Min nabo som er en dame i en moden alder ca 50 , har fortalt mig at hun
har vværet narkoman ?
Det der skete med hende var at hun på et tidspunkt gik i koma og blev
indlagt og lå i respirator et helt år og muligheden for at hun aldrig vågnede var
stor.
Men hun vågnede op men ikke uden problemer, således har hun fået en hjerneskade
som aldrig kan rettes op.
Hun har fortalt mig at hun er kommet ud af narkoen, men en aften vad nitiden ringede
jeg på hendes dør for at give hende nogle oplysninger.
Da hun åbnede var det på alle måder tydeligt at hun havde tager stoffer og var tydeligt
påvirkede af dem.
Se det får mig til at tænke !
Mon det der karma overhoved virker ? mon ikke mennesker forsætter i den
sammen retning selv om ALT tyder på at det er tid at skifte spor ?
Er det som Martinus siger at karme kan forbedre menneksere ?
Er det sådan at mennesker bliver "klog af skade" ?
Min nabo er selvfølgelig ikke det eneste eksempel jeg kender.
Jeg kender mennesker der fra de har været helt små og til de dør
aldrig forandre sig og slet ikke til det bedre ?
Hvordan kan Martinus fortælle os noget andet.
Kære Steen,
Det kan være at det er 'bare' et af mange skridt ned i mørket,
gennem flere liv,
men selvom det kan blive meget mørkt, så vil 'ur-begæret', m. v. tilsidst bringe En opad igen, og tilbage på sporet,
set i et lidt større perspektiv, så bliver man absolut en hel del klogere,
Kærlig hilsen
Holger
Hej Steen
Man kan besvarer dit spørgsmål på flere måder.
For det første, er et enkelt liv ikke nogen stor del af det livsforløb vi, i følge martinus, har. Der er områder, som tager lang tid at lære og hvor der kan være midlertidige tilbagefald, der kan få det til at se ud som om folk ikke lærer noget. I mine øjne er der ingen tvivl om at vi udvikles og tidligere er blevet udviklet. Se f.eks. på videnskaben, hvor der er sket en kolossal udvikling. Et andet eksempel er vores udvikling fra barn og til voksen. Det er vel de færreste der vil påstå at de har ligeså mange/få evner som da de var små børn.
En anden form for argumentation er mere teoretisk. Hvis vi antager at vi ikke udvikler os, hvordan kan vi så opleve nyt? Hvis vores evner forbliver de samme, så må de oplevelser vi har også være af samme natur, da vores oplevelse(r) er baseret på evne og i og med disse ikke udvikles vil vores oplevelse forblive den samme. I den yderste konsekvens er den samme oplevelse lig med stilstand, hvilket vil sige ingen bevægelse og dermed intet liv (En af Martinus definitioner på liv (ved ikke om han har flere) er at liv er lig med bevægelse.). Kan vi ik' blive enige om at det vi oplever ikke står stille?
Jeg håber mit indlæg er nogenlunde klart 
kh
Lasse
Skriv et svar