En dattertråd, født fra et andet emne...
Så her har Martinus skrevet:
1074. Da det "levende væsen" kun kan eksistere som en enhed bestående af "tiden" og "evigheden", vil det være umuligt at give en retmæssig analyse af denne enhed eller det "levende væsen", hvis man ignorerer den ene eller den anden af disse to foreteelser og således kun erkender den ene af de to. Hvis vi derfor siger om det "levende væsen", at det hverken er kærligt eller ukærligt, ignorerer vi dermed fuldstændigt dets identitet med "tiden" eller "nuet" og fremhæver kun "evigheden". Men som blot og bar udgørende "evigheden" er væsenet jo slet ikke udgørende noget "levende væsen". Det må, for at kunne udgøre et "levende væsen" også udgøre "nuet". Men "nuet" kan umuligt udgøre mere end én realistisk kontrast. Det kan ikke samtidig være en realistisk, praktisk manifestation af denne kontrasts modsætning. Man må huske på, at det er i "nuet", at al realistisk eller praktisk oplevelse foregår. Og man kan ikke i det samme "nu", man åbner sin mund, lukke den. Kun én kontrast ad gangen er, som nævnt, mulig i "nuet". Andre kontraster kan ganske rigtigt nok være til stede i "nuet", men ikke som realistisk eller praktisk oplevelse, men derimod kun som "tænkte" modsætninger baserede på erindringer fra "fortiden" eller de heraf fremtrædende "tænkte" formodninger om "fremtiden". Det "levende væsen" kan derfor i realistisk, praktisk fremtræden ikke både være "kærligt" og "ukærligt" i "nuet". Det kan kun være enten det ene eller det andet i det samme "nu". Og da det uden "nuet" ikke er noget "levende væsen", kan man ikke retmæssigt sige, at det "levende væsen" både er "kærligt" og "ukærligt". Dets eksistens som "levende væsen" betinges jo udelukkende af, at det netop kun er den ene ting ad gangen. Kunne det være begge tingene eller manifestere begge kontrasterne i samme "nu", eksisterede det jo ikke, da den ene kontrast da måtte ophæve den anden og dets fremtræden blive lig "X" eller blot og bar "noget, som er", hvilket altså er jegets analyse. Men jeget alene kan ikke udgøre det "levende væsen". Dette væsen eksisterer kun i kraft af, at kontrasterne netop ikke kan manifesteres samtidigt, men kun skiftevis, hvilket er lovbundet af kredsløbet eller "X2" og "X3". Det "levende væsen" kan derfor netop kun være enten "kærligt" eller "ukærligt", enten "stort" eller "lille", enten "skønt" eller "uskønt", "ondt" eller "godt" osv., thi i modsat fald er det ikke "levende". Livet, hvilket vil sige: selve oplevelsen, er jo netop udelukkende kun dette ene at kunne erkende kontrasterne eller modsætningerne, hvilket ville være umuligt, hvis disse forekom i selve oplevelsesøjeblikket (nuet) på en sådan måde, at de totalt ophævede hinanden. Og uden oplevelse af kontraster var der ikke noget liv, og uden liv eksisterede der kun "noget, som er". Om dette "noget" kan man derimod retmæssigt sige, at det hverken er "ondt" eller "godt", at det hverken er "skønt" eller "uskønt" eller på anden måde udgør noget som helst udover sin analyse: "noget, som er". Men på det "levende væsen" kan en sådan analyse ikke anvendes, idet man dermed, om end ubevidst, totalt frakender det selve oplevelsesevnen og dermed dets liv. Og et "noget" uden liv kan ikke være "levende". Det må derfor altid være underforstået, at den slags udtalelser om det "levende væsen" kun kan gælde dette "noget, som er", hvilket vil sige: jeget eller "evigheden" og ikke selve dets fremtræden som "levende væsen", som "nuet" eller "tiden". I denne sidste fremtræden er det jo identisk med de skiftende kontraster og må da være ét med den eller den kontrast, der i oplevelsesøjeblikket er den fremherskende eller realistiske. Og denne væren ét med nævnte kontrast må være livsoplevelsens absolutte analyse, indtil den er fortrængt af dens modsætning, der da må blive livsoplevelsens eller "nuets" retmæssige analyse.
---
Kan Gud, der i sin organisme må indefatte alle kontraster, kaldes levende? Om det havde været en Gudasøn der indefattede alle kontraster, havde han, ifølge Martinusses ord, ikke været levende. Så: er der en forskel mellem Guddommens væremåde och Gudasønnernes? Mellem Guddommens "noget som er" och Gudasønnernes "noget som er"? Er det hvad X0 drejer sig om?
Hej Algo
Jeg har i tidligere tråd citeret fra DIK.
Men hvordan kan Gud fremtræde som levende væsen.?-Vi har allerede påpeget,at der eksisterer ikke noget uden for,oven over,ved siden af eller neden under Gud.Hvordan kan han da opleve bevægelse i nogen som helst retning,da han ved sin uendelighed fylder alt rum eller plads ud?.-Ved sit immaterielle område er Gud tids-og rumdimensionelfri.Han behøver ikke plads eller rum.Det er ikke stof i den forstand,menneskenes sanser kan opfatte det.Da Gud,som vi skal se, er selve skaberen,er plads,tid og rum noget, han skaber og derfor er hævet over.Han må eksisitere forud for enhver skabelse.Han er det tids- og rumdimmensionelles herre.Derfor kan han opleve tid og rum på en anden måde,end de almindelige levende væsener oplever disse evige principper.Verdensaltet er altså et evigt eksisterende levende væsen.Men for at være "levende" må det altså skabe liv.Liv er i sig selv ikke evigt,det er noget,der skabes.Men Gud og dermed verdensaltet har alligevel evigt liv,eftersom det i ham automatisk har en uafbrudt fornyelsesproces,en fornyelseskilde.Der findes således absolut ikke noget ophold eller standsning i denne livets fornyelsesproces og dermed heller ikke i livets oplevelse.Det er denne fornyelsesproces ,der skaber al bevægelse i hele verdensaltet.Uden denne bevægelse,intet levende verdensalt,ingen Guddom.Og dermed heller ikke noget levende væsen.Men nu eksisterer der som kendsgerning både det levende verdensalt,Guddommen og de levende væsener.
Kan det hjælpe sammenholdt med stk.1074 ???
Kærlig hilsen Cai
Jeg har i tidligere tråd citeret fra DIK.
Men hvordan kan Gud fremtræde som levende væsen.?-Vi har allerede påpeget,at der eksisterer ikke noget uden for,oven over,ved siden af eller neden under Gud.Hvordan kan han da opleve bevægelse i nogen som helst retning,da han ved sin uendelighed fylder alt rum eller plads ud?.-Ved sit immaterielle område er Gud tids-og rumdimensionelfri.Han behøver ikke plads eller rum.Det er ikke stof i den forstand,menneskenes sanser kan opfatte det.Da Gud,som vi skal se, er selve skaberen,er plads,tid og rum noget, han skaber og derfor er hævet over.Han må eksisitere forud for enhver skabelse.Han er det tids- og rumdimmensionelles herre.Derfor kan han opleve tid og rum på en anden måde,end de almindelige levende væsener oplever disse evige principper.Verdensaltet er altså et evigt eksisterende levende væsen.Men for at være "levende" må det altså skabe liv.Liv er i sig selv ikke evigt,det er noget,der skabes.Men Gud og dermed verdensaltet har alligevel evigt liv,eftersom det i ham automatisk har en uafbrudt fornyelsesproces,en fornyelseskilde.Der findes således absolut ikke noget ophold eller standsning i denne livets fornyelsesproces og dermed heller ikke i livets oplevelse.Det er denne fornyelsesproces ,der skaber al bevægelse i hele verdensaltet.Uden denne bevægelse,intet levende verdensalt,ingen Guddom.Og dermed heller ikke noget levende væsen.Men nu eksisterer der som kendsgerning både det levende verdensalt,Guddommen og de levende væsener.
Kan det hjælpe sammenholdt med stk.1074 ???
Kærlig hilsen Cai
Den livsbetingende kontrast der muliggør Guds tilværelse må vel være kontrasten mellem "det gamle" og "det fornyede", hvor det fornyede står for lyset och det gamle for mørket... Guddommens liv, d.v.s. hans evige skabende og oplevende/fornimmende, vidmagtholdes ved en evigt uafbrudt fornyelsesprocess... Dette vil sige at Gud i sin helhed ikke er detsamme som "alle kontraster i 'død' balance/stillhed" udan at det ved denne helhed er lyset der overvejer, og derfor gælder også for Gud at "alt er såre godt". Der findes kun i tanken en "helhed" der skulle være "alle kontraster i 'død' balance/stillhed".
Det er jeg enig i.
Der findes også reelt denne helhed, nemlig "det guddommelige noget", evigheden eller X, som i sin egen-natur eller evighedsnatur er usanselig og dermed sansemæssigt er absolut stilhed. Men dette X eksisterer samtidigt evigt i sin timelige natur, som det, der evigt kan opleves. Det er det "noget", X.3, der er repræsenteret ved bevægelse eller det skabte. Her vil der aldrig kunne opstå en sansemæssig død eller et intet. (Men man kan selvfølgelig gøre sig en forestilling om et intet, men det er jo noget andet. Man kan også fx. gøre sig en forestilling om at visse væsener kommer i et evigt helvede. Så eksisterer det som en forestilling eller en tanke, men udover dette har det ingen virkelighed.
kærlig hilsen
Jan
Det er jeg enig i.
Der findes også reelt denne helhed, nemlig "det guddommelige noget", evigheden eller X, som i sin egen-natur eller evighedsnatur er usanselig og dermed sansemæssigt er absolut stilhed. Men dette X eksisterer samtidigt evigt i sin timelige natur, som det, der evigt kan opleves. Det er det "noget", X.3, der er repræsenteret ved bevægelse eller det skabte. Her vil der aldrig kunne opstå en sansemæssig død eller et intet. (Men man kan selvfølgelig gøre sig en forestilling om et intet, men det er jo noget andet. Man kan også fx. gøre sig en forestilling om at visse væsener kommer i et evigt helvede. Så eksisterer det som en forestilling eller en tanke, men udover dette har det ingen virkelighed.
kærlig hilsen
Jan
Men evighedsnaturen hos Gud kan aldrig eksistere per se, i det den altid er knuttet til timlighedsnaturen... Men denne egen-natur bliver anskueliggjord i analysen. Urbegæret/jeget og materien er en evig levende enhed/helhed. Kun i analysen kan vi separere de to. Hvis dette vore muligt praktisk ville det levande væsen opløses til et "sansemæssigt intet"... Alt ville blive "en dødens stilhed". Derfor må vi vel være tydelige når vi mener at vi beskriver den levende virkelighed eller gør en analyse hvor vi deler det som ikke praktisk sedt kan deles... Sommetider ved jeg ikke hvis man beskriver eller analyserer... Er det en beskrivelse at sige f.x. at bevægelsen er illusorisk eller er det en analyse? Kan vi sanse bevægelsen som illusorisk eller kun sige det i analysen?
Hvad betyder "per se"?
Når man udtrykker, at alt det skabte eller bevægelse er illusorisk, så er det illusorisk på den måde, at det er evigheden (eller Gud), der fremtræder som noget skabt; som en særlig bevægesesart. Men dette skabte, denne bevægelsesart er altid inderst inde identisk med evigheden i camoufleret form. Når evigheden således camoufleres, så fremtræder den som det modsatte af evigheden: nemlig timelighed og bevægelse. Men når noget fremtræder som det modsatte af det, det er, så må man jo nødvendigvis betegne det som illusorisk.
Men det betyder jo ikke, at det ikke eksisterer. Det betyder bare, at alt materies inderste natur er immaterielt. At der ikke findes noget, som ikke er Gud. Alt hvad vi oplever, er dybest set det samme nemlig: Gud eller evigheden i en eller anden udtryksform. Derfor kan man også sige, at det hele tiden er Gud vi oplever i alle mulige forskellige forklædninger eller udtryksformer.
Når vi derfor ser skabte ting og bevægelser uden at opleve Gud, så er det fordi, vi kun oplever illusionen (mayas slør), men når vi udover at opleve tingene samtidig oplever Gud, ja så oplever vi både illusionen og virkeligheden bag illusionen. Dette sker pr automatik gennem intuitionen. Der hvor man ikke har den til rådighed, må man nøjes med teoretisk at tænke på, at det er sådan, at virkeligheden er.
kh
Jan
Hvad betyder "per se"?
Det er latin: i sig/ for sig/ som sådan ("i sig" på svensk - ved ikke riktig hvad det tilsvarer på dansk)
Når man udtrykker, at alt det skabte eller bevægelse er illusorisk, så er det illusorisk på den måde, at det er evigheden (eller Gud), der fremtræder som noget skabt; som en særlig bevægesesart. Men dette skabte, denne bevægelsesart er altid inderst inde identisk med evigheden i camoufleret form. Når evigheden således camoufleres, så fremtræder den som det modsatte af evigheden: nemlig timelighed og bevægelse. Men når noget fremtræder som det modsatte af det, det er, så må man jo nødvendigvis betegne det som illusorisk.
Men det betyder jo ikke, at det ikke eksisterer. Det betyder bare, at alt materies inderste natur er immaterielt. At der ikke findes noget, som ikke er Gud. Alt hvad vi oplever, er dybest set det samme nemlig: Gud eller evigheden i en eller anden udtryksform. Derfor kan man også sige, at det hele tiden er Gud vi oplever i alle mulige forskellige forklædninger eller udtryksformer.
Når vi derfor ser skabte ting og bevægelser uden at opleve Gud, så er det fordi, vi kun oplever illusionen (mayas slør), men når vi udover at opleve tingene samtidig oplever Gud, ja så oplever vi både illusionen og virkeligheden bag illusionen. Dette sker pr automatik gennem intuitionen. Der hvor man ikke har den til rådighed, må man nøjes med teoretisk at tænke på, at det er sådan, at virkeligheden er.
kh
Jan
Jo, det er sandt. Illlusionen kan såleds gennemskues ikke kun indirekt gennem analysen, der er muligt idag, uden også helt praktisk gennemskues gennem intuitionen, en gang i fremtiden... når vi er inviede...
Eksisterer Gud på samme måde som sine gudesønner?
Da Gud er ALT (ifølge Martinus), så må Gud også rumme ALT og dermed have alle muligheder i sig, så langt så godt. Men når Gud rummer ALT, kan der jo ikke være noget uden for Guddommen selv, for hvis det var tilfældet, så ville Guddommen jo ikke være det største væsen, der fandtes. Det ville jo betyde, at Guddomme ville være reduceret til en gudesøn, hvis noget var uden for ham selv.
Her tror jeg sagtens, vores intelligens kan være med, og dermed kan vi også konkludere, at alle gudesønner må være reduceret til noget, som er inde i Guddommen og ikke uden for Guddommen.
Hermed har vi den første og største forskel mellem Guddommen selv og gudesønnerne. Gud er det eneste væsen af sin slags, mens gudesønnerne består af de mange (gudekvanter) inde i Guddommen. På denne måde kan vi opleve Guddommen som en ydre verden, mens Guddommen kun kan opleve sig selv (gudesønnerne) gennem sin egen indre verden. Men denne indre verden er for Guddommen heller ikke så ringe endda, idet Gud igennem sin egen indre verden, oplever samtlige gudesønner i evige skiftende forklædninger gennem alle tider og i al evighed.
Der er mange andre forskelle mellem Guddommen og gudesønnerne, og noget af det, er jo allerede taget op i par af de foregående indlæg.
[align=center]Med kærlig hilsen
Svend Erik[/align]
Da Gud er ALT (ifølge Martinus), så må Gud også rumme ALT og dermed have alle muligheder i sig, så langt så godt. Men når Gud rummer ALT, kan der jo ikke være noget uden for Guddommen selv, for hvis det var tilfældet, så ville Guddommen jo ikke være det største væsen, der fandtes. Det ville jo betyde, at Guddomme ville være reduceret til en gudesøn, hvis noget var uden for ham selv.
Her tror jeg sagtens, vores intelligens kan være med, og dermed kan vi også konkludere, at alle gudesønner må være reduceret til noget, som er inde i Guddommen og ikke uden for Guddommen.
Hermed har vi den første og største forskel mellem Guddommen selv og gudesønnerne. Gud er det eneste væsen af sin slags, mens gudesønnerne består af de mange (gudekvanter) inde i Guddommen. På denne måde kan vi opleve Guddommen som en ydre verden, mens Guddommen kun kan opleve sig selv (gudesønnerne) gennem sin egen indre verden. Men denne indre verden er for Guddommen heller ikke så ringe endda, idet Gud igennem sin egen indre verden, oplever samtlige gudesønner i evige skiftende forklædninger gennem alle tider og i al evighed.
Der er mange andre forskelle mellem Guddommen og gudesønnerne, og noget af det, er jo allerede taget op i par af de foregående indlæg.
[align=center]Med kærlig hilsen
Svend Erik[/align]
Kan man sige at Guddommen er et altomfattende salighedsvæsen?
Til Algotezza!
Dit spørgsmål til mig var: â€Kan man sige at Guddommen er et altomfattende salighedsvæsen?â€
Svaret er, at for at der kan være en oplevelse for guddommen, må der skabes en vedvarende illusion, som tilgodeser urbegæret og den højeste ild i Gud selv. Det medfører en subjektive indtryk og dermed opstår fænomenerne livsoplevelse og bevidsthed. På denne måde er guddommen hele tiden beskæftiget med at opretholde og skabe nye universer, deriblandt alle slags levende væsener til disse universer, hvoraf nogle af disse universer oven i købet farer lige igennem os, uden at vi mærker noget til det.
Hvis ikke guddommen skabte hele tiden, vil det hele ende med at blive slukket og opløst i stilheden og tomrummet uden nogen form for livsoplevelse for guddommen og dermed også for gudesønnerne. På samme måde kan man sige om tallet nul, det har i sig selv ingen værdi (stilheden) med mindre man kan skabe en kontrast til tallet nul ved at sætte det ud af balance og skabe en illusion af bevægelser af tallet nul. Hermed kan det optræde i alle talstørrelser som fx et, to, tre osv. Så bag ved alle talstørrelser ligger tallet nul og det er altså på samme måde guddommen er i stand til at skabe på. Ud af tomrummet og stilheden skabes en ubalance takket været urbegæret. Det er så at sige det â€pendul†der søger for uro i systemet og det bevirker at den højeste ild i guddommen hele tiden får tilført ny næring og dermed nye oplevelser.
Man kan altså konstatere, at uden urbegæret og den højeste ild, så ville ALT være en ophøjet stilhed og ro i fuld balance, uden nogen form for rum og tid og dermed skabelse af illusioner og livsoplevelser.
Og nu til spørgeren â€Kan man sige at Guddommen er et altomfattende salighedsvæsen?â€
Svaret må blive fra mit udgangspunkt, at da Gud er ALT, må guddommen også opleve ALT gennem sine kontrastmuligheder, fra det dybeste mørke (helvede) til de mest lyse oplevelser. Det foregår ved at Gud â€billedligt talt†har sprængt sig selv i stykker som en gigantisk computer til uendelig antal mange små computere, der hver især udgør et rastepunkt i Guds egen legeme. Martinus taler jo også om, at X1 er det samme i alle levende væsener (et noget som er). Vi er derfor også â€Gudâ€, men i en kopiversion og udgør derved et lokalt felt eller rastepunkt.
Takket været moderenergien som føder de seks grundenergier, sikres der hele tiden alle lag af oplevelsesmuligheder for guddommen og gudesønnerne. Det er altså igennem gudesønnerne, at Gud får alle sine oplevelser fra. På denne måde befinder Gud sig i alle stadier samtidigt, set fra vores perspektiv, men for Gud gælder det hele tiden at forny og forbedre sine oplevelser til endnu større højder og dermed at kunne tilfredsstille den højeste ild i sig selv hele tiden i al evighed.
Man kan sammenligne det med en film; nogle må spille skurkerollen og andre den gode fe. Men på et eller andet tidspunkt bliver filmen kedeligt, da man kender handlingen ud og ind. Så må der laves en ny og endnu mere spændende film og det er i princippet det Gud gør hele tiden. Gud forvandler sig til skurk gennem de gudesønner, der ønsker det, og det hele ender godt takket være de gode feer.
[align=center]Med kærlig hilsen
Svend Erik[/align]
Hej Algotezza,
Et altomfattende salighedsvæsen, kan man vel ikke kalde Guddommen. Guddommen er et salighedsvæsen gennem den del af sin bevidsthed, der er repræsenterer af salighedsriget. Men samtidig repræsenteres Guds bevidsthed også af alle de andre riger: planteriget, dyreriget, det rigtige menneskerige, visdomsriget og "den guddommelige verden". Guds bevidsthed repræsenterer alle 6 riger evigt på een gang. Dermed er Gud i stand til at have føling på een gang med både den højeste salighed, men samtidig også den dybeste lidelse og elendighed. Dermed har han også konstant interesse i at minimere lidelserne til et absolut minimum, da det er Guddommen selv der lider, når andre lider. Men samtidg oplever han altså ligeså evigt, alle de former for salighed og velvære, der eksisterer. Og hvordan bliver denne total oplevelse? Ja, det er svært at forestille sig. Men helheden er alligevel velvære for Guddommen, netop fordi velværen er primær og lidelsen er sekundær. Men de nærmere detaljer om, hvordan Guds oplevelse er, har Martinus ikke rigtigt gået ind i.
venlig hilsen
Jan
Et altomfattende salighedsvæsen, kan man vel ikke kalde Guddommen. Guddommen er et salighedsvæsen gennem den del af sin bevidsthed, der er repræsenterer af salighedsriget. Men samtidig repræsenteres Guds bevidsthed også af alle de andre riger: planteriget, dyreriget, det rigtige menneskerige, visdomsriget og "den guddommelige verden". Guds bevidsthed repræsenterer alle 6 riger evigt på een gang. Dermed er Gud i stand til at have føling på een gang med både den højeste salighed, men samtidig også den dybeste lidelse og elendighed. Dermed har han også konstant interesse i at minimere lidelserne til et absolut minimum, da det er Guddommen selv der lider, når andre lider. Men samtidg oplever han altså ligeså evigt, alle de former for salighed og velvære, der eksisterer. Og hvordan bliver denne total oplevelse? Ja, det er svært at forestille sig. Men helheden er alligevel
velvære for Guddommen, netop fordi velværen er primær og lidelsen er sekundær. Men de nærmere detaljer om, hvordan Guds oplevelse er, har Martinus ikke rigtigt gået ind i.
venlig hilsen
Jan
Men Guddiommen har inge medvæsener og har altet/sit eget kosmos i sit eget inre rige. Salighedsvæsener har jo også gennem guldkopier tilgang til alle slags energier. Hvis "alt er såre godt" kan de vel ikke findes lidelser på Guds niveau = altets niveau?
Hej Algotezza
Guddommen er ikke kun et salighedsvæsen ,da han så kun ville leve i sin egen verden ,oplevende sine guldkopier.Men fakta er, at Guddommen er i kontakt med alle sine gudesønner,på samme tid.Når vi passerer salighedsriget er vi jo ikke i direkte kontakt med andre væsener(som vi er i de andre riger),her oplever vi alle vores foregående liv i alle de passerede riger( mineral,plante dyre,menneske,visdom osv.).
Jeg har fundet et sted i LB.5 http://www.martinus.dk/content/dk/dtt-soegning/show.php?bog=55&stk=1683&nr=6&pw=8c7fc
Guddommen kan kun opleve sit eget mikrokosmos (gudesønnerne ),da der ikke er makrokosmiske væsener eller mellemkosmiske væsener for guddommen.Ellers ville det ikke være guddommen vi beskrev.Guddommen er al rum(uendeligheden) og tid (evigheden).
Men indeni Gudddommen oplever han lidelser og lidelsernes kontraster.Lidelser er ikke et onde ,men som Martinus beskriver ,et ubehageligt gode.Grunden til at lidelser er et gode,trods alt, skyldes at vi lærer af vore lidelser og lærdom fører til sidst til visdom.Derfor udtrykket "Alt er såre godt",selvom lidelsen er ubehagelig... 
Tænker jeg...
Kærlig hilsen Cai
Guddommen er ikke kun et salighedsvæsen ,da han så kun ville leve i sin egen verden ,oplevende sine guldkopier.Men fakta er, at Guddommen er i kontakt med alle sine gudesønner,på samme tid.Når vi passerer salighedsriget er vi jo ikke i direkte kontakt med andre væsener(som vi er i de andre riger),her oplever vi alle vores foregående liv i alle de passerede riger( mineral,plante dyre,menneske,visdom osv.).
Men Guddommen er jo aldrig i kontakt med andre væsener ligestillede med ham da han er helt allene! Det findes inte nogle ligstilelde med ham! Han lever helt i sin egen inre verden, vores ydre kosmos!
Vi lever jo sammen med ligestillede i alle riger, med undentag fra når vi lever i salighedsriget. Guddommen har inge ligestillede! Han er uforlignelig, men vi gudasønner er analoge med hinanden men har vores evig individualitet, d.v.s. vores evige, individuelle og personlige gudsforhold! Vi kan i vor bevisdthed leve helt i dagsbevisdt ukunnighed eller helt i dagsbevisdt kunskab, men Gud kan vel logisk sedt aldrig leve i dagsbevisdt ukunnighed. Ukunnighed er grunden til at vi kan opleve lidelser, dvs. det kulminerende ubehag. Men medvæsener der gestalter/ representerer Gud foran os, de kan lide, lide for vores skyld. F.eks. Jesus.
Hej Algotezza
Jamen ,det er jo her at forskellen på Guddomen og gudesønnerne er. 
Guddommen oplever kun i sit mikrokosmos,modsat gudesønnerne som også oplever i mellemkosmos og makrokosmos.
Så her er et entydigt svar til din overskrift til denne tråd... 
Det kan være at Martinus ,derfor har benævnt Guddommens treenige analyse som OX....
Tænker jeg
Kærlig hilsen Cai
Jo, det kan der godt. Og det gør der. Det fremgår bl.a. af LB6, stk. 2378, som hedder: "Hvorfor alle mørkeoplevelser også er Guds oplevelser":
http://martinus.dk/content/dk/dtt-soegning/show.php?bog=56&stk=2378&nr=4&pw=a308d
Facittet "alt er såre godt" betyder jo netop ikke, at alt er behageligt. Tværtimod. Lidelserne er et "ubehageligt gode".
venlig hilsen
Jan
Jo, det kan der godt. Og det gør der. Det fremgår bl.a. af LB6, stk. 2378, som hedder: "Hvorfor alle mørkeoplevelser også er Guds oplevelser":
http://martinus.dk/content/dk/dtt-soegning/show.php?bog=56&stk=2378&nr=4&pw=a308d
Facittet "alt er såre godt" betyder jo netop ikke, at alt er behageligt. Tværtimod. Lidelserne er et "ubehageligt gode".
venlig hilsen
Jan
Men Guds bevisdthed er jo aldrig helt optaget med og af ukunnighed, som vores bevisdthed kan være, uden det findes altid en del med kunskab og overblik. Når vi lider som dybest findes ingen kunskab der kan give os distance til lidelserne. Det har ju altid Gud.
Når jeg selv er teoretisk klar over, gennem at f.eks. ha lest TT, at det onde er det ubehaglige gode og indgår i Guds plan, mildres lidelserne og jeg lider jeg ikke så meget som når jeg er overbevisdt om att det onde er adskilt fra det gode og er noget der helt kan undvies og der ikke indgår i Guds plan. På denne måde kan det vel aldrig blive for Guddommen?
Når jeg selv er teoretisk klar over, gennem at f.eks. ha lest TT, at det onde er det ubehaglige gode og indgår i Guds plan, mildres lidelserne og jeg lider jeg ikke så meget som når jeg er overbevisdt om att det onde er adskilt fra det gode og er noget der helt kan undvies og der ikke indgår i Guds plan. På denne måde kan det vel aldrig blive for Guddommen?
Nej, Guddommen er jo anderledes stillet end alle vi andre.
Guddommen mister aldrig sin kosmiske bevidsthed. Men han mister heller aldrig sin kosmisk bevidstløse del af sin bevidsthed (Guddommens sekundære bevidsthed). Han er evigt henvist til samtidigt at være et væsen, der manifesterer alle væremåder, fra den største ukærlighed til kulminerende kærlighed. Han har hele tiden en del af sin bevidsthed vågen og en anden del sovende. På den måde kan han med sin vågne del, overvåge og hjælpe den sovende del igennem mørkefasen.
For alle os andre "gudesønnerne" går det på skift. Vi er skiftevis mørke- og lys-væsener. Som mørke-væsener er vi afhængige af nogle højere udviklede lys-væsener, som kan og vil hjælpe os, når vi kulminerer i mørke. Men senere - som lys-væsener - er vi de hjælpende væsener, som kan og vil hjælpe, dem der befinder sig i mørket. Fordi vi her kulminerer i lyset, og her i maget lang tid helt har sluppet den dræbende væremåde i vores bevidsthed.
Min tanke er , at Gud aldrig kommer til at opleve lidelsen i renkultur, sådan som gudesønnerne kan, (fordi han hele tiden også har sin primære bevidsthed), men omvendt må han så heller ikke kunne opleve saligheden i renkultur, sådan som gudesønnerne også kan, fordi Guddommen heller aldrig får pause fra del den af sin bevidsthed, der er dræbende og lidelsesskabende.
venlig hilsen
Jan
Når jeg selv er teoretisk klar over, gennem at f.eks. ha lest TT, at det onde er det ubehaglige gode og indgår i Guds plan, mildres lidelserne og jeg lider jeg ikke så meget som når jeg er overbevisdt om att det onde er adskilt fra det gode og er noget der helt kan undvies og der ikke indgår i Guds plan. På denne måde kan det vel aldrig blive for Guddommen?
Nej, Guddommen er jo anderledes stillet end alle vi andre.
Guddommen mister aldrig sin kosmiske bevidsthed. Men han mister heller aldrig sin kosmisk bevidstløse del af sin bevidsthed (Guddommens sekundære bevidsthed). Han er evigt henvist til samtidigt at være et væsen, der manifesterer alle væremåder, fra den største ukærlighed til kulminerende kærlighed. Han har hele tiden en del af sin bevidsthed vågen og en anden del sovende. På den måde kan han med sin vågne del, overvåge og hjælpe den sovende del igennem mørkefasen.
For alle os andre "gudesønnerne" går det på skift. Vi er skiftevis mørke- og lys-væsener. Som mørke-væsener er vi afhængige af nogle højere udviklede lys-væsener, som kan og vil hjælpe os, når vi kulminerer i mørke. Men senere - som lys-væsener - er vi de hjælpende væsener, som kan og vil hjælpe, dem der befinder sig i mørket. Fordi vi her kulminerer i lyset, og her i maget lang tid helt har sluppet den dræbende væremåde i vores bevidsthed.
Min tanke er , at Gud aldrig kommer til at opleve lidelsen i renkultur, sådan som gudesønnerne kan, (fordi han hele tiden også har sin primære bevidsthed), men omvendt må han så heller ikke kunne opleve saligheden i renkultur, sådan som gudesønnerne også kan, fordi Guddommen heller aldrig får pause fra del den af sin bevidsthed, der er dræbende og lidelsesskabende.
venlig hilsen
Jan
Ja, vi gudasønner lever vel et mer skiftende og varieret evigt liv... lyset er lysere, mørket mørkere... Gud har kun sig selv. Vi har såvel hinanden som Gud.
Skriv et svar