, men ikke i større perspektiv.
Urbegæret og viljekraften er to utmerkede kandidater som forslag til kraft der motvirker entropien.
Kjærlig hilsen
Oscar
Ja der er meget som den almindeligt accepterede videnskab og vores uddannelsesinstitutioner har misforstået, men det betyder jo ikke at svarene på disse ting ikke er kendt, de er bare ikke en del af den almindelige propaganda.
Hei Svend
Citat fra Svend:
"Vi kan sammenligne det med en spand sort og hvid maling. Det er let at blande dem til en grå masse, men vi kan ikke skille den grå masse i hvid og sort igen. På samme måde kan vi blande kogende vand med is, men når vi så står med en spand lunkent vand, kan vi ikke bare lige adskille det i kogende vand og is igen."
Entropi i auraen og i kroppen:
Når kundalinien ble vekket i meg, så er det blitt som om energien kortsluttes ; det som hører til i rotchakra stiger opp til høyere chakra og blandes. Jeg føler meg som en grå masse som aldri mer kan bli til regnbuens farger i chakraene . Jeg klarer ikke tro på Martinus at alt er reversibelt og opprettelig.
Vh Jostein
Det er fordi man ikke kalkulerer med at universet er et levende væsen med bevidsthed, vilje, plan og hensigt. Svend: Jeg tænker at urbegæret spiller en central rolle, som du er inde på.
Videnskaben er så småt på vej. 
Se denne artikel.
http://videnskab.dk/content/dk/naturvidenskab/ny_teori_livet_er_en_ekstrem_grad_af_orden
Jeg er imponeret over de Danske videnskabsmænd...bl.a ham her og Svendsmark.
Kh. Ejby
Hej Svend, jeg har en kandidat til: ildenergien. Martinus beskriver her hvordan varmen blir til. Fra denne umådelige varme kan det godt være entropi som bringer varme og kulde i likevegt, helt til det blir ny skapelse av ildenergi ved soldannelse. Men, videnskaben har selvfølgelig tatt hensyn til soldannelse i deres antagelser om termodynamikkens love. Det Martinus legger til, er det åndelige element, og varmeområdene som endnu ikke kan ses med de fysiske øine.
Så det kan godt være et samspill mellom disse faktorer: urbegæret som sætter processen i gang, viljeutløsning som generer skapelse af ildenergi...
Kjærlig hilsen
Oscar
Hej Oscar.
Det er et meget interessant citat fra LB2. Martinus siger vel her, at varme, som vi med entropien som udgangspunkt, kan kalde et affaldsprodukt, kan bruges af levende væsener som ønsker at inkarnere som sole. Sollys er noget af det mest anvendelige energi vi overhovedet har, så her har vi et eksempel på en proces som modarbejder entropien. Jeg kan forestille mig, at et væsen som ønsker at inkarnere som sol, skal bruge en voldsomt koncentreret varme for at inkarnere - og et væsen, der kan koncentrere varme omkring sig, må nødvendigvis også som en reaktion på dette forbrug af varme - udsende en masse kulde til omgivelserne. Og her mener jeg vi har et godt bud på et væsen, som kan bruge lunkenhed til at suge varme til sig fra lunkenheden, og afstøde kulden. Det kan meget vel tænkes, at et inkarnerende solvæsen på denne måder skaber negativ entropi ved simpelt hen at skille lunkenhed i fremtidig sollys og kulde - evighedsmaskinen er hermed født - interessant!
Hej Ejby.
Tak for linket til en meget spændende artikel. Der er ved at komme en stigende overensstemmelse mellem rent fysiske observationer og det Martinus beskriver. Man kan rent fysisk nemt slutte sig til fænomenet entropi, men hvorfor søren kører verden så stadig videre og videre? Fysikken kan så undrende se til, mens maskinen bare kører og kører. Der skal altså bare en livsvinkel på til at forklare, hvad der rykker i den modsatte retning, og får det hele til at virke og virke. Og Minik Rosing er jo enig med Martinus her: Det er de levende væsener, der modvirker entropien. Man kan sige, at det er de levende væseners vilje til at skabe og opleve der gør, at det hele ikke bliver til ingenting. Og det er jo netop det Martinus siger. Man fornemmer her, at fysiske observationer sagtens kan lede til en erkendelse af, at der findes andet end blot fysisk materie, for ellers skulle de fysiske observationer give et andet resultat end de faktisk gør.
Jeg tænker her på Entropi som universets varmedød. Simpelt forklaret er alt hvad der sker på jorden afhængig af solens lys - og al denne aktivitet har som slutprodukt varme, som udsendes til verdensrummet. Varme kan ikke bruges til så megen aktivitet som sollyset kan. Sollyset kan for eksempel skabe vinde på jorden, som kan lave elektricitet. Denne elektricitet kan udføre arbejde for os, men dette arbejde vil uundåeligt til sidst blive til netop varme. Varme kan man ikke bruge til noget, medmindre man har noget andet som er koldere. Men har man det, vil en blanding af de to produkter jo medføre en udligning af temperaturen - og når temperaturen er udlignet, så kan man jo ikke udføre mere arbejde. Der findes fysikere der mener, at universet til sidst vil have den samme temperatur overalt, for de varme områder vil hele tiden opvarme de kolde områder, med den uundgåelige konsekvens, at alt vil blive lige varmt. Og sollys bliver automtisk til varme - men vi kan ikke omskabe varme til sollys igen.
Samme problemstilling gør, at man ikke kan konstruere evighedsmaskiner. Den energi man hælder på dem fra starten af, vil til sidst ende op som varme, og dermed vil maskinen holde op med at virke.
Jeg har spekuleret meget over, hvad der skulle forhindre denne "varmedød", eller man kan kalde det hele en stor gang lunken masse med samme temeratur.
Vi kan sammenligne det med en spand sort og hvid maling. Det er let at blande dem til en grå masse, men vi kan ikke skille den grå masse i hvid og sort igen. På samme måde kan vi blande kogende vand med is, men når vi så står med en spand lunkent vand, kan vi ikke bare lige adskille det i kogende vand og is igen.
Hvordan knækker vi denne nød, med Martinus kosmologi i baghovedet? Kort sagt, kan vi med Martinus i baghovedet finde en kraft, der virker den modsatte vej af entropien?
Varmedöden er vel at fölelseenergin, verdensrummets kulde, dominerer og det er detsamme som at verdensrummet, dvs. vores närmeste universumväsen overfor os, får kosmisk bevisdthed gennem at verdensrummets varme, tyngdeenergin, er trådt tilbage, d.v.s . at tyngdeenergien ikke längere dominerer.
Kulden er vejen til de höjere energier thi fölelseenergin er linkeenergien mellem den fysiske og den åndelige verden.
Hej Algotezza.
Jeg tror snarere, at vores univers i øjeblikket er præget af tyngdeenergien - det udvider sig jo.
Jeg tror snarere, at vores univers i øjeblikket er præget af tyngdeenergien - det udvider sig jo.
Ja, i öjeblikket drejer det sig om tyngdeenergi, men värmedöden vil jo ikke ske lige her og nu uden i fremtiden og hvad siger at tyngdeenergi altid vill präge vort univers? Det udvikles jo... det er et levende väsen...
Ligesom vores organisme dør, eller forvandles, forvandles dette univers også til et lig på et tidspunkt 
Hej Algotezza.
Spørgsmålet er så, om vi ikke kan undgå denne varmedød ved at de levende væsener holder en vis form for orden. Universet skal dø på et tidspunkt, men af resterne vil opstå nye universer - sikkert med helt andre livsmuligheder.
Spørgsmålet er så, om vi ikke kan undgå denne varmedød ved at de levende væsener holder en vis form for orden. Universet skal dø på et tidspunkt, men af resterne vil opstå nye universer - sikkert med helt andre livsmuligheder.
Varmedöd er ikke detsamme som livs- eller bevisdthedsdöd... Det uendelige kosmos kan ikke opnå nogen varmedöd, kun et begrenset univers kan det når det bliver åndeligt. I Guds altomfattende bevisdthed, det uendelige kosmos, er alt i evig harmoni - der kaldes "såre god".
Ja, måske ved varmedöden... Diskarnationen er födseln til en ny åndelig verden... Liget bli'r lemnet i den gamle, bevisdtheden går videre til den nye verden...
Skriv et svar