Hej Avatar
Jeg forstår udmærket, at du med din baggrund tænker, som du gør. Men jeg mener ikke, at du behøver være bange for, at dine egne kedelige erfaringer med sekter og menigheder vil gentage sig for åndsvidenskaben som den præsenteres i form af Martinus' analyser. Forklaringen på, hvorfor tros- og dogmefunderede religiøse retninger udvikler sig, som de gør (og som du ved selvsyn har kunnet iagttage), finder du jo i Martinus' logiske fremstilling.
Som Ejby skrev i et af sine indlæg tidligere, så ville det måske være en idé at ofre en tanke på, i hvilke situationer du beskriver Martinus i "dit eget billede"... Ellers synes jeg, du snyder dig selv for en god forklaring på livet.
Venlig hilsen
Petersh
Hej Avatar,
Så er der jo ingen sammenhæng mellem de lidelser som f.eks mange dyr udsættes for, og så det at lidelserne ALENE opstår der hvor det ikke er muligt at skabe velvære.
Er velvære ikke blot at IKKE blive udsat for at blive brændt af ?
Det at være dyr er ensbetydende med at leve i junglen, enten bogstaveligt eller i overført betydning, man befinder sig i farlige omgivelser, og når man er i farlige omgivelser og ikke har mulighed for at beskytte sig mod disse farer, ja så kan konsekvensen jo kun være, at man risikerer disse farer og de medfølgende lidelser.
Det dyr kan i den forrige spiral som jord-menneske fx. have gjort lignende brutale ting mod dyr.
Det er rigtigt, at dyret ikke umiddelbart har mulighed for at forstå, hvorfor det skal have denne lidelse. Men sådan er det med lidelse helt frem til man som jord-menneske begynder at blive human. Indtil da vil man ikke kunne forstå lidelserne, men lidelserne udvikler følelseslegemet uanset om man forstår meningen eller ej.
Det du kalder "djævelen", "det onde" eller "negative" er jo netop også Gud.
Men fordi lidelsen er grundlaget for velvære, så vil velvære alligevel altid være det primære og lidelsen kun det sekundære. Der er ingen, der ønsker lidelse for lidelsens skyld, men altid for velværens skyld. Alle ønsker velvære. Nogen ønsker lidelse for andre, men det er jo netop fordi, de tror, at de dermed skaber velvære for dem selv. Det kærlige væsen foretrækker det, der skaber mest velvære for helheden. Det medfører, at det kærlige væsen hellere selv vil lide, hvis det kan fritage andre for lidelse, men det er jo netop også tegn på, at det er velværen for alt og alle, der er målet eller meningen med livet.
Men lidelsen er ikke desto mindre en absolut forudsætning for, at dette velvære overhovedet kan blive en realitet. På samme måde som elektricitet fx. er en forudsætning for internettet, men det betyder da ikke, at elektricitet er vigtigere end internettet. Internettet er bare ikke muligt uden elektricitet
Hvor bliver denne overskydende karma" så af ?, der skal jo være "balance"?
Jo, der skal være "balance" i Gud" altså i den samlede "sum", så denne overskydende "negative" energi, bruges da blot i forbindelse med andre væseners (jegers) "uddannelse" og oplevelse, disse andre væsener er jo også dig og mig, så om det er mit individuelle jeg der får gavn af en "negativ" karma eller om det er en anden "celle" af "mig" der får gavn af denne "karma" er underordnet, vi er jo netop det helt samme væsen, og det er den samlede sum af alle vore cellers energier, der skal holdes "balance" i, ikke den enkelte celles individuelle "jeg".
Vi er på een gang både eet med alt og alle og samtidig individuelle væsener. At hele verdensaltet er eet med "mig", betyder jo ikke at alle andre ikke eksisterer. Alle andre væsener er jo netop også eet med verdensaltet. Det er bare ikke altid man som "gudesøn" er bevidst om dette forhold. Men det ændrer ikke på, at forholdet er en evig realitet.
Men hvis det var, som du beskriver, ville jeg kunne udsætte andre mennesker for en forfærdelig masse lidelser pga. mine fejltagelser. Det ville jeg kunne gøre, uden det fik de samme konsekvenser for mig. Jeg ville kun få en lille del af disse lidelser, resten ville blive overført til andre væsener, og disse væsener ville altså være ganske uskyldige i disse lidelser, fordi det jo var mig, der havde forårsaget dem.
En sådan ordning ville et kærligt væsen jo aldrig kunne trives med. Et kærligt væsen vil jo altid hellere selv lide, end at andre skal lide. Men her er det jo lige omvendt, her kommer det kærlige væsen til at slippe for lidelser, men på bekostning af at andre fuldstændige uskyldige i stedet får disse lidelser. Det ville alene være det egoistiske væsen, der kunne finde glæde i en sådan ordning. Hvis en sådan ordning var gældende, var Gud således slet ikke alkærlig, men tværtimod lunefuld, uretfærdig og dybt partisk, idet han jo favoriserede det ukærlige væsen til fordel for det kærlige væsen. Det er jo ellers normalt kun den karakteristik, man giver af Guds modsætning.
Man behøver derfor slet ikke altid at have skabt sine egne lidelser, forudgående, hverken i dette spiralkredsløb, eller have skabt dem i tidligere spiralkredsløb, (så de følger ens "jeg" som "græskarma"), den frie vilje alle væsener har, så længe de er "udskilte" fra Guds helhed, indebærer at ethvert væsen sagtens kan bruge denne frie vilje til at påføre andre væsener "ufortjent" lidelse med, men Guddommen (livslovene) bringer så blot efterfølgende balance i tingene, ved at "rette" op på sådanne "uretfærdigheder".
Men hvis man kunne blive udsat for uretfærdighed, så ville det jo stadigvæk være udtryk for, at Gud gjorde forskel, og dermed at han favoriserede nogle væsener frem for andre. Han ville i så fald kun kunne tjene som ideal for dem, der længtes efter uretfærdighed! I sandhed en ejendommelig Gud. Og hvad skulle man i så fald mene om sønnens (Kristus') saligprisning: "Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden"?
Hvordan skulle sønnen kunne indfri dette løfte med en sådan fader? Han ville jo mangle det afgørende mandat fra sin Fader. Og hvordan kan Faderen og han være eet, hvis faderen er uretfærdig og sønnen er retfærdig? Skulle det så betyde, at sønnen afgav et løfte, der ingen dækning var for? Er der noget som helst andet i Jesus tale og væremåde, der tyder på, at han skulle være en bedrager eller en der ikke selv vidste, hvad han sagde (og gjorde)?
Det hænger simpelthen ikke sammen.
kh
Jan
Hej Lars1.
Jeg har lidt samme tilgang til det med dyr og planter (og skam også andre væsener), at langtfra alt er virkninger af egne forudgående "handlinger". 
Karmaen er for mig den reaktion vi må opleve på egne handlinger, i den udstrækning karmaen kan være positiv på, altså som lærer, i forbindelse med at holde op med at udøve negativitet overfor vore egne omgivelser.
Når vi har lært på et givet område, så er der (i mine øjne) ikke længere behov for nogen "karma" på dette område, heller ikke som opsparet "græskarma".
Vi siger jo selv ja til at blive "sendt ned" i mørket, det er den eneste "handling" vi foretager os, i forbindelse med at lade os udsætte for lidelser, fordi vi ved, når vi afgiver vort "ja" at den "tur" vi skal ud på, er god for os (i sidste ende). 
Turen er altså, for mig at se, alene affødt af vort eget tilsagn, og ikke af at vi da skal "ned igen" så vi kan få tilført den "græskarma" vi "skylder for".
Det "mørke" vi så sendes ned i, er ikke skabt af os selv, men er skabt af Gud, vort eget større selv, som en "skole" vi kan lære i, og skabt som en del af "balancen" mellem lyset og mørket, og dette "mørke" består derfor af helt andre "energier" både positive og negative, end dem "karmaen" består af, så for mig er alt "mørke" og alt "lys" ikke nødvendigvis karmarelateret.
Mørke i form af tunge fysiske vibrationer og lidelser/oplevelser i lavere vibrationsformer, er (igen for mig personligt) bestående af helt andre "energier" end "karmaenergierne" består af, man kan vel heller ikke forestille sig at et tungt "fysiskt" materiale, skulle være skabt af "karmarelaterede" HANDLINGER, det kan jeg ihvertfald ikke, så derfor laver jeg i min bevidsthed denne opdeling af hvad "mørket" består af.
Derimod kan ens personlige oplevelser sagtens være en "blanding" af både selvskabte karmarelaterede lidelser7lærdomme, og så de grundlæggende lidelsesoplevelser, vi alle nødvendigvist må opleve, for at vi igen kan se lyset helt klart.
Men igen, jeg er jo ufuldkommen, og ser sikkert kun det der lige for mig selv giver den største mening, i nuet.
Kærlige Hilsner fra Avatar.
Hej Petersh.
Jo, den argumentation har jeg jo netop også mødt hos disse andre "menigheder", den at jeg ser kun med mine egne øjne, og skaber et billede af deres "autoriteter" udfra mit eget udviklingstrins forståelse, og man tilføjer jo så også, som du, at jeg blot skal se på Martinus med Martinusses øjne, fremfor med mine egne, så vil jeg med tiden få "lukket" op for den helt samme forståelse som Martinus har.
Mit "udviklingstrin" indeholder blot ikke den valgmulighed, at jeg kan afskrive det mine egne øjne "ser", og uden forbehold tage Martinusses til mig, det ville for mig tangere "hjernevask", hvor jeg vasker mig selv ud og indsætter Martinusses "jegoplevelse" i stedet for min egen.
Og en af de ting jeg med mine nuværende og egne øjne "ser" hos Martinus, er "dogmer" som liugner til forveksling alle de andre "dogmer" jeg har mødt i forskellige forbindelser.
Når Martinus siger at han har fuld kosmisk bevidsthed, så er det en "dogme" for mit vedkommende, for hvilket bevis kan der føres for dette udsagn, jo, man kan nok mene at når Martinus jo kan sætte intellektuelle og logiske tankerækker sammen på den måde han gør, så "MÅ" han have haft kosmisk bevidsthed, men uden selv at vide helt konkret hvad kosmisk bevidsthed består af, kan man jo slet ikke afgøre om denne konklusion er rigtig, så noget "endegyldigt" bevis, mener jeg ikke man kan sige man bygger sådanne konklusioner i den retning på, og så er der jo tale om "dogmatik".
Jeg kan også beskrive de fortidige "religioner" og deres "udtryksformer" og måder at "udvikle" sig på, som Martinus gør, men det giver ikke mig belæg for så at kunne påklæbe titlen "fuldt udviklet kosmisk bevidst" til mig selv, vel. 
Kærlige Hilsner fra Avatar.
Når Martinus siger at han har fuld kosmisk bevidsthed, så er det en "dogme" for mit vedkommende, for hvilket bevis kan der føres for dette udsagn, jo, man kan nok mene at når Martinus jo kan sætte intellektuelle og logiske tankerækker sammen på den måde han gør, så "MÅ" han have haft kosmisk bevidsthed, men uden selv at vide helt konkret hvad kosmisk bevidsthed består af, kan man jo slet ikke afgøre om denne konklusion er rigtig, så noget "endegyldigt" bevis, mener jeg ikke man kan sige man bygger sådanne konklusioner i den retning på, og så er der jo tale om "dogmatik".
Hej Avartar
Du udtrykker en sund indstilling til Martinus - en indstilling som Martinus selv anbefaler gennem hele sit værk. Den eneste autoritet et udviklet menneske har behov for er sin egen intuition og hvis noget ikke passer med ens egen intuition så skal man bare lade det ligge eller hvis man ønsker det rette sin opmærksomhed på det og så observere om det eventuelt ændrer ved ens egen intuitive opfattelse.
Du har også helt ret i at det at tro på Martinus ikke er anderledes end det at tro på biblen, Allah, Ufo'er eller hvad som helst andet. Når man gennem sine egne oplevelser og sin egen intuition "ved" at noget er rigtigt, så er det rigtigt uanset om andre via deres oplevelser og intuition når til den samme konklusion. Samtidig er det ikke mere rigtigt end at man på et senere udviklingstrin kan nå til en ny og anderledes intuitiv forståelse, som gør at det man før troede var sandheden alligevel ikke er sandheden.
Dette illustreres meget godt af en oplevelse som jeg gætter på alle har haft som læser Martinus, nemlig den at man finder ud af noget nyt hver gang man læser noget af det Martinus har skrevet. Det er jo netop et udtryk for at det man før troede var sandheden alligevel ikke var helt sandheden.
Jeg synes det er et godt tegn at du holder fast på dit og det "ved" jeg at Martinus også ville syntes for ellers kunne alt jo ikke være såre godt. Og jeg sætter også stor pris på dine indlæg her på forummet, for hver gang jeg læser dine indlæg så giver det mig mulighed for at se tingene fra en anden vinkel, som er en stor hjælp i min udvikling.
Med kærlighed
Lars
Hej Jan.
For Gud er der ingen forskel på os "individuelle" bevidstheder, for vi er jo alle "ham", så en alkærlig Gud behøver slet ikke at holde regnskab med sine egne "celler" så de får "retfærdiggjort" deres egne handlinger, indbyrdes mellem hinanden.
Jeg mener jo slet ikke at der ikke forudgående skal være oplevelser af lidelser eller af mørke, før en oplevelse af lyset kan opnåes, og da heller ikke at "djævelen" ikke er en del af Gud, som er nødvendig i disse forbindelser.
Men jeg mener blot ikke at det altid er den individuelle bevidsthed, der selv skaber alle sine egne mørkeoplevelser, denne "tænkemåde" mener jeg blot er det der er bedst "egnet" til at tiltrække os intellektuelle og retfærdighedssøgende mennesker med, på vort nuværende forståelsesstadie.
Du siger at Jesus sagde, Salige er de som hungrer og tørster efter "retfærdigheden".
Men husk nu også Martinusses egne ord om at de ting Jesus sagde, var tilpasset den intellektuelle forståelse der var til stede, på Jesusses "tid", det var jo derfor Jesus fremlagde de fleste ting i lignelser, for den absolutte forståelse var ikke brugbar for nogen, på daværende tidspunkt.
Så dette udsagn fra Jesusses side, kan man vel også blot anse for at være, det mest gavnlige i forbindelse med den nødvendige "udvikling" af os, som kunne gives på daværende tidspunkt.
Sagde Jesus ikke også,"salige er de enfoldige, for de skal arve Guds rige"?
Enfoldige betyder, så vidt jeg forstår det udlagt i dag, "begrænsede" i intellektuel evne, altså de der ikke behøver at tænke over tingene, men som bare gør tingene (pr intuition/instinkt), men enfoldige, det tror jeg ikke mange af os nulevende mennesker vil bryde os om at blive betegnet som værende, vi vil jo netop helst satse på vore egne tankemuligheder, og den mangfoldighed for valgmuligheder vore egne tankeprocesser giver os at vælge mellem, fordi dette næsten er "lig" med hvad vi kalder vor "frie viljes" råderum.
Viden fjerner "det onde" siger Martinus, men at være enfoldig og kosmisk vidende, er ikke foreneligt, for mig, med den forståelse af ordene jeg har i nuet.
For mennesker på Jesusses tid, var det ikke at tænke for meget intellektuelt noget positivt (set fra oven af, altså), for dels var intellektet slet ikke dengang udviklet nok til at kunne rumme de større kosmiske indsigter, dels var det "følelsen" der var i fokus dengang, det var den vi skulle udvikle, via medfølelse og medlidenhed med andre omkring os, (derfor var det også via tro på jesus/Gud og via "eksemplets" magt, jesusses impulser til os blev givet, dengang) i dag er det intellekt og følelse vi skal have skabt "balance" imellem, så "impulserne" tilpasses derfor til os, på en anden og langt mere intellektuel måde.
Kærlige hilsner fra Avatar.
Hej Lars1
Hvorfor mener du, det er godt "at holde fast på dit"?
Hindrer det ikke sund udvikling?
Ville åbenhed ikke være bedre?
Venlig hilsen
Petersh
Hej Avatar
Hvordan kan du sidestille de to begreber?
vh. Petersh
Hej Lars1.
Jo tak, jeg forsøger da at holde fast i mit eget "jeg", så vidt jeg formår, og mener som du også at det er Martinusses ønske at man gør dette.
Og giver dig absolut ret, jeg oplever også af og til, at den forståelse jeg mente jeg havde ikke var helt fyldestgørende, men "udvides" til noget "mere", også når jeg læser Martinusses ord for anden eller tredie gang, så heldigvis føler jeg ikke at jeg på nogen måde står stille eller er "fastlåst" i en bestemt retning.
Tværtimod syntes jeg af og til at jeg "suser" derudaf, i udvikling, sammenlignet med hvad jeg førhen har oplevet, og det kan måske være fordi vi netop er inde i en periode med "forceret" udvikling, så det gælder sikkert for os alle.
Og alle de ord jeg modtager fra i andre, er på lignende måde med til at udvide min "horisont", og det er jo herligt.
Lige nu må jeg dog afsted , min lillebror vil gerne hentes på banegården, så selvom jeg forsøger at svare og skrive så meget som muligt, så er der også naturlige grænser for hvor meget jeg kan "nå", så jeg håber man bærer over med at jeg ikke kan svare på alle spørgsmål, stillet til mig personligt, men hen af vejen når vi jo nok omkring det "hele".
Kærlige Hilsner fra Avatar.
Hej Petersh.
Det var ikke min hensigt at "sidestille" disse begreber, men blot at udtrykke at "enfoldige" ikke behøver intellektuelle forklaringer, men handler enten pr instinkt eller pr intuition, altså på baggrund af "tro" om du vil, mere end på baggrund af viden.
Kærlige hilsner fra Avatar.
Hej Lars
Den fornemmelse har jeg oplevet masser af gange.
Men jeg synes jeg får et suplement til det først forståede af hans tekster.Ikke en omskrivning af den tidligere "sandhed" til en nyere "sandhed."En slags "forståelses-tilbygning" af min nuværende viden/forståelse
Hej Avatar
Hvordan kan enfoldige handle pr. intuition?
vh. Petersh
Hej Petersh.
Jeg kan vist lige nå en kort bemærkning mere, intuitionslegemet er jo ikke noget vi kun har "slået til" i nuværende udviklingsperiode, kosmiske glimt via "intuitionslegemet" er også blevet oplevet/givet i tidligere faser, de mange beretninger af englemøder og "åbenbaringer" der findes i forskellige religiøse tekster, er for mig udtryk for intuitive/kosmiske oplevelser, på forskellige "planer", så skellelinien mellem instinktive oplevelser og handlinger og intuitive oplevelser og handlinger, er meget svær for mig at fastlægge.
Den enfoldige er nok bedre beskrevet ved : Den der ikke kræver intellektuelle forståelser, før vedkommende handler, og altså mere defineret ved at leve på "dogmatik" end på eksakt viden.
Men igen er det jo blot min "isolerede" og personlige opfattelse af hvad disse "begreber" dækker over, så der er absolut mulighed for selv at finde egen forståelse omkring disse aspekter.
Kærlige hilsner fra Avatar.
Den enfoldige er nok bedre beskrevet ved : Den der ikke kræver intellektuelle forståelser, før vedkommende handler, og altså mere defineret ved at leve på "dogmatik" end på eksakt viden.
Men igen er det jo blot min "isolerede" og personlige opfattelse af hvad disse "begreber" dækker over, så der er absolut mulighed for selv at finde egen forståelse omkring disse aspekter.
Hej Avatar
Jeg er helt enig med dig i, at dette må dreje sig om din helt egen udlægning af virkeligheden, for din beskrivelse af disse begreber, kan jeg overhovedet ikke genfinde i Martinus' kosmiske analyser eller min forståelse af disse.
Venlig hilsen
Petersh
Hindrer det ikke sund udvikling?
Ville åbenhed ikke være bedre?
Hej Petersh
Godt spørgsmål. Hvad er åbenhed? Hvordan kan vi være åbne? Hvad kræver det? Kan vi reelt være åbne så længe vi har tanker, viden, ambition, ønsker, osv.?
Men jo, et åbent menneske er et mere udviklet menneske.
Med kærlighed
Lars
Hej Lars1
Hvis vi vælger at holde fast ved vores endnu ikke fuldkomne væremåde og tanker, så vil livet på et eller andet tidspunkt "tvinge" os til at ændre kurs og søge andre veje.
Men efterhånden som vi bliver bevidste om dette, får vi endnu en mulighed - nemlig at give os tid til at undersøge livet, som det viser sig for os. Fx i form af samtaler med kolleger og venner, de timevis af Youtube-filmklip, som bliver postet her, eller alenlange indlæg fra andre brugere.
Det får mig til at tænke på en historie, som Per Bruus-Jensen fortæller i en af sine bøger. En dag fik Martinus håndværkerbesøg, mens han havde travlt med at færdiggøre et symbol eller en tale eller noget i den stil. Håndværkeren insisterede på at fortælle Martinus om sit syn på livet, samtidig med at Per Bruus-Jensen blev mere og mere utålmodig. Martinus lyttede derimod oprigtigt interesseret. Per Bruus-Jensen var ved at koge over, da håndværkeren langt om længe blev færdig med sine forklaringer, så Martinus igen kunne tage sig tid til sit arbejde, men Martinus sagde blot venligt: "Tak, fordi De tog dem tid til at forklare mig om det"...
Ja, gid jeg havde samme tålmodighed med mine medvæsner.
(Historien er fortalt som jeg husker den - så jeg beklager, hvis den ikke er helt, som Per Bruus-Jensen har skrevet den).
Venlig hilsen
Petersh
Hej Petersh
Ja hvilken fantastisk historie - siger den ikke bare alt. Så vidt jeg husker historien sagde Martinus ovenikøbet farvel ved at tage mandens hænder i begge sine hænder, så han virkelig må have følt sig værdsat. Martinus må bare have vidst hvornår han skulle fortælle og hvornår han skulle lade andre mene deres.
Som jeg tidligere har fortalt så har jeg en ven der besøgte Martinus og var lidt flov ved at indrømme at han aldrig havde læst et ord i Martinus' bøger, hvortil Martinus svarede "Endelig et fornuftigt menneske, det kommer de nok heller aldrig til" og så talte de om alt muligt "andet" i 4 timer (og min ven har fortsat ikke læst en side nu 30+ år senere).
Ikke blot er Martinus' bøger fantastisk inspiration, men Martinus selv virker også som en person man kan lære alverden af ved at iagttage hvordan han selv levede.
Med kærlighed
Lars
Hej Lars1
Kan det passe, at han fortæller sin historie på den dvd-boks - "Martinus som vi husker ham" - der udkom for nylig? God historie!
Venlig hilsen
Petersh
Ja det passer.
Med kærlighed
Lars
Hej Avatar
Men husk nu også Martinusses egne ord om at de ting Jesus sagde, var tilpasset den intellektuelle forståelse der var til stede, på Jesusses "tid", det var jo derfor Jesus fremlagde de fleste ting i lignelser, for den absolutte forståelse var ikke brugbar for nogen, på daværende tidspunkt.
Så dette udsagn fra Jesusses side, kan man vel også blot anse for at være, det mest gavnlige i forbindelse med den nødvendige "udvikling" af os, som kunne gives på daværende tidspunkt.
Sagde Jesus ikke også,"salige er de enfoldige, for de skal arve Guds rige"?
Mht. de enfoldige, så kommenterer Martinus på det i kapitel 63 i Logik, som fx. kan læses her: http://www.martinus.dk/content/dk/dtt-soegning/show.php?bog=70&stk=63&nr=19&pw=2f30d
(sidste del af kapitlet).
Her forklarer Martinus, at det menneske, der er blevet ateist jo ikke kan tro (på de religiøse dogmer), og derfor er de overlerede dogmer for ham/hende, "stene i stedet for brød". Hvorimod de enfoldige endnu kan glæde og styrke sig ved tanken om Gud og et eksisterende "Himmeriges Rige".
Det er jo rigtigt, at Jesus ofte talte i lignelser. Men hvordan skal man opfatte disse lignelser? Det kan vel ikke være de rene løgnehistorier? Det kan vel ikke bare være en gang "valgflæsk", som alene er tænkt for her og nu at glæde de enfoldige, men som altså i virkeligheden fører disse bag lyset!? Nej, Det er der ikke noget belæg for. Lignelserne må da være sandheder, der bare er tilpasset til dem, de er henvendt til.
Men fordi Jesus nogle gange talte i lignelser, så er der jo også nogle ting, der tydeligvis ikke kan være lignelser. Hvad med det højeste bud: "Du skal elske Gud over alle ting og din næste som dig selv"? Kan der menes andet med det, end hvad der står? Kan det med rette tolkes som, at kærligheden er en ligegyldig og ganske underordnet ting? Nej, hvordan skulle det kunne det?
Hvis det virkelig var det, Jesus mente, så var han jo en vældig bedrager, der enten bevidst løj eller i heldigste fald bare ikke kendte sandheden og derfor ikke vidste, hvad han gjorde. Så ville han da kun kunne være til inspiration for dem, hvis højeste idealer er at lyve og bedrage.
Men er Jesus blot en bedrager, der ikke kender sandheden? Hvad med hans udsagn: "Jeg er vejen, sandheden og livet"? Kan det være noget, der skal betyde noget helt andet?
Er det ikke ret tydeligt, at han mener at kende sandheden?
Og hvordan skulle saligprisningen om de retfærdighedshungrende, der skal mættes, kunne tolkes anderledes end som, det der står?
Hvordan er det lige med Kristus' hæderlighed og troværdighed, hvis der absolut ingen retfærdighed er til?
Og hvordan skal det meget kærlige væsen finde lykke i et uretfærdigt verdensalt? Det meget kærlige væsen har jo ganske mistet det ukærlige væsens evne til, at glæde sig over andre væseners ulykke.
Det ville som jeg skrev i mit forrige indlæg jo være vidne til, at det slap for lidelser, som det selv ved fejltagelser havde været årsag til, på bekostning af at andre væsener skulle lide i stedet. Men det ville det jo netop slet ikke kunne finde nogen lykke ved, så det ville i sig selv være ganske umuligt.
Er det ikke en mindst ligeså stor tortur at være vidne til, at dem, man elsker højt bliver pint og plaget på det skrækkeligste? Er det ikke det almindelige, at forældre, der har børn, der lider, langt hellere ville foretrække at det var forældrene selv der led, hvis børnene derved kunne slippe? Og hvis man så oveni den situation lagde til, at det forholdt sig sådan, at man selv var eneste årsag til sine kæres lidelser - det ville jo kun gøre torturen endnu mere forfærdelig og sadistisk. Hvem kan synes, at det er kærligt, at nogen skal lide pga. fejl andre har begået? Det er jo ganske rigtigt uretfærdigt, men det kan vel ikke kaldes kærligt? Og måtte det ikke kun være den med meget lidt kærlighed, der kunne føle glæde ved tanken over en sådan ordning?
Og hvad skulle lige være idéen med at være kærlig i et verdensalt, hvor det var uretfærdigheden, der blev favoriseret?
kh
Jan
Skriv et svar
