Jo, det kunne det godt. Jeg mener dog at Martinus eksempel er sådan at dyret ikke har en chance for at blive reddet af andre fra flokken (eksemplet findes i bogen "Logik") og at det derfor ikke kan være dem dyret skriger om hjælp efter, men derimod en gud eller et forsyn. Jeg tror også at det er forholdsvist nemt at finde eksempler på dyr, som er klar over at andre væsener ikke kan komme det til undsætning, men alligevel forsøger at tilkalde en eller anden form for hjælp.

Man kan altid diskutere om det er et bevis for at dyrene udstøder en bøn til gud, men hvad skulle grunden ellers være? Martinus skriver i øvrigt også at dyrenes bøn er instinkbåret og at de derfor ikke har et billede eller en forståelse af en gud at bede til som vi har det.

kh
Lasse

Til Steen2! 

Når vi beder til Gud, bruger vi en anden forestillingsevne end den dyret er i stand til at bruge. Martinus siger, at alle levende væsener har indbygget en automatfunktion, der går i gang, når væsenet kommer i stor fare. Selv ateister, som jo ikke tror på noget forsyn, vil ofte bede om hjælp når de kommer i stor fare, men hvorfor skulle de mennesker da bede om hjælp, når de ikke tror på nogen guddom. Her har vi altså et indirekte bevis på, at ”autopiloten” går i gang alligevel.

Men hvis alle mennesker har sådan en ”autopilot” indbygget, hvorfor skulle så ikke også dyrene have det? – Det er rigtigt, som du skriver, at dyret ikke er bevist om en guddom, på samme måde som vi andre, hver især opfatter Gud på, men ved at dyret skriger, prøver det jo på at komme ud af den farlige situation. Martinus siger, at dyrets angstskrig er den første spæde bøn form på bøn. Dyret angstskrig er altså en instinktiv eller ubevist henvendelse om hjælp til et ukendt forsyn.

Da samtidigt sådan et angstskrig er en åndelig kraft, vil dyrets skytsånd kunne iagttage dyrets psykiske tilstand og dermed kan skytsånden hjælpe dyret over på den anden side, såfremt dyret går til grunde på det fysiske plan. Men det er i virkeligheden dyret angstskrig, der udvikler dyret psyke, ifølge Martinus. For hver gang dyret, er kommet ud i store fare, hvor det må benytte sig af sit angstskrig, da udvikler det lidt efter lidt, og igennem mange liv vil det udvikle en stæk psykisk magt og sansebegavelse, og hvor mærkeligt det end lyder, vil det med tiden en opbygning af den jordmenneskelige kultur, som vi kender gennem de forskellige religioner og kulturer tilblivelse.

Det er i virkeligheden alle de nederlag, både dyr og mennesker oplever, der i starten styres af vores instinkter og vi må kæmpe for at overlevelsen i naturen og senere i kulturen, der vil give os de ubehagelige erfaringer og smerter, men som vil udvikle vores følelser og intelligens, så de en dag helt vil overtage instinktets funktion og dermed vil vi en dag kunne ”se” Gud i al ting.

[align=center]Med kærlig hilsen
Svend Erik[/align]

Hej Alle...

I de dyreudsendelser jeg har set, er der ingen dyr, der forsøger at komme nødstedet dyr til undsætning - end ikke fra deres egen flok . En hun forsøger måske kort at komme sine unger til undsætning, men oftest er et fanget eller angrebet dyr er ikke noget værd for flokken. Dyr der ikke er normale fordi de enten er født defekte eller er blevet angrebet og ikke længere kan holde tempoet i flokken eller lignende, stødes ofte ud, for at resten af flokken har de bedste betingelser for overlevelse.

Det vil altså sige, at dyret ikke instinktivt ved, eller gennem flokkens adfærd har lært, at hvis det skriger når det er i fare, så kommer der hjælp fra flokken, men det skriger alligevel. Fordi dyr er styret af deres instink, er deres adfærd aldrig irrationel, så når et dyr skriger, er det fordi skriget har en funktion. Det kan være at skriget udløser endorfiner eller andet i dyrets krop, som mildner dets smerte, men den teori har videnskaben - mig bekendt - aldrig fremsat.

Jeg kan ikke få øje på hvilken anden funktion skriget så skulle have, end - som Sven Erik skriver - at "Dyrets angstskrig er altså en instinktiv eller ubevist henvendelse om hjælp til et ukendt forsyn."

kh
Tina :0)

<<<<<<<
Man kan altid diskutere om det er et bevis for at dyrene udstøder en bøn til gud, men hvad skulle grunden ellers være? Martinus skriver
<<<<<<<

Nemlig det er ikke bevist og derfor ikke en videnskab og man må derfor TRO på Martinus ? 
Hvor er vi så henne ?

Hej Steen2

Det er en gammel kending du tager op

Nej, man behøver ikke at tro på martinus. Man kan undersøge hvad han skriver og så "tag hvad man kan bruge og lade resten ligge". Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har nogle gange svært ved ikke at læse det du skriver, som om at man SKAL tro på martinus for at kunne interessere sig/leve med hans verdensbillede. Realiteten og opfordringen fra martinus er i høj grad den modsatte, nemlig at man man skal forholde sig kritisk og reflekterende til det han skriver. Ydermere, tilbyder martinus en teori om hvordan vores udvikling går fra en kritisk forholden til kosmologien (måske efter en form for tros periode) til en egentlig viden, som opstår i forbindelse med kosmiske glimt og kosmisk bevidsthed.

kh
Lasse

Det, der i den materielle videnskab kaldes for videnskabeligt bevist, er heller ikke bevist, men blot en konvention eller en vedtagelse om at det er bevist.

Da den materielle videnskab bygger sine svar på dokumentation i form af eksperimenter, så er svarene nødvendigvis af statistisk karakter. At noget er videnskabeligt bevist, betyder blot, at man har lavet en masse eksperimenter som ikke har modsagt "beviset", men man kan ikke vide, om det vil ske. Der er altså ikke i absolut forstand tale om et bevis, men om tro, omend det er velbegrundet tro.

Den eksperimentelle metode har imidlertid den begrænsing at den kun kan sige noget om spørgsmål, der kan besvares ved hjælp af eksperimenter.

Spørgsmål som "hvad er meningen med livet" og "eksisterer der en virkelighed hinsides tid og rum? og hvordan ser den i så fald ud?" er ikke af en sådan karakter at de direkte og entydigt kan besvares ved hjælp af forsøg.

Åndsvidenskaben giver svar på disse spørgsmål.  Åndsvidenskaben hævder, at der findes absolutte svar på begreber hinsides tid og rum, som kan sanses med en dagsbevidst intuitionsevne. Men har man ikke en sådan, kan disse kun sandsynliggøres. Denne sandsynliggørelse består altså af såkaldte kosmiske analyser, som er logiske, sammenhængede, konsistente tankerækker, der angiveligt er baseret på intuitiv sansning af en absolut hinsides tid og rum eksisterende virkelighed.

Har man altid været blind, må farvernes eksistens i heldigste fald være noget, som kan sandsynliggøres. Er man ikke helt blind, men kraftigt svagtsynet, bliver det straks meget nemmere at sandsynliggøre farvernes eksistens overfor en.

Det samme gør sig ifølge Martinus i princippet gældende med åndsvidenskaben. Man skal have en gryende intuion for at kunne forstå den. Har man ikke den, må analyserne blive "sort snak" eller en trossag.

De videnskabelige beviser er også sandsynliggjort tro, men for den person, der ikke har de nødvendige intelektuelle evner til at forstå dem, må også de videnskabelige beviser være dogmetro.

Har man ikke kosmisk bevidsthed, så er der ingenting, der kan hæves over i en eller anden grad at være en trossag. Men visse ting er overordenligt troværdige og veldokumenterede, andre ting er tomme postulater, altså en helt anden betydning af ordet tro.

kh
Jan

Hej Jan...

Tak for et berigende indlæg 

Mente Einstein ikke, at forsøg på at bevise en bestemt teori altid ville lykkes - på et eller andet tidspunkt - alene af den grund, at videnskabsmandens mentale energi påvirker hans forsøg ? Det er jo i grunden ganske tankevækkende. Vi må altså TRO på at videnskaben fremkommer med de rigtige resultater 

kh
Tina :0)

Jeg ved ikke om Descartes selv var klar over det,
men det er jo et glimrende eksperiment,
- 'Jeg tænker, altså er Jeg,' -
det er et at de eksperimenter, som alle og enhver kan gøre, med største lethed, hvor/når-somhelst,
og altid med samme resultat,
'Jeg tænker, altså er Jeg',

Kærlig hilsen
Holger

<<<
Spørgsmål som "hvad er meningen med livet" og "eksisterer der en virkelighed hinsides tid og rum? og hvordan ser den i så fald ud?" er ikke af en sådan
<<<

Hvorfor overhoved stille det spørgsmål ?
Det har jo gennem tiden vist at afkaste en masse skidt, som fx , krige, religioner , fede forretninger, fattigdom mm.

Behøver der være en mening med livet ?
Lev livet som det er og få det bedste ud af det.
SLUT PRUT FINALE.

Resten er gætværk alligevel !

Lev mens du gør det
Elsk mens du tør det.

Jeg har aldrig mødt et menneske eller hørt om et menneske der ikke forsøgte at få noget ud af livet, altså havde en mening med livet. Det kan godt være den er dyster, og måske er meningen for nogle bare at være til, rage til sig på næstens bekostning, leve stærkt og dø ung, får det bedste ud af det osv.... men det afslører stadig en mening og et formål for de pågældende. Men dem finder vi nok ikke så mange af her inde i forummet. For åndsforskere (forskere i åndelig materie og psykiske naturlove) er dette nemlig ikke nok, det tilfredsstiller ikke, virker primitivt og naivt og giver ingen mættelse og ingen svar på de utallige spørgsmål, som grundet den voksende intelligens, trænger sig mere og mere på i ens indre.

At studere åndsvidenskab, Martinus Det Tredje Testamente, er at forske i livsmysteriets løsning. Hvis man ikke har en længsel efter en afsløring af dette mysterium og ikke "plages" af disse hv-spørgsmål og en voksende længsel efter svar, så ville man helt sikkert ikke studere DTT. Så når du studerer DTT fortæller du din omverden og os, at du ikke mener at livet ingen mening har, du signalerer at også i dig trænger de store livs-spørgsmål sig på. Du søger også svar. Men hvis du tror at kunne finde beviser på de evige facitter, som de kosmiske analyser handler om, i form af mål og vægt facitter, så har du misforstået hvad åndsvidenskab handler om, og du vil da kun komme til at opleve skuffelse. Jeg vil her anbefale at man fx. studerer symbol nr. 40 i Det Evige Verdensbillede 4 "Korsets tegn", så man lærer at skelne mellem materiel videnskab og åndelig videnskab, lærer at kende grænserne, lærer at skelne mellem livsytringsfacitter og mål- og vægtfacitter. Intelligensen sammen med følelsesevnen bliver de "måleapperater" hvormed man skal undersøge og efterprøve de evige facitter.

Og livsmysteriets afsløring er virkelig en fantastisk rejse at begive sig ud på - både på det intellektuelle og det følelsesmæssige område. Og jo mere man arbejder med disse højintellektuelle emner, jo mere træner man sin intuition og jo mere kommer ens vibrationer på bølgelængde med disse energier... og man begynder at få disse små glimt, fantastiske oplevelser uden for tid og rum, som mejsler sig ind i ens sjæl. Trosepoken er i sit afsluttende stadie - og vidensepoken tager over.

Kærlig hilsen
Anette

Hej Steen2!

Jeg mener ikke, det er spørgsmålet, der er årsag tiil krigene og de andre dårligdomme, men derimod de fejlagtige opfattelser af, hvad man har ment, var svaret på disse spørgsmål. Man har haft en opfattelse af sandhed, der legitimerede intolerance og ukærlighed. Men den evige sandhed, som afsløres gennem åndsvidenskaben, gør det modsatte. Den legitimerer kærligheden. Og forklarer hvorfor det går galt, når man ikke evner den.

Krig er baseret på materiel videnskab. Derfor kan freden ikke baseres på tro og gisninger. Der må også en videnskab til at afskaffe krigen og skabe freden. Åndsvidenskaben er videnskaben om freden. Det er det, den skal bruges til.

Jeg mener, du selv besvarer dit spørgsmål ved at komme med et bud på en mening. Og hvis det er mening nok for dig, så er det helt fint. Men eftersom du befinder dig på et Martinus forum, antager jeg at du må have en motivation, der ligger ud over den mening, du formulerer.

For nogen mennesker er de kosmiske analyser livsnødvendige. De kan ikke blive lykkelige uden dem. For andre er de ganske uden betydning.

Det er en erkendelse af egen ufuldkommenhed med hensyn til at skabe en lys og lykkelig skæbne, der får een til at interessere sig for at blive sandhedssøgende. Man bliver træt af at tro. Man vil vide besked. Det er her de kosmiske analyser kommer hjælpende ind i billedet. Har man ikke denne trang, har man ingen som helst behov for analyserne. Og man kan frit lade dem ligge. Før man er parat til at stille spørgsmålet, er man ikke moden til at høre svaret.

I så fald er det knageme godt gættet, hvad Martinus' samlede værker angår. Hvad end man må mene om sandhedsværdien af de kosmiske analyser, så er værket en enestående præstation. At præstere at beskrive i logisk, sammenhængende og konsistente tankerækker et komplet verdensbillede, der forklarer, hvorfor der er lidelser, der forklarer, de store vises lærer, der forklarer, hvordan kærligheden er grundtonen i al ting, der forklarer, hvorfor det er logisk at øve sig i at tilgive og være kærlig; det er en så usædvanlig, enestående præstation, at det for mig at se ikke er en logisk eller fyldestgørende forklaring at sige, at dette tankegods er blevet til som rent gætværk.

Hvordan gætter man sig til et sådant system? Er det nogen sinde set før? Er værket i sig selv ikke en kraftig indikation på, at der har været udsædvanlige evner til stede for at manifestere et sådant værk, som for mange også har et usædvanligt højt skønhedsindhold?

Er det ikke opfattelsen: "at det er rent gætværk", der her udgør den rene tro uden intellektuel sandsynliggørelse eller begrundelse?

kh
Jan

Til Steen!  

Nu har der i mellemtiden været gode indlæg om dette emne, men jeg vil alligevel godt udybe det, jeg havde i det første indlæg til dig.

Mår et dyr skriger, er det fordi, det kan ”genkende” den farlige situation, det befinder sig i. Det vil jo ikke skrige, hvis det ikke havde en ”viden” om, at det er forbundet med noget ”farligt”. Men når det oplever situationen som noget ”farligt”, må det jo have en tidligere ”erindring” om det kan være forbundet med tabet af sin ”frihed”; vi kan altså også kalde det et ”overlevelses instinkt”.

Dyret er ikke bevidst om nogen guddom, men det et ”automatisk program” der går i gang, som både videnskaben og Martinus kalder ”instinktet”. Men hvorfra kommer så det ”overlevelsesinstinkt” fra? – Det må jo komme fra dyret fortid, som et ”indlagt program”, der vækkes, når der opstår fare.

Og for hver gang dyret oplever fare, forbindes der nye nervetråde i dens hjerne, der med tiden vil udvikle dens intelligens så kraftig, at dets instinkter så at sige formindskes, med at dets intelligens udvikles. Denne udvikling foregå meget langsomt og vi kan da heller ikke se den store udvikling inden for et enkelt liv. For at kunne iagttage, at der er tale om en udviklingsproces, kan vi se forskellen mellem de forskellige dyrs udviklingstrin, hvor nogle dyr befinder sig på et meget primitivt udviklingstrin og andre igen, såsom aberne er meget tættere på os i intelligens end en muldvarp er.

Hvad er da det, Martinus mener med, at når et dyr skriger, er det den første spæde form for bøn? – Ja, jeg kunne jo komme med en sammenligning med det første menneske, der opdagede Amerika, her blev den første ”bro” eller ”nervecelle” forbundet mellem det land, hvor vedkommende kom fra og til det nye land, det kom til. En sådan forbindelse er meget ustabil i starten; først når flere har ”opdaget” Amerika og vendt tilbage til deres eget land og berettet om deres opdagelse og der er blevet tegnet søkort over det, da er den nye forbindelse blevet stabil. Her er der blevet bygget bro, fra de gamle ”aktiverede nerveceller” og til de nerveceller der lå ”ubrugte” hen. Fra Columbus genopdagede Amerika, blev Europa ”forbundet” til Amerika i en meget stabil forbindelse. Men der har været mange flere mennesker tidligere, der har opdaget Amerika, men som ikke fik det på ”søkortet”.

Uanset om vi taler om nye kontinenter eller nyt lærdom, må tingene gentages og gentages inden det kan sætte sig fast som absolut viden, enten tegnet på et søkort, som eksemplet med Amerika, eller det er dyret, der gennem mange angstskrig, og med million af år i udviklingsforløb kan nå så langt, at det vil blive født i en abelignende krop og senere som naturmenneske og igen senere som kulturmenneske.

Det er takket være alle de angstskrig og ubehagsoplevelser, dyret får, at det bevidsthed ”flyttes” fra at være en automatfunktion (instinktet) frem til at få udviklet sin intelligens, som vi kender hos os mennesker i dag. Dyret går altså fra at have en ”ubevist” bøn til Gud over til at få en ”bevidst” bøn til Guddommen. Bønnen starter med en automatfunktion hos dyret, (angstskriget), og frem til fx Fadervor, som mange menneske bruger i dag. Og i takt med at også vores intuition udvikles, vil vi også komme til at se Gud i al ting, da vil vi også kunne forstå, hvorfor Martinus kalder dyrets angstskrig for den spæde form for bøn. 

[align=center]Med kærlig hilsen
Svend Erik[/align]

<<
Hvordan gætter man sig til et sådant system? Er det nogen sinde set før? Er værket i sig selv ikke en kraftig indikation på, at der har været udsædvanlige evner til stede for at manifestere et sådant værk, som for mange også har et usædvanligt højt skønhedsindhold?

Er det ikke opfattelsen: "at det er rent gætværk", der her udgør den rene tro uden intellektuel sandsynliggørelse eller begrundelse?
<<
Når jeg siger gærværk , er det fordi ingen at os har Martinus evner.
Og fordi ingen har været "på den anden side" og er kommet ned igen
med et "det er rigtigt nok" billed.
Det bliver derfor TRO og gætværk, selv om Martinus analyser er gode.
Men hvad er Martinus Analyser ?
Er der noget nyt i at sige fx : "Jorden har den og den afstand fra solen var den tættere på
var vi brændt op var den længere fra var vi frosset til døde, ergo må der være en
intelligens bag det hele." Det er jo ca det de alle handler om.

Det kan jo også være at liv opstår der hvor der er muligheder for det.
Og den mulighed er der på jorden blandt andet.

<<
Bønnen starter med en automatfunktion hos dyret, (angstskriget), og frem til fx Fadervor, som mange menneske bruger i dag. Og i takt med at også vores intuition udvikles, vil vi også komme til at se Gud i al ting, da vil vi også kunne forstå, hvorfor Martinus kalder dyrets angstskrig for den spæde form for bøn.
<<<

I den sidst nye Kosmos spriver Martinus at : "skriget ikke kan høres at himmelske væsner og det
derfor ikke er skriget med den angst der er bag skriget der er den udløsende faktor.
Himmelske væsner kan ikke høre lyde, skriver han, de ligger på en anden frikvens
men de kan "høre" angst for det ukendte og for døden.
(noget i den retning)
Hvis himmelske væsner ikke kan høre lyse er det måske ligemeget med at bede højt ?

Til Steen2  ??? 

Ja, det er rigtig og det fremgår også tydeligt af mit første indlæg om dette, selve skriget opstår på grund af den åndelige kraft, der ligger bagved skriget. Det er denne åndelige energiudløsning eller tankeklima, der kan opfattes af dyrets skytsånd og kan hjælpe det over på den anden side, hvis dyret bliver dræbt. Enhver tanke har en stråleformet energifelt på frekvenser, som vores fysiske måleapparater, ikke kan opfange og derfor kan videnskaben heller ikke måle de energibølger. Men man kan måle den sekundære energiudløsning (hjernens aktivitet) i dyret eller mennesket hjerne. 

Når vi kigger på et fysisk landskab, dannes der en åndelig kopi af dette landskab i vores åndelige bevidsthed, og det er dette ”billede”, der kan opfanges af åndelige væsener på det åndelige plan. Så enhver bøn, enten det er et skrig eller en bøn af et menneske, vil der i vedkommende bevidsthed altid danne et energifelt ”et åndelig billede” af de tanker, der tænkes.

Og som du beskriver, behøver vi ikke at bede højt, for det vi tænker, vil altid opfanges af et væsen på det åndelige plan som indstiller sin bølgelængde til vores bølgelængde. Det er her skytsånderne kommer ind som Guds lytteorganer, enten det er skytsånder for dyr eller mennesker. Heder det ikke et sted, ”Byd og så står det der”. Tænker vi på en stol, så står det straks i åndelig materie, og de der er på det åndelige plan, og som er indstillet på samme bølgelængde, vil også være i stand til at se den stol, man tænker på.

[align=center]Med kærlig hilsen
Svend Erik[/align] 

Vil det så også betyde at jo større Inderlighed vi beder med jo større
vil vores muligheder for at blive hørt, være.
Jo større føelse vi lægger i det ?

Hej Steen2! 

Ja, jo tydeligere vi beder, jo nemmere er det for modtageren dvs. i det her tilfælde skytsånden at forstå, hvad det er, vi mener. På samme måde er det jo også i en almindelig samtale mellem to mennesker, hvis den ene taler utydeligt bliver det sværere for den anden at tyde ordene.

I virkeligheden er der i princippet ikke den store forskel, om vi gennem bøn beder til dem ”foroven” eller når vi beder til en eller anden her på jorden. Vi kan opleve et ja eller nej fra begge sider afhængig af, hvad vi beder om. Hvis vi beder Gud om at vinde i Lotto, ja så må man først købe kuponen og håbe på at man er den heldige vinder, men hvis der nu er 10.000 andre, der også spiller på den samme Lotto, så kan Gud ikke sikre gevinst til alle. Hvis man derimod beder om at være til gavn for helheden og siger ”ske din vilje og ikke min”, da vil sådan en bøn altid blive hørt på den rette måde, forudsat at man har formuleret sig tydeligt nok.

[align=center]Forsat god debat
Svend Erik[/align]