Her er et digt, som jeg læste for et par dage siden, som jeg gerne vil dele med jer andre.
En vintergæk skød op af jord,
den stod der mellem hav og fjord,
og spurgte:"Kan du li` mig?"
Jeg bøjed mig og rørte glad
så blødt det silkebløde blad
og sagde: "Jeg vil si`dig.
Så smukt som du er ingen skabt.
Din skønhed gør mig helt fortabt,
men eet, det skal du vide.
Du står der i den barske vind
og giver glæde i mit sind,
bebuder forårstide.
Du vintergæk, der hvor du står,
fortæl hver sjæl, nu kommer vår.
Snart springer kåde blade.
Du bringer håb om liv påny,
hvor lærker jubler under sky.
Tak du - du gør os glade".
E. T.
Da jeg læste dette digt, tænkte jeg på Martinus kosmologi. At selv om vi nu lever i vinterzonen, kosmisk set, så er foråret på vej. Det Tredie Testamente er som en "vintergæk", en forårsbebuder, at selv om vinteren kan være lang og streng, og selv om den kan blive endnu mere hård og streng, så er Foråret alligevel på vej. Dens komme kan ses i horisonten synes jeg, for flere og flere bliver mere og mere fredselskende, ønsker et liv i fred og kærlighed med sin næste.
Hvem E.T. er ved jeg ikke. Men det er et dejligt og smukt digt, synes jeg.
Kærlig hilsen,
Kjeld.
Smukt digt Kjeld.
Tak fordi du ville dele det med os 
KH.
Rune
Nåeehh, Kjeld .... i forårshumør allerede ........ bare det var mig ......... men mange tak fordi du vil gøre os opmærksom på, at foråret venter på en sidevej.
Min sjæl er forårs-sulten. ( kan man sige dét ? )
Om vinteren bliver jeg så lille.
Selv min sjæl krymper.
Jeg har mødt mange mennesker på livets vej, men du er det mest positive og humane menneske, jeg kan mindes. ( det er helt erling ment )
Positive tanker ... fra løven
______________ ¤ ______________
Hej Erling.
Tak for dine smukke ord om mig, men det er alt for meget. Jeg har også store "dybder", som jeg nok holder skjult for andre. Men du har ret. For det meste er jeg et glad og positivt menneske, som prøver at se lyst på tilværelsen.
Naturen sover for at få kræfter til at lade alt endnu engang springe ud i farver, dufte og former. Et overflødighedshorn uden lige. Derfor længes vi så meget efter forårets komme. Og når de første fugle anmelder foråret nu er kommet med deres sang, og de første blade på bøgetræerne er sprunget ud, ja, så ved vi er nu er foråret kommet, og dermed solens lys og varme. Glade åbner vi os og bare tager imod, hvad foråret har at give os. Længe nok har vi været knuget af vinterens strenghed og kulde.
Men vinteren har også sin skønhed med tid til at fordybe sig i sit indre og store skatte kan hentes op derfra.
Erling, du har også utrolig meget godt i dig, ved jeg.
Kærlig hilsen,
Kjeld.
Dråben
Som en dråbe i havet
der stiger op og
fortætter i Formen
Daler mod jorden
lander hårdt og samles
former landet i sit billede
Forenet i jordens kød
savner havet
som var glemt
Rejsen renser
væk er snavs
renhed åbenbares
Havet er nær
husker sit navn
forenes atter med sig selv
Kærlig hilsen
Esben
Hej Esben.
Et dejligt digt, Esben.
Jeg opfatter det sådan at dråben er det enkelte menneske og havet Gud. Altså at hvert menneske, hvert væsen er på vej tilbage til Gud, til at se Gud i alt og alle. Er det rigtigt opfattet, Esben?
Har du flere digte, så kom gerne med med dem. Det er dejligt med digte mellem al den megen teori.
Kærlig hilsen,
Kjeld.
tak Kjeld 
min kunnen er på a-stadiet, min dristighed på c-stadiet. Og din tolkning er rigtig
Kærlig hilsen
Esben
Skriv et svar