Steen2 bragte et meget interessant emne op i en anden tråd (med efterflg. interessante overvejelser fra flere):
"Men sandt nok bliver i aldrig i tvivl ? sæt nu Martinus bare er en gang gas som intet har på sig ? Bare noget filosofi"
Indlæg i en sådan diskussion kan let komme til at tage udgangspunkt i en for skribenten subjektiv "sandhed" - dette er selvfølgelig helt legitimt, men medmindre andre læsere deler denne sandhed, kan argumentationen let miste sin autoritet.
En anden retning man kunne gå er en mere objektiv argumentation (som M. også nævner og lægger op til). Den må vel netop være velegnet for folk, der forsøger at tage stilling til M. (eller "tvivlere")
(Derfor altså dette (nye) tråd - ikke for at "stjæle" den anden tråd, men blot for at ændre fokus lidt 
)
Idet M.'s legitimitet jo bygger på hans egne unikke oplevelser, og hans udlægninger af tingene er den autoritative sandhed, kan der let lægges op til noget, der ligner næsten religiøs tro. Dvs. en forholdsvis ukritisk accept af hans ideer.
(En sådan ukritisk accept af en autoritativ sandhed synes iøvrigt ofte at være til stede i "alternative"/New Age-miljøer - måske fordi kritisk indstilling som udgangspunkt netop er videnskabens kendetegn, og man på mange områder ønsker at distancere sig fra videnskaben?)
I og med at vi jo netop ikke selv erfaringsmæssigt kan verificere hans ideer (medmindre selvfølgelig at vi selv har oplevet "sandheden" direkte), bliver en sådan ureflekteret accept vel problematisk? (Som M. jo iøvrigt også selv er inde på)
Derfor mener jeg at dette emne er af stor vigtighed.
Som Jan Schmidt skriver, så er det helt store argument for M.'s ideer at de (taget på egne præmisser) kommer med en 100% fyldestgørende, logisk opbygget forklaringsmodel, som dækker - alt.
Videnskaben, som jo traditionelt er autoriteten indenfor forklaringsmodeller, kan fint forklare store dele af omverdenen, men der er en række områder, hvor forklaringerne (endnu?) ikke er fyldestgørende, og på et par områder ser nogle forhold endda ud til at være i direkte modstrid med de videnskabelige forklaringsmodeller. Dermed er det jo naturligt at søge efter et samlet system, som uden indre modstrid kan forklare den samlede omverden, hvilket M. jo netop kan.
Ulempen ved M. er selvfølgelig at en lang række af forholdene ikke kan verificeres eksperimentelt eller direkte erfaringsmæssigt (medmindre jo man, ifg. M., opnår bevidstheden og dermed sikker viden). En række af M.'s udsagn passer fint ind i de lokale erfaringer, som gøres individuelt, og er også i tråd med videnskaben, mens andre af udsagnene ligger udenfor rækkevidde.
Her bliver den logisk og internt konsistente opbygning vigtig, idet den følger en "videnskabelig" og dermed plausibel tankegang. Der er dog steder hvor logikken strengt taget ikke holder i M.'s argumentation, på trods af at han indikerer at den gør ("og dermed ser vi at...") (Jeg har desværre ikke lige nogen konkrete eks. på hånden - ja, jeg er godt klar over at det selvfølgelig ikke er heldigt - det er nødvendigt med nogle eks. for at give argumentet vægt - men jeg bemærkede det flere steder under tidligere gennemlæsninger (jeg vil prøve at se om jeg falder over nogen i løbet af de næste par dage)).
Dermed (slet) ikke være sagt at logikken ikke er til stede - blot at den strenge logik ikke altid er helt opfyldt i M.'s argumentation.
Logikken og den store forklaringsevne (specielt når den passer på områder som umiddelbart ikke kan forklares af videnskaben) er således meget væsentlige argumenter, og heroverfor står den manglende verificerbarhed.
Et par andre forhold, som kunne tale imod M.:
- Jeg har altid fundet det ekstremt usandsynligt, at svarene på alt - de svar som menneskene har søgt i tusinder af år - netop skulle dukke op lige præcis nu, i den tid jeg lever, og lige præcis i det lille land, som jeg lever I.
Sagt på en anden måde: ud af alle de milliarder mennesker, som lever og har levet, og hvoraf mange har vidt forskellige ideer om, hvordan verden er bygget op, og som de alle netop anser for værende sandheden, hvorfor skulle så netop min version være den evige, store sandhed. Ud fra et rent sandsynlighedsmæssigt sysnpunkt er det helt umuligt.
Dette tager selvfølgelig udgangspunkt i, at chancerne for det enkelte menneske for at finde sandheden er lige stor for alle, hvilket den jo ikke er ifg. M.s udviklingstanke. Så på egne præmisser kan M.'s ideer forklare det, men set udefra virker det problematisk.
- I tråd med dette: nogle (ateistiske) religionsforskere har forklaret religioner, som et dybtliggende alment menneskeligt (ubevidst) ønske om at tro, at der er noget mere/større. Dvs. at man netop ønsker at tro, at der eksisterer en større retfærdighed, at der er håb, osv. En sådan tænkning kan jo stort set direkte overføres fra religioner til M. Dermed ikke sagt, at der ikke er noget "mere" - blot at nogle vil forklare det med, at vi alle i virkeligheden ønsker dette, og derfor griber vi chancen for at tro på det. Nogle eksistentialister siger jo netop, at det sværeste i livet er at løsrive sig fra dette håb, og selv skulle skabe meningen i sit eget liv - for ifølge dem er der ingen anden...
- En tredie ting: Hvis vores udvikling (ifg. M) har fulgt jordens udvikling, dvs. fra mineral til plante til dyre til (halv-)menneske, så har blot udviklingen fra plantestadiet taget måske 5 mia. år og fra dyrestadiet måske 1,5 mia. år. Virker det så ikke mærkværdigt at udviklingen fra dyr til menneske tager måske et par mio. eller måske kun nogle 100.000 år (alt efter hvornår man definerer "menneske") - dvs. kun en 1000- eller måske endda en kun 10.000-del af den tid? Og at tiden som "ondskabsfuld" djævlemenneske kun foregår i noget der ligner historisk tid - måske 5000 år i alt (og med kulminationen, som M. taler om, kun den moderne tid på måske 100-200 år). Og at vi så allerede efter 3000 år er blevet til "rigtige" mennesker.
Dermed tager den "hårde" del af turen (som ifg. kontrastprincippet jo er noget af det allervigtigste overhovedet) kun i størrelsesordene 1 milliontedel af udviklingstiden fra dyr til menneske (hvad der svarende til 30 sek. ud af et helt år!).
(Dette er selvfølgelig under antagelse af, at vi tilbringer relativt lige lang tid i inkarnationer i alle dele af udviklingen i forhold til den faktiske udvikling af dyrelivet på jorden, hvilket jeg ikker er klar over om er tilfældet ifg. M.).
Ingen af ovennævnte forhold modbeviser M.'s ideer (og er på ingen måde ment som en ureflekteret kritik af ham eller dem), men i og med at M. selv lægger vægt på indre konsistens og logik som værende legitimerende for hans ideer, så er det vel nødvendigt at fremdrage sådanne forhold og forholde sig til dem, i forhold til at forholde sig til M.'s samlede tænkning som værende forklaringen (der kom mange "forhold" med i den sætning, hva )
Nå, dette var blot nogle overvejelser omkring spørgsmålet - andre kommentarer eller overvejelser?
Kh.
Nikolaj
Tak for ros (hvis det da er ros) :
Kan vi bevise det er sandheden ? Nej det kan vi ikke.
Også fordi sandheden ikke findes som en fast størrelse og hele
tiden flytter sig.
Der er en anden fare ved M og hans budskab.
Lad og antage at livet er hvad det er altså : Du lever et antal og og dør og det er så det..
slut punktum finale.
Lever du sådan vil du virkelig leve og få det bedste ud af det.
Lever du med kendskab til M , lever du så at sige i en anden verden.
Du spiser ikke sådan som andre mennesker.
Du prøver at få en højere moral end andre mennesker.
Du vil altså på alle måder virke " fjern" og ikke "levende".
Du vil altid gå at håbe på at vi snart bliver rigtige mennesker.
Dermed ophører i den verden som du er i.
Du skiller dig ud og er anderledes.
Du lever ikke dit liv !
Sæt nu du opdager (og det kan man så ikke) at Martinus ikke var sandt efter du er død og
ikke kan gøre det om ?
Et helt liv spildt på ingenting.
Der er nogen der hellere vil ævle og bævle, end at studere den virkelige verden,
derfor kunne et kort svar være,
lad seriøse forskere forske i fred,
lad de troende blive i troen,
lad tvivlerne tvivle,
lad 'de døde' begrave 'de døde',
Pasteur's kollegaer nægtede at kigge i mikroskopet, de ville hellere blive i troen,
og pudse og polere deres doktorgrader, tro, dogmer og medaljer,
men idag når Vi går hen og handler, så bærer alle varmebehandlede varer, Pasteur's stempel, 'pasteuriseret',
og idag er der endnu flere 'Pasteurs kollegaer' end nogensinde,
og de har mere end travlt med at polere og pudse deres 'doktorgrader' og 'fordomme'
fred være med dem,
men der er også nogen der seriøst som Pasteur, forsøger at udforske, og forstå,
og de kommer ikke til at 'sulte',
Kærlig hilsen
Holger
Til Nikola og Steen!
Sandheden er ikke en skabt foreteelse, men vi ved, at livet er til og vi både er aktører og tilskuer til livet. At kunne se bag ved alt ting, kræver den højeste form for klarsyn, dvs. at have intuitionen under viljens kontrol. Men da vi endnu ikke selv er i stand til at skue universets hemmeligheder på det udviklingstrin, vi befinder os på, er vi altså afhængig af de oplysninger, som de såkaldte indviede væsener har givet os gennem de forskellige tidsepoker.
Da menneskene her på jorden består af forskellige racer og samtidigt står på forskellige udviklingstrin må undervisningen derfor tilpasses derefter. I østen var det Buddha og i mellemøsten var det Muhammed og her i vesten var det Jesus der underviste menneskene. Men der har også været mange andre indviede væsener, der har undervist menneskene gennem tiderne. Inden for musikken har det været Mozart og inden for kunsten har det været Leonardo Da Vince.
Men bag ved disse verdensgenløsere, står der endnu højere indviede væsener, som har forskellige opgaver. Hvad de fleste ikke tænker på var da Jesus blev â€korsfæstet†at først der, fik han Kristus bevidstheden. Da Martinus skriver meget lidt om de væsener, der står bag ved verdensgenløserne, vil jeg ikke gå i dybden med det her, men han taler dog et sted om det hvide broderskab, der overvåger vores klode og søger for at de forskellige verdensgenløsere kommer til os på de rigtige tidspunkter. Men inden for teosofien og den esoterisk filosofi kan man læse meget mere om disse væsener og hvad de laver.
Kan vi forstå disse verdensgenløsere eller kan vi stole på dem? – Ja, i virkeligheden er det et spørgsmål om, hvad vi kan absorbere og hvad vi selv har af erfaringsmateriale (genkendelsens lov). Der, hvor vi endnu ikke har gjort vores erfaringer, kan det meget let blive fantasifuldt og Martinus siger da også selv, at vi ikke skal tro på det, han skriver, men selv gå ud og undersøge det, og her vil der være områder, vi endnu slet ikke er i stand til at undersøge på grund af manglende intuition (kosmisk bevidsthed), men det viser sig, at dem der har haft kosmiske glimt passer fint med det Martinus har beskrevet. Men det betyder ikke, at der kan være områder, hvor man kan være uenig med Martinus. Kun tiden kan vise, om der også er steder, hvor Martinus har taget fejl.
Nikola stiller det spørgsmål, hvorfor menneskerne ikke har været så længe på jorden som planterne og dyrene. Svaret er, at det skyldes jordkloden eget udviklingstrin, idet den nu er på vej mod kosmisk bevidsthed og det medfører nogle helt nye slags hjerneceller, der kan omsætte dens tankevirksomhed på det fysiske såvel på det åndelige plan. Hertil kræves det hjerneceller, der kan arbejde både med følelse og intelligens. Og da hverken planter eller dyrene kan det i særlig grad, må der altså inkarnere væsener, der kan omsætte disse energier. Mennesker kan altså kun inkarnere på koder, hvor klodevæsenet er på vej mod kosmiske glimt og for denne klode her startede det for nogle ca. 65 millioner år siden med dinosaurenes forsvinden. På det tidspunkt var den færdigt med sin repetitionsfase og hermed var der banet vej for at dyremennesket kunne inkarneres og senere de mennesketyper, vi kender i dag. Efterhånden som jordkloden får sin følelses og intelligens i fuld balance, vil menneskene få en tilsvarende balance og krigene og lidelserne vil forsvinde her fra jorden. Â
[align=center]Med kærlig hilsen
Svend Erik[/align]
Hvad nu hvis vi kommer op i himmelen når vi dør
og opdager det var Folkekirken der havde ret ? 😮
Der er ingen retur og at gøre det om igen..
Så sidder vi der og ærgerer os over at vi ikke fik smagt
en stor beskidt Hakkebøf med bløde løg og hele svineriet 
Hej Nic.
Jeg tror at jeg taler på mange DTT-interesseredes vegne, når jeg siger at det er et stort privillegie at kende til M's analyser, men også et kæmpe ansvar overfor sin næste!
Jeg har selv/ som så mange andre "nye kosmologer" tvivlet på ægtheden af M. og hans analyser, idet at det næsten er for godt til at være sandt.
Jeg har søgt i øst og vest, nord og syd for at finde forklaringen på tilværelsen, men uden held da jeg hele tiden fandt "huller" i forklaringerne.
Det var først da jeg bedte til gud (i raseri) eller hvem det nu var 
, om at få nogle ordentlige forklaringer på livets store spørgsmål, at de kom promte et par dage efter ved at jeg via en masse "tilfældigheder" i løbet af en dag, fik stiftet bekendtskab med DTT.
Tænk at jeg i alle de år havde søgt udenlands efter "sandheden", når det nu lå lige for næsen af mig... I samme land, samme by og ikke mere end nogle 100m fra mig, hvor instituttet ligger...
Hold da op hvor jeg følte at al min tidligere søgen havde været spildtid, men det var det der skulle til for at nå M.
Sandheden i M.'s analyser ser jeg idet de er logiske og at facit er = kærlighed. Alt andet ville være et resultat af kaos, og herved ville livet være en umulighed. I praksis bliver hans analyser gang på gang bekræftet, hvis bare man gider at kigge lidt objektivt på samfundsudviklingen og alle de nye forskningsresultater der er evidens for...
Men jeg må sige at det er utrolig sjovt også at kende til M.'s analyser idet at man i begrænset omfang kan se ind i fremtiden, og få ens teorier bekræftet hen ad vejen...
Jeg kan som så mange andre ikke undgå at føle en hvis ydmyghed over at kende sandheden... Føler mig lige på privilligeret som Jesus' diciple, over den nye viden- som de var dengang...
Men stadig er det vigtigt at have en sund skepsis og få diskuteret hans forklaringer i div. studiegrupper osv... for DTT må jo ikke gå hen og blive en blind tro med M. som autoritet!
Hej tvivlere!
Nu er det jo sådan, at vi alle er mennesker med en vis fri vilje. Hvis man tvivler på Martinus' verdensbillede, så er det jo bare at lade det ligge som man ikke kan bruge, evt. lade det hele ligge. Hvis Steen2 har lyst til at spise bøf, så er der jo intet der forhindrer dig i det. Man kan gå i kirke eller moske hvis man vil det, man kan være ateist hvis man vil det osv.
Der er mange mennesker der bruger udtrykket: "Vi skal nyde det mens vi er her - vi lever jo kun en gang"! Jeg er ikke enig i deres udlægning, men hvis det giver deres liv mening, er det fint for mig. Jeg er af den overbevisning, at hvis vi kun lever en gang, så kunne vi lige så godt lade være med at leve, for så har livet i mine øjne intet formål. Det er en stor gang spild af energi til ingen verdens nytte. Det ene fysiske liv vi lever nu, er set isoleret ikke meget værd set med mine øjne. Det bliver ikke mere værd af at rejse til Spanien i sommerferien, drikke vin og køre i store biler, eller hvad man nu kan finde på. Det som flertallet forstår ved at "nyde livet", giver ikke mig nogen særlig glæde. Det liv som vi lever nu giver kun værdi for mig, hvis det efterfølges af noget andet. Lad os antage, at Martinus tager fejl, og der bare er sort når vi dør. Så vil jeg sige, at mit liv har været lige så spildt, uanset hvad jeg så har tænkt mig at gøre med det. Det har været lige så spildt uanset om jeg har spist bøf eller rodknolde.
Men det er ikke hvad naturen viser mig. Der findes ikke en eneste ting i naturen, der ikke har et formål. Vores dagligdag er præget af så mange fine balancer, der ville betyde den visse død for menneskeheden, hvis der kom bare en lille smule ubalance i tingene. Tag f.eks iltindholdet i atmosfæren. En forskydning på bare 1% i den ene eller anden retning vil betyde katastrofale konsekvenser. Eller hvad med mit eget legeme? Hvis jeg holder op med at bruge mine muskler, forsvinder de. Der eksisterer ikke noget, der ikke har et formål. Og når hele naturen viser, at alt har et formål, hvorfor skulle mit eget liv så ikke have et formål?
jeg har spist bøf eller rodknolde.
Rodknolde *LOL*
Hej
Engang under en meditation fik jeg et billede/oplevelse således: svaret er 5 men hvad er spørgsmålet...
Nogenlunde på samme måde oplever jeg Martinus, her er svaret, nu er det op til mig at finde spørgsmålet i alle detaljerne og derved gøre det til (min) sandhed.
Når jeg læser "Tibetaneren" (Alice Bailey) oplever jeg nærmest, her er vejen men du må selv gå den og derefter styk for styk erkende sandheden.
Ens for både Martinus og Tibetaneren er, at de begge siger: Tro ikke blindt, efterprøv, undersøg og bliv selv autoriten i din tro/viden.
Blind tro er motorvejen til separatisme, fanatisme og isolering som begge netop taler imod da de kender den fare der ligger heri.
Jo mere jeg forstår af det de (M. og Tibetaneren) siger jo mere forstår jeg genialiteten i biblens skjulte nøgler!
En ting jeg har bemærket er at for hver gang jeg har haft en "aha" oplevelse vil det jeg allerede har læst eller oplevet i Martinus og Tibetanerens skrifter have en lidt dybere sandhed og opleves anderledes end før denne "aha" oplevelse.
Det geniale ved alle 3 værker (Biblen, Martinus og Tibetaneren) er at vi efterhånden som vi kommer videre (forstår mere) vil endnu flere "hemmeligheder" åbenbare sig, altså et genialt samspil, vi får ganske enkelt ikke adgang til mere end vi i os selv kan rumme og beherske på bedste måde.
Al udvikling er en langsigtet plan og hvor meget vi har valgt i dette liv skjuler sig i os selv, men at tro at vi bliver fuldkomne lige her og nu vil kun ødelægge oplevelsen af rejsen, men...vi er jo alle lidt utålmodige i ny og næ..
Virkeligheden er hvad vi oplever her og nu, her til aften var ungerne i fuld gang i haven og vi tyssede på dem med ordene: "Alle kan høre jeres råben"! Hvortil den lille, medens han meget alvorligt så på os og udbrød med eftertryk "ikke i ægypten ihvertfald", sådan!!! Så kom bare her med jeres fakta....
Jeg funderer lidt over Holgers indlæg vedr. Pasteur og hans kolleger, det syntes jeg er et godt billede men hvor er vi hver især Pasteur og hvornår hans kollegaer?
I LNS blad "NaturHelse" nr.1/2006 en artikel skrevet af Jens-Ole Paulin ang. videnskaben kontra det "alternative" hvori han påpeger den fejlagtige opfattelse af videnskabelighed der råder i dag, måske skal og vil begrebet "videnskab" ændre sin betydning i en forhåbentligt ikke så fjern fremtid og dermed vil Martinus skrifter komme til at veje tungt.
En mand som Martinus og hans værker er skrevet for at opfylde en vidensverden der rummes i et andet spand af tid end lige her og nu, der ligger en meget stort forarbejde og en meget stor erfaring bag en sådan plan og fremstilling der nødvendigvis må ses og forståes i en anden tidsverden end den vi lige kan overskue.
Den "alternative verden" rummer meget godt men også meget blændværk og vildfarelser, som med en større baggrundsviden kunne undgåes men i sig selv er det sandsynligvis en udviklingsproces der hjælper enhver at tage ansvar og lære at skelne. Det er efterhånden ikke få der "kanaliserer" mestre, engle, ærkeengle etc. etc., selv om det er højest ulogisk at disse mestre og ærkeengle skulle bruge deres tid på at løse mennesker ægteskabelige elller lignende problemer, men så længe der er penge eller/og prestice med er der altid købere og sælgere.
Kh.Pondus
PS.
Jeg har funderet lidt på begrebet tro og mistro, skepsis og overbevisning.
Meget tror jeg foregår i et parløb med vor angst og behov, angst i sine mange afskygninger som for eksempel angsten for, at være alene der kan være så stærk, at vi tilsidesætter vor skepsis for at være en del af noget eller nogen.
Det kan være angsten for at være for "forskellig" eller for ikke, at være "forskellig", at være for almindelig og dermed ikke noget.
Jeg kunne blive ved med at remse op men bag det hele ligger også en stor tillært angst for ikke "at holde på den rette hest" og derved blive straffet "fra oven", en angst der i kirkens tidlige år var selve magttens omdrejningspunkt og stadig er det i mange (de fleste?) kirkesamfund også selv om biblen (Det nye testamente) netop IKKE giver dette billede.
Måske er jeg forkert på den men jeg opfatter det gamle testamente som sindbilledet af den gamle gud Jahve hvor det nye testamente netop giver den "nye" gud (gudsbillede) af en gud der er overbærende og kærlig i stedet for den gamle straffende.
At det nye testamente gennem kirken er blevet fortolket gennem den "gamle" ånd kommer Martinus med et verdensbillede og en udstråling som i mine øjne er det nye testamentes ånd og viden, en ånd, udstråling og viden der på en kærlig måde gør op med 2000 års vildledning og undertrykkelse.
Det er klart at et sådan tiltag vil tage lang tid, 2000 år med angst og undertrykkelse er ikke sådan lige at trække ud af vor ydre og indre bevidsthed og dermed vil der være mange måder at reagere på, nogle vil lægge alt bag sig og bliver ukritiske i deres valg, andre vil føle angsten, endnu andre vil føle tvivlen i lyset af måske mange inkarnationers oplevelser, men et kærlighedsbudskab vil i sig selv ikke kunne undertrykkes så længe nogle er i stand til at være og blive kærlighedens udtryk, ikke gennem løftede pegefingre men gennem den indre ro og besindighed og heri ligger for mig Martinus måske største force, at han så er i stand til at rumme vidergivelsen af det teroretiske kærlighedsbudskab tilligemed en overordnet forklaring er en gave som gennem tiden vil blive pakket helt ud.
Martinus kendte faren ved personlig tilbedelse hvilket han selv har udtrykt ganske som Tibetaneren og mange andre indre "mestre" skyldes som jeg ser det at vi ikke skal se dem som autoriteter men selv skal blive vore egne autoriteter og herigennem bliver en genløser måske på sigt en
gen-løser i ordets egentlige forstand.
Kærlig hilsen Pondus
Skriv et svar