Jo...og det har han jo så evig ret i. For det skal de jo. Det er ikke kun de belæste
der skal arve Guds rige....absolut alle levende væsner skal komme til at arve Guds rige.
Incl. dyrene, som jo også kan beskrives som enfoldige.
Så at tro sig hævet over den enfoldige i forhold til, at skulle arve Guds rige er en fejltagelse.

For en på Jesus udviklingstrin, må i øvrigt alle have forekommet "enfoldige"....hvilket vi jo
også alle er fra Guds riges/ de åndelige verdeners udsigtspunkt. Vi er fostre i livmoderen.
Enfoldige, blinde og vide ikke hvad vi gør. Men alle som en, skal vi arve Guds rige.

Det betyder ikke, at vi skal være dumme, naive eller uintelligente for, at kunne arve Guds
rige. Det tror jeg bestemt ikke Jesus har ment med det.

Og når Jesus siger, at vi skal blive ligesom børn, før vi kan komme i himmerigets rige.
Så tolker jeg det således.

Vi må erkende vores plads i det store billede. At vi kun er børn/fostre der ikke ved alt bedst.
Vi må slippe vores egenrådighed, hovmod og selvophøjelse, og forstå at vi kun er børn og
blive elever der lytter og tager ved lære, af de "ældre brødre" der af kærlighed er inkarneret
på jordkloden (i form af forældre-princippet) for at hjælpe os frem til Guds rige. Fx Jesus,
Buddah, Martinus osv. Vi må lytte til Ordet og de sandheder vi genkender i det.

Det er den ydmyghed der kommer af, at indse at man er som et barn og enfoldig
i det større perspektiv og i grunden ingenting ved, der i sidste ende vil føre en
forbi "tærsklens vogter" til Guds rige. (egne fortolkninger af Jesus)

At have travlt med, at se fejl i andre og meninger omkring, hvad de burde eller ikke burde gøre
føre ingen vejne. De fejl man ser i andre, spejler egne fejl. Og det er her arbejdet ligger.
Ikke i, at belære de andre...men i at lære selv, som jeg ser det.

At forsøge, at spejle din egen "forelskelse" i din Matematik lære over på mig i forhold til Martinus.
Er at tillægge mig dine egne tendenser og følelser, og udtrykker udelukkende fordom. Sådan
virker spejlet ikke, det skal vende ind mod dig selv for at virke.

Eks.
Jeg er bekymret for, at Ejby er "forelsket" i Martinus og det gør hende blind og hjernevasket....(spejl)
Jeg er bekymret for, at jeg/Avatar bliver "forelsket" i Martinus og dermed blind og hjerne vasket.

Kunne det være det der ligger bag? Måske det er værd at overveje.

Genkender man ikke sandheden i Ordet, det være sig i Jesus, Buddah`s, Martinus`s og
i øvrigt også alle andres, så må man lade det ligge. Tag hvad du kan bruge og lad resten
ligge.

Kærlig hilsen Ejby

P.S.

Avatar, jeg ved ikke hvad der ligger bag din "frygt" for intelligensen. Men måske det
også er værd at undersøge nærmere, så denne frygt ikke bliver en hæmsko i din udvikling.

Er det det der ligger til grund for din modstand mod at læse...eller er det helt andre ting der
gør sig gældende?

Kærlig hilsen Ejby

  Hej Ejby.

Jeg  er lidt uforstående overfor din opfattelse af at jeg skulle frygte intelligensen eller forelskelsen, jeg er skam selv meget glad for den smule intelligens jeg selv har fået lov til at have.

Tror måske du ikke helt fangede, at jeg netop mente ordene Jesus sagde, omkring enfoldighed, blev sagt, fordi der ikke dengang var specielt meget intellekt til stede, så derfor "bad" Jesus menneskene om "enfoldigt" at "tro" på hans ord, (dogmatiskt), fordi det var vejen frem mod udviklingen af følelser og næstekærlighed, den vej der var den bedst egnede for datidens mennesker.

  Det er da fint at opleve forelskelser, men bedst hvis man selv er klar over hvad man oplever, og det er jo ikke altid man selv opdager man er forelsket, mens det sjældent er svært for ens omgivelser via ens reaktioner, at se dette.

  Jeg kan jo ikke med sikkerhed afgøre om du eller andre er forelskede i Martinusses "værk", men kun tolke på de handlinger jeg oplever , og jeg tolker blot det, at du endnu ikke i al den tid jeg har kendt dig, har sagt et eneste ord imod Martinus, eller på noget som helst område har været "uenig" med Martinus, som værende udtryk for at du har mistet "dig selv" i forbindelse med Martinus.
Som du selv har nævnt for mig, så sammenholder du alt andet materiale med Martinusses, og er der noget der "skurrer" i dine øre, så vælger du Martinus fremfor andre, men hvor er dine egne meninger og opfattelser henne, har du slet ingen selv på det åndelige område, eller er dine blot 100% de samme som Martinusses, og betyder dette så ikke at enten er du en af "de sande disciple", eller også har du tilsidesat din egen dømmekraft, til fordel for Martinusses "dømmekraft?

  Det er der nu heller ikke noget galt i, hvis blot man selv er klar over dette, men man kan godt ende med "røde ører", som jeg gjorde, hvis man forsvarer sin regnelærer, overfor "klassen", og senere finder ud af at man havde uret, men blot ikke selv kunne acceptere at ens "idol" kunne indeholde "fejl" (på grund af sin "betagethed").

  Kærlige hilsner fra Avatar. 

  Hej Ejby.

  Iøvrigt en "smart" formulering, den, at genkender man ikke en sandhed i "noget" så bør man lade materialet "ligge", for den indeholder den "underforståethed" at man så slet ikke skal fremlægge sine egne opfattelser på et sådant "område", da man så kommer i "modstrid" med "materialet".

  At påpege andre opfattelser eller egne opfattelser er da en menneskeret, mener jeg, så det at "holde mund", er ikke i mine øjne noget gavnligt, og at fremlægge egne opfattelser vil jo nødvendigvist altid sætte en i "perspektiv" til andre, men det er jo langtfra det samme som det, at man slet ikke skal tale "imod" nogen man er uenig med, men blot lade det "ligge".

  Det ville jo i realiteten kun betyde, at man kun kunne tale, når man snakkede andre efter munden. 😮

  Kærlige hilsner fra Avatar.

Kære Arne.

Jeg ville nok ønske, at du ville koncentrerer dig om analyserne og
stille spørgsmål til, hvad du ikke forstår eller ikke kan se logik i.

I stedet for, at bruge tid og krudt på person angreb og fordømmelse
af andre. Som når du kalder Martinus "løgner" og hovmodig/selvophøjelig
og mener dig i stand til, at vurderer, hvad Martinus burde og ikke
burde have gjort i forhold til hans mission. Fx. undladt at kommentere
biblen og skrive artikler m.m. Vi andre kan ikke tænke selv, eller er
hjernevaskede eller "blinde" af "forelskelse" i Martinus. (som iøvrigt er "død" ???)

Jeg ville nok ønske, at du var lidt mere villig til, at lære selv...
frem for at belære andre.

Men det er der jo en grund til, og det er udelukkende min "fejl", at
ønske dig anderledes end du ER.

Jeg er sikker på, at du efter bedste overbevisning forsøger, at hjælpe
os andre til, at tænke selv og løsrive os fra vores hjernevaskede og
"blinde forelskelse" i Martinus og redde os fra vores "vildfarelser". Tak
for din omsorg.

Min oplevelse er, at Martinus, Jesus (og i mit tilfælde også Byron Katie)...
har givet mig "redskaber" til, at tænke selv og arbejde med mig selv
og mine egne ufærdige sider. I alle 3 tilfælde genkender jeg sandheden
i Ordet. Sandheden for mig, som nødvendigvis og åbenlyst ikke er
alle andres sandhed.

At man ikke taler "imod" Martinus, Jesus osv er ikke ensbetydende med,
at man ikke kan tænke selv, eller er hjernevasket og blind af forelskelse.

Kærlig hilsen Ejby.

  Hej Ejby.

  Tak, det er altid godt når nogen ønsker en det "bedste".

  Desværre er der nok blot for langt mellem "elev" og "lærer" i dette tilfælde, så jeg må vente lidt endnu.

  Selv mener jeg jo at jeg for længst har lært at tænke selv, så jeg ikke længere behøver at få at vide af andre hvordan jeg skal tænke, men alt afhænger jo af øjnene der ser, og om mine ser klart nok, det må fremtiden jo vise, ellers skal jeg jo nok opdage det.

      Kærlige Hilsner fra Avatar.

Kære Arne,

Kan det tænkes at grunden til at Du er 'besat', er at Du er en 'hidsigprop' ?
og kan det tænkes at grunden til at Du (længe) har besat dette forum, er at Du er jaloux ?
har Jeg længe tænkt,

Kærlig hilsen
Holger

Martinus skriver:

Guddommen er den første til at vide, at intet væsen i øjeblikket kan være anderledes, end det er. Denne viden vil menneskene også tilegne sig. Og det vil hjælpe dem til at tilgive deres næste og ikke forlange, at han skal tænke eller handle ud fra erfaringer, han endnu ikke har gjort.

Med kærlighed

Lars

  Hej Holger.

  Alt er vel muligt , men det er bestemt ikke sådan jeg selv oplever det.

  Måske er det nærmere omvendt, idet at lade sig besætte for mig er at lade andre afgøre HVAD man skal tænke eller tro.

  Jeg har jo gennem mange oplevelser i forskellige "menigheder" lært HVORDAN jeg skal tænke, og HVORDAN jeg selv reagerer på forskelligt stof, altså at være opmærksom på min egen hjernes måde at arbejde på, så jeg kan forblive objektiv i forhold til det "stof" jeg møder.

  Det gør mig i stand til at være åben overfor HVAD andre mener og tænker, uden at jeg lader mig forføre til at lade andre fortælle mig HVAD jeg skal tænke eller tro.

  Resultatet bliver derfor, at jeg oplever at det er mig der afgør HVAD jeg vil/kan tage til mig fra andres side, og ikke at det er andre der bestemmer HVAD jeg skal tage for gode "varer".

  Så for mig er der altså en meget væsentligt forskel på om et givet "stof" omhandler HVORDAN man bør tænke, (som Byron Katies eller Eckhart Tolles), og så på om stoffet omhandler HVAD man skal tænke, som en "facitliste" i miniformat (som Martinusses "stof").

  Så min oplevelse er at jeg da bestemt netop ikke er besat, ihvertfald ikke at andet end af tanken om ikke at lade mig "besætte",  men hvem ved om det er mig der vurderer rigtigt eller ej, hvis jeg er besat så ved jeg det jo åbenbart ikke selv, og kan derfor ikke se mig selv i det "lys". 

  Og ihvertfald er det i så fald ikke noget der går ud over min egen livskvalitet, tværtimod, så før jeg oplever negative effekter af mine egne opfattelser, før er der ikke motivation i mig selv, omkring at tage en sådan mulighed seriøst.

  Hissigprop, jo man kan nok sagtens få det indtryk via mine måder at formulere mig på, ( jeg har det jo med at provokere helt bevidst) men jeg har nu ikke det sidste årti mødt et menneske der har givet udtryk for at de mente jeg var hissig eller opfarende på nogen måde, tværtimod får jeg altid at vide at jeg er meget omgængelig og virker positivt på andre (altså IRL), så heller ikke på det område kan jeg genkende mig selv.

   Kærlige Hilsner fra Avatar.

Hej Avatar

Hvorfor vælger du egentlig at provokere helt bevidst?

Med kærlighed

Lars

Hej Lars.

Ja det gør han.

Arne er min ven og jeg holder meget af ham. Jeg ønsker ham kun det bedste. Jeg er
dybt taknemmelig for vores venskab. Han er min åndelige sparringspartner og læremester,
og jeg vil aldrig kunne takke ham nok, for hvad han har lært og givet mig.

Det bedste ved vores venskab er, at vi kan sige/skrive alt uden at ligge fingre imellem...
uden, at det rører ved vores venskab...og det er vidunderligt befriende.

Vi behøver ikke være "enige" eller se ens på tingene....det gør vi oftes ikke ...men det
betyder ikke noget....vi har begge brede skuldre.

Arne her ret til at tro, tænke og mene, hvad han har lyst til....incl. at jeg ikke kan tænke selv og
er "forelsket" i Martinus. ...der gør mig ikke noget. Selv om jeg ikke er enig, så holder jeg
alligevel utrolig meget af ham og ved, at han mener det godt. Det vi har tilfælles er interessen for,
den mere åndelige side af tilværelsen.

Jeg forlanger ikke, at Arne skal være anderledes end ham ER, han er for mit vedkomne
allerede tilgivet inden han åbner munden, og jeg oplever, at det også gælder den anden vej
rundt.

Når jeg engang imellem ønsker, at Arne ville forholde sig anderledes...så er det jo, fordi jeg
ønsker ham det godt....og erkender, at det er "fejl-tænkning" fra min side. Man kan nu engang
kun være som man ER....og jeg er selv fuld af "fejl".

Jeg mener, at det er fint at dele opfattelse af, hvad man selv tænker eller er kommet frem til, og
uden respons eller svar på tiltale, hvordan skal man så komme videre? Det er jo også en del af
livets direkte tale. Derfor vælger jeg, at tilkendegive min mening i MF, selv om det måske ofte er mest
hensigtsmæssigt ikke, at tage til genmæle overfor personangreb. Men dette er jo et debat
forum...oven i købet et Martinus Forum. Måske kan personen selv ikke bruge det til noget, men
så er der måske andre der kan se en pointe i det. Hvem ved?

Jeg vil selv gerne have svar/respons på indlæg...ellers snakker jeg jo bare med mig selv

Kærlig hilsen Ejby

Att alle ikke kan være anderledes, end hvad de er, kan vel ikke forhindre at alle kan udvikles til at en gang i fremtiden blive helt anderledes end havd de er? Eller skall man forholde sig passiv også til hvad menneskene kan blive? Er det altid det bedste at aldrig ingribe, aldrig stelle moralske krav på andre, fordi man vil de skall blive til noget andet end hvad de er? Hvad så med foreldreprincippet?

Efter min mening er der ingen der beskriver tingene på en mere hensigtsmæssig måde end Martinus. Her er hele det afsnit som det tidligere citat er taget ud fra:

Og hvem er det, der har brug for åndsvidenskaben? Det er de mennesker, i hvis bevidsthed sorger, lidelser og skuffelser har vakt medfølelsesevnen med andre, der har det svært. Altså mennesker, hvis følelsesliv har udviklet sig til en kærlighedsevne ikke blot rettet mod ét væsen af modsat køn, men mod omgivelserne i det hele taget. Dette menneskelige følelsesliv gør dem ikke sentimentale, thi samtidig er deres logiske sans, deres evne til at tænke og få overblik over årsager og virkninger også udviklet. Disse mennesker er modne til at lære at tænke logisk ikke blot på fysiske, men også på åndelige områder. Og sådanne mennesker vil der blive flere og flere af i fremtiden. Det vil medføre en kursændring i videnskabelig retning inden for mentale og åndelige områder. Ikke i den betydning, at det er en videnskab, som er forbeholdt mennesker med en bestemt uddannelse. Man kan snarere sige, at de mennesker, der vil være modtagelige for den kosmiske logik, er de mennesker, livet selv har uddannet. Det er dem, der har været igennem store vanskeligheder og er begyndt at føle, hvad der absolut ikke kan betale sig.

En ny form for tryghedsfølelse vil vokse frem i disse menneskers sind. De vil ikke være bange for døden, thi de vil lære at forstå, at der ingen død findes, men blot forvandling fra én tilstand til en anden, en forvandling gennem reinkarnation eller genfødelse, der i sig selv er en udvikling. Og denne udvikling vil med tiden føre mennesket frem til en tilstand, der er den sande lykke, idet den vil være blottet for utryghed, for sygdom og skuffelse og for alle de former for ulykker, der plager vor tids menneskehed. Denne kommende tilstand vil ikke opnås gennem mirakler, og heller ikke gennem en "forsoning" med en vred gud. Guddommen er den første til at vide, at intet væsen i øjeblikket kan være anderledes, end det er. Denne viden vil menneskene også tilegne sig. Og det vil hjælpe dem til at tilgive deres næste og ikke forlange, at han skal tænke eller handle ud fra erfaringer, han endnu ikke har gjort. Men når det nu er mod en selv, der bliver handlet "uretfærdigt"? Da betyder det noget at have lært at forstå loven om årsag og virkning i skæbnedannelsens og reinkarnationens perspektiv. Når man ved, at der ikke kan hænde en noget som helst andet end det, man selv er den inderste årsag til, og at man selv i dette eller tidligere liv har sået den skæbne, man nu må høste, så er der ingen at blive vred på. De andre, som man før kritiserede, og som man hadede, afskyede eller foragtede, ses som redskaber, der af [slut på side 235] Forsynet bruges til, at man gennem dem høster, som man har sået. Ikke som straf, men som belæring og undervisning i, hvad der kan betale sig, og hvad der ikke kan betale sig, hvis man vil være menneske. Lykken opnås lidt efter lidt gennem den forandring, der sker med menneskets sind. Thi den virkelige lykke er en bevidsthedstilstand uafhængig af de ydre forhold.
VEJEN TIL DEN SANDE LYKKE

Med kærlighed

Lars

Hej Algotezza.

Det er et meget interessant spørgsmål.

Martinus skriver, at man ikke kan forlange at andre skal være andreledes end de i øjeblikket er.

Skal man så altid forblive passiv og ikke tage til genmæle? Det har jeg tænke en del over i disse dage: :

Per Bruus-Jensen er inde på, at kendskab til livslovene og verdensaltet på en måde "forpligter" til, at give det videre...men samtidig siger Martinus jo, at man ikke skal "missionerer". ???

Hvornår gør man det ene og hvornår gør man det andet?

Hvornår skal man dele den viden man har, og hvornår skal man ikke tage til genmæle?
Hvornår skal man tie, og hvornår skal man tale?

Eller handler det mere om, hvordan man siger tingene?

Hvad mener i andre?

Kærlig hilsen Ejby

Alle sandheder, tanker og svar er relative i forhold til hvor man ser det fra. Derfor ligger værdien mere i spørgsmålene end i svarene.

Vi får alle svar på de spørgsmål vi stiller, så det kan være en god idé at være opmærksom på hvad man spørger om.

Med kærlighed

Lars

  Hej Lars1.

  Dit spørgsmål om hvorfor jeg af og til "provokerer" har jeg ikke den store lyst til at svare på, for så kan jeg jo ikke længere "skjule" mine hensigter med mine provokationer.

  Men OK, når jeg får fri ( er hjemme ca 19:00) så skal jeg gerne give svar, og det kan jo måske også samtidigt være i sammenhæng med de sidste indlæg der har været, i forbindelse med at "ændre" på andre, via dialog.

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

Interessant formulering. ....besat af tanken om, ikke at lade sig besætte.

Det er iøvrigt ikke muligt, at forholde sig objektivt til noget som helst.

Kærlig hilsen Ejby

Sjovt nok er dette dagens "thought for the day" fra Sai Baba (som har det med at have god timing i min erfaring):

Do not shape your conduct with an eye on the opinion of others. Instead, follow bravely, gladly and steadily the sweet and pleasant promptings of your own Sathwic-manas (pure mind), your own awakened consciousness, your own inner self. Associate yourself only with those who are truthful.
- BABA

Med kærlighed

Lars

Hej Avatar

Når du nu alligevel er i gang med at tænke over dine provokationer, har jeg også nogle spørgsmål i den forbindelse, du gerne må svare på. Du må gerne give dig god tid, men pas på at du ikke bruger alt dit krudt på at forsvare dig selv - det er bedre, at du er ærlig (i det mindste over for dig selv):

- Provokerer du for at udvikle din egen kærlighedsevne?
- Provokerer du for at udvikle min kærlighedsevne?
- Hvilken respons forventer du på dine provokationer?
- Hvilken respons oplever du på dine provokationer?
- Berettiger denne respons dig til fortsat at provokere?
- Er dine provokationioner til glæde og gavn for dine omgivelser?
- Er dine provokationer til glæde og gavn for Martinus Forum?
- Hvis alle mennesker provokerede hinanden, hvordan ville verden så se ud?
- Hvad skal der til, før du ikke længere føler det som din mission at provokere?

Du kan jo selv fortsætte rækken af spørgsmål...
Som i øvrigt på ingen måde skal opfattes som en provokation...

Venlig hilsen
Petersh

Hej Ejby

Jeg fristes til at svare: Når man ikke kan lade være.

Uanset om man gør det "rigtigt" eller "forkert", lærer man af det. Man skal bare indstille sig på, at livet kan tale med virkelig store bogstaver sommetider (større end Martinus' ).

Det kaldes "at leve"... Og på den måde lærer vi at forstå, hvornår vi handler mest kærligt - og hvornår vi i virkeligheden tager til genmæle for at nedgøre, irettesætte, forfølge, hævde os selv eller uforvarende bibringe misforståelser om livet til andre.

I den sammenhæng skal vi selvfølgelig huske på, at vi, som de jordmennesker vi jo er, også kan være nogle af de redskaber, som guddommen benytter sig af, når han taler med store bogstaver - men det er ikke noget, vi selv skal se os i stand til at vurdere med vores (forholdsvis) mangelfulde indsigt i guds plan.

Venlig hilsen
Petersh