ååhh, hvis bare jeg viste det!

Martinus skriver at vi ikke skal finde os i alting, men tolererer alting!
Men husk på hver gang du føler dig såret eller kærtegnet, så er det universet der viser en del af dig selv og som vil lære dig om hvad du gør af "godt" og "ondt". Men det er jo indlysende at en del af tilgivelsen er ikke at sende det "onde" videre.

Men det er rigtigt at nogen gange er det mindst onde at praktisere: "being cruel, to be kind".
under børneopdragelse har forældrerne jo valgt at fungere som "universet" for de små børn, og der er jo ikke andre til at sætte grænser for børnene eller skælde ud, udover forældrerne.

og desuden så er dette emne diskuteret mange gange, også under emner der ikke er umiddelbart relevante. Men det er jo godt nok lige at repetere et par gange!

kærlig hilsen Ask

Hej Jane!
Här är mitt bud - om det går bra att läsa svenska (?).

Kärleken är en vetenskap, betonar Martinus, och ej bara känsla (ej kun følelse), varför det i varje situation finns en möjlighet/mulighed att leta efter balansen mellan intelligens och følelse. Ibland lyckas vi, ibland ikke.
Och att det då också handlar om att förlåta sig själv för att resultatet, vår goda intention, ej nåddes fullt ut. Men med hjälp av erfaringer kan vi hela tiden bli bättre och bättre på att välja den handling, som ger ett bättre resultat. Efterhand får vi, som jag tolkar Martinus/DTT, allt större hjälp av vår gryende intuition.

Att "vända den andra kinden till" vetenskapliggörs genom Martinus verk, och vetenskapen vilar på den grunden, att det existerar reinkarnation, karma och en fullkomlig logik sedd ur ett evighetsperspektiv. För att förstå verkligheten behöver vi liera oss med denna logik.

Det blir då en vetenskap, hur/hvordan vi skall "vända den andra kinden till" i olika situationer. Det som passar den ena, passar dock inte den andra. Vi är på olika utvecklingsbanor som inkluderar olika skæbnebølger.
En person har behov av ett visst skæbne, en annan ikke. Vi skaber också hela tiden nya val, som ger nya erfaringer. Vi är alla på väg mot en ljusare epok genom våra allt mer medvetna/bevidste val, val som i allt högre grad handlar om att "vända den andra kinden till", vilket också innebär att ge avkall på vårt ego till förmån för Helheten.
--

Så  synes jeg....
kaerlig hilsen
gm

Jeg mener at have hørt og læst at det betyder at du ikke altid skal vende
den "Kvindelige" side til men også den "mandlige" side.
Den mandlige det siger NEJ ! og ikke altid den kvindelige der siger JA !.
Men i disse ligestillings tider siger kvinder jo også meget NEJ !
(det gør de hele tiden til mig ) 

Hej Jane.

Velkommen til Martinus Forum (kan se at det er dit første indlæg).

At vende den anden kind til er noget vi alle sammen kommer til at lære pr. automatik når vi bliver "rigtige mennesker".

Jesus viste dette eksempel til ekstremer (lod sig korsfæste- og bad for tilgivelse til sine bødler).

Men at vende den anden kind til i den verden som er idag, kan godt være lidt svært at gøre i praksis.

Det ville jo være perfekt hvis alle vendte den anden kind til, men sådan fungerer verden ikke idag. :

Jeg opfordrer nok til at være så god mod sin næste, men man skal også være god mod sig selv- "Elsk dig selv som din næste".
Selvom man ønsker at gøre det bedste for andre, må man også passe på sig selv (godhed kan blive udnyttet).

Nogle realistiske meninger fra Johnny

Hej Jane 

Udtrykket med "at vende den anden kind til" skal forstås på den symbolske måde, at man vender den menneskelige side til, når man møder den dyriske side. Eller kort sagt: man må vænne sig af med at hævne sig. Fordi det ikke er særlig smart.

Og det er fordi, at den, man hævner sig på, er en selv. Den, man møder, er sendebud fra Guddommen. Denne person er et spejlbillede af noget, man selv engang har gjort. Når man nu oplever denne ubehagelighed, så er det samtidig en besked fra Guddommen om, at det er uheldigt at være på den måde.

Da det er en selv, der er første årsag til det, man kommer ud for, så er næsten dybest set ganske uskyldig, og blot et velegnet redskab som Guddommen kan bruge til at bibringe en visdom. Denne næste ved ikke, hvad han gør, på samme måde som, da man selv var på samme måde, heller ikke vidste, hvad man gjorde, dvs. hvad konsekvenserne af en sådan handling var. Derfor er den eneste intellektuelle og kærlige handlemåde at tilgive næsten og at tilgive sig selv for den handling, der er gjort.

Derfor har Martinus også udtalt, at man skal lære at finde sig i alt. Men det betyder altså kun, at man skal lære ikke at hævne sig. Men det kan også være svært nok.

Derfor må man naturligvis godt beskytte sig mod næsten, der hvor han eller hun er farlig, men det skal altså kun være med humane metoder og ingen straf og hævn.

Det at vende den menneskelige side til eller at være næstekærlig er derfor bestemt ikke bare altid at sige ja. Kærligheden skal reguleres af visdom. Det handler om at være venlig, men bestemt. Og det er her at det ofte kan blive vanskeligt.

Det vil nemlig sige at kunne elske sin næste som sig selv. Kan man det, kan man også sætte kærlige grænser. For hvor går græsen? Ja, hvis man kan mærke sig selv uden at fordømme noget, så kan man også mærke, hvor grænsen går. Men ofte er det ikke så let, fordi man har lært så mange fordømmelser af, hvornår man må tænke og føle hvad. Vreden i sin direkte form bliver tit fordømt. På den måde bliver den mere ubevidst og kommer i stedet frem som "hellig vrede" eller "retfærdig harme". Her får man altså bedraget sig selv - og måske også omgivelserne - til at tro, at man er kærlig og retfærdig, når man i virkeligheden er intolerant. Grunden til man heller ikke gerne erkender det, er at det så tit udløser en ny fordømmelse - skyldfølelse/dårlig samvittighed - som i virkeligheden er en fordømmende side i en, der skælder ud og tror man ikke er god nok, hvad man jo kosmisk set altid er. Man er i krig med sig selv, ens bevidsthed er blevet fragmenteret i mange lag som er indbyrdes uenige. Og i samme grad som ens indre er i krig og kaos i samme grad bliver det vanskeligt at mærke, hvor ens grænse går.

Så arbejdet bliver at standse krigen i sit indre. Det kan godt være et langt og vanskeligt arbejde, men det er trods alt det rette sted at arbejde. Prøver man derimod at bearbejde næstens fejl og lave ham om, så kommer man uundgåeligt til kort. Man er nødt til før eller senere at lave sig selv om. Og det er her man står overfor et vældigt stort arbejde (forudsat at man ikke allerede har lavet det meste i tidligere liv  ).

En lille trøst er jo at der er god tid til det - evigheden - og at projektet har selveste Guddommens og hele den åndelige verdens opbakning.

Mht. at stoppe krigen i sit indre, er vi så tilbage igen til, hvorfor det er godt ikke at hævne sig, fordi hævn netop ikke stopper nogen krig, men holder den ved lige. Det er altså den modsatte strategi - at tilgive - man skal i gang med.

Så er det man før eller senere beslutter sig for at tilgive alt og alle. Og det er vældig godt. Men hvorfor er det så ikke gjort med det? Hvorfor står man snart igen i en situation, hvor man ikke kan finde ud af hvor grænsen går - og derfor ubevidst enten hævner sig på næsten eller sig selv, ved ikke at få gjort eller sagt det man gerne ville?

Ja, det er så fordi man kun har tilgivet teoretisk, hvilket altså er langt bedre end slet ikke at tilgive, men altså ikke er endemålet.

Den teoretiske tilgivelse er altså dette ikke at ville hævne sig eller være fordømmende. Den praktiske tilgivelse er rent faktisk så også at lade være med at hævne eller være fordømmende.

Det vanskelige ved den praktiske side er, at vreden og intolerancen som regel er camoufleret, er ubevidst, og altså opleves som retfærdighed, hellighed eller kærlighed. Man ved ikke, man er vred. Man tror kun, at det er de andre, der er det. Den praktiske tilgivelse bliver altså den lange proces at gøre sin egen intolerance bevidst - at gennemskue sine egne bedrag; at holde op med at fordømme og undertrykke sider, tanker og følelser af sig selv. Men i stedet for give dem plads, så man kan se dem. Holde op med at fordømme de fordømmende, vrede, forurettede, bange ufærdige sider, man rummer, men istedet se dem som det, de er: ulykkelige børn, der ikke er særligt fornuftige, men som gør det så godt de kan,  som er gode nok, som de er, og som derfor har brug for kærlighed og forståelse, samtidig med at de ikke skal have lov til at styre ens liv. Det at undertrykke noget er en drilsk mekanisme, fordi man føler, at man har kontrollen over det, man undertrykker, men i virkeligheden er det lige omvendt. Det man undertrykker, mister man kontrollen over, man bliver i stedet bundet af det, man har undertrykt. Det man holder nede binder man sig karmisk til. Hvis man derfor fx. undetrykker vrede, bliver det vreden der kommer til at styre ens liv på en uhensigtsmæssig måde. Det gælder naturligvis også om ikke at undertrykke følelser af glæde og kærlighed. Det anses ofte ikke for acceptabelt at elske sig selv, da man tit opfatter det som udtryk for egoisme, hvad det ikke behøver at være, men det er derimod en nødvendighed for at overholde livsloven: at elske sin næste og at elske sig selv.

Efterhånden som man igennem mange små skridt lærer at standse krigen og dermed skabe fred i sig selv, hvilket er det samme som at behandle sig selv kærligt og med forståelse, så bliver man også i stand til at behandle andre på samme måde. Man bliver til sidst i stand til at elske sin næste som sig selv i alle situationer. Og så er man også i stand til at "vende den anden kind" til og sætte kærlige grænser.

kh
Jan

Kære alle sammen,
Tak for jeres svar. De har rykket nogle brikker på plads indvendig 
Det var især iforhold til hvornår man skal sige fra over for andre - ikke med hævn men verbalt for at stoppe unødig lidelse - selv om jeg nok ikke er den rette til at kunne overskue saldoen på karmakontoen  *grin* Men jeg synes jeg har fået nogle svar jeg kan bruge til noget!!
Ha en super god weekend alle sammen.
Kærlig hilsen Jane

Kære Jane,

For nogle år siden, da Dalai Lama besøgte DK. var hans tema; 'man skal ikke være vred', (igen og igen)
M. siger at man jo kan være nødt til at forsvare sig selv, men man må kunne gøre det, uden vrede,

Jeg er sikker på, at Alle der læser dette, kan komme i tanke om tilfælde, af den art,

Velkommen til,

Kærlig hilsen
Holger

Hejsa

Jeg fandt et lille citat, som jeg synes opsummerer Martinus' svar på problemstillingen meget godt (sådan som jeg forstår den... ).

Citatet er fra DEV3 stk 33.62 s. 116:

…så kan vi altid snakke om hvordan man rent faktisk gør det her

Kh
Lasse

Hej Lasse...

Her er mit bud:

Bliver du mødt med mental kulde - beskyt dig selv og den anden med stor opmærksomhed på at udsende en dybfølt kærlig energi

Bliver du mødt af vrede og hidsighed - beskyt dig selv og den anden ved enten ikke at tage til genmæle eller at svare ved at tale roligt og pænt, med stor opmærksomhed på at udsende en dybfølt kærlig energi

Bliver du mødt at en voldelig og truende adfærd - forsøg at dæmpe situationen med rolige ord og stor opmærksomhed på at udsende en dybfølt kærlig energi - hjælper det ikke - LØB 

kærligst
Tina :0)

Go ide Lenette ..
Måske bør man helt undgå andre mennesker 

Livet er som et teater, med skurke og helte og gode Feer 

Ja og en gang imellem, bør man nok også undgå sig selv, for ikke at ”koge” over og flygte fra det hele, men der er bare det ved det, at ”nissen” flytter med. Så vil man ikke forsinke sin udvikling alt for meget, så er det nok bedre at møde sig selv, som den, man er, og de andre som de er. Men man behøver ikke ligefrem at opsøge problemerne selv, men tage de udfordringer op, man møder på sin vej og lade de andre om resten.

Vores næste, som vi møder på vores vej, er altid et møde med Guddommen i den eller den skikkelse. Men vi tror vores næste er noget andet end Guddommen. I den virkelige verden må Guddommen optræde som de mange og i forskellige former og udviklingstrin. Så det vi sender ud mod vores næste, er altid en virkning over for Guddommen selv og Gud må så bruge de redskaber Guddommen har, og på denne måde svare tilbage igen. Guddommen indeholder alle facetter af livet, og vi er alle en del disse facetter.

For at Gud kan underholde sig, må Gud dele sig op i de mange, og hver væsen spiller så sit teaterstykke. Livet er et skuespil, hvor vi for en tid spiller skurken, og når vi mættes af det, ønsker vi at spille helterollen, og til sidst spiller vi den gode Fe, indtil vi bliver trætte af det også.

Tip tab tønde, nu kan en ny historie begynde!

[align=center]Med kærlig hilsen
Svend Erik[/align]