Hej Algotezza

Jeg er ikke helt sikker på, at jeg har forstået dine spørgsmål korrekt - men det skal da ikke forhindre mig i første omgang at komme med mit bud på dit første spørgsmål...

I flg. uddrag fra stk. 2094 i sjette bind af "Livets bog" skriver Martinus:

"Uendeligheden og evigheden er således det samme som det "noget" i os, der aldrig har begyndt og aldrig kan ophøre med at eksistere og derved er en fuldstændig modsætning til en hvilken som helst tids- og rumdimensional foreteelse, der kun kan eksistere som begrænset. Dette vort evige og virkelige selv eller jeg må derfor overalt i sin egen natur forekomme umanifesteret. Denne umanifestation vil aldrig i noget som helst tilfælde kunne fremtræde under anden form end netop som et "intet". Men dette "intet" er således ikke i noget som helst tilfælde et virkeligt "intet". Det udgør et umanifesteret noget. Men som et umanifesteret noget må det i forhold til det manifesterede blive at betegne som et "intet". Og som sådan bliver det altså i virkeligheden kun det samme som "en tænkt modsætning" til det manifesterede. Noget absolut "intet" eksisterer således ikke og kan aldrig nogen sinde komme til at eksistere."

Og i dette uddrag fra stk. 549 i andet bind af "Livets Bog" skriver han:

"Som du ser, kære læser, er "noget nr. 1" det altdominerende, eneste absolut eksisterende. Alt andet er og bliver illusioner. Men illusionerne er en uundværlig faktor i det levende væsens analyse, idet det ikke kan være noget "levende væsen" uden disse. Disse er livets detaljer. Livet er "noget", bestående af illusioner. Dette "noget" er, som vi nu har set det, det samme som "noget nr. 2" og "noget nr. 3", der igen i sin højeste analyse er det samme som "noget nr. 1".

Sammenholder vi de to uddrag, ser vi:

- der findes kun et "noget som er"
- dette "noget som er" skaber illusionen om livets detaljer
- "intet" findes kun som et umanifesteret "noget"
- dette umanifesterede "noget" udgør en tænkt modsætning til det manifesterede

Det må betyde, at et absolut "intet" kun eksisterer som noget skabt (tænkt), der ikke har hold i virkeligheden og dermed må betegnes som "tankedril". (Omend et tankedril, der er ret velintegreret i vores jordmenneskelige bevidsthed...)

Så hvorvidt "intet" er den tænkte modsætning til "det hele" (X) eller "det skabte" (X3) - ja, det afhænger jo af den, der "tankedriller" sig selv...

Venlig hilsen

Petersh

Hej

Man kan jo prøve at sætte sig ned og tænke på, at noget "intet" skulle eksistere. Jo mere man tænker over det, jo mere absurd bliver det. "Intet" kan ikke eksistere, for hvis det eksisterede, så eksisterede det jo alligevel ikke. I min verden er "intet" det modsatte af "noget".

Noget/nogen kan tænke sig intet -  ved at i tanken "tænke bort sig selv".  Men til at opretholde denne tanke må man selv eksistere... Intet kan ikke  "opretholdes" af sig selv...

Man kan tænke sig intet, d.v.s.  modsætningen till virkelige forhold - det er ingen tankedril. Tankedrillen består i overtroen at denne tanke i vor verden kan bli noget andet og mere end en tanke...

Jeg vil sige, at man kun kan tænke sig til noget, man tror er "intet".

vh. Petersh

Ja, det er jo en fiktion... Kan Gud selv tænke sig intet "konkret"?

Hej Algotezza,

Jeg har ikke lige nogen citater.

Men jeg synes det fremgår af symbol nr. 11 (nedenfor).
De mange små hvide cirkler i periferien symboliserer de enkelte gudesønners jeg-er, som "bliver til" vha den lilla farve, der symboliserer moderenergien eller X2. Det er altså X2 der "opdeler" i de mange jeg-er. Men denne "opdeling" er aldrig startet og vil heller aldrig nogen sinde kunne slutte. Derfor er det en evig opdeling.

[align=center]Symbol nr. 11: "Det evige verdensbillede"
[/align]

  Hej Algotezza.

  Ordet "intet" kan for mig ikke stå alene, men må være tilknyttet noget andet, som et "tillægsord"/"forholdsord".

  Der er intet "vand" i glasset, eller intet "nyt" i avisen, o.s.v.

  Så for mig er der intet alenestående "intet", da selve ordet må have tilknytning til "noget" for at kunne bruges.

  Tomrum, burde jo kunne betegnes som værende ingenting, men man kan jo dog alligevel udtrykke sig med ordene, der er et tomrum eller der er "intet" tomrum, så igen må selve ordet "intet" have forbindelse til "noget", for overhovedet at have en mening.

  Da Martinus jo analyserer sig frem til at der er "noget" der er evigt, så må der derfor også altid være og have været "noget" at tilknytte ordet "intet" til, og et "jeg" som kan tilknytte ordet "intet" til noget andet.

  Så hvis du betegner x1 som værende bevidstheden som oplever, vil jeg personligt mene at det allerede i x1 er muligt at "tænke"/forestille sig /opleve begrebet "intet".

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

Hvis "intet" er til, så må det jo eksisterer og dermed være "noget". Noget, der er, kan ikke være "intet". Intet er dermed ikke eksisterende (man kan sige pr. defintion ikke eksisterende). Det findes kun som en sproglig konstruktion.

må være..

Vi skal være skarpe omkring hvad vi mener med "jeg". I følge Martinus er der  kun et X1, men der er mange 'jeg'er fordi X1 hænger sammen med X2 og X3.

Måske forsøger vi at skille nogle ting ad, der ikke kan skilles. De 3 X'er hænger sammen. Isoleret set kan man måske godt tale om et jeg for alle væsener, men så ignorerer man samtidig den levende eller manifisterende del, dvs. X2 og X3.

Jeg vil sige i X2 og X3. Men jeg ved det strengt taget ikke. Måske begynder opdelingen ved urbegæret. Det er vel der man kan tale om den første individualisering i følge Martinus ???

kh
Lasse

Hej Avatar

Man kan tydeliggøre sandheden om det, vi normalt kalder "intet" i vores daglige sprogbrug:

Der er ikke noget (intet) vand i glasset, men der er luft.
Der var ikke noget (intet) nyt i avisen, men der var gamle nyheder.

Den definition af X1, som du her anvender, forstår jeg simpelthen ikke... ???

X1 er jeget, der via sine sanseevner (X2) oplever andre levende væsners manifestationer (X3). Synet af disse manifestationer er bevidsthed. X1 er ikke bevidsthed. Eller er det mig, der er helt galt på den?

Venlig hilsen

Petersh

Kære Petersh,

Det er da meget skarpt formuleret,
og det er jo ikke bare teori, det er jo Mig der tænker/oplever, Jeg er Mig, og det Jeg tænker/oplever er mine tanker/oplevelser, uanset om det er evigt forbundne realiteter der ikke kan' og aldrig har været adskilt, (oplever/oplevelse)
så er det dog meget konkret, hvad der er Jeg, og hvad der er tanker/oplevelser,
fx 'Jeg oplever', oplevelser kan jo være meget forskellige, og Jeg'et er altid det samme,

Kærlig hilsen
Holger

  Hej Petersh.

Nu er det jo kun på basis af det jeg har læst af Martinus, og så mine egne konklusioner jeg danner mine opfattelser, så jeg skal skam ikke modsige dig, du har jo læst en del mere end jeg af materialet.

Men efter at have været på Klint en uge, med temaet bevidstheden, har jeg dog fået den opfattelse at når der er et "jeg", så er der bevidsthed, også selvom dette "jeg" kun oiplever at det "er", men ikke har noget skabt at forholde sig til, udover sig selv.

Så jeg mener stadigvæk at bevidstheden tilhører "jeget", skabeevnen (x2) er ikke i mine øjne lig essensen af "oplevelserne" eller "sansningerne" og derfor heller ikke lig bevidstheden, ligesom det skabte (x3) heller ikke er lig bevidstheden der "oplever" det skabte.

  Som jeg ser det, må der altid forefindes en bevidsthed, forud for enhver brug af skaberevne og enhver skabelse, da der skal være noget der "definerer" hvad skabeevnen skal skabe.

  Jeg har svært ved at forestille mig, at skabeevnen helt af sig selv "udtænker" det den vil skabe, og at dette så først efterfølgende bliver bevidst for jeget, men min fantasi er jo heller ikke fuldt udviklet endnu.

  Så det er derfor jeg tillægger x1 (jeget) bevidstheden, selvom alle x erne jo er en uadskillelig enhed.

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

Det må være X1 eller jeg'et der bruger X2/skabeevnen til at skabe X3 med.

Jeg skal ikke gøre mig klog på hvor bevidstheden er

Tak for alle svar så langt!

Vi er vel, med Martinus, ens om at jeget er immaterielt? Elementært, min kære Watson!

Hvad så om dette citat fra Livets bog?

530. Kan denne realitet da være identisk med energi? – Ja, vi ved jo allerede, at de tre "X'er" ikke er tre adskilte realiteter, men tre analyser af én ting. Denne ene ting er "det guddommelige noget". Nævnte "noget" kan, som allerede tidligere nævnt, ikke eksistere som en fra de to andre "X'er" adskilt enhed, ligesom disse heller ikke kan eksistere hver for sig som en adskilt enhed. Alt stof udgør "det treenige princip", og ethvert jeg er dermed identisk med "stof", og alt "stof" er i sin dybeste analyse udgørende "det guddommelige noget". Derfor kan stof kun eksistere som identisk med liv, er under alle forhold og i enhver situation identisk med en kombination af levende væsener (mikrovæsener). Verdensaltets helhedsanalyse er således det samme som et stofocean, hvis grundpartikler er "treenige principper", der igen er det samme som "levende væsener". Ethvert af de tre "X'er" eksisterer således kun som bestående af eller som identisk med de to andre "X'er". "Urbegæret" kan derfor kun eksistere som identisk med jeget. Jeget kommer derfor her til syne med to nye analyser: nævnte begær og – dets ophav. Når der er et begær, bliver det også en kendsgerning, at der er "noget", der er begærende. Vi vil således aldrig nogen sinde kunne komme udenom det usynlige eller navnløse "noget". Det vil urokkeligt være til stede i enhver grundanalyse af situationer, bevægelser, stof eller materie. "Urbegæret" er den første form for energi, igennem hvilken jegets tilstedeværelse eller eksistens kan erkendes. Vi er derfor her ved livets allerinderste og første analyse. "Urbegærets" energi eller "stof" er det materiale eller den materie, igennem hvilken al synliggørelse eller åbenbaring af liv og tilværelse fortoner sig kunstnerisk ind i det evige allerhøjeste "noget" (X1) og bliver ét med dette. Her er grænsen for alt synligt, for al skabelse. Her er vi ansigt til ansigt med selve "skaberen". "Urbegæret" er det sidste slør imellem forskeren og livets ophav, når han kommer udefra materien og søger indad mod livets opklaring, og det første slør, når han indefra dette ophav søger udad imod materien. "Urbegæret" er hans eget inderste væsen. Det er alle hans tankeklimaers, hele hans bevidsthedslivs moder, medens jeget er dette hans daglige væsens fader. Hele hans fremtræden, hans tanker, villen og kunnen er børn af dette evige "kosmiske ægteskab" imellem jeget og "urbegæret". Disse to realiteter er således fremtrædende harmonisk sammensmeltet til kun at udgøre én ting med to analyser, en enhed bestående af to principper. Denne enhed udgør jegets sande analyse. Igennem "urbegæret" er jeget rodfæstet i materien og dette i jeget. Der vil derfor ikke eksistere noget jeg, der ikke befinder sig i eller er sammensmeltet med materie og ikke nogen materie, i hvilken "dette guddommelige noget" ikke forekommer.

Konklusjoner, med mine egne ord och Martinusses:

1. Ethvert jeg er dermed identisk med "stof"

2. Kosmos/verdensaltets grundpartikler er "treenige principer"

3. "Urbegæret" er identisk med jeget

4. Jeget har to analyser: det nævnte begær og – dets ophav

5. Urbegæret" er den første form for energi, igennem hvilken jegets tilstedeværelse eller eksistens kan erkendes.

6. "Urbegæret" er det levende væsens tankeklimaers moder, medens jeget er dette hans daglige væsens fader, dette evige "kosmiske ægteskab" imellem jeget og "urbegæret"...

7. Igennem "urbegæret" er jeget rodfæstet i materien og dette i jeget. Der vil derfor ikke eksistere noget jeg, der ikke befinder sig i eller er sammensmeltet med materie og ikke nogen materie, i hvilken "dette guddommelige noget" ikke forekommer (Martinus egen konklusjon)

Det er lidt svært for mig at logisk kombinere jegets immaterialitet  med punkterne 1., 3., 4. og 5. Ved nærmere betragting: har Martinus løst livsmysteriet eller fordunklet det?

Då er det  på en måde meget simpelt at komme frem til en TT-betydning af "intet". Hvis verdensaltet (alt der eksisterer) er "noget som er" bli'r "intet" simpelthen "ikke-noget som ikke er". Noget = altet; intet = det af nogen tænkte ikke-noget, d.v.s. modsætningen til altet, at "tænke væk" alt fysisk og åndeligt, men også jeget... Dvs. att tænke bort alle de evige principper... Det går sleds ikke, thi der er m hj af disse principper man bilder sig ind at man  kan "tænke bort" noget...

"Intet" som abstrakt, verbaliseret idee  findes men den henviser ikke til noget der eksisterer, hverken fysisk eller åndeligt. Det er en "verbal etiket uden indhold". Men "intet" er ikke håller tomrummet.

Men i enhver Gudesøns livsoplevelsescen findes der kun to rolle for jeget, Guddommens og gudasønnens. Mere opdelt end så behøver det  ikke blive på denne livsscen. Det drejer sig om staffager og maskespil.

Vi er alle ét - Gud er alt - alt er Gud. Resten er spekulationer og ord for at vores menneskelige forståelse/opfattelse af opdelthed kan følge med - en slags tankedril - men alligevel nyttig for at vi kan forsøge at forstå Guddommen med vores begrænsede evner.

Med kærlighed

Lars

Men denna illusion eksiterer jo - men det gør vel ikke intet, ikke på den måde Martinus benytter begrebet, "den tænkte modsætning til verklige forhold" (verklige forhold = X1, X2 og X3) ?

Men vi kan kun forsøge forstå noget, Gud eller noget andet, gennem vor egen livsoplevelse. Kalder du også den en tankedril? Bag den findes jo ifølge DTT en evig princip, X3? De evige principper er vel ikke tankedriller?