Hej!
Det kan ju vara uhyggeligt att tänka på hur lite man vet.
Men erfarenhet har man ju ändå. Jag går inte ut framför en bil, därför att jag har efarenhet av att det gör ont när ett föremål kolliderar med min kropp.
Jag antar att detta kan räknas som "livets direkta tal"
och att detta gäller också för själsliga fenomen som
t ex att ljuga (lyve). Många får så dåligt samvete av att ljuga för att få egna fördelar att man hellre avstår: Detta
onda (i själen) är väl också livets direkta tal; som  existerar som erfarenhet, liksom tyngdlagen gör det.

Jag kan inte helt förstå detta, vare sig smärtan i min kropp vid en bilkollision, eller det dåliga samvetet, men jag erfar det och det får väl trots allt räcka.
Det är NÅGOT som registrerar det hela (en slags regissör, säger väl Martinus...).

Martinus pekar väl på det oerhört viktiga i perspektivprincipen: Vi har som olika varelser olika perspektiv: en myra som kryper in i ett hus, förnimmer inte samma sak som en människa i huset. Men också forskellige människor upplever som sagt olika saker;
måske därför att de har olika livserfaringar och därför är inriktade på olika saker - med tanke på Martinus mättnads och hungerprincip.

Jag skulle också vilja VETA - men jag TROR att det finns högre och högre och allt mer utvecklade sanningar att utforska och erfara  - och det är ju bra spännande, så jag får vara nöjd.

Funderar Tomas

Hej igen Søren,
Jo, indtil videre er det nok for mig at fx. de 12 grundfacitter lyder logiske og rimelige. Men indtil videre er meget af det også kun en teoretisk model eller mulig forklaring på livets sammenhænge for flertallet. Langsomt forsøger jeg for mit eget vedkommende at efterprøve facitterne om det nu også forholder sig sådan ude i det virkelige liv eller i naturen. Og selv om det synes sådan, så tænker jeg igen og igen - om det nu er hele sandheden, om det nu også forholder sig sådan, om det er evige uomstødelige kendsgerninger - også selvom jeg endnu ikke har mødt bedre facitter/forklaringer andetsteds.

Så selv om at livsfacitterne er logiske og den bedste forklaring på livet, jeg har mødt i dette spiralkredsløb indtil videre   og selvom at livet i praksis også synes at afsløre, at det fungerer efter disse kosmiske love, og selvom åndsvidenskaben giver mig umådelig stor intellektuel og følelsesmæssig tilfredshed og glæde - så meget at jeg på flere områder forsøger at indrette/håndtere mit liv efter dens principper....tja, så mangler det endelige bevis stadig. Og det er nok noget med selv at opleve/erkende alle facitterne i hele deres natur. Men det er nu positivt, mener jeg. For så længe jeg ikke er fuldkommen tilfreds, vil jeg fortsætte med liv og sjæl at søge efter den absolutte evigtgældende Sandhed og dermed er min videre udvikling jo sikret meget langt ind i fremtiden . Hvordan beviset skal "se ud" kan jeg ikke forklare. Jeg baserer indtil videre min tillid på, at der - som Martinus siger, findes en mættelse for alt sult. Måske er målet, der gør mig tilfreds at skue ned fra livets højeste tinder, som han skriver nedenfor ifm. de 12 grundfacitter  ::

Nej, at Martinus' verdensbillede bygger på nogle - for mig forudsætninger og for ham (ifølge ham selv) kendsgerninger som fx. evigt liv etc. er fint med mig. Jeg ved jo endnu ikke, om det reelt set forholder sig sådan. Så jeg går med på legen indtil videre Men forudsætninger opstiller man, fordi man (endnu) ikke ved, om det forholder sig sådan. Og det er klart, at hvis man ikke kan acceptere forudsætningerne, så køber man hellere ikke resten af forklaringen. Jeg har stor forståelse for, hvorfor nogle ikke "køber" Martinus' verdensbillede. Det er ganske naturligt og afhænger af ens aktuelle livssyn og opfattelsesevne. Men forudsætninger skal gerne på et tidspunkt erstattes af viden - og her er det at et verdensbillede enten består eller må forkastes, som det er sket med så mange i historiens løb.  

Om Martinus arbejder fuldstændig korrekt efter et klassisk skema, der starter med præmisserne og ender med konklusionen og at hans fremstilling derfor formelt er ganske uangribelig, betyder ikke alverdens for mig. At det forholder sig sådan er fordelagtigt indtil videre og kan kompensere for manglende højintellektualitet, men jeg ser det lidt som nogle "krykker", jeg indtil videre må støtte mig til. Præmisserne eller forudsætninger må på et tidspunkt erstattes af levende realiteter - ellers holder modellen ikke for mig  

Så kære Søren - jeg ved ikke, om jeg helt svarede på det, som du havde i tankerne, men du skal i hvert fald have rigtig mange tak for de gode stimuli du sender med dine spørgsmål og som igangsætter god hjernegymnastik

Den evige sandhedssøger
- Anette

Quote:

Så kære Søren - jeg ved ikke, om jeg helt svarede på det, som du havde i tankerne, men du skal i hvert fald have rigtig mange tak for de gode stimuli du sender med dine spørgsmål og som igangsætter god hjernegymnastik

Det var da et godt og balanceret svar, Anette. Du tænker over tingene og eksperimenterer med verdensbilledet på samme måde, som ethvert normalt tænkende væsen vil gøre, når det har fået en lovende teori i hænde. At en sandhed er absolut vil jo bare sige, at den kan holde og blive ved med at holde, dvs. at den er evig. Og Martinus har jo netop med næsten banale principper vist, hvordan det rent teknisk kan lade sig gøre. Altså kontraster, sult og mættelse og den slags.

Hvor er din utilfredshed blevet af? Jeg synes den var der lige før, og jeg fik det indtryk, at jeg optrådte som "lyseslukker", og så ville jeg da gerne høre, hvad det var for et lys, jeg kom til at slukke. Er det helt væk for dig nu?

- spørger Søren

Quote:

Men forudsætninger skal gerne på et tidspunkt erstattes af viden - og her er det at et verdensbillede enten består eller må forkastes, som det er sket med så mange i historiens løb.  

Kære Anette!

Jeg nærlæste vores korrespondance her til morgen og fandt overstående. Jeg mener, at vi her har et punkt, som vi med fordel kan udveksle tanker om. Eller for at sige det rent ud, så er det måske her, vi afgørende går fejl af hinanden.

Når du skriver om forudsætninger, så er det jo ganske det samme, som jeg taler om, når jeg bruger fine ord som præmisser, aksiomer osv. Forudsætningerne er selve "livets direkte tale", for nu at bruge Martinus-sprog.

Men Anette, livets direkte tale er ikke artikuleret i ord. Det er det, Martinus hjælper os med, og det er derfor du og jeg er blevet så glade for Martinus. Han sætter ord på vores erfaringer, så vi forstår dem.

Det er rigtigt, som du skriver, at vi har set mange verdensbilleder komme og gå. Men hensigten med disse verdensbilleder har alle dage været at sætte ord på vores erfaringer, altså få os til at forstå dem. Og så sker der jo det, at denne forståelse - netop i kraft af at den bliver synliggjort i et verdensbillede - udvikler sig, så forudsætningerne lidt efter lidt udvides. Eller sagt på normalt sprog: vi bliver klogere.

På den måde udvikler vi det ene verdensbillede efter det andet. Og når du taler om, at vi skal kunne bevise vores forudsætninger, så er det altså bare det, Martinus gør. Han viser, at vi har ret. Og det har man, når man kan argumentere for det ved hjælp af et verdensbillede. Så bliver man sikker, og så kalder man det viden.

Du og jeg har nu via livets direkte tale fået det indtryk, at verden er god nok. Vi kan ikke forklare det, og når vi ikke kan forklare det, så kan vi heller ikke forstå det. Men Martinus kan forklare det, og så kan vi også forstå det. Det er vores manglende evne til at formulere vores dybeste følelser og indsigter, der får os til at gå på biblioteket og lede efter noget, der kan hjælpe os. Og vips, dér har vi så Martinus!

Quote:

Men forudsætninger skal gerne på et tidspunkt erstattes af viden - og her er det at et verdensbillede enten består eller må forkastes, som det er sket med så mange i historiens løb.  

Ja, nu prøver vi at kigge på dit citat igen. Og fortæl mig så:

Er det ikke viden, Martinus giver dig, når han bekræfter det, du allerede selv har erfaret?

Er den viden, han giver dig, ikke et evigt verdensbillede, altså en absolut sandhed, idet vi ved noget absolut forstår noget, der ikke vil kunne forkastes som fx det ptolemæiske verdensbillede?

Selv om du ikke har kosmisk bevidsthed, har du så ikke en mægtig fin teori, der kan bruges som etisk vejleder for dit videre liv her på Jorden?

- spørger en utrættelig
Søren

Ps. - og hvad fanden mukker du så over?

Til den evige utrættelige lysende stjerne  

Jeg havde primært to kæpheste - og dette var én af dem. Ovenstående var det jeg mente. Jeg postulerede, at der fandtes en absolut sandhed - den højeste, den evige uforanderlige. Du postulerede det modsatte i et tidligere indlæg - nemlig at Sandheden er det, alle kan gå ind for som rigtigt i øjeblikket (fx. credo 1 + 2 nu og credo 3 senere hen).

Ulogisk for mig og ikke det, jeg forstår ved Sandheden. For enten er credo 3 også en sandhed - uanset, hvad flertallet af væsener på en tilfældig planet i det store univers synes og måtte mene på et givet tidspunkt....eller er den det ikke (demokratiet dutter ikke her  ). En evig sandhed er evigtgældende - og ikke underlagt menneskehedens manglende udviklingstrin/erkendelsesevne  

Min anden kæphest - og den hænger sammen med ovenstående, var din udtalelse om, at det er en kendsgerning, at al såkaldt viden er baseret på tro, og eftersom vi ikke kan vide andet, så er denne kendsgerning også baseret på tro.

Igen ulogisk for mig. For mig er tro det modsatte af viden. Jeg erkender, at vor nuværende "viden" for en stor del er baseret på troen på fx. credoerne. Men reelt set er dette ikke ægte viden for mig - det er blot antagelser/muligheder. Og det mener jeg kun er en midtvejstilstand, som ikke skal forblive at være sådan. Man kan også sige at tro og dogmer er lig med mulige hypoteser, som på et tidspunkt må bevise deres berettigelse/ægthed - eller så må de gå  

Så her mødte jeg altså to påstande, som stred imod min logik - og som jeg så kunne reagere på på to forskellige måder:
1. Jeg kunne sige, sikke da noget sludder Stjerne, er du gået helt spankuk... og blankt afvise det, fordi det ikke passede ind i min logik. Ikke særligt videnskabeligt.

2. Den anden mulighed var, at jeg for en stund prøvede at droppe mine egne antagelser og lavede et tankeeksperiment, hvor jeg prøvede at skue ud i universet ud fra den mulighed, at jeg aldrig kommer til at erkende den højeste sandhed, at jeg aldrig vil opnå eksakt viden, men altid være underlagt tro.

Jeg valgte så 2'eren, da det jo bla. er det vi har forummet til. Og her var det, at så ville mit livslys blive slukket. For hvis der ikke findes en højeste absolut sandhed, jeg en gang vil vished om, så vil konsekvensen være evig udvidenhed - og evig uvidenhed er lig med et evigt mørke. Evigt at være underlagt tro, vil betyde evigt at være slaver af mørket og evigt at kunne manipuleres af dem, der lige er et skridt foran i udviklingen.

- Og det ville da være yderst ukærligt og uretfærdigt. Men som Jesus siger "Intet er skjult, uden det skal åbenbares" og "der er intet, I ikke vil få at vide, hvis I søger på rette måde". Martinus følger op på Jesus udsagn og med sine begrundede analyser påviser han, hvordan vi alle en dag kommer til at skue fra livets højeste tinder og selv erkende den fulde Sandhed    Og her vælger jeg så at TRO på disse gutter (fordi de jo passe fint ind i mine antagelser, men jeg er kender blankt faren ved blot at tro) - men jeg VED jo endnu ikke om det også bliver som de siger  :

Og så skinnede lyset igen

Kærligts...Anette

Her er vi enige

Det er da meget rart at være på 'bølgelængde' nogle gange

Ja, og det er jeg også yderst taknemmelig for

Ja, de har alle haft deres formål og tjent menneskeheden i deres fortsatte udvikling - ingen tvivl om det. Men mange af disse verdensbilleder har også været direkte modsætninger og har tvunget menneskeheden til at sadle helt om. Jeg mener, at på et tidspunkt bliver vi lede og kede af disse skiftende modeller (det er lige som moden, bare i et større perspektiv). Der må for mig at se komme en tid, hvor den fulde sandhed bliver afsløret, hvor vi er helt og fuldt bevidst - bevidst til den yderste grænse for vore åndelige og fysiske evner og muligheder, vil komme til at opleve den. Først her kan vi "slappe helt af" og 100% overgive os til blot at opleve, nyde og være. Og først når vi er mætte af dette, er vi klar til nye opdagelsesrejser - et nyt spiralkredsløb.

No sir - det er mulige forklaringer (og nogle hulens gode), men de bliver først ægte viden, når jeg selv kan erkende/sanse disse forklaringer fuldt ud i alle deres dimensioner og relationer. Om det er absolutte sandheder Martinus har afsløret, ved jeg jo ikke endnu  

Jo, så absolut og jeg er dybt taknemmelig for i åndsvidenskaben at have fundet nogle (mulige) svar på spørgsmål, som har "plaget" mig siden jeg var en lille pige.  De skaber umådelig glæde, de skaber håb, de hjælper mig på min vej, de påviser at retfærdigheden eksisterer og at kærligheden er det højeste af alt. Kort fortalt, de skaber et positivt livssyn til glæde for en selv og omverdenen...Og så kan det jo ikke være helt skidt  

Taknemmelige tanker
-Anette

Åh, nu tror jeg at jeg måske ved, hvor kæden hopper af. Det er definitionen af ordene viden og sandhed  

Du siger "Det er altså en kendsgerning, at al såkaldt viden er baseret på tro, og eftersom vi ikke kan vide andet, så er denne kendsgerning også baseret på tro."
Hvis du hermed mener her og nu, altså set i et lokalperspektiv, så giver jeg dig ret i, at så tror vi, at det er viden - for vi ved det jo ikke med sikkerhed, måske ved vi bedre i morgen  . Og her udvider jeg så sætningen med "... vi ved det ikke ENDNU, men vi kommer til det engang, der findes guld for enden af regnbuen. - Og så vil viden ikke længere være baseret på tro". Så her må vi skelne mellem lokal viden opnået indtil nu og så "ægte uforanderlig evig visdom". Jeg tænkte på den sidste.

Og det samme med sandheden. Hvis man siger, at viden er lig med sandhed, så har du ret i, at så er sandheden det, som flertallet i øjeblikket anser for at være sandt - og dermed kun en lokal udgave, fordi denne viden endnu er meget baseret på forudsætninger og præmisser (=tro). Men dette var ikke min definition af Sandhed, jeg tænkte på den højeste viden og endegyldige evige sandhed  😮

Så vi må bare konstatere, at vi med 100% sikkerhed ved ufatteligt lidt. Men hvis vi tør erkende det, så har vi et godt udgangspunkt for at komme videre. I dag ved vi mere end vi gjorde i går og mindre end vi gør i morgen. Indtil videre må vi acceptere, at vi kun har kaotisk bevidsthed, som en dag forhåbentlig erstattes af kosmisk bevidsthed - så VED vi, hvad SANDHEDEN er. :

Er det ikke disse definitioner, som har skabt forvirringen?

Kærlig hilsen
Anette

Kære Anette!

Tak for dine tre breve. Jeg er glad for at diskutere med dig, og specielt det brev, som jeg refererer til nedenfor, satte tingene på plads for mig. Forhåbentlig også for dig, når du har læst min kommentar til det.

Det hele drejer sig om simple misforståelser, og hvis jeg havde ladet min kone læse korrespondancen, er jeg sikker på, at hun straks ville kunne sætte det hele på plads fra starten. Måske er der virklig tale om, at kvinder er bedre begavet end mænd, sådan som du og Tina jo har plæderet for under en anden tråd. Men her er altså min opklaring af divergenserne. Du må bære over med min maskuline stringens.

En rigtig dum misforståelse. Der er tale om en almen sandhed og ikke en evig sandhed. Vi talte om det bevis, du var så ivrig efter at få. Jeg skrev, at Martinus' verdensbillede allerede gælder som bevis for dig og mig, men det er endnu ikke et alment bevis, som vi kan gå ud i verden og overbevise den om. Et alment bevis bliver den først, når et flertal gennem livets direkte tale har erhvervet sig credo/præmis nr. 3. ???

Nu ser jeg også, at ordet bevis kan skabe misforståelser. Jeg mener nu altid, at bevis er forbundet med en aha-oplevelse. Og set under den synsvinkel mener jeg godt, man kan sige, at Martinus' verdensbillede er et bevis for os, selvom vi endnu ikke har kosmisk bevidsthed. Og når vi først har det, tvivler jeg på, at vi gider at diskutere den slags ting. Så tror jeg bare, vi er glade for at have teorien på plads, så vi ikke bliver helt konfuse.

Igen et forkert spor. Præmisserne er "tavs viden". Vi er nødt til at nøjes med usikre forestillinger om verden, indtil vi ved hjælp af sproget kan forstå, hvad vore sanser fortæller os. Præmis 1 (at vi er omgivet af noget) er så gammel en præmis og har skræppet op så længe, at man må ty til filosofiske spidsfindigheder for at opfatte den som noget, man i virkeligheden bare er nødt til at tro på.

Traditionen går tilbage til Descartes, der som udgangspunkt valgte at tvivle på alt. - Hvordan kan jeg vide, sagde han, at alt dette ikke bare er noget, jeg drømmer, eller som en ond dæmon bilder mig ind? Descartes kom derved til at slå tonen an for de næste 400 års vestlig tankegang, og det præger også i høj grad Martinus. Han ville næppe have ofret mere end 6000 sider på at fremlægge så simpelt og enkelt et evigt verdensbillede, hvis ikke Descartes havde spøgt i kulisserne. :

Quote:

Så her mødte jeg altså to påstande, som stred imod min logik - og som jeg så kunne reagere på på to forskellige måder:
1. Jeg kunne sige, sikke da noget sludder Stjerne, er du gået helt spankuk... og blankt afvise det, fordi det ikke passede ind i min logik. Ikke særligt videnskabeligt.

2. Den anden mulighed var, at jeg for en stund prøvede at droppe mine egne antagelser og lavede et tankeeksperiment, hvor jeg prøvede at skue ud i universet ud fra den mulighed, at jeg aldrig kommer til at erkende den højeste sandhed, at jeg aldrig vil opnå eksakt viden, men altid være underlagt tro.

Jeg valgte så 2'eren, da det jo bla. er det vi har forummet til. Og her var det, at så ville mit livslys blive slukket. For hvis der ikke findes en højeste absolut sandhed, jeg en gang vil vished om, så vil konsekvensen være evig udvidenhed - og evig uvidenhed er lig med et evigt mørke. Evigt at være underlagt tro, vil betyde evigt at være slaver af mørket og evigt at kunne manipuleres af dem, der lige er et skridt foran i udviklingen.

- Og det ville da være yderst ukærligt og uretfærdigt. Men som Jesus siger "Intet er skjult, uden det skal åbenbares" og "der er intet, I ikke vil få at vide, hvis I søger på rette måde". Martinus følger op på Jesus udsagn og med sine begrundede analyser påviser han, hvordan vi alle en dag kommer til at skue fra livets højeste tinder og selv erkende den fulde Sandhed    Og her vælger jeg så at TRO på disse gutter (fordi de jo passe fint ind i mine antagelser, men jeg er kender blankt faren ved blot at tro) - men jeg VED jo endnu ikke om det også bliver som de siger  :

Og så skinnede lyset igen

Du har reageret klogt, når man tager misforståelserne i betragtning. Havde det været mig, ville jeg straks være stået af. Men du må jo have en vis tillid til mig. Så tak for det!

kh Søren

Ja, jeg opdagede også, at vi ikke talte ud fra de samme præmisser og indenfor de samme rammer. Men næste gang, kalder vi da bare på din kone  .

Aha... hvis det er betingelser for et bevis, så er jeg helt enig.  

Ja, jeg lider nok lidt af Descartes-syndromet, som vel bare er sund skepsis  

Ja....

Tak for en spændende dialog - jeg vil se frem til mange flere  

KH...Anette

Quote:

k for en spændende dialog - jeg vil se frem til mange flere  

Det samme si'r jeg, Anette!

kh Søren