Når vi mennesker dræber dyr, for at bruge deres pels som frakker og vægtæpper osv. Så kan man vel næsten sige, at Gud lader dyr ofre, for jordmenneskets udviklings skyld?
De dyr der har et liv på denne jord, må vel næsten have en "særlig" karma, som gør dem "værdi" til at leve sammen med det ufærdige menneske?
Lidt sær tanke...
De dyr der har et liv på denne jord, må vel næsten have en "særlig" karma, som gør dem "værdi" til at leve sammen med det ufærdige menneske?
Lidt sær tanke...
Hej Claus
Jeg ser det sådan at universet fungerer efter nogle meget specifikke love - som f.eks tyngdeloven - der ikke dømmer, ønsker eller vurderer, men som blot fungerer på den måde som de nu gør.
At dyr inkarnerer som netop dyr skyldes disse love, idet deres energi eller frekvens eller hvordan man ønsker at beskrive det gør at en sådan sjæl, et dyreæg og en dyresædcelle netop kun kan tiltrække hinanden.
At dyrene bliver dræbt som du nævner skyldes så også disse love - den som vi kalder karmaloven - som også blot er en lov der fungerer som den nu gør.
Man kan sige at Gud lader dyr ofre ud fra at Gud skabte alle disse love og dermed er det rigtigt at Gud "lader" det ske. Det er blot at lade det ske på en noget anden måde end vi måske normalt lader noget ske.
Med kærlighed
Lars
Gud er mine omgivelser. Hvis nogen eller nogle gi'r sit/sine liv for for min skyld er det Gud selv der ofrer sig for mig.
Det gives altid kun to væsener, jegets to rolle, i min livsoplevelse, på mit livs scen, store Gud og lille mig, men i evig og altid skiftende forklædning! Altid dig og mig, Gud! For evig!
De dyr der har et liv på denne jord, må vel næsten have en "særlig" karma, som gør dem "værdi" til at leve sammen med det ufærdige menneske?
Lidt sær tanke...
--
Hej!
Håller med föregående inlägg fr. Lars o Algot., och associerar vidare på temat genom att tänka så här:
Gud "offrar" ingenting "i sig" (med betydelsen att "förlora något"), då Livet ständigt Är, medan materian förvandlar sig i ständigt nya former, och därmed erhåller varje levande varelse ständigt nya kroppar att uppleva Livet med, växelvis i den fysiska världen och växelvis i den psykiska eller andliga världen.
"Guds ständiga experiment med sig själv" var det väl P. Bruus-Jensen skrev....tycker det är ett relevant uttryck, även om jag själv gärna skulle kunna tänka mig varianten: "Guds ständiga kärleksutveckling av sig själv".
Hilsen!
gm
Jeg må indrømme, at jeg ikke er så god til svensk...
Bortset fra det, så tror jeg godt, at jeg forstår hvad i mener.
Skriv et svar