Kære Karsten!

Lige mine ord!

Jeg er midt i trediverne, og stiftede første gang bekendskab med Martinus' værker da jeg var først i tyverne. Jeg er på ingen måde "frelst", og kan slet ikke leve op til de krav der kræves for at få kosmisk bevidsthed. Jeg er stadig på det stadie hvor jeg ind imellem tænker: "kan det virkelig passe det han skriver der?", men langt de fleste ting han skriver om synes jeg rammer lige i plet med mine egne erfaringer. Og hver gang der kommer nyt fra naturvidenskaben synes jeg det er spændende at sammenligne det med hvad Martinus har skrevet om emnet. Især når jeg ikke umiddelbart kan se nogen sammenhæng mellem Martinus' beskrivelse og naturvidenskabens forklaring. Eksempelvis synes jeg altid det er spændende når der kommer nyt omkring pyramiderne i Ægypten - så sammenligner jeg det altid med det Martinus har skrevet om emnet, for at se om der er overensstemmelse!

Men jeg er efterhånden kommet til den konklusion, at Martinus har fat i noget rigtigt! Men jeg er samtidig kommet til den konklusion, at for så vidt angår min egen udvikling så skal den ikke gå hurtigere end jeg selv kan følge med - der er grænser for hvad man kan klare i en inkarnation.

Jeg har i denne inkarnation for et par år siden haft noget karma, som jeg faktisk på forhånd var klar over ville komme - bare ikke i hvilken form det ville vise sig. Med Martinus' værk i baghovedet er jeg klar over, at jeg ikke skal bebrejde min næste denne karma, selv om dette svar ligger lige for i dette tilfælde, men at jeg selv må bære ansvaret for denne karma.

Alt i alt har jeg i allerhøjeste grad haft kollosal stor glæde af Martinus' værker - selv om jeg på ingen måde er klar til at blive et "rigtigt menneske" endnu.

I en alder af 22 år og meget interesseret i DTT ser jeg en spændende fremtid i møde. Jeg er jo af en generation der blev født efter Martinus "Død" og har derved ikke mødt ham personligt, men kun forholdt mig til analyserne- intet andet!

Men hvordan vil fremtiden se ud for Martinus Kosmologi (DTT), vi er jo den nye generation som "skal/har ansvaret for" at hans analyser bliver bevaret.

Inden for vores forhåbentlige levetid vil vi se mange nye opdagelser indenfor videnskaben. Det bliver rigtig spændende at se hvordan Martinus´analyser vil holde stik (eller ej).

KH. Johnny.

Hej..

Højere udviklet.. Vi må ikke glemme at vi kun befinder os i andet rige af de 6 i vores spiralkredsløb, så det skal lige tages med et gran salt med hvor højt udviklet man kan kalde sig...

Nicolai

Hej Nicolai!

Jeg tror ikke , der er  nogen garanti for, at fordi man læser Martinus, at man så er højere udviklet end folk, der ikke kender noget til det.

Der er ikke nogen indbygget garanti, der betinger, at læseren af Livets bog ikke kan misforstå indholdet. Tværtimod. I samme grad som man besidder ufærdige sider, vil man farve indholdet af det, man læser. Hvis man er alt for følelsesmæssigt ubalanceret kan analyserne i uheldigste fald blive en styrkelse af ubalancen. I stedet for en øget integration mellem følelse og intelligens kan det medføre en øget polarisering. Og man kan føle sig overbevist om, at man har Sandheden i hånden, uden at være klar over, at det ikke er mere end en "halv sandhed". Man bliver "den længst levende afgud", som Martinus kalder det.

Når Martinus skulle have udtalt dette med længst fremme i degeneration, så var det nok til dels sagt med et glimt i øjet. Dernæst må degeneration skulle forstås i betydningen degenereret som dyr. Og det er jo ikke så tosset endda, for det betyder jo, at man er det tættere på at blive det nye: det rigtige menneske.

Men alle de her ting med udviklingstrin er jo ikke noget Martinus har nævnt med henblik på at stimulere konkurrenceevnen med tilhørende følelser af mereværd og mindreværd og adskilthed fra Gud. Tværtimod viser analyserne, at det drejer sig om at frigøre sig fra konkurrencementaliteten, hvis man vil vokse som menneske, opleve at blive fri af frygt og lidelse og opleve at være eet med Gud. Alle udviklingstrin er nøjagtigt lige guddommelige og uundværlige. Og de forskellige trin mellem lys og mørke er allesammen nogen, vi selv har repræsenteret uendeligt mange gange og vil komme til uendeligt mange gange, uanset om man taler om en Kristus eller en sadistisk bøddel i et torturkammer.

Alt det man ikke kan lide, som man fordømmer og/eller er bange for, det er alt sammen dele af ens eget væsen, som man endnu ikke har erkendt, forstået, tilgivet og elsket. Enhver fordømmelse, enhver følen sig bedre end andre, er en bekæmpelse af sig selv.

Man behøver altså bare at lære, at være god ved sig selv, så får man det godt. Men man kan kun være god ved sig selv, ved også at være god ved andre, da de andre og en selv er to sider af samme sag.

kh
Jan

Jeg er heldigvis ung! Så måske er det noget jeg har fået rodet bod på før, der er stadig halv snes år til de 30..

N