Der går én tydelig linje gennem Martinus værk fra hans kosmiske indvielse til offentliggørelsen af det hele værk og dets titel ca. 60 år efter.

Martinus kosmiske indvielse i 1921 indledes med en ”Kristusvision” (Martinus eget ord) hvor han bliver ét med et Kristusvæsen. Han oplever formålet med denne indvielse således: ”intuitivt at klarlægge og manifestere som kosmisk videnskab det ”meget”, som Jesus kunne have fortalt sine disciple, men som hverken de eller datidens offentlige autoriteter og myndigheder var udviklede nok til at kunne fatte.”

Det kunne dog ikke offentliggøres inden beviset var på plads: værket selv. For nogle var det dog ingen hemmelighed. Lars Nibelvang bevidnede som den første Martinus pludselige altomfattende visdom og ligeledes disse bemærkelsesværdige ord: ”Jeg er kommen for at forsvare Gud og retfærdiggøre Kristus.” .. ” Jeg ved hvad jeg tør sige, og hvad jeg ikke tør sige – så længe jeg ikke har underbygget mine synspunkter.”

I dag kan vi se at Martinus fik underbygget alle de højeste facitter og dermed opfyldte sin mission. I slutningen af  Livets Bog 7 stk. 2621 kan vi læse følgende: ”Det er blevet vor opgave at underbygge Kristi kosmiske udtalelser og retfærdiggøre hans mission og dermed være med til at befri hans elskelige og guddommelige udtalelser fra al den overtro og misforståelse som i dag praktiseres i hans navn.”

Med færdiggørelsen af hele værket og offentliggørelsen af navnet gik sagen ind i en ny fase. Der var ikke mere grund til at hemmeligholde, at dette er opfyldelsen af Kristi profeti hvilket tydeligt demonstreres af Martinus frem for 500 (!) tilhørere d.11/8-79 med ordene: ”.. som skulle lære menneskene, det som Kristus ikke kunne fortælle, og det blev bebudet til senere tider. Denne tid er kommet, og nu har jeg myndighed til at sige, at Det Tredie Testamente er ”Talsmanden den hellige ånd”.” (Citat fra tale - Kosm.8/94)

Og frem for 1200 (!) tilhørere i Falkoner Centret året efter d.9/8-80: ”Jeg har fået en impuls om, at mit værk skal hedde Det Tredie Testamente.”  … ”.. og hans bebudelse om Talsmanden den Helllige Ånds komme er blevet opfyldt.” (Citat Kosm. 8/91) Sådan overlader Martinus sit testamente til verden. Sagen gives fri i fuld offentlighed, Martinus havde dermed opfyldt sin mission og kunne forlade det fysiske plan kort tid efter.

Alle mennesker med kundskab om værket og denne sammenhæng må herefter spørge sig ”hvordan” man bedst formidler information – og underviser – i harmoni med værket selv og den opgave det skal løse: At vise menneskene Gud og retfærdiggøre Kristus ord og handlinger?

Det er selvfølgeligt at alle (bortset fra MI, der er lovmæssigt forpligtet på sine opgaver: http://www.martinus-on-tour.info/1.php?id=5&page1=Martinus%20Institut&sprog=da ) frit kan tage stilling til dette spørgsmål, men når de gør dette, kommer de jo heller ikke udenom følgende:

1. Værkets titel (man kan ikke informere om et værk udenom dets titel)
2. Det Tredie Testamente (Undren: hvad er det for to andre testamenter, der her hentydes til?)
3. Hvorfor de to symboler (lyset og mørket) på omslaget af værket? Hvorfor er der et Kristusvæsen på forsiden?
4. Hvem henvender dette værk sig til? Indholdet og dets emner besvarer menneskeheds højeste åndelige spørgsmål: Årsagen til mørket og lidelsen – Gud - Evigheden - Det levende væsen (hvorfra, hvortil og hvorfor) - Næstekærligheden (i logisk perspektiv). Men trods denne (overalt) tydelige religiøse kontekst er ordene hverken rettet mod den troende eller den blinde materialist. Altså: hvordan informerer man således, at det troende religiøse menneske og den (troende) materialist, lader værket ligge samtidigt som det er fuldt tilgængeligt for den virkelige modtager; det moderne kærlighedshungrende menneske, der udmattet af krig, materialisme og dommedag (bagsidens symbol) netop ”råber til himlen” efter lys og kærlighed (forsidens symbol).

Det intellektuelle kærlighedshungrende menneske forarges ikke over titlen på forsiden af værket. Han er over den troende såvel som den kolde materialistiske fase i livet – ellers havde værkets titel og indhold holdt ham væk. Den rette modtager for dette værk længes ikke efter kiv og strid, men efter lys, ånd og kærlighed. Kærlighedsanalyserne i dette værk ansporer hans/hendes praktiske væremåde i præcis denne retning. Verdensgenløsningen får en ny hjælper…

Sådan undgås forceringer og faldgruber i information og undervisning.

Martinus vidste hvad han gjorde.

Kærligst
Søren Jensen