Måske var Jesus kun god fordi har en gang før havde gennemlevet denne pinsel.
Måske havde han i et forigere liv gennegået de lidelser der kom og vidste hvad der skulle ske ham og hvordan mennesker ville reagerer.
Derfor rørte det ham ikke.
Guddommen må også have gennegået disse lidelser og denne prøve.
Ellers var han vel ikke blevet Guddommen.
Ingen kan vel nå så langt som dem uden at gennemgå disse lidelser og den hån det er kun at være god og alligevel blive slået ihjeld for det.
Hvad mener I ?
VH
asc
Hej asc,
Jeg ser ingen har besvaret dit indlæg, så jeg forsøger mig 
Måske havde han i et forigere liv gennegået de lidelser der kom og vidste hvad der skulle ske ham og hvordan mennesker ville reagerer.
Ja, Jesus var et færdigudviklet menneske, som vi alle er på vej til at blive. Han havde derfor fuldt kendskab til mørket, forstået på den måde at han i tidligere liv havde oplevet den fulde kulmination af fysisk og mental mørke og lidelse. Jesus havde i tidligere liv udviklet sin lyse og guddommelige væremåde, men udviklingen af en sådan mentalitet og væremåde går gennem lidelserne og mørket i dyreriget.
Han var derfor bekendt med de ubehagelige konsekvenser af alt mørke og kunne derfor tilgive sine bødler på korset, fordi de netop ikke havde samme kendskab til konsekvenserne af den lidelse de påhørte ham. Han kunne også forstå at de ikke i deres indre kunne føle den smerte de påførte ham, fordi de ikke selv havde gennemlevet lignende lidelser. Havde de det, ville de kunne føle medfølelse med ham i deres indre, og dermed slet ikke havde nænnet at udsætte ham for de lidelser de gjorde.
I den lille smukke bog, "påske", giver Martinus en meget bevægende beskrivelse af Jesu situation på korset.
Ellers var han vel ikke blevet Guddommen.
Her forholder sagen sig lidt anderledes, ifølge Martinus. Guddommen er nemlig ikke et enkelt individ, men er summen af alle levende væsener i hele verdensaltet, de er Guddommens sanseredskaber, med hvilke han skaber livet og oplever det. Guddommen har altid eksisteret og vil altid eksistere. Der har derfor ikke været et tidspunkt hvor "han" ikke var Guddom.
Nej, Jesu lidelseshistorie er historien om den vej vi alle må gå for at blive fuldkomne mennesker. "Tag dit kors og følg mig", sagde Jesus og viste dermed at hans væremåde var den eneste vej ud af mørket og dyreriget, men samtidig ville det blive en korsfæstelse, idet intet radikalt nyt fødes i den fysiske verden uden smerte. Og ingen bliver fuldkomne mennesker uden et absolut kendskab til mørket og dets konsekvenser.
kh,
Torben
Jeg ser ingen har besvaret dit indlæg, så jeg forsøger mig
Ja, Jesus var et færdigudviklet menneske, som vi alle er på vej til at blive. Han havde derfor fuldt kendskab til mørket, forstået på den måde at han i tidligere liv havde oplevet den fulde kulmination af fysisk og mental mørke og lidelse. Jesus havde i tidligere liv udviklet sin lyse og guddommelige væremåde, men udviklingen af en sådan mentalitet og væremåde går gennem lidelserne og mørket i dyreriget.
Han var derfor bekendt med de ubehagelige konsekvenser af alt mørke og kunne derfor tilgive sine bødler på korset, fordi de netop ikke havde samme kendskab til konsekvenserne af den lidelse de påhørte ham. Han kunne også forstå at de ikke i deres indre kunne føle den smerte de påførte ham, fordi de ikke selv havde gennemlevet lignende lidelser. Havde de det, ville de kunne føle medfølelse med ham i deres indre, og dermed slet ikke havde nænnet at udsætte ham for de lidelser de gjorde.
I den lille smukke bog, "påske", giver Martinus en meget bevægende beskrivelse af Jesu situation på korset.
Her forholder sagen sig lidt anderledes, ifølge Martinus. Guddommen er nemlig ikke et enkelt individ, men er summen af alle levende væsener i hele verdensaltet, de er Guddommens sanseredskaber, med hvilke han skaber livet og oplever det. Guddommen har altid eksisteret og vil altid eksistere. Der har derfor ikke været et tidspunkt hvor "han" ikke var Guddom.
Intressant, tak.
Hvordan kan man da bede til guddommen når han er summen af verdenssaltet.
Det virker mærkeligt på mig.
VH
asc
Nej, Jesu lidelseshistorie er historien om den vej vi alle må gå for at blive fuldkomne mennesker. "Tag dit kors og følg mig", sagde Jesus og viste dermed at hans væremåde var den eneste vej ud af mørket og dyreriget, men samtidig ville det blive en korsfæstelse, idet intet radikalt nyt fødes i den fysiske verden uden smerte. Og ingen bliver fuldkomne mennesker uden et absolut kendskab til mørket og dets konsekvenser.
kh,
Torben
Det virker mærkeligt på mig.
Godt spørgsmål. Her er det let at tage fejl af Gudesønnen og Faderen, eller at tilbede skabelsen i stedet for skaberen.
Martinus beskriver i "Det Evige Verdensbillede" bind 1, hvordan Guddommen kommer til syne igennem livsenhedsprincippet, altså det princip at verdensaltet består af levende væsener indeni levende væsener: "Dette altgennemtrængende evige livsprincip gør hele verdensaltet til en uadskillelig enhed, sammensat og opretholdt ved alle eksisterende levende væseners jeg'er, deres oplevelses- og skabeevner og deres organismer eller legemer. Da alle de levende væseners jeg'er, som vi senere skal se, tilsammen udgør ét jeg, og alle levende væseners oplevelses- og skabeevner ligeledes tilsammen udgør én eneste stor skabe- og oplevelsesevne, ligesom alle de levende væseners organismer udgør samarbejdende organer eller legemer i den samme store enhed, der udgør verdensaltet, bliver det her synligt, at dette verdensalt udgør et eneste stort eller altomfattende levende væsen. Dette gigantvæsen, der således har hele verdensaltet til organisme eller legeme, kan kun være den igennem alle tider af menneskene søgte og på mere eller mindre fuldkomne måder tilbedte, evige Guddom. Og den evige sandhed: I ham leve, røres og ere vi, bliver således her til virkelighed."
Guddommens jeg er summen af alle levende væseners jeg'er. Man bør derfor, ifølge Martinus, rette sin bøn mod dette Guddommens jeg bag al skabelse, og ikke mod et bestemt individ eller lokalt jeg - for at sige det kort.
Håber det gav mening, ellers vend tilbage
kh,
Torben
Skriv et svar