Hei Jostein

(Bare kort nå, det kommer sikkert mer senere. )

Man trenger ikke å bli ferdig. Det holder at man kommer til et punkt hvor man oppriktig "angrer" og ikke kan tenke seg for alt i verden å gjøre det samme igjen. Da sveiser man igjen sin aura som gjør at karmabuen, som kommer lovmessig i retur med det man har gjort mot andre, ikke kommer igjennom. Man er fri! Det sies da at den karmaen som stusser av fordi man angrer og ikke kan gjøre det samme igjen, spares opp til neste spiralkretsløp for å sette karmakretsløpet i gang. Men selv da får man ikke igjen alt man har gjort. Det blir altså ikke balanse i regnskapet. Regnskapet gjøres opp i vår favør...

Kjærlig hilsen
Oscar

Hej Jostein.

Nej, livet bliver man aldrig færdig med.

Med hensyn til karma, så er det noget objektivt. Den energi man selv udsender, den kommer tilbage til en selv, uanset hvad man udsender, uanset om man er menneske eller plante. Men lad os antage, at min karma er at blive kørt over af en plæneklipper. Da vil jeg da gerne vente med denne karma, til den dag i næste spiral, hvor jeg bliver et græsstrå. Hellere det end at blive kørt over i dag, hvor jeg vil lide forfærdeligt af det. Karma og karmabølger er objektiv, men den måde vi oplever den på, er subjektiv. Et græsstrå oplever ikke det samme ubehag ved at blive rykket midt over, som et menneske vil opleve det samme. Græsstrået kan endda leve videre. Syndernes forladelse mener jeg derfor betyder, at vi ganske vist ikke kan undgå den objektive karma, men vi kan få den når den føles mindre alvorlig. Vi kan endda vente med at få den, til den er til gavn for os. Planterne bruger blandt andet lidelsen til at få færten af den fysiske verden, men de oplever ikke lidelsen på samme måde som vi.

Man har begået alle synder og alle synder er forladt. Jeg ved ikke om Martinus har beskrevet nogle
af disse ting jeg vil komme ind på i min aftentime. Men jeg vil komme kort ind på tortur af celler og Guds endestation.

Men at alt er forladt betyder at der åbnes op for karmaen når at den er allermest hensigtsmæssig. Alene ved at spise et stykke kød eller drikke et glas vin har man jo tortureret talløse verdener.
En grusom tortur, man ikke behøver at være berettiget til efter de mest progressive forhold.
Ved indtagelse af eksempelvis alkohol opløser man cellemembranen, hvilket svare til cellens skel fra ydre og indre verden. Når denne opløses flyder cellens indre ud i det ydre hvilket er med til at give beruselses fornemmelsen.
Det svare lidt til at et menneske bliver ramt af et ukendtfænomen, så at alle dens indvolde og knogler smelter flyder ud på gaden imens at dette menneske var levende og skulle til at købe en taske i H&M.

Et rimeligt  næstekærligt menneske kan for længst være vokset fra at udøve denne direkte tortur af et medvæsen fra mellemkosmos og kan nok nøjes med at opleve en mættelse af alkohol, enten ved fysisk sygdom eller ved psykisk, eller regulær træthed og lede.
Man kan da sige at ved psykisk sygdom oplever væsenet at dens bevidsthed løber af med sig, og nedbrydningen af grænsen mellem ydre og indre virkelighed bliver til et tortur redskab.
Men stadigvæk langt fra den oprindelige karma.

Et væsens bevidsthed kan blive åbnet med græskarma der ligger mere end 6 - 10 spiralkredsløb tilbage.
Det kan være nødvendigt for de originale bevægelser på det fysiske plan, der skaber en umiddelbar kreativitet, hvilket det jo gør i kraft af bevægelse.

Alle spiral kredsløb i deres sammenhæng er en udlignelse, og på det øverste plan danner alle og samtlige af spiralkredsløbenes baner en cirkulær form, denne cirkulere form opleves, som punktform da en cirkel ikke kan henvise sig selv til en begyndelse og af det afliver sin cirkulære fremtræden til fordel for punktform hvilket vil sige, at et væsen oplever grænseløshed under lov, da grænseløshed er lov nærmere sagt.

Uendelighed har underkastet sig selv ved at ikke at kunne ophøre og derfor bliver grænsen uophørlighed i uendelighed. Derfor er der lov til.
Det er ved grænselandet til "noget som er" at dette bliver en realitet og hvilket blandt andet er erkendt som et guldhav eller guldtråde. Hvilket er i sin pureste og mest originale form.

Et guldhav eller tråde af formidabelt guld er den største og mest direkte kontrast til tomhed eller et "eksisterende intet"
Deraf opleves intetheden, hvilket vi kender som tomhed, hvilket vi kender som "noget som er" som sin absolutte modsætning i form af den altså  absolutte bevægelses erkendelse og største syn der kan formes af disse frembragte bevægelser.

Jo tættere et levende væsen kommer på at kunne sanse tomheden/sig selv/Gud jo lysere , jo mere fantastisk og jo mere storslået vil dette syn være, da det absoluttet storslåede syn i verden vil være den mest direkte af de indirekte måder hvor ved et væsen kan opleve ”noget som er”. Da tomhed på det teoretiske plan bedst kan beskrives som mørke inde i mørke, hvilket jo slet ikke kan være mørke men en pegestav til en praktisk oplevelse af noget som at man ikke kan opleve, men kun være. Men denne mørke inde i mørke pegestav, giver os en ide om dens visuelle projektering i sin mest direkte af de indirekte muligheder det forelægger, nemlig modsætningen og dette vil være et overdådigt guldhav.

Vi kom fra Karma og græskarma og hvad har det med noget at gøre.

Når vi møder karma hvilket er alt sanseligt, så er det intet andet end dette guldhav i en ringere form, intet andet end Gud.
Det er intet andet en bevægelsens udgang fra tomhed, tomhedens sansning af sig selv.
Derfor er karma på sit dybeste plan ikke gengældelse men en gentagelse af et hvilken som helst givent punkt fra den uendelige fortid.
Og hvad er en gentagelse, det er en fornyelse. En gentagelse af 1 er identisk med 1 men selve gentagelsen omskaber 1 fra at være gammel til nyhed.  

Nu ser vi at alle spiralkredsløb både dem som er lagt ind i fortiden og dem som ligger ud i fremtiden som alle er lige realistiske variabler, da alle med tiden kommer til at ske.
Så vil en oplevelse aldrig blive fornyet af den sansningen af "noget som er" i sin ideelle og mest realistisk form.
Guldtrådende kan ikke sanses anderledes end de er og vil altid sanses på samme måde, dette vil aldrig blive fornyet, kun rejsen dertil.

Guldhavets oplevelses og hvilested, hvilket vil sige i de væsener som eksistere i kulminationen af den Guddommelige verden, hvilket betyder at de her ikke kan komme dybere eller tættere på deres jeg eller obejktivitet, vil opleve nøjagtigt det samme som de har gjort samtlige af de uendelige gange hvor at de har opnået denne tilstand.
Da de nåede frem som atom, molekyle, celle organ, menneske, klode, solsystem galakse, vil denne oplevelse af det absolutte af det absolutte være en nøjagtighed af samtlige oplevelser af det absolutte.
Når et væsen oplever guldhavet. vil dette væsen opleve alt hvad det nogensinde har oplevet og nogensinde vil komme til at opleve i sin reneste form, nemlig guldtråde eller et guld hav.

Altså der hvor alle fortidige og fremtidige spiral kredsløb mødes for at udgøre det konstante guldhav.

Det er den virkelige karma blottet for gengældelse. Det er Gudshandling. Græskarma er en slags kode for spiralkredsløbendes identitet som værende uafbrudt. Det er måske noget man er klar over, men jeg syntes at det passede ind i karma spørgsmålet.

Det er  sjovt at forandring af oplevelse ikke medføre en ny oplevelse af det absolutte.
Fra spiralkredsløb til spiralkredsløb.

Sand balance i regnskabet.

Dette er det samme som den egentlige skabelse beretning.

..hønen lagde et æg hvorved det selv kom ud af og lagde det æg som at det kom ud af og lagde det æg som det det selv kom ud af og lade et æg...

HAHAHAHAHAHAHAHAHAHHAHAHA!!!!!!!