Det, der for mange mennesker, er svært at forlige sig med ved Martinus' verdensbillede, er, at man selv er skyld i alt, hvad man kommer ud for i tilværelsen.

Af den grund har nogen kaldt Martinus' verdensbillede for den mest ubekvemme teori af alle.

Hvorfor ser man nu dette forhold omkring skyld som noget, der er ubekvemt eller ubehageligt, ja måske i værste fald brutalt eller ukærligt?

Det skyldes i virkeligheden, at man går rundt med en forvrænget opfattelse af skyld. Dermed bliver skylden ikke bare usund, men også en barriere, der forhindrer en i at komme i kontakt med den uforvrængede opfattelse af skyld, som i virkeligheden er en sund og kærlig skyld.

Den usunde skyld udfolder sig i bebrejdelser af den grund, at man (ubevidst) har fået sat lighedstegn mellem skyld og bebrejdelse. Det er dette lighedstegn, der skal fjernes, fordi det er falskt.

Så længe man tror på lighedstegnet mellem skyld og bebrejdelse, vil man forsøge at undslippe at påtage sig skylden. "Det var ikke min skyld", siger man, og man bruger hele sin begavelse til at få det til at se ud som om, at man er uden skyld, fordi man frygter bebrejdelser og straf. Så derfor leder man efter en syndebuk. En man kan give skylden, hvilket vil sige en man kan bebrejde og straffe. Og denne straf legitimerer man med, at straffen er udtryk for retfærdighed. Man får således også sat et falsk lighedstegn mellem bebrejdelse/straf og retfærdighed.

Og når det ikke lykkes at gøre andre til syndebuk, så gør man sig selv til syndebuk med usund skyldfølelse, selvbebrejdelse, selvnedvurdering og selvafstraffelser. Og fra det perspektiv er det ikke rart at tænke, at man selv er skyld i alting. For det betyder jo med denne logik at selvbebrejdelserne og afstraffelserne aldrig vil tage ende (og heller ikke bør tage ende af hensyn til retfærdigheden).

Men det er jo alene fordi, man tænker ud fra en ukærlig lokallogik, at det ser sådan ud. I denne lokallogik bliver det kærlige udsagn om, at man selv er skyld i alting opfattet som et ukærligt udsagn. Medens ukærlige udsagn om, at man er uskyldig forfulgt, og at de skyldige skal straffes for retfærdighedens skyld, bliver opfattet som et kærligt og ansvarligt udsagn.

For at komme hen til den sunde skyld, må vi altså bryde med den usunde skyld, som bygger på falske forudsætninger: nemlig at man gerne må bebrejde, straffe og hævne, ja, at det ligefrem er uretfærdigt ikke at bebrejde, straffe og hævne.

Efterhånden som man bliver bedre til at holde op med at bebrejde, straffe og hævne, så bliver det pludselig ikke længere en betændt sag at tage skylden for sit liv, hvilket i virkeligheden vil sige at tage ansvaret og magten for sit liv.

Det bliver ligefrem en kær og nødvendig pligt. Det bliver noget, man gør med glæde uden selvbebrejdelser eller bebrejdelser af andre. Men i erkendelse af, at det er sådan, det forholder sig. Og dette forhold er kærligt. Og jo mere man kan erkende dette og tage den sunde skyld, jo mere kærlighed kan man være redskab for.

Og så er Martinus' verdensbillede ikke længere en ubekvem teori; men derimod en vindunderlig virkelighed. Ja, ikke blot det, men også i virkeligheden den virkelige virkelighed.