Hej alle

Hele dette spørgsmål om karma synes jeg er meget fascinerende og samtidig vanskeligt at få helt ind under huden. Er der tale om en nøje regnskabsføring med plusser og minusser eller er der mere tale om et overordnet princip? Er der nogen der holder dette regnskab eller er der mere tale om en naturlov, der fungerer "af sig selv"? Skal Martinus' beskrivelser tages 100% bogstaveligt eller er der tale om lignelser og billeder designet så vi på vores udviklingstrin kan få glæde af det? Jeg synes der er mange spørgsmål.

Min egen intuition siger mig at karmaloven ligesom f.eks tyngdeloven og solens stråler er en slags naturlov, som er som den er uanset hvem den fungerer på. Kommer her til at tænke på Martinus' udsagn om at hvis man kravler ned i en brønd så bliver man beskidt uanset hvem man er. Spørgsmålet er om man kravler ned i brønden.

Det er således ikke specielt retfærdigt eller specielt uretfærdigt at et dyr bliver dræbt. Det er bare sådan det er og det får jo et nyt liv, så det betyder jo ikke mere i den store sammenhæng end at det river sig på en torn.

Det Martinus beskriver er jo så hvordan de lidelser alle væsener går igennem netop er det der gør at væsenet udvikler medfølelse og næstekærlighed. Det er en evig lov - eller naturlov om man vil.

Når man som menneske udvikler større medfølelse og næstekærlighed, så reduceres lidelser indtil de tilsidst er helt forsvundet fordi de ting der sker ikke længere opleves som lidelser for det pågældende menneske. De selv samme ting opleves i stedet som kærlig hjælp og lærdom som man er taknemmelig for at få lov til at opleve. Derved ophører al lidelse sådan set uanset om der er en karmalov eller ej. Om der så også er en karmalov, der hjælper til med at holde en form for regnskab med tingene og måske også fordeler tingene det er for mig mindre vigtigt.

Bare som et tankeeksperiment kunne man prøve at forestille sig at Martinus har beskrevet karmaloven fordi vi mennesker har behov for enten noget at tro på, for dem der har evnen til at tro eller en logisk forklaring - en retfærdighed - for dem der har evnen til at føre regnskab og være i det fysiske (materialisterne). Det er jo et fantastisk billede - eller lignelse - som måske netop giver os det vi har mest brug for på vores nuværende udviklingstrin.

Dette bringer mig frem til spørgsmålet om hvad Gud er. Er gud noget absolut? Eller er Gud det vi på et givent udviklingstrin oplever eller forstår som Gud og dermed noget forskelligt afhængig af hvem der ser og oplever? Martinus kalder selv kosmologien for åndsvidenskaben og skriver at det vi i dag kalder for videnskab og åndsvidenskaben en dag vil forenes. Kommer der en dag hvor vi vil forstå Gud som en samling af evige love - eller naturlove?

Nu kan man måske så mene at ovenstående er en materialistisk og ukærlig fremlægning og det er derfor vigtigt at understrege at efterhånden som vi udvikler os som det er givet af Gud, så kan vi slet ikke undgå at føle smerte og medlidenhed når vi ser dyr dræbes eller børn bombes i forfærdelige krige. Vi vil ikke kunne nænne på nogen måde at bidrage eller støtte noget som helst, der vil være til skade eller endog ulejlighed for noget andet væsen. Næstekærligheden er også givet af Guds plan (eller love) og er noget som vi slet ikke kan undgå at føle mere og mere efterhånden som vi udvikler os.

Som sagt ved jeg ikke hvordan jeg helt præcis forstår karmaloven. Jeg forsøger med ovenstående ikke at sige at den ikke eksisterer, men mere at det egentlig ikke gør den helt store forskel om og hvordan den eksisterer - som jeg ser det.

Med kærlighed

Lars 

Kære Lars,

Nøglen til dit spørgsmål er, at 'Der er kun dig selv, Du er Livet', Lars og Gud er navne,

Kærlig hilsen
Holger

Hej Holger

Ja nemlig - smukt og kort!

Viden og ord bringer os ikke tættere på Gud.

Krishnamurti siger det på følgende måde:

"Reality, truth, is not to be recognized. For truth to come, belief, knowledge, experiencing, virtue, pursuit of virtue - which is different from being virtuous - all this must go.

But, when you know love, self is not.
When there is love, self is not."

Med kærlighed

Lars

Hej Lars1.

Jo, jeg kan godt tilslutte mig dine tanker, stort set, og for mig er Martinusses "værk" også at anse som noget der, lige på vort nuværende "udviklingstrin" er det bedst egnede, til at åbne for manges kosmiske forståelse, men langtfra den "endegyldige sandhed", det ville ikke give mening for mig, hvis man allerede nu som ufærdigt menneske, blev "præsenteret" for den "fuldstændige" viden.

 Jeg citerer lige fra dit indlæg: Bare som et tankeeksperiment kunne man prøve at forestille sig at Martinus har beskrevet karmaloven fordi vi mennesker har behov for enten noget at tro på, for dem der har evnen til at tro eller en logisk forklaring - en retfærdighed - for dem der har evnen til at føre regnskab og være i det fysiske (materialisterne). Det er jo et fantastisk billede - eller lignelse - som måske netop giver os det vi har mest brug for på vores nuværende udviklingstrin.

 Her er jeg helt enig, vi har på vort nuværende (materialistiske) udviklingstrin netop behov for at kunne "måle" og "veje" os selv i forhold til alle andre (og i forhold til selve "livscyklussen"), så vi kan få en personlig fornemmelse af hvor vi lige selv befinder os, i den store sammenhæng, og det mener jeg Martinusses "værk" giver os "mulighed", for, foruden at vi primært selvfølgelig får bevidtshedsudvidelser , via hans analyser.

 Værket er for mig derfor også et "fikspunkt", vi kan måle os selv ud fra, bevidst eller ubevidst, men at måle sig selv ud fra Martinusses "fikspunkt" giver jo nok ikke helt samme resultat, som hvis man måles med selve "Guddommen" som "fikspunkt", og hvorfor overhovedet "måle" sig selv i forhold til "andre" vi er jo alle det selv samme væsen.

 Når jeg mener måle, så er det at forstå sådan, at hvis jeg læser Martinusses artikel omkring "krittikergrupperne", så må jeg jo placere mig selv i ca "midten" af denne gruppering, da jeg jo personligt har forskellige "uenigheder" med Martinus.

 Jeg har jo reelt set kun 2 muligheder for at vælge, hvis der er "uenighed" mellem "oplevelserne" af sandheden, 1,min egen opfattelse, eller 2, Martinusses.

  Hvis jeg beholder min egen opfattelse, men stadigvæk anser Martinusses grupperinger for at være gældende, så bliver "prisen" at jeg må opleve mig selv som værende et lidt mindre "udviklet" væsen.

 Hvis jeg derimod lægger mine egne oplevelser af sandheden til side, og tager Martinusses opfattelser til mig "kritikløst", og ydmygt gør dette, fordi jeg ophøjer Martinus til at være en "autoritet" der selvfølgelig ved bedre end jeg selv gør, så er "lønnen" at jeg kan tillade mig at se på mig selv som et højereudviklet væsen, som måske allerede er forbi "tærskelens vogtere", og som er en sand discipel i sandhedens "tjeneste", og ikke langt fra opnåelse af personlig kosmisk bevisthed.

 Og hvad er det lige vor "hjerne og ego", helst tager imod, ?, Betaling, der skal jo være en LØN, og ikke en PRIS, så det kan ganske ubevidst blive "bedre" for ens livsoplevelse, at man tilsidesætter sin egen "kritik"/"objektivitet", for at kunne se sig selv i et "bedre" lys, og "længere" fremme på "målepinden", det er jo en naturlig del af vort "væsen" lige på nuværende udviklingstrin, at vi gerne "konkurrere" og har den drivkraft i os, at vi helst vil være i front, fremfor at ligge "bagerst".

 Og det medfører jo så også et ubevidst behov for at have "fikspunkter" til rådighed, som vi kan måle os selv udfra.

 Det er, i mine øjne, hvad religioner (gudsopfattelser) , nye som gamle, grundlæggende består af, "fikspunkter" som er fine at have i forskellige former, på forskellige udviklingstrin, tilpasset forskellige "kulturer" så vi hele tiden kan "se" om vi går med livslovene eller mod dem, og lige hvad angår de intellektuelle mennesker og deres fortrinsvise brug af selve "hjernen", til optagelse af materiale, der er Martinusses værk jo fremragende, og værket skal selvfølgelig også have lov til at have egne indbyggede "gulerødder" (målefikspunkter) som er egnet lige til at "tiltrække" netop sådanne "intellektuelle" menneskers "hjerner" med.

 Den er lidt "uigennemsigtig" denne "karmalov", og som du nævner, mener jeg også blot den er en "forenkling" tilpasset lige det i i nuet har mulighed for at forstå, men dog alligevel super egnet til at "styre" os den rigtige vej med.

 Når jeg ser dyr lide, og det gælder vist for de fleste af os, så oplever jeg jo gennem min egen "medlidenhed" selv smerte og hvordan skulle jeg selv have gjort mig "fortjent" til en sådan "smerte", via karmaen ?, hvor kommer en sådan smerte fra, hvis ikke den er noget man selv har "skabt", mon ikke den er en anden slags "lidelsespåvirkning" som skal lære os noget, men en lidelse som vi altså ikke selv har påført os, ved forudgående egne handlinger ?

 Og er det vi skal lære så blot at holde op med at føle smerte via medlidenheden ?, eller er det vi skal lære, at vi alle er et og samme væsen, og at det er fuldstændigt underordnet hvor vort individuelle "jeg" befinder sig i forhold til alle andre "jeger", for de er alle udtryk for os selv og en del af vor egen fælles "livsoplevelse".

 Når man på et tidspunkt kommer til at se på sig selv som værende "alle andre levende væsener", fra det mindste til det største, selvom man stadigvæk lever som individuel "bevidsthed", så vil man ikke længere have brug for "fikspunkter" at se/bedømme på sig selv udfra, man har ikke behov for at måle en del af sit "større selv" op mod en anden del af sit "større selv", så det "behov" forsvinder helt, tror jeg.

 Men der er vist et stykke endnu, ihvertfald for mig, før den tilstand indtræder. :

  Kærlige hilsner fra Avatar.

Hej alle.

En yderst spændende diskussion omkring karmaen synes jeg.

Her er mit bidrag, udelukkende baseret på mine egne påfund, så det kan godt være løgn og latin fra ende til anden.

For mig er det logisk, at al livsoplevelse dybest set er et spørgsmål om tiltrækning og frastødning. Det kamouflerer sig under mange andre principper - sult/mættelse, behag/ubehag osv. Hvert enkelt væsen drives konstant af det Martinus kalder "urbegæret" - dette begær kan aldrig slukkes, vi vil bare hele tiden opleve noget. For at opleve kræves kontraster - selv den vildeste oplevelse, der gentages hele tiden, vil til sidst blive til ingen oplevelse. Prøv selv at kigge på et grønt stykke papir i et par minutter - kig derefter på et hvidt stykke papir - det ser nu ikke længere ud til at være hvidt - det ser ud til at være rødt. Det skyldes, at vore sanser er blevet så "mætte" eller "bedøvede" af hele tiden at opleve de grønne farver, at receptorerne i øjet kræver mere grønt for at kunne opleve grønt. I relative termer vil det sige, at den grønne farveoplevelse er blevet svækket, og derved virker det som om, at følsomheden for rødt er sat i vejret. Hvis man derfor hele tiden kigger igennem grønne briller, vil verden til sidst ikke mere opleves grøn, idet vore øjne til sidst vil kompensere for de overdrevne grønne indtryk.

Alle levende væsener vil søge at opnå behaget og undgå ubehaget. Vi tiltrækkes mod de behagelige ting, og frastødes af de ubehagelige, men hvad der opleves som behageligt og ubehageligt, er relativt. Vores fysiske krop, men også de øvrige legemer, er en stor masse af elektriske felter af forskellig observans eller frekvens (visse personer hævder at kunne se dette som "auraen") og denne "aura" kan udelukkende tiltrække energier, som er i samklang med denne "aura". Ethvert levende væsen er som en magnet, der kun kan tiltrække visse energier, og frastøde andre. Alt hvad vi gør, tænker, tror osv. skaber konstant svingninger i auraen således, at vi hele tiden kan påvirke, hvilke energier vi vil tiltrække og hvilke vi vil frastøde. Jeg er overbevist om, at dette kan betragtes som en "grundlov" - jeg kender selvfølgelig kun til den fysiske verden, men der findes ikke et eneste atom i hele den fysiske verden, der ikke er afhængig af tiltrækning og frastødning. Vi kalder det forskellige ting - magnetisme, elektricitet, tyngdekraft, centrifugalkraften osv. Hele det fysiske univers er afhængig af tiltrækning og frastødning - hvorfor skulle de øvrige planer ikke være det samme? Martinus er i hvert fald inde på helt det samme omkring de øvrige verdener - vi kan i de åndelige verdener stille ind på forskellige "frekvenser" og dermed tiltrække den livsoplevelse vi ønsker - og så får vi øjeblikkelig adgang til denne type oplevelse. I de åndelige verdener får vi dermed øjeblikkelig respons på ændringer i det vi selv tiltrækkes/frastødes af.

Helt lige sådan fungerer det ikke i den fysiske verden. Her fungerer tiltrækning og frastødning også, men der er en vis forsinkelse. Hvis jeg for eksempel får lyst til en is, ja så sidder jeg ikke med det samme med en is i hånden - jeg skal overvinde materien, inden dette finder sted. Den fysiske verden er ifølge Martinus en form for "træning" hvor vi kan øve os i at lege med materien, og forsinkelserne gør, at vi får tid til at lære at tænke rigtigt - vi skal hele tiden arbejde hårdt for at opnå det vi vil. Vi kan ikke opleve "lys" hvis vi udsender "mørke".

Den fysiske "karma" er i termerne "lys" og "mørke" absolut - det vil sige, at hvis vi udsender mørke får vi mørket igen, men med hensyn til den nøjagtige oplevelse er den relativ. Jeg tror ikke, at fordi man brænder en hamster af, så vil man nødvendigvis selv blive brændt af, men man vil opleve et tilsvarende mørke som det man har tilført hamsteren. Jeg tror heller ikke, at hamsteren overhovedet er klar over, hvad ild er, den kan bare ("bare" i anførselstegn) mærke, noget meget ubehageligt, dette ubehag varede ½ minut, og derefter blev den atter et åndeligt væsen, og dette mørke må den nødvendigvis have påført et andet levende væsen først. Hvor mærkeligt det end lyder for os, så er masser af dyr prædestineret til at skulle mærke frygt og lidelse, de har selv ønsket det, for de er på vej helt ned i mørket - det mørke der først vender, når de når det mørkeste stadium, hvor dyremennesket befinder sig. Hvor mange dyr lider ikke hver eneste dag? Men i den store målestok er dyreriget med de fysiske legemer netop til stede for, at vi kan opleve mørket, blive bekendt med det, blive mætte af det, og så vende tilbage til lyset. Vi må glæde os over, at alle dyrevæsener vender tilbage til de åndelige verdener, og får en velfortjent "ferie" inden de skal vende tilbage.

Igen med fare for at lyde følelseskold så mener jeg, at mørket bliver relativt værre, jo mere udviklet dyret er. Den frygt og smerte vi vil opleve som menneske ved at blive brændt, er derfor værre end den smerte og frygt som en hamster vil mærke. Et jordmenneske er meget mæt af mørket, netop fordi vi har oplevet så meget af det, og derfor føler vi dette ubehag, hver gang vi oplever det. Det er jo netop det vi skal, fordi meningen er jo, at vi skal tilbage til lyset.

Jeg mener også, at den karma vi oplever, kun kan stamme fra os selv. Ellers er der for mig ingen logik i tilværelsen. Alt hvad jeg oplever er energier, som jeg selv udsender. Hvis ikke der var sådan, hvorfor skulle man så i det hele taget gøre sig umage med noget? Hvis vi bliver "nulstillede" og andre "jeg'er" vil opstå så findes der en absolut "fødsel" og en absolut "død". For mig at se er det bare en forlængelse af det mange i dag mener om livet på det fysiske plan. Så kommer vi aldrig nogen sinde tilbage igen, for hvis vi en gang er slettede af båndoptageren, hvad i alverden skulle så få lige netop os til at opstå igen? Dette kan jeg ikke logisk dokumentere, men det lyder bare fuldstændig forkert i mine ører. Ingen af os er "Gud", men vi er skabt i hans billede. Jeg tror aldrig, at vi bliver absolut et med Gud, men vi vil komme til at føle os et med Gud, hvilket er to forskellige ting. Martinus var inde på dette omkring sin kosmiske ilddåb, hvor han siger noget med, at han kunne mærke nogle gyldne tråde, og ved disse tråde var han så tæt på Guds bevidsthed som han kunne komme - han følte sig så tæt på Gud som han kunne komme, men han var ikke Gud.

Alt hvad vi oplever er et spejl af os selv - vi kan ikke opleve noget som helst, som ikke er et spejlbillede af os selv, og vi kan derfor ikke opleve andet end det vi selv er, og det vi selv udsender. Livet er Gud der ser sig selv i spejlet, og det er det samme for os, jvf. holgers indlæg i denne tråd. På denne måde er vi helt i Guds billede.

  Hej Svend.

Jeg kan godt følge dig og vi ser på mange områder sikkert ens på tingene, men vi er jo også stadigvæk individualister, så helt ens kan vi nok ikke forvente vores hjerner sætter tingene sammen, og det er også helt fint.

  Jeg deler selv tingene op i 2 dele, hvad angår lærdom og lidelser, en del (et mørke) der omhandler personlig karma, hvor det vi gør med vor frie vilje, sætter aktioner i gang, som vi må opleve følgerne af, som lærdomme, og en anden del som består af "mørkeoplevelser" der "blot" er her i "mørket" som en del af dette mørke, men som ikke er skabte af vor egen frie vilje, udover den tilladelse vi via vort eget større "jeg" har givet, ved at lade dette "jeg" (Gud)  at "spalte sig selv ud i små jeger", som "frivilligt" tager en tur ned i "mørket", for at samle nye livsoplevelser sammen til "helheden".

  Derfor er ikke alt mørke og alle "mørkeoplevelser" skabt af væseners forudgående handlinger, men blot "bestandele" af det nødvendige "mørke" der må være, for at opretholde en balance med lyset.

  Vi skal jo have en smag af mørket, for at kunne smage lyset ordentligt igen og det siger "vi" (vort større selv, "Gud") selv ja til, men når vort større selv (Gud) så har udspaltet "os" (sig selv) i mindre portioner af "jegbevidstheder", så husker vi ikke mere at vi selv ønskede dette (mens vi var vort samlede større "jeg"), vi oplever os som individuelle bevidstheder, og vil selvfølgeligt gerne forblive den "vi" er , for evigt, og blot have fornyelse af selve livsoplevelserne vi modtager.

  Med tiden udvikler vi så individuelt medlidenhed og medfølelse, og lever os mere og mere "ind" i hinanden, ikke kun i vore medmenneskers lidelser og følelser, men også i dyr og planter og mikro/makro væseners "livsoplevelser", og til sidst vil vi leve os så meget ind i vore næster, at vi oplever os som værende et samlet væsen.

  Det kommer til at smerte en at se smerte, eller at udøve smerte, man føler øjeblikkeligt den samme smerte man giver til andre, både fysiskt og verbalt, man lider ved at komme i nærheden af lidende og glædes når man møder glade mennesker eller andre væsener, man er et med sine omgivelser.

  Vi har allerede udviklet en del af denne "sensitivitet", man kan "smittes" med glæde fra andre, man kan mærke skiftende "stemninger", som sorg ved begravelser eller euforien på et sportsstadion, og det er et tegn på at ens "aura" er ved at blive sensitiv, hvilket styrker intuitionen.
  Martinus kunne mærke andres sygdomme, har jeg læst et sted, og kunne blive helt utilpas ved at komme for nær på et sygt menneske.

  I den forbindelse kan jeg indskyde, at jeg ikke mener at man tiltrækker alt selv, via sin karma, og hvad skulle Martinus da også ønske at blive syg for, hans "sensitivitet" overfor andre mennesker var årsagen til hans "indlevelse" , Martinus havde ikke noget bevidst ønske om at måtte opleve dette, så det er ikke alt man kan betegne som selvforskyldtheder, via loven om tiltrækning...

  Her og nu, i vor "materialistiske og intellektuelle" fase, har vi det bedst med "retfærdighed", så derfor er det fint nok at Martinus sætter denne "retfærdighed" op logisk for os i sine beskrivelser af karmalovens energibølger, så det man selv gør, vil ramme en selv og kun en selv.
  Vi finder det sikkert fint nok, at en mand som Hitler kan "tilgives", når han blot har lært at opføre sig ordentligt og ikke mere slår andre ihjel, men det er nu alligevel rart at vide, at den græskarma Hitler må have til gode, den er helt hans egen og ingen andres.

  Når først vi kommer lidt videre i kosmisk forståelse, og selv føler os identiske med vore medvæsener, så er vi da bedøvende ligeglade med om nogen holder regnskab med Hitlers karma og græskarma eller ej.
  Da forstår vi jo, at f.eks Hitler er en del af os selv, en anden del af vort fælles større "jeg", og vi ønsker derfor ikke længere "hævn" over nogen som helst, for det ville være at ønske "hævn" over os selv.

  Da vil vi intet have imod at tilgive Hitler og alle andre som måske har skabt flere lidelser end de selv i nuet har betalt tilbage for, for det er jo os selv vi kræver betaling af, hvis vi holder regnskab med sådanne "interne" forhold.

  Og da er det med "græskarma" ikke længere et aspekt man tænker på, og en reel form for "syndernes forladelse" kan være tilstede igen i ens bevidsthed, uden at blive opfattet som nogen "uretfærdighed", fordi der ingen er, der fører "regnskab".

  En alkærlig Gud fører da ikke regnskab af den karakter, men ønsker at vi kun oplever den mængde lidelse der er nødvendig, for at vi kan smage lyset igen, der jo er ingen mening i at huske på hvor meget karma man skylder "sig selv" i forskellige forbindelser, men kun mening i at man nøjes med at få den karma, der skal til for at give udvikling.

  Altså som jeg ser det

  Kærlige hilsner fra Avatar.

Hej Svend.

Det var et rigtig fint og godt skrevet indlæg.

Det er også sådan jeg ser det og finder det mest logisk.

Jeg mener at den overskydende karma, forekommer som
græskarma i planteriget...(deraf også navnet)

Kærlig hilsen Ejby

Hej Avatar

Quote:

Jeg deler selv tingene op i 2 dele, hvad angår lærdom og lidelser, en del (et mørke) der omhandler personlig karma, hvor det vi gør med vor frie vilje, sætter aktioner i gang, som vi må opleve følgerne af, som lærdomme, og en anden del som består af "mørkeoplevelser" der "blot" er her i "mørket" som en del af dette mørke, men som ikke er skabte af vor egen frie vilje, udover den tilladelse vi via vort eget større "jeg" har givet, ved at lade dette "jeg" (Gud)  at "spalte sig selv ud i små jeger", som "frivilligt" tager en tur ned i "mørket", for at samle nye livsoplevelser sammen til "helheden".
Derfor er ikke alt mørke og alle "mørkeoplevelser" skabt af væseners forudgående handlinger, men blot "bestandele" af det nødvendige "mørke" der må være, for at opretholde en balance med lyset.

Noget der blot er i mørket ,er for mig noget ulogisk i den (din )kosmiske verdensplan.Som ifølge Martinus er logisk helt igennem og dermed kærlig.
AL logik = AL kærlighed.
Alt hvad du gør ,uanset om det er med vilje eller ikke er med vilje, vil afstedkomme en tilbagevendende virkning der svarer nøjagtigt til den udførte handling.Sådan er karmabegrebet i Martinus Kosmologi,mener jeg.

Syndernes forladelse er ikke et "gratisprincip",men er en guddommelig anordning ,der sørger for at den resterende karma kommer når man har mest brug for mørkehændelser;nemlig når vi er mættede af lyset til opkast-stadiet,så vi ønsker at gå ind i den fysiske verden ,hvor det gør ondt at tænke forkert , altså imod livslovene.
Her på vej ind i den nye spiral er vores højeste ønsker af smertefuld karakter.Det er jo det, vi jordmennesker har været mere eller mindre igennem,og nu er vores højeste ønske fred og dermed alkærlighed,i sidste ende lyset.

Quote:

Her og nu, i vor "materialistiske og intellektuelle" fase, har vi det bedst med "retfærdighed", så derfor er det fint nok at Martinus sætter denne "retfærdighed" op logisk for os i sine beskrivelser af karmalovens energibølger, så det man selv gør, vil ramme en selv og kun en selv.
  Vi finder det sikkert fint nok, at en mand som Hitler kan "tilgives", når han blot har lært at opføre sig ordentligt og ikke mere slår andre ihjel, men det er nu alligevel rart at vide, at den græskarma Hitler må have til gode, den er helt hans egen og ingen andres.

  Når først vi kommer lidt videre i kosmisk forståelse, og selv føler os identiske med vore medvæsener, så er vi da bedøvende ligeglade med om nogen holder regnskab med Hitlers karma og græskarma eller ej.
  Da forstår vi jo, at f.eks Hitler er en del af os selv, en anden del af vort fælles større "jeg", og vi ønsker derfor ikke længere "hævn" over nogen som helst, for det ville være at ønske "hævn" over os selv.

Du kan ikke have en alkærlig Gud ,samtidigt med, at noget er uretfærdigt.Det hænger ikke sammen..
Regnskabet skal gå op.Da energien er konstant,må udsendt energi være lig med modtaget energi.Ellers forsvinder der energi eller der bliver opbygget mere energi.
Men det er ikke Gud som holder øje med regnskabet,det er natulovene der med loven for tiltrækning og frastødning afgør din fremtidige skæbne.Og da så kærligt og retfærdigt ,at du netop får det tilbage ,som du har sendt ud.Intet andet "system" eller anordning er mere kærligt og retfærdigt end Karmaloven.

Men vi er ikke ligeglade på vores nuværende stadie.Derfor godt med een som Martinus ,der logisk kan forklare at den syndernes forladelse ,som Hitler på et tidspunkt får,stadig medfører en kærlig belæring i næste spiralkredsløb. 😮
Vi har jo alle i fortiden været banditter,enten små banditter eller store banditter,men uanset hvad vi har været ,så går regnskabet op takket været karmaloven.

Hvor skriver Martinus om græskarma? Der kommer ikke noget frem på Martinus søgningen.

Jeg kan ikke forstå meningen med at noget karma skal ligge os til gode til næste spiralkredsløb med mindre det ligger der som en nødvendighed for at det næste spiralkredsløb overhovedet kan fungere eller komme i gang. Jeg synes ikke det giver nogen meningen at det skal ligge der for at holde regnskab med noget et væsen gjorde i et fjernt spiralkredsløb ???

Det vigtige er at karma er 100% kærligt og ikke har noget som helst med straf eller hævn at gøre. Det er netop modsætningen af disse ting.

En anden ting er at jo højere udviklingstrin vi er på desto mere såkaldt "ubehagelig" karma vil vil ønske os. Men den er jo netop ikke ubehagelig fordi vi selv ønsker den og vi ønsker den fordi denne karma er den største hjælp vi kan få til at tage de sidste skridt mod den store fødsel. Såkaldt "lidelse" er den største læremester og dermed det bedste en udviklet sjæl kan skabe for sig selv. Ikke i en eller anden masokistisk forståelse, men tværtimod fordi vi finder ud af at det der for mindre udviklede sjæle opfattes som lidelse i virkeligheden er det modsatte. Det er bekæmpelsen af vores ego, selv, mind eller hvad man nu vælger at kalde det og dermed åbningen til selve Guddommen. Dette er intet mindre end vejen til at blive ét med Gud og dermed opfyldelsen af det højeste ønske for et højtudviklet menneske.

Med kærlighed

Lars

 Hej Cai.

Jo, jeg er enig i at vi, på vort nuværende "udviklingstrin" har behov for "retfærdighed", og ser da heller ikke den store "skade" i at Martinus sætter tingene sammen, så alt er "retfærdigt", men for mig gør dette blot "Gud" til en samling af energier der er bundet/spundet sammen i et "fastlåst" mønster defineret af bestemte livslove, og da er "Gud" ikke længere et bevidst levende væsen med egen "personlighed" eller egne "tanker og livsoplevelser", men blot en samling af forskellige energier, der cirkulerer i faste mønstre, uden bevidsthed.

 Jeg ser /oplever mit eget jeg som noget der udvides konstant, og som med tiden samles med andres "jeger" i et større "jeg", noget der ikke går ud over min personlige oplevelse af at være et individuelt "jeg", da samlingen med andre blot føles som en indlevelse i andres "væsen".

 Det større "jeg", som derved dannes, er det der er nødvendigt for at "jeg" senere kan have den "livsenergimængde" til rådighed, der skal til, for at "jeg" kan starte i et nyt spiralkredsløb, som ligger over den nuværende spiral jeg befinder mig i.

 Som menneske udvikler mit "jeg" sig jo videre mod det rigtige menneskerige, derefter mod visdoms, det guddommelige og salighedsriget, men når mit nuværende "jeg" når salighedsriget, så består dette "jeg" jo "kun" af udviklinger der har været nødvendige i dette afsnit af "spiralen", alle automatfunktioner og "evner" jeg har haft behov for, er udviklet til c-niveau, og jeg vil kunne beherske enhver "legemestype" i dette spiralafsnit, så godt at jeg selv vil kunne "materialisere" disse forskellige legemestyper.

 Men "livsenergi" nok til at kunne forvalte/beherske et klodelegemer, som jo er det mit "jeg" næste gang skal starte op i, det har mit enkelte "jeg" da slet ikke , derfor sættes mit "jeg" sammen med en masse andre "jeger" på samme udviklingsstadie, så vi, som et fælles "jeg" kan indeholde den "energimængde" der skal til, for at give liv til et klodevæsen.

 Klodevæsenet består jo under sin egen udvikling, af en masse mineral, plante, dyre og menneske "jeger", som hver især udgør blot en "celle" i klodevæsenets legeme, og at forestille sig at hvert enkelt af disse "klodeceller" ved afslutningen af deres egen "spiralkredsløb", skulle have deres eget klodelegeme stillet til rådighed, til næste "tur" i spiralen, det ville give mig "problemer" med udregningen af antallet at bevidstheder, der er jo hverken kloder nok eller solsystemer nok eller galakser nok til at vi alle kan få vor helt egen/eget at styre, med lige vor individuelle "jegbevidsthed".

 Derfor mener jeg at vi i salighedsriget samles med andre "jeger" af samme "renhed" og får en ny samlet "jegbevidsthed" stillet til rådighed, som "klodelegeme", men selvfølgeligt uden at vi overhovedet selv lægger mærke til det, vi vil altid opleve os selv som værende et "jeg" og kun "et "jeg".

 Det gør vi også i nuet, selvom vi jo også efter Martinusses fremlægninger, består af en uendelig "masse" af individuelle "jegbevidstheder", som har en oplevelse af at være selvstændige celler eller organer i vort nuværende legeme.

 Gud er for mig netop "HR Gratis", han giver alt UDEN FORBEHOLD, da det jo er Ham selv han deler alt med, så nogen form for "betaling" eller "regnskab" mener lige jeg ikke der findes i Guds væsen, men en afbalacering hvad angår energierne, det må Gud opretholde, dog kan dette sagtens ske, uden at det behøver at ske via en "holden regnskab" med at hver enkelt "celle" i guddommens legeme får den helt præsise energimændge tilbage, i forhold til hvad denne "celle" selv har sendt ud, for både positive og negative energier kan bruges på meget andet end på at "betale" tilbage.

 Men vort "retfærdighedbehov" dominerer os i nuet, så derfor er Martinusses fremlægning også noget der "tiltrækker" os på vort nuværende stadie, da denne fremlægning lader alt gå op i en højere og umiddelbart absolut retfærdig enhed.

 Det er det der er bedst egnet til at udvikle os i den rigtige retning, i nuet, men på et senere tidspunkt i vor udvikling, vil vi (tror jeg) opleve at alt det med "retfærdighed" slet ikke er så vigtigt, for vi er jo alle EN.

 Tilgivelse og syndernes forladelse, jo, vi skal jo vende den anden kind til, for ikke selv at holde "liv" i egen karma, men vi vil jo gerne have denne "retfærdighed", så vi "tænker" os, at godt nok skal jeg ikke selv give "karma" tilbage til den der slår mig, men det er nu rart at vide at den der slår mig, så senere selv må blive "slået", så regnestykket går "op", men så blot slået af en anden end lige mig, og slået fordi det ikke er "dårligt" at blive slået, men "lærerigt".

 En sådan måde at forholde sig til tingene på, indeholder ingen "tilgivelse" eller "syndernes forladelse", men kun en "ophøjethed" omkring sig selv, udtryk ved at "jeg" ikke er som andre, og at "jeg" har lært at vende den anden kind til.

 Men stadigvæk mener man jo at de andre" nok skal få "betalt" på et eller andet tidspunkt, ellers er der jo slet ingen "retfærdighed" til overhovedet.

 Tilgivelse og syndernes forladelse betyder for mig, at man slet ikke ønsker at andre skal "betale" noget for de "fejl" de begår mod en, fordi man har forstået, at de "andre" er en selv.

 For mig er tilgivelse at kunne sige til min "fjende", glem det, det betyder intet, men hvis jeg i mine egne tanker følger op med :"det betyder intet for mig, men stakkels dig, for det vil senere betyde en masse for dig, at du har opført dig som du gjorde overfor mig", så er der ikke tale om nogen reel tilgivelse, men blot om, at man lader "karmaen" udvirke "retfærdigheden" for sig selv, fremfor selv at ville udvirke "retfærdigheden", for "kravet" om retfærdighed vil jo så stadigvæk være i en.

 Måske blot mine egne ufuldkomne tanker omkring disse "aspekter", men det er dem der giver mig selv størst oplevelse af den ægte "alkærlighed", og derfor dem jeg i nuet gerne vil bevare.

  Kærlige hilsner fra Avatar.
 

Kære Lars,

Det anede mig, at Du ikke helt forstod mit indlæg,
så nu spørger Jeg,
hvad kan Du andet end 'at gøre', ?

Kærlig hilsen
Holger

Hej Lars
Jeg mener også at jeg skriver at karmaloven er retfærdig og dermed samtidigt kærlig.
Karma er ikke hævn og straf, men derimod konsekvens.Det du sender ud kommer tilbage til dig selv.

Når man f.eks begår et mord ,er det en morderisk energi man sender ud.Før eller siden vender den morderiske energi tilbage til morderen.Det der sker, er at den tilbagevendende energi tager plads i ens aura.Auraen får en ændret egenvibration,svinger på en lavere frekvens,som med tiden tiltrækker en ensvibrende energi (en anden morder).Så på den måde tiltrækker man konsekvensen af ens egen handling (mordet man begik tidligere).Så på denne elektromagnetiske måde bliver der automatisk holdt øje med Karmakontoen for hvert enkelt levende væsen...
Jeg kan i samme forbindelse anbefale "Loven for tiltrækning" af Else Byskov;kan nu lånes på biblioteket.Hun beskriver ganske godt emnet,og referer samtidigt til Martinus værker.

Jeg kan heller ikke finde et sted hvor Martinus beskriver græskarma,men ved et foredrag nævnte foredragsholderen begrebet.Men prøv at søge på Instinktenergi/rige altså plantevæsenernes liv.
Det kunne ligeså godt have heddet bøgekarma eller tulipankarma .Det væsentlige er at plantevæserne er de "første" til at fornemme liv i sin fysiske krop,via behag og ubehag.Vindens riven i grene og blade ,dyrs afgnavning af løv o.a.Men på dette stadie er det med salighed at plantevæsenerne oplever ubehaget.Modsat dyrene og det fremskredne dyr,jordmennesket som higer efter behaget.

Jeg ønsker ikke at få ubehageligt karma på mit stadie ,men vi har det problem at vi ikke er så velbevandret i livslovene,vi er på mange områder uvidende.Og der hvor man ikke er vidende kommer man uværgeligt til at begå fejl.Selv om man ikke ville gøre det onde ,gør man det alligevel af uvidenhed.Men kærligt ,bliver vi belært via konsekvensen af vor handling,altså den tilbagevirkende energi fra vor tidligere handling.Som med tiden udløser et tilsvarende ubehag fra et andet levende væsen ,som svinger med den samme energi som en selv.

Hej Avatar

Dit Jeg(X1) er ikke noget rumligt eller tidsbegrænset noget.Det er uden for tid og rum.Derfor kan det ikke vokse eller udvides.Det er evigt og ubegrænset.Men din sjæl,som er skabt,kan vokse i enten ukærlig retning eller kærlig retning.Men sjælen hører til i vores underbevidsthed,og dermed i X3.

Er det ikke mere det du mener.?

Mht. udtrykket "græskarma" så ved jeg ikke, hvem der fundet på det.

Jeg har aldrig hørt eller læst Martinus bruge det udtryk.

Martinus har nævnt at visse planter, fx. græs ligefrem føler et vist velvære ved at blive slået. Men det gælder ikke alle planter. Efterhånden begynder planterne at blive mere bevidste på det fysiske plan, så på et tidspunkt bliver det ubehageligt for plantevæsenet at få sin organisme lemlæstet. Men da det planten kun har en såkaldt anelsesbevidshted, er ubehaget altså kun noget det aner, og derfor ikke nær så ubehageligt, som det senere bliver for dyret i dyreriget.

Personligt synes jeg, udtrykket "græskarma" er lidt misvisende. Da den rest-lidelses-karma man har tilbage fra sidste spiralkredsløb også må gøre sig gældende i dyreriget.

De forfærdelige lidelser vi (jord-)mennesker udsætter dyr for, kan dyrene jo ikke have forårsaget i dette kredsløb. En psykopat, der torturerer dyrene for sin egen fornøjelses skyld, det kan dyrene jo ikke have gjort i dette kredsløb som dyr. Og den voldsomt brutale måde hvorpå vi behandler industri-dyrene på for ikke at snakke om vivisektion og eksemplet med børn, der brænder en hamster af, det er jo alt sammen noget, man skal være jord-menneske, før man kan manifestere en så voldsom ogk kynisk brutalitet.

Den brutalitet dyrene udviser er jo i det store hele meget uskyldig i forhold til den det jordiske menneske udviser, forstået sådan at dyrene stort set jo kun dræber for at overleve, og ikke pga. kynisme eller en eller anden perversion.

kh
Jan

Avatar wrote:

Måske blot mine egne ufuldkomne tanker omkring disse "aspekter", men det er dem der giver mig selv størst oplevelse af den ægte "alkærlighed", og derfor dem jeg i nuet gerne vil bevare.

Hej avatar

Dine tanker er i hvert fald ikke altid i overensstemmelse med Martinus' analyser og den logiske fremstilling af livet, han beskriver. Men det betyder ikke, at du ikke må tænke og føle, hvad du har lyst til, og hvad der giver dig tilfredsstillelse og svar på dine spørgsmål.

Faktisk finder du nok næppe nogen større forsvarer af din ret til at tænke, føle og gøre, hvad du kan og har lyst til, end lige netop Martinus. Det synes jeg fremgår med al tydelighed fra allerførste side af "Livets bog", og jeg ved, at de fleste, der har kæmpet sig igennem Martinus' omfattende værk, sidder tilbage med samme indtryk - selvom der sikkert er en masse detaljer, vi ikke helt har på plads.

Derfor har du slet ikke noget at frygte fra Martinus' side. Hvis du har glæde af dele af Martinus' forklaringer, så er det jo helt fint. Og hvis du eller andre mener, at I har en bedre forklaring eller en mere rigtig forklaring på livets store spørgsmål, så er I mere end velkomne til at have denne. (Jeg vil dog sætte spørgsmålstegn ved, om et martinusforum, hvor brugerne mødes for at dele deres interesse for Martinus' analyser - helt uden tvang eller medlemsskab - altid er det mest hensigtsmæssige sted at insistere på sine forbehold igen og igen, hvis de tilsyneladende ikke vinder gehør).

Venlig hilsen
Petersh

 Hej Cai.

 Jo, det kan nok godt udtrykkes sådan, min "sjæl" udvides, til at kunne "rumme" flere og flere mindre "jeger".

 Som klode oplever man jo nok sig selv som værende "et" jeg, men man består jo alligevel af en masse mindre "jeger" som samlet udgør ens bevidsthedsoplevelse.

 Som vi i nuet oplever os selv som værende "et" jeg, en vi består jo også af en stor mængde af mindre "jegbevidstheder" som individuelt oplever sig selv som værenede "kun" individuelle "jeger" men som samlet i vor større "sjæl", opleves af denne "sjæl" som værende "os selv", altså vort eget "legeme".

 Når vi engang selv bliver klode eller galakse, i vor egen bevidsthed, så er denne "egen bevidsthed" jo netop en "samling" af de livsoplevelser alle vore celler i vort daværende "legeme" har, også selvom disse "celler" individuelt samtidigt oplever "sig selv" som værende mennesker eller dyr eller planter.

 Så jo, udtrykket "sjæl" er nok udmærket at bruge, omkring "rummeligheden" af de energimængder der skal til, for at opretholde et givet legeme, og jo større "sjæl" man "er" udviklet til at kunne være, jo større legeme kan man opretholde og styre, via sin samlede mængde af "livsenergier".

 Sjælen er noget der er i x3 siger du, OK, sjælen er altså noget der er "skabt", og det er nok ganske rigtigt, men jeg mener jo så netop, at denne sjæl, uanset dens størrelse, er "skabt" af Guds x1 (ikke af vort eget x1), og ikke af os selv via egne tanker, det er Gud (os selv i den største "sjæleudgave") der afgør (via tærskelens vogtere) hvilken størrelse "sjæl" vi kan tillades at få lov til at være en del af og "forvalte", baseret på hvor "ren" vor individuelle "bevidsthedsenergi" er blevet, fordi det er "renheden" af den livsenergi vi individuelt indeholder, der er afgørende for hvilken finhed af vibration vi kan opretholde, og "forvalte" på en kærlig måde.

 Store tanker for os små bevidstheder, men vi må jo alle prøve at forstå så godt vi nu kan, i nuet.

  Kærlige hilsner fra Avatar.

Hej med jer

Jeg erindrer heller ikke at Martinus har benyttet ordet "græskarma" i sine værker. Alligevel synes jeg, at begrebet giver god mening for mig.

Vi er enige om, at vi kun kan møde noget, vi selv har været ophav til, ikke? Når vi i salighedsriget lever i vores indre verden af erindringer fra det gennemlevede spiralkredsløb og ønsker at få nye oplevelser i et nyt spiralkredsløb, møder vi i første omgang verden som mineraler og siden planter.

Disse "fysiske energier", vi møder, kan vel kun være energier, vi selv tidligere har udsendt. Og hvornår er "tidligere" i denne sammenhæng? Ja, det må jo være dengang, vi sidst inkarnerede i fysisk materie - altså i det seneste spiralkredsløb.

Det svarer lidt til at slå en prut i et rum (har jeg ladet mig fortælle ) - hvorefter man så forlader rummet. Når man vender tilbage til rummet, så lugter det altså stadig...

Mht. til de lidelser, vi jordmennekser udsætter dyr for, så må vi huske på, at dyrene igennem et langt udviklingforløb fra planteriget har udviklet deres evner og organismer ved at dræbe og forsvare sig for at overleve. Jeg forestiller mig, at de lidelser de møder i slagtehus i virkeligheden er en form for forceret udvikling, som vil bringe disse dyr endnu nærmere deres "jordmenneskestadie". Samtidig må vi også huske på, at dyrene ikke oplever disse lidelser på samme måde, som hvis det var os jordmennekser, der blev udsat for dem, og de vil desuden hurtigt reinkarnere igen.

Venlig hilsen
Petersh

 Hej Petersh.

 Nej, jeg frygter skam intet fra Martinusses side, tværtimod ser jeg positivt på ham og hans "værk", men som du selv nævner, forsøger jeg også bare at fastholde mine egne forståelser i nuet, og da jeg jo ikke er kosmisk bevidst, så vil der uungåeligt være områder på hvilke, jeg og Martinus ikke endnu har de helt samme opfattelser, og det er netop som du siger helt OK, for Martinus.( men måske ikke altid helt OK, for ALLE andre).

 Jeg skal ikke afvise at jeg en skønne dag ser alt som Martinus ser det, men jeg vil blot ikke i nuet give udtryk for at jeg "ser" noget jeg ikke "ser", så hellere opleve mig selv som "ufuldkommen" det ved jeg jo med mig selv at jeg er.

 Og jo, jeg ved da godt at jeg kan være "a pain in the ash", når jeg har mine "mange" forbehold og egen opfattelser, der ikke altid stemmer overens med Martinusses, men jeg har blot svært ved at kun måtte give udtryk for egne opfattelser, når disse er i overensstemmelse med Martinusses, også selvom det sker i et "Martinusforum", for da mener jeg at jeg blot er med til at isolere Martinus i en "sekterisk" retning, på samme måde som det sker i mange andre "menigheder", hvor man meget hurtigt skilles ud og "forvises" hvis man tillader sig at stille "spørgsmålstegn" ved rigtigheden af det man "præsenteres" for.

 Martinus giver selv udtryk for at man ikke skal tro på Ham, som autoritet, men at man skal "afprøve" hans ord, i kontekst med egne livsoplevelser, så jeg tror jeg Martinus er yderst tilfreds, når man som jeg, som giver mulighed for at hans arbejde kan stå de "prøver" han selv beder os om at sætte hans "ord" på.

 Ordene skal nok med tiden "bevise" deres egen "værd", og jeg finder absolut mange værdifulde ord hos Martinus, men blot endnu ikke, at alt har helt samme værdi for mig, som for Martinus, og det er der jo ikke noget galt i.

 Denne "tilgang" til et givet "materiale" har jeg også når det drejer sig om andre livsopfattelser, der er da en grund til at jeg ikke er en "fast" del af en af de mange "menigheder" jeg har søgt viden hos, og jeg tager absolut heller ikke alt til mig, fra Alex Colier eller David Willock eller min egen "andromedianervens" side, men tager kun det til mig der føles intuitivt "rigtigt" lige for mig.

 Resten må jeg sætte på "prøve" først, og det tager jo logiskt nok, sin tid.

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

Jeg mener ikke jeg kan andet end at gøre. Tanker, idéer, overbevisninger, viden, holdninger, tro etc. representerer fortiden og står i vejen for at handle i nuet.

Omkring dit sidste indlæg så ved jeg ikke om jeg forstod det eller ej (nu var det jo også forholdsvis kort )

Med kærlighed

Lars

Omkring det med at dyr ikke kan have været årsag til deres egen "hårde" karma, så vil jeg mene at det igen drejer sig om at denne karma ikke er hård. Det er ikke en straf og dermed heller ikke noget de har gjort sig fortjent til. Det er lige præcis det mest kærlige disse dyr kan opleve for at sikre dem deres fortsatte udvikling mod at blive menneske.

Men det betyder naturligvis ikke at man ikke skal have medlidenhed med dem og ikke hjælpe dem ved at behandle dem ordentligt og ikke deltage i at spise deres legemer osv. Som et udviklet menneske vil man jo slet ikke kunne nænne at deltage i sådanne ting og derfor vil man helt naturligt holde op med dette, når man har nået et vist udviklingstrin.

Med kærlighed

Lars