Fadervor er en kollektiv bøn der er blevet brugt i et langt tidsrum og derfor har en stor kraft, men den er jo ikke særlig specifik. Martinus siger at det er vigtigt at være netop ret detaljeret hvis man beder om en tjeneste, der jo ofte kan have bestemte træk af helt særlig karakter - hvilken person handler det om ? hvad handler det om ? tid og sted osv. Hvis bønnen er i overensstemmelse med karmamønster og udviklingen, eller den udviklingsplan som hvert menneske i netop dette liv er underlagt, for at få den optimale erfaring og dermed udvikling - vil man blive bønhørt. Det forudsættes naturligvis at bønnen er uselvisk, ellers bliver man ikke hørt - jo hørt måske, men ikke bønhørt

Af personlige erfaringer kan jeg fortælle om engang mine forældres kat blev væk - det var stadig en killing og det frøs udenfor. Vi havde ledt i mange timer og mente det var tvivsomt om den villle overleve natten ud. Mens jeg selv gik ude i sneen og ledte med lommelygte havde jeg på fornemmelsen af at jeg ikke ledte på den rigtige måde og jeg burde forsøge en anden. Så da vi havde opgivet bad jeg om et billede af katten og indstillede mig på Gud og indprintede billedet i bevidstheden og forklarede situationen i tankerne. Lidt efter var min indskydelse at lede på et værelse vi havde gennemledt flere gange. Jeg greb straks ned efter en skabsskuffe og der var den! Og jeg tror endda den vågnede lige da jeg åbnede den

Kærlig hilsen Esben

Hej Dinezen!

Jeg synes, det viktigste m.h.t. bonen
er selve opgivelsen af "egot".
"Ske ikke min vilje, men din". Med dette proklameret,
ja, så er det at "få frit valg"; vi kan bede om alt.
Gud sorterer....

det er mine erfaringer
gm

Fader vor har gennem tiden bleven omskreven redigeret o.s.v mange gange der ibland har den oprindelig været en arabisk bøn.

og jo der er også mange andre bønner der virker.

Om man ikke var så redd for at gøre hvad Martinus ikke har abefalet her inde, ja så ligger der i Paramahansa Yoganandas Metafysiske Meditationer nogle bønner som er meget rene, allkærlige og jeg vælger at tro Martinus selv ville have sympatiseret med disse om han hadde kendt til dem.
http://galactic.to/rune/metmed.html

De virker kun hvis man tror på dem ?

Hej Dinezen og alle andre,

Jeg kan for mit eget vedkommende sige, at jeg har erfaret at bøn faktisk virker, selvom man ikke tror på det (lige som Martinus påstår). Ja, jeg er egentlig lidt chokeret over, at det virker så kraftigt.

Jeg har lavet en lille omskrivning af teksten i LB3 stk. 704 og heraf lavet min egen lille bøn, som jeg føler mere glæde og trøst ved end den kendte Fader Vor. Her er den (til fri afbenyttelse ):

[align=center]Min Fader. Lad alkærligheden være det
sande lys i mit hjerte, funkle og stråle igennem
mine øjne og vibrere visdommen ind i min tale.
Lad den bringe mit Jeg til at forstå,
min ånd til at tilgive og mine hænder til at kærtegne. [/align]

Efter denne "indledning" snakker jeg lidt med Gud/Forsynet om mine tanker, problemer, ønsker, taknemlighed, sorger, glæder, beder lidt for venner og familie.... eller hvad jeg nu har på hjertet - og afslutter altid med "Ske ikke min, men din vilje".

Hvis ikke andet, så giver denne lille øvelse en god og fredelig nattesøvn.

Kærlig hilsen
Anette

Hej Allan.

Jeg har ganske gode erfaringer med bøn. Som jeg plejer at sige, så synes den at "frisere" mine tanker og åbne mine øjne for muligheder, jeg ikke troede eksisterede. Som Anette må jeg også sige, at det nogle gange er ganske forbløffende, hvor meget livskraft, der kan være i at bede.

Efterhånden oplever jeg også det at bede som en evne, man kan optræne og således blive bedre til. I svære perioder har jeg ofte følt, at bønnen ikke havde nogen virkning eller måske ligefrem virkede belastende for sindet, hvis man forcerede den for meget. Det frustrerede mig noget, idet den jo netop, i følge M, burde være et holdepunkt i vanskelige tider. Noget som altid virkede gavnligt (hvis altså blot bønnen er uselvisk). Dette er jeg aldrig helt blevet klog på. Måske det ligeså meget skyldes at man i sine formørkede tider har svært ved at se, at der faktisk er resultater af bønnen? Eller at man her har svært ved at koncentrere sin tanke på det uselviske, og derfor paradoksalt nok ikke er i stand til at bede om det, man inderst inde ønsker? Jeg ved det ikke helt.

Som forholder sig nu, hvor jeg er mere ovenpå, virker bønnen dog som en daglig kilde til livskraft for mig. Jeg vil mene, at jeg fornemmer en kontakt af en art. Det giver mig en vis ro i min hverdag (nogle ville kalde dette religiøst - og ja, måske har de ret). Efterhånden har jeg dog ganske stor tillid til, at den uselviske bøn er universalmidlet til at løsne op for fastlåste situationer. Det vil, efter min erfaring, efterhånden udvikle ens kærlighedsevne således, at man bedre kan se mulighederne i stedet for begrænsningerne.

KH Flemming.

Hej Flemming...

Kan det skyldes, at tidspunktet for bønhørelse ikke er rigtigt - at du skal lære noget mere af den svære tid, før forsynet kan hjælpe med ændringer ???

kh
Tina :0)

For mig har bøn virket hvor jeg nogle gange har været nede mentalt, hver gang hvor jeg virkelig har været langt nede mentalt, og engang, hvor jeg var fysisk og mentalt udmattet pga. en kedelig situation, ændrede hele situationen sig da jeg bad om hjælp, det var endda på tværs af tid (længere historie) 😮

Jeg har også fundet det meget effektivt af bede sine guider om hjælp

Prøv næste gang inden du kører hjemme fra, hvor du evt. skal et sted hen hvor det er svært af finde en parkeringplads, af spørge dine guider om de ikke vil sørge for der er en ledig plads når du kommer,
det virker faktisk

Hej alle...

Flere bruger denne smukke lille bøn:

Gud giv mig sindsro
til at acceptere de ting jeg ikke kan ændre,
mod til at ændre de ting jeg kan,
og visdom til at se forskellen.

kh
Tina :0)

Hej Tina.

Ja, i en vis forstand måske nok. Jeg føler i hvert fald en form for system i hvornår det virker og ikke virker, således, at det faktisk virker (eller ser ud til at virke) dårligst, når jeg er længst nede. Om det så er fordi, at forsynet holder igen med sin hjælp (hvis der ellers er sådan en reel kontakt til et forsyn), eller det er en selv der blokerer energierne ved jeg ikke.

Det med at forsynet skulle styre hvornår bønnen skulle virke og ikke virke, undrer mig dog lidt for så er jeg jo helt i lommen på dem og deres beslutninger. Hvis ikke bønnen også har en direkte kosmisk kemisk virkning forstået sådan, at man får det bedre af at bede fordi man erstatter sine giftige mørke tankearter med nogle lyse gavnlige, så er der jo intet system i det, som jeg kan lære af. Så er Guds veje jo netop uransagelige. Kan du følge mig?

KH Flemming.

Hej Flemming...

Ja - jeg kan følge dig.

Det kemiske:
Jeg tror du har ret i, at der sker noget kemisk med os, når vi forsøger at vende de mørke tankearter til lyse ved hjælp af bønnen. Vi er jo ”sammenpresset” energi – kemiske konstellationer.

Forsynet styrer:
Hvorfor skulle de ikke styre det ? Hvad / hvem er det du beder til ? Er det ikke netop til dine "skytsånder" eller Gud - om at give dig styrke og vise dig vejen ? Hvad ville der ikke kunne ske, hvis vores bønner altid blev hørt ? - vi har jo ikke altid det overblik der skal til for at bede korrekt - for at bede om det, der virkelig vil gavne os - det der er i overensstemmelse med vores egen guddommelige plan.

Det er min opfattelse, at først når vi har lært det vi skal lære af den mørke karma, så virker bønnen, Først da formår vi at bede korrekt - bede af et "rent hjerte" – og først da, er vi parate til at tage den vejledning der kommer. Selvfølgelig kan vi bede undervejs og noget vil blive hørt, men ofte når vi har det rigtig træls, så beder vi jo om at blive udfriet af vores trængsler. Og det er denne del af vores bønner, som jeg mener der først bliver bønhørt, når vi har lært så meget vi skal, for at kunne komme videre i udviklingen. Men når vi beder, så gør vi jo også opmærksom på, at vi ønsker en ændring, og det er for mig at se med til, at ”bane” vejen, men bønnen skal jo følges op af handling - for at vise, at vi vitterlig mener det. At vi er oprigtige i vores ønske om ændring. Og det er jo ikke altid at vi er så parate i vores hjerter, selvom vi er det i vores hoved. Faktisk bliver jeg ofte overrasket over, hvor meget vi kan foregøgle os selv 😮

Kan du følge mig… ?

Kh
Tina :0)

Hej Flemming og Tina m.fl.,

Jeg oplever også en forskel i responsen afhængig af hvor dybt jeg føler ønsket... tror jeg nok. Jeg har heller ikke helt grejet "trafikreglerne" endnu.

Gerner Larsson skriver i artiklen "To slags ønsker" (1940-03), som i øvrigt også understøtter jeres betragtninger omkring kosmisk kemi, bla.:

(hele artiklen kan læses her)

Hvis jeg hænger med næbet og har ondt i sjælen, så beder jeg ikke længere om at blive fri for den smerte/sorg (selvom det er enormt fristende), men om at få styrke til at komme helskindet igennem den og lære det af oplevelsen, som er meningen. Det føles som om, at hjælpen kommer hurtigere så. :

Kærlig hilsen
Anette

Hej Tina, Anette og andre...

Ikke helt, tror jeg Jeg stadig lidt forvirret med hensyn til, om du mener det er ens egen måde at bede på der er afgørende for om det virker, eller det er et forsyns beslutning det hænger på.

Anette S. wrote:

Hvis jeg hænger med næbet og har ondt i sjælen, så beder jeg ikke længere om at blive fri for den smerte/sorg (selvom det er enormt fristende), men om at få styrke til at komme helskindet igennem den og lære det af oplevelsen, som er meningen. Det føles som om, at hjælpen kommer hurtigere så. :

Lyder som en god metode. Jeg prøver selv noget lignende, selvom det er ekstremt passifistisk. Da jeg nævnte det for en psykolog en gang, så hun bestyrtet på mig og sagde, at det mindede hende om den overlevelsesstrategi som eksempelvis torturofre benytter. På trods af at jeg synes jeg har haft gode resultater med metoden, kan jeg dog godt se hendes pointe. For meget fokus på at acceptere ubehagelighederne, kan måske forhindre en i at se, hvordan man faktisk kunne handle sig ud af dem.

En af grundlæggerne af den kognitive psykologi, M. Seligman, udførte en gang et forsøg med hunde, hvori han gentagende gange udsatte dem for en svag men ubehagelig strømpåvirkning. Hundene var i første forsøg lukket helt inde i en kasse og kunne derfor ikke undslippe strømmen, selvom de i begyndelsen prøvede. Til sidst lagde de sig blot ned og accepterede påvirkningen (måske også den smarteste strategi i den situaiton). Senere fjenede han dog låget på kassen og gentog forsøget, og denne gang lagde hundene sig stadig ned! Og det på trods af, at de nu let kunne have sprunget ud af kassen (en kontrolgruppe med andre hunde fandt hurtigt denne løsning). Seligman kaldte fænomenet for "tillært hjælpeløshed". Og jeg tænker så blot på, hvor grænsen mellem passifisme og tillært hjælpeløshed går?

Kh Flemming

Hej Flemming,

"overlevelsesstrategi for toturofre" 😮 Det var da en voldsom sammenligning. Nå men jeg ville bare sige, at jeg bestemt ikke er passiv, tværtimod så tænker jeg så det knager over årsagen, hvorfor, formål etc etc. og beder om styrke til at gennemskue det hele og finde en god løsning, der kan ændre situationen. Så får jeg nogle gange idéer, som jeg selv må føre ud i livet - andre gange kommer hjælpen udefra. Min indstilling er, at jeg selv må og skal gøre alt, hvad der står i min magt - men beder så om at de (gud/forsynet) springer til og hjælper der, hvor mine egne evner ikke rækker. Det mener jeg er en fair fordeling.

Kærlig hilsen
Anette

Hej Anette.

Ja, måske lidt. Men for hende at se har det at opgive kampen, nok betydet det samme som at opgive livet. Hun vidste jo ikke, at det var følelsesenergien jeg forsøgte at introducere i stedet for :-}

KH Flemming.

Tak for de mange gode indlæg. Det var meget inspirerende. Så er det vel bare om at komme igang og eksperimenterer sig lidt frem.

Jeg er selv kommet frem til en metode, hvorpå jeg kan lindre negative tanker og følelser.

Eckhart Tolle anbefaler i sin bog ; "Nuets Kraft" at man skal sige til sig selv , når man bliver overvældet af negative tanker:

[shadow=red,left]Jeg er ikke smertekroppen ![/shadow]

Smertekroppen er her forstået som egoets identifikation med lidelsen, de negative tanker og følelser. Det hjælper en til at komme ud af den nedtrykkende stemning ved at erkende at man ikke er lig med sine følelser eller tanker, og at det blot er egoet, som investerer unødigt meget tankekraft i den negative oplevelse.

Selvom det måske ikke ligefrem er en bøn, har det i det mindste hjulpet mig til at tage mid skæbne på en anden måde. Forbløffende nok har de få ord en lindrende virkning,( i hvert fald for mig)
Jeg mener også at jeg derved i langt højere grad henvender mig til mit eget selv (mit sande selv, som ligger bag egoet) istedet for at bede til en højere instans om hjælp.
Jeg bruger dog begge dele både det at bede, men også det at reflektere over mine egne tanker og følelser, så jeg bedre kan påtage mig min "skæbne"

Flemming wrote:

Ikke helt, tror jeg Jeg stadig lidt forvirret med hensyn til, om du mener det er ens egen måde at bede på der er afgørende for om det virker, eller det er et forsyns beslutning det hænger på.

Hej Flemming...

Jeg mener stadig begge dele

1)
Vi kan bede på en forkert måde (her tror jeg vi er enige)

2)
Vi kan bede på et "forkert" tidspunkt, forstået på den måde, at en bønhørelse vil kollidere med vores udviklingstrin. Eks. kunne du bede om kosmisk bevisthed NU - og det kan sagtens være af et dybfølt og oprigtigt ønske - men det vil ikke blive bønhørt, før du er så langt i din udvikling at du er parat til det.

kh
Tina :0)

Hej Flemming...

Jeg kan varmt anbefalde dig at læse småbog nr 11 - "Bønnens Mysterium"

kh
Tina :0)