Hej Lars1.
Det med at "provokere" lidt, har jeg kun en "bevidst" grund til, så (petersh) håber du får svar på dine via min begrundelse. 
Da jeg, for en del år siden, startede med at debattere, var jeg jo "kristen" men dog på min "personlige" måde,og for at bevare min "objektivitet", var jeg tit nød til at stille spørgsmålstegn ved "forståelserne" i mange forskellige forbindelser.
Jeg havde samtidigt en stor trangt til at "beskytte" biblen og "Jesus, og det gav mange "heftige" dialoger, når nogen "nedgjorde" Jesus eller Biblen, for jeg for straks i blækhuset og "forsvarede" så godt jeg kunne.
Der var mange dialoger med forskellige personligheder, lige fra erklærede satanister til buddhister, og derimellem. 
Jeg fik derigennem en stor personlig udvikling, og mange erkendelser, som jeg fortsat gør her på forummet m.m. men det jeg opdagede var blot, at det der udviklede mig mest og det der føltes mest "bevidsthedsudvidende", var alt det jeg lærte om mig selv, når jeg blev "provokeret" af andre.
Det var da rart at opleve at få lærdomme jeg ønskede at få, gennem dialogerne, der var også en del "bevidsthedsudvidende" stof imellem, men det var de lærdomme der "gjorde lidt ondt" der virkelig gav noget af sig.
Og de fleste selverkendelser opdagede jeg kun fordi jeg blev "provokeret" til at se dem, af andre. 😮
Og nej, det var ikke de andre der "fortalte/viste" mig sandheden om mig selv, men mig selv der pludselig kunne se "den".
Når jeg blev provokeret, så var det ingen sag for mig at "ignorere" helt, hvis jeg overhovedet ikke tog personen "seriøst", så gad jeg slet ikke bruge tid på at besvare en provokation, men alle de gange hvor jeg blev "harm" (retfærdig harme er jo menneskehedens "svøbe" siger Martinus), og tog til genmæle, kunne jeg jo ikke "tage tilbage", for min "harme" stod jo skrevet med mine egne ord.
Når jeg derfor dage eller uger efter, genlæste mine egne svar , i de situationer, hvor jeg var blevet "provokeret", kunne jeg pludselig se, at på grund af min "ubalance" mens jeg var oppe i det "røde", gjorde jeg mange af de fejl, jeg var blevet "kritiseret" for at have , i selve "provokationerne".
Jeg afslørede på den måde flere af mine egne "fejl", overfor mig selv., og selvom det da ikke var usmerteligt at opleve, som når det er lærdomme man selv ønsker at få, så var det sådanne erkendelser der gav mest "bevidsthedsudvidelse" lige i mig.
Det har jeg så "bevidst" prøvet at "viderefører" til andre, og det har også været effektivt, men om nogen har opnået noget i samme retning som jeg selv opnåede, via mine provokationer, der kan jeg ikke svare på, det var blot den drivkraft der lå bag, for mit vedkommende.
Man udstiller sig jo i en hvis grad, hvis man lader sig "provokere" og af og til kan man så "se sig selv" udefra, når "dampen" er gået af igen, og pludselig opleve sådanne "erkendelser".
Det er nu sjældent jeg føler "behov" for at provokere for tiden, men af og til dukker der noget op, som kan berettige en "tydeliggørelse", via provokation, og jeg har derfor fundet det fornuftigt at "advare" på forhånd, når jeg ved jeg måske nok vil blive opfattet som "provokerende" af ihvertfald nogle af jer, så er i da i det mindste lidt forberedt på at kunne komme til at føle "retfærdig harme".
Kærlige Hilsner fra Avatar.
Guddommen er den første til at vide, at intet væsen i øjeblikket kan være anderledes, end det er. Denne viden vil menneskene også tilegne sig. Og det vil hjælpe dem til at tilgive deres næste og ikke forlange, at han skal tænke eller handle ud fra erfaringer, han endnu ikke har gjort.
Med kærlighed
Lars
Att alle ikke kan være anderledes, end hvad de er, kan vel ikke forhindre at alle kan udvikles til at en gang i fremtiden blive helt anderledes end havd de er? Eller skall man forholde sig passiv også til hvad menneskene kan blive? Er det altid det bedste at aldrig ingribe, aldrig stelle moralske krav på andre, fordi man vil de skall blive til noget andet end hvad de er? Hvad så med foreldreprincippet?
Hej Algotezza.
Det er et meget interessant spørgsmål.
Martinus skriver, at man ikke kan forlange at andre skal være andreledes end de i øjeblikket er.
Skal man så altid forblive passiv og ikke tage til genmæle? Det har jeg tænke en del over i disse dage: :
Per Bruus-Jensen er inde på, at kendskab til livslovene og verdensaltet på en måde "forpligter" til, at give det videre...men samtidig siger Martinus jo, at man ikke skal "missionerer". ???
Hvornår gør man det ene og hvornår gør man det andet?
Hvornår skal man dele den viden man har, og hvornår skal man ikke tage til genmæle?
Hvornår skal man tie, og hvornår skal man tale?
Eller handler det mere om, hvordan man siger tingene?
Hvad mener i andre?
Kærlig hilsen Ejby
Man missionerer måske halvhjerted 
Hvordan man siger noget - det er alt! Det er selve hjemmeligheden. The Secret of developing yourself and others.
Skriv et svar
