Hej Michael-Ole.

Det synes jeg er et godt spørgsmål, som jeg jo af gode grunde kun kan svare for mig selv på.

Jeg vil sige at jeg både tror håber og ved at Martinus analyser er rigtige. Nogle af principperne mener jeg bestemt at have erkendt selv. Det er f.eks kontrastprincippet, eller at der er forskel på forelskelse og alkærlighed.

Med andre ting, som f.eks reinkarnation eller karmaloven, der er jeg nok mere troende eller håbende. Det piner mig faktisk lidt, at jeg er nødt til at godtage disse sidste ting for at få mit verdensbillede til at hænge sammen. Dog har det været nødvendigt for mig for at få midlertidig ro i sindet. Med tiden håber jeg naturligvis, at der bliver mindre religion og mere videnskab i det fra min side. Min eneste trøst er, at jeg i det mindste ved, at jeg ikke ved det hele.

Mvh. Flemming.

Hej Michael-Ole og Flemming

Vi lever i en verden baseret på naturvidenskabelige
principper, for at vi kan komme til at leve med en ægte
livsglæde, bliver foreningen af natur- åndsvidenskaben
helt fundamental.  

Reinkarnation bliver logisk for alle på et tidspunkt.  

For mig er dette spørgsmål ganske enkelt. Jeg har altid ment, at det mest logiske er, at enhver er sig selv nærmest. Og selv om jeg synes, det lyder fjollet, at man skal elske sin næste som sig selv, så er det alligevel det, jeg altid har haft lyst til. Nu kommer Martinus så og viser, at der også er logik i at elske sin næste som sig selv, og så er det da klart, at jeg vælger den logik. Den passer jo lige i mit kram.

Jeg mener ikke, man kan bevise noget som helst, og jeg har heller aldrig savnet noget bevis. For mig har det været et simpelt spørgsmål om at overleve hverdagene uden endten at føle mig dum og naiv eller føle mig som en forbryder. Takket være Martinus kan jeg nu føle mig dum og naiv (af gammel vane) - og alligevel have det rigtig fint med mig selv.

For mig har fristelsen sjældent været dette at være sig selv nærmest, men lige det modsatte. Så nu har Martinus altså fristet mig til det, jeg altid har følt mig fristet af.

Ærlig kærlig hilsen fra en taknemmelig M-fan
Søren

Hej Michael...

Jeg havde på handelsskolen gevaldig svært ved at forstå, at venstre side i en regnskabskolonne er debet og at højre er kredit. Jeg VILLE have en forklaring på, hvorfor at det ikke var omvendt. Læren var meget tålmodig og fik mig til sidst overbevidst om, at det var noget man havde stillet op, som et skelet, for at kunne sætte regnskabsmetoden op som noget brugbart. I dag forstår jeg, at venstre side lige så godt kunne have været "døbt" kredit - det ville være ligegyldigt, for så havde metodens opfinder bare vendt det hele om.

Jeg siger ikke, at X1, X2 og X3 kan ses i helt samme lys, men nogle faktorer må man "døbe" og sige "dette er mit udgangspunkt". Det jeg selv vender tilbage til igen og igen, er de sider, hvor Martinus konkluderer, at det skabte ikke kan skabe skaberen.

Dette var så mit kluntede indlæg.... jeg kan ikke komme det nærmere. Jeg måtte selv igennem alle analyserne, før det hele faldt på plads OG jeg har meget svært ved at gøre rede for dem over for andre - selv jer der har læst Martinus   Derfor er jeg også stoppet med at forsøge, at forklare Martinus andre steder end her og så anspore dem, der spørger mig, til at læse Martinus selv. Jeg tror dog ikke at det er lykkedes, dem der har spurgt mig, har ikke henvendt sig siden og jeg vil ikke presse på.  

kh
Tina :0)

Hej Ole-Michael

Jeg havde i min studietid fornøjelsen af at være sammen med en masse meget søde mennesker, som dog næsten alle havde det tilfældes at de absolut ikke ville høre om ordet "Gud" eller om noget andet der ikke kunne bevises ved hjælp af den naturvidenskabelige metode...så jeg holdt min mund med disse ting, og var lidt af en skabskosmolog i disse kredse

Dog var der enkelte som godt kunne lide at snakke om universets opbygning og havde en filosfisk indgang til tingene og når jeg til tider skulle forklare lidt om hvordan jeg troede tingene hang sammen kunne jeg ikke undgå at skulle fortælle lidt om kosmologien og dens analyser.

Jeg fandt dog hurtigt ud af at jeg overfor disse meget intelligentbetonede mennesker ikke var i stand til at komme med nogle håndfaste beviser for at alt bygger på logik, at alt er liv, at alt er såre godt kort sagt at der findes en Guddom. Samtidig indså jeg dog, at den form for beviser, som de ønskede ikke vil kunne gives til dem, da disse beviser udelukkende skulle følge ydre logik og ikke måtte indeholde en indre logik.

Kun ved at man tager højde for den indre logik - altså udvider logikkens spilleregler til også at omfatte indre følelser af eksempelvis glæde eller vrede når man argumenter for en sag - kan komme til den fulde sandhed. Jeg tror vi alle har været ud for en situation at mangle ord, når man skulle argumentere for en sag, men bare havde en indre følelse af ens synspunkter er helt rigtige, uanset hvordan andre så kommer med intelligensmæssige modargumenter.

For ligesom at påpege denne pointe har jeg tidligere i disse diskussioner  - måske et lidt ufint trick - bedt om et rigtigt godt  for bevis for - af dem som havde en kæreste - at de virkelig elskede deres kærester. Der blev de helt paf, og jeg forklarede dem da også for at drage sammenligninger til kravet om bevisførelse, at jeg kunne - uanset om de ville argumentere med at de giver deres kærester et kys hver morgen, siger 100 gange om dagen at de elsker dem eller vil gøre hvad som helst for dem - kunne sige " jamen kære venner, det er ikke et ydre bevis jeg kan bruge, fordi jeg altid vil kunne mistænke jer for, at det bare er noget I siger for at vinde diskussionen” Jeg tror faktisk det gav dem noget at tænke over, for lige pludselig havde jeg bedt dem om noget der ikke kun kunne forklares med noget ydre. Uanset mine intelligensbetonede ydre modargumenter var de jo selv fuldt klar over at, de jo i deres indre havde kærlige følelser overfor deres kærester.

Det er lidt samme problemer vi har når vi skal argumentere for MK overfor andre som vil have beviser.

kh

Kenneth

Igen: gode svar...og jeg skal kun bekræfte mine egne besværligheder, når jeg i et uagtsomt øjeblik kaster mig ud i forklaringer om kosmologien...hvor bliver man dog skuffet over at høre ordene, der kommer ud af ens mund...hehe,

Mange hilsner
Michael-Ole

Man kan spørge, hvad kan naturvidenskaben bevise?

Den kan vel dybest set ikke bevise noget som helst?

Man har opstillet nogle betingelser som man har vedtaget skal være opfyldt, for at man må kalde noget videnskabeligt bevist.

Men hvad betyder det så, at noget er videnskabeligt bevist? Ja, det betyder jo bare, at man opfylder de betingelser, man er blevet enige om for at få denne betegnelse "videnskabelig bevist".

Men man har dybest set ikke bevist noget som helst. Man har udført nogle eksperimenter, og naturen har ikke sagt een imod. Men det betyder jo ikke, at man har ret, fordi man ikke er blevet modsagt endnu.

Man kan sige at de undersøgelser man har lavet, giver god grund til at tro, at det forholder sig sådan og sådan.

Man har fået en begrundet eller sandsynlig tro baseret på undersøgelser. Men man har ikke fået noget bevis i absolut forstand. At man så kalder det bevis, er en anden sag.

Og det ved man også godt, hvis man er tilstrækkeligt akademisk skolet. Men mange tager videnskaben til indtægt for mere, end der reelt er belæg for.

Et typisk eksempel er, man siger: "Guds eksistens er ikke bevist." Derefter konkluderer man, at så eksister Gud ikke. Men der fejler logikken. Fordi det ene ikke er bevist, har man ikke dermed bevist det modsatte.

Interessant er det også, at den naturvidenskabelige metode ikke selv er genstand for videnskabelig undersøgelse. Man har valgt at godtage den naturvidenskabelige metode, som gyldig metode til at sige noget sandt om virkeligheden. Men denne metode kan ikke selv bevises videnskabeligt! Man vælger altså at tro på, at den er rigtig. Bla. fordi den i teknisk retning har haft stor success.

Men der er ingen bevis for, at den er fyldestgørende.

Det samme kan man sige om Martinus' analyser. Der er en række logiske argumenter, der taler for, at de er rigtige. Men de er ikke bevist, men kun sandsynliggjort.

Men det kan den naturvidenskabelige metode altså heller ikke. Alligevel arbejder man med den ud fra den holdning at den er fuld videnskabelig.

Hvis man vil have nogle beviser, så må man jo forske. Og det er også det, Martinus opfordrer til: At lave åndsforskning. Men sålænge denne åndsforskning mangler, er det jo logisk, at man ikke kan bevise noget som helst, idet det jo er gennem forskningen, at man får mulighed for at bevise tingene.

Men man kan jo godt sandsynliggøre kosmologien, og man kan føle for den - og man kan også føle for naturvidenskaben, det regnes bare tit for en uheldig egenskab, som man helst ikke snakker om,  fordi man er bange for ikke at være objektiv nok...

Kh
Jan

Hej Jan...

Jeg mener at have læst et eller andet sted, at Einstein en gang har udtalt, at videndskabeligt, kan du få det svar du vil, for når du har et "problem" så laver du en teori om at tingene "nok" er sådan eller sådan. Dette prøver du så at få bekræftet med eksperimenter, men disse vil altid på et eller andet tidspunkt falde sådan ud, at de bekræfter din teori. Man skal simpelthen bare prøve længe nok. Med andre ord - kan vi så overhovedet stole på alle de resultater, som videnskaben har vist os ?

Finurlige tanker
Tina :0)

Hej venner,

Jeg mener ikke at analyserne kan opfattes som "beviser" i naturvidenskabelig forstand. Man kan ikke overbevise andre personer om rigtigheden af analyserne, ligeså lidt som man kan opfatte sandheden eller ægtheden i dem ved blot og bar læsning.

Martinus har valgt den - nok for mange - prætentiøse titel "Livets Bog" til sit hovedværk. Som jeg opfatter det, så er grunden til dette titelvalg, at "Livets Bog" er udtryk for livets grundliggende analyser, set fra et kosmisk bevidst synspunkt (Guds eget). Da livet i sig selv er sandheden, og der ikke findes en større eller anden sandhed end livet selv, kræves det at man lever livet fuldt ud, for at erkende den fulde sandhed.

Som Martinus flere steder henviser til, er det ikke nok kun at læse analyserne for at forstå dem, de skal også leves. Og netop derfor kan man ikke blot genfortælle de kosmiske analyser og regne dem for beviser i objektiv forstand. Sådan opfatter jeg det

Her er hvad Martinus bl.a. skriver om dette i den lille bog "Hvad er sandhed": "....'Næstekærlighedens videnskab' eller ' talsmanden den hellige ånd' vil således igennem verdensgenløsningen af i dag blive åbenbaret for menneskene i ord og sætninger. Disse ord og sætninger kan naturligvis læses af enhver, der har lært at læse, men den 'guddommelige ånd' i disse ord og sætninger, livets virkelige analyser, får man ikke ved denne læsning, hvis man ikke på anden måde har udviklet sig til at have adkomst til denne ånd. 'Den guddommelige ånd' eller sandheden i nævnte ord og sætninger kommer udelukkende kun til læseren i samme grad, som han praktisk kan efterleve disse i sit daglige liv og forhold til næsten. Uden denne efterlevelse vil nævnte videnskab ikke på nogen som helst måde blive til videnskab eller sandhed for nogen som helst læser. ..."

Det er derfor også her tydeligt at se en fundamental forskel mellem naturvidenskab eller materialistisk videnskab og åndsvidenskab, som den repræsenteres af Martinus' analyser, som jeg ser det

kh,
Torben

Vil sige jeg er meget enig med Flemming  

Tænker også nogle gange, af kosmologien er for god til af være sand, nogle der har haft den samme tanke ??

... Tror lige jeg laver et nyt
emne ud af dette spørgsmål  

                                                                               :

2 og 2 er 22,
2 plus (+) 2 er lig med ( 4

det er ikke ligemeget, hvordan man formulerer sig,
hvis man vil sige noget præcist, så må man også anvende et præcist sprog,

videnskab er slet ikke så tosset,
men videnskab, må selvfølgelig baseres på viden,

'videnskab' der er baseret på, eller besmittet med tro, er ikke videnskab,
uanset hvor fine etiketter eller benævnelser man anvender,

Jeg er MIG, det behøver Jeg ikke at bevise,
og uanset hvormange tanker Jeg 'føder' ('reinkarnation')
eller hvor mange skeletter Jeg har udskiftet, siden Jeg gik i børnehave,
så ER Jeg stadigvæk MIG,

det ER IKKE en 'kemisk proces' - 'oppe i hjernen'
der skriver dette,
det er mig,
Jeg hverken kan eller vil, benægte eller bortforklare min egen eksistens,
("jeg skriver dette, altså eksisterer Jeg ikke, eller altså er Jeg en kemisk proces 'oppe' i hjernen")

Jeg korresponderer med en hjerneforsker fra Århus, der flere gange har været i radioen i år,
han underkender mine 'noter' og savner 'videnskabelig' underbygning,
men Jeg har trods visse hovedbrud, ikke opgivet at vise,
at han får svært ved at afvise eller benægte sin egen eksistens,

man kan vælge at tro, at tusind gange tusind, er lig med en million,
eller håbe at det er rigtigt,
man kan også selv regne efter, og se om det stemmer,
det kræver naturligvis at man har lært at regne,

Kærlig hilsen
Holger

Hej Tina!

Ja, hvad var det nu Einstein sagde. Jeg husker det ikke, men Niels Bohr sagde:

"Videnskaben er ikke en viden om naturen, men en viden om, hvad vi kan sige hinanden om naturen."  

Heidegger siger tilsvarende:

"Videnskaben siger ikke, hvad der er sandt, men kun hvad der er rigtigt, fordi det retter sig ind efter videnskaben."  :

Det er også rigtigt, at man må have en teori først, for at kunne finde ud af noget i naturen. De observationsudsagn, Darwin fremkom med på sin jordomrejse med Beagle, var alle fremsat indenfor rammerne af den teori, som han mange år senere lancerede om arternes udvikling.

Også Martinus mener, at man må vide, hvad man går efter, ellers kan man ikke finde det. Dette gør han til "metoden" i sin åndsvidenskab, og han giver den navnet  en "analyse". Teorien, som må gå forud, kalder han "begyndelsesfacitterne" og bekræftelsen kalder han "afslutningsfacitterne" (LB 2, stk. 435). For overhovedet at forstå Martinus, må man altså have "begyndelsesfacitterne". Har man dem, og kan man følge Martinus frem til "afslutningsfacittet", er man en "udviklet sandhedssøger" (LB 3, stk. 677). Pointen er altså, at man ved det på forhånd (LB 2, stk. 389).

Her har naturvidenskab og åndsvidenskab noget til fælles, så vidt jeg kan se.

Ja, undskyld at jeg tromler frem, men nu har jeg futtet rundt i disse ting i umindelige tider....

kh Søren

Quote:

Ja, undskyld at jeg tromler frem, men nu har jeg futtet rundt i disse ting i umindelige tider....

Hej Søren...

Jeg synes ikke du tromler, men hvis du nu gør det alligevel - så troml du bare videre... for jeg synes, at det er nogle herlige tanker du lader os andre få del i  

kh
Tina :0)

Nå, tak skal du have, Tina! Engang imellem er jeg lidt bange for at komme til at virke dominerende. Jeg er jo så frygtelig optaget af dette med Martinus, og hvor han hører til indenfor humaniora, filosofi og naturvidenskab. Jeg vil gerne legitimere ham som gyldig i enhver henseende. Det er nu engang min lidenskab, og det gode ved sådan et forum som dette er jo, at folk bare kan lade være med at læse, hvad jeg skriver. Så hvis jeg virker anmassende med alt mit Martinus-halløj, så er jeg jo ikke den eneste, der selv er ude om det.  

Tak for din omsorg og opbakning, Tina!  

kh. Søren

Jag tycker också att det bare är godt och intressant att du "trummar" på.

k h  Tomas

Quote:

Jag tycker också att det bare är godt och intressant att du "trummar" på.

k h  Tomas

Tak skal du have, Tomas. Jeg har længe villet skrive til dig og takke dig for dine humoristiske mails, hvor du altid har en morsom og lidt skæv vinkel på emnerne. Jeg kan fortælle dig, at Århus Universitet ligger, hvor det altid har ligget, men der er blevet bygget meget til i de senere år. Hver anden mandag aften i vintersæsonen er der foredrag om Martinus i Studenternes Hus. Der ligger stadig en æbleplantage i Viby lidt uden for Centrum. Selv bor jeg ca. 10 km sydligere med udsigt over Stilling Sø og de fredede områder. Min astromomiske kikkert står ude i redskabsrummet mellem skovle, river osv.

Skulle andre en Tomas læse dette og ikke rigtig forstå, hvorfor jeg skriver disse ting, så er det fordi, det hele refererer til noget Tomas har skrevet her på forum i tidens løb.  

kh Søren

Jeg kan fortælle dig, at Århus Universitet ligger, hvor det altid har ligget, men der er blevet bygget meget til i de senere år. Hver anden mandag aften i vintersæsonen er der foredrag om Martinus i Studenternes Hus. Der ligger stadig en æbleplantage i Viby lidt uden for Centrum. Selv bor jeg ca. 10 km sydligere med udsigt over Stilling Sø og de fredede områder. Min astromomiske kikkert står ude i redskabsrummet mellem skovle, river osv.

Jo. jag bodde en gång på en studenterkorridor i just Viby, nära Jyllandsposten. Hver dag cyklade jag till byen och till universitetet där det var sjovt och lite friare än på Stockholms dito. Måske lidt mer europeiskt vass nivå på diskussionerna också.
Jag saknade måske de stora skogarna, eftersom jag kommer från mörkaste Dalarna från början. Men bokskogarna mot vattnet fick duga. Många fina människor träffade jag också. Och kom i kontakt med den tidens poesi; Strunge, Sören Ulrik Thomsen, Tafdrup, Nordbrandt och inte minst Christensens Alfabet. Jo, det var en dejlig tid..  
Jag tror min cykel ännu står på Risdalsvej förresten.

k h Tomas (alias jontomas)