Hej venner,
Hvorfor er Martinus analyser så intellektuelle? Hvorfor taler Martinus til vores følelser gennem vores intelligens? Hvorfor er der ingen ceremonier o.l. i forbindelse med studiet af kosmologien?
For at forsøge at besvare disse spørgsmål, vil jeg gerne fremhæve et citat fra efterskriftet i en gammel udgave af bogen "Logik" (hele teksten kan findes her).
Martinus skriver bl.a.: "... Jeg har hermed givet Læserne et lille orienterende Indblik i mit Arbejdes ydre Natur. Dets indre Natur udtrykkes jo tilfulde gennem mine skriftlige Arbejder. Og jeg har derfor nu kun tilbage at haabe, at Læserne herigennem har forstaaet, at Formaalet med mit Arbejde ikke er at danne nogen ny "Sekt" eller religiøs "Forening", men derimod udelukkende kun skal være en udstrakt Vejledning for alle dem, der har Lyst og Trang til, i fuld Frihed og uden nogen suggererende eller følelsesmæssig Paavirkning, at studere de højeste Problemer og derved tilegne sig den uforgængelige Lykke det er, at være i kontakt med Livets evige Mening" (fremhævelsen foretaget af mig)
Her mener jeg Martinus belyser, at enhver følelsesmæssig påvirkning af interesserede, der studerer hans analyser er i strid med hans sags natur. Enhver overdreven påvirkning af følelsen indebærer risikoen for suggestion og følelsesmæssig forførelse, som det er set gentagne gange tidligere i verdenshistorien.
Hvad siger I? 
kh,
Torben
Kære Torben og Andre
Jeg har fået et redskab ved at leve sammen en
antroposofisk læge, jeg er aldrig i tvivl om, når
der er en ubalance, langt de fleste af hendes
patienter, havde ubalancer. 
Måske er det lidt svært at forklare, men jeg lærte
det over 10 år, megen af forståelsen kom gennem
lidelseserfaringer... 
Hvorfor er Martinus analyser så intellektuelle? Hvorfor taler Martinus til vores følelser gennem vores intelligens? Hvorfor er der ingen ceremonier o.l. i forbindelse med studiet af kosmologien?
For at forsøge at besvare disse spørgsmål, vil jeg gerne fremhæve et citat fra efterskriftet i en gammel udgave af bogen "Logik" (hele teksten kan findes her).
Martinus skriver bl.a.: "... Jeg har hermed givet Læserne et lille orienterende Indblik i mit Arbejdes ydre Natur. Dets indre Natur udtrykkes jo tilfulde gennem mine skriftlige Arbejder. Og jeg har derfor nu kun tilbage at haabe, at Læserne herigennem har forstaaet, at Formaalet med mit Arbejde ikke er at danne nogen ny "Sekt" eller religiøs "Forening", men derimod udelukkende kun skal være en udstrakt Vejledning for alle dem, der har Lyst og Trang til, i fuld Frihed og uden nogen suggererende eller følelsesmæssig Paavirkning, at studere de højeste Problemer og derved tilegne sig den uforgængelige Lykke det er, at være i kontakt med Livets evige Mening" (fremhævelsen foretaget af mig)
Her mener jeg Martinus belyser, at enhver følelsesmæssig påvirkning af interesserede, der studerer hans analyser er i strid med hans sags natur. Enhver overdreven påvirkning af følelsen indebærer risikoen for suggestion og følelsesmæssig forførelse, som det er set gentagne gange tidligere i verdenshistorien.
Hvad siger I? 
kh,
Torben
Kosmologien taler til folk på forskellig måde. Jeg synes at kosmologien taler til min intelligens gennem mine følelser. Om man har den ene eller anden indgangsvinkel, afhænger vel af om det er følelseslegemet eller intelligenslegemet, der er mest udviklet ???
I LB I (stk. 122 og fremad) skriver Martinus om A- og B-mennesker og dertilhørende underkategorier. A-mennesker er dem, som ikke længere er modtagelig for den gamle verdensimpuls (og dermed åben for den nye; åndsvidenskaben) og B-mennesker er dem, som stadig er inspireret af de dogmatiske religioner. Inden for begge grupper findes 3 kategorier af mennesker;
1. Jævnbyrdig følelses- og intelligensliv (meget sjælden type)
2. Følelsesmæssig overskud og intelligensmæssig underskud (kunstnere, musiker, skabende etc)
3. Intelligensmæssig overskud og følelsesmæssig underskud (forretningsfolk, videnskabsmænd, politiker etc)
I LB 1 stk. 123 står: "Visdom vil nemlig kun kunne udgøres af ren intelligens reguleret af ren følelse og kærlighed, af ren følelse reguleret af visdom"
... så alle veje fører til Den Store Fødsels Forgård, men vi går ikke ad samme rute alle sammen
Kh...Anette
Hej Anette, Michael o.a.,
De første spørgsmål i mit indlæg var mest retorisk ment, altså ikke mine egne personlige spørgsmål - det var muligvis lidt utydeligt, beklager 
Â
Ja, vi har alle vores egen indgangsvinkel, men jeg mener nu at analysens vej går gennem intelligensen først, uanset hvilket åndslegeme, der er mest udviklet hos en. Havde Martinus med sine analyser villet virke gennem primært følelsen, så havde han måske fortalt lignelser og smukke billedfortællinger, som f.eks. Jesus?
Men uden en veludviklet følelse hænger de kosmiske analyser ikke fast i bevidstheden, som det bl.a. tidligere har været snakket om her på forum. Der kræves en god portion af begge dele for at kunne tage analyserne i Livets Bog til sig, samt en spirende intuition :
1. Jævnbyrdig følelses- og intelligensliv (meget sjælden type)
2. Følelsesmæssig overskud og intelligensmæssig underskud (kunstnere, musiker, skabende etc)
3. Intelligensmæssig overskud og følelsesmæssig underskud (forretningsfolk, videnskabsmænd, politiker etc)
I LB 1 stk. 123 står: "Visdom vil nemlig kun kunne udgøres af ren intelligens reguleret af ren følelse og kærlighed, af ren følelse reguleret af visdom"
Smukt citat, og mon ikke Martinus med f.eks. ren intelligens og følelse også mener en intelligens eller følelse, der ikke er iblandet selviske motiver?

Bestemt, og alle folk havner jo i gruppe 1, før eller siden og befinder sig så i det, der kaldes "Den store fødsels forgård" i LB.
Jeg tror også det er er væsentligt at slå fast, at formålet med Martinus kategorisering af mennesker, ikke er for at vi skal gå rundt og putte hinanden i disse "bokse", men for at inspirere til forståelse og tolerance overfor den type personer, som ikke har det samme ståsted som én selv 
Men et interessant spørgsmål er, synes jeg: er følelsesmæssig forførelse, suggestion o.l. muligt i forbindelse med kosmologien, trods Martinus egne forsøg på det modsatte?
kh,
Torben
Ja, jeg mener, det er muligt med al ting.
Martinus nævner også, at der vil være folk, der gør hans analyser til en ny religion, selv om det ikke er hensigten med værket.
Da hans værk desuden er meget komplekst er der rige muligheder for misforståelser.
Martinus har jo iøvrigt også mange poetiske passager i hans værker. Og derudover er hele emnet om næstekærlighed, tilgivelse osv. et godt grundlag for sentimentalitet, hos et menneske der har anlæg for det.
Hvorimod naturvidenskaben er fyldt med formler og matematik og derfor taler mere til intellektet.
Kan man ikke sige, at sålænge et menneske ikke er fri af fordomme, så er det et suggereret væsen? Det at have fordomme er jo det samme som at tro på noget, der ikke er belæg for. Og det samme gælder vel med suggession.
Det må betyde at fx en naturvidenskabsmand også kan være suggereret fx til at tro at Gud ikke eksisterer, selv om han aldrig har ført bevis for det. Han siger fx. at ingen forskning har bevist Guds eksistens, og konkluderer så (uvidenskabeligt) at Gud IKKE eksisterer.
I det lys er suggestion noget der gradvist forsvinder, for først helt at være forsvundet når man er helt fordomsfri, og det vil vel nærmest sige når man er kosmisk bevidst.
KH
Jan
Ja, men det er ikke sikkert, at hans tro beror på suggestion, og det skriver du jo heller ikke. Når jeg reflekterer på din mail, er det bare for at nuancere denne interessante indfaldsvinkel en lille smule. Videnskabsmandens "tro" kan være motiveret ud fra den anskuelse, at Darwins lære er tilstrækkelig til at forklare den logik, som naturen også for ham udviser.
Faktisk mener jeg, at du og jeg er i samme båd som videnskabsmanden - rent trosmæssigt. :
Også vi føler os motiveret til at vælge, nemlig den mulighed, at verden ikke har skabt sig selv, men at dens logiske opbygning peger tilbage på planmæssighed, tanke, bevidsthed og dermed et levende væsen bagved.
Det fine ved Ms kosmologi er efter min mening, at den giver en forklaring på begge disse former for "motiveret tro". Og her viser det sig, at det overhovedet ikke er intelligens, der gør udslaget. Videnskabsmanden er jo ikke dum. Det er et spørgsmål om human evne, der igen giver os mulighed for at se bag om naturens materielle tilsynekomst og genkende vor egen "ånd" i alle naturens foreteelser. En evne til at indleve sig i omgivelserne og genkende noget af sig selv. :
Og sådan nogle højtravende tanker kommer man naturligvis ingen steder med overfor en materialist. ???
Men hvor har jeg dog været glad for at møde Martinus og hans verdensbillede! Her er opbakning og forklaring at finde på den slags ting, når man står helt alene i verden med dem.
Ja, hurra! 
Søren
Hej...
Jeg er klart af den opfattelse, at der skal en rigtig god portion intellekt til, hvis man skal forstå Martinus analyser og har man dette intellekt, kan man simpelthen ikke lade sig suggerere, netop fordi man stiller store krav til iagtagelse og forståelse - og dette kræver logik. Suggestion er en følelsesmæssig påvirkning - og den bygger vel netop på alt andet end logik ?
- eller er der noget jeg har misforstået ???
Jeg vil driste mig til at påstå, at personer, der lader sig suggerere, slet ikke vil være interesseret i Martinus analyser - de vil i alt fald hurtigt stå af. Skulle de så falde for det overordnede lys - feks ved at have fået fortalt, hvad Martinus står for, så er det stadig ikke hans analyser de lader sig suggerere af, men det "eventyr" som de mener at have hørt.
Går jeg for vidt ???
kh
Tina :0)
Jeg forstår godt hvad du mener, det var netop derfor at jeg blev interesseret i M-kosmologi. På MIs hjemmeside kan man læse at: "Der findes ingen ceremonier indenfor kosmologien" det er præcis derfor jeg blev interesseret i første omgang. At jeg sidenhen er blevet mere og mere interesseret, hvergang man får en "aha-oplevelse" er en helt anden historie. 
Mvh. Frank
Det tror jeg der kan være meget om, men man kan måske nok sige, at fordomme er en form for suggestion, men ikke nødvendigvis at al suggestion er fordomme? 
En naturvidenskabsmand kan jo også være troende, og forske for at bevise Guds eksistens. Han kan også være suggereret til at tro at Gud ikke eksisterer, eller som noget tredje, som Søren nævner, mene at f.eks. Darwins evolutionsteori er fyldestgørende.
Den "forsigtige" naturvidenskabsmand må vel være agnostiker, dvs. at han erkender at han hverken kan bevise eller modbevise Guds eksistens, set udfra en naturvidenskabelig synsvinkel? :
Det mener jeg også der kan være meget om, idet hele vor udvikling ud af dyreriget og mod det rigtige menneskerige er et spørgsmål om at aflægge os vor ældgamle dyriske vanebevidsthed, herunder negative fordomme. Men samtidigt kræver det jo så udvikling af nye og menneskelige bedvisthedstendenser, hvilket vel går hånd i hånd med degenerationen af de dyriske tendenser - (for hvad skulle ellers erstatte dem?)
kh,
Torben
- eller er der noget jeg har misforstået ???
Det tror jeg ikke du har ... men man kan vel stadig suggerere sig til at ignorere kravet til intelligensen, og den intellektuelle redelighed, i forbindelse med de kosmiske analyser, eller med andre ord: sluge Martinus råt? Â :-X
Ikke sagt for at provokere, og ikke møntet på nogle bestemte personer, men hvis nu man f.eks. hævder, at alt hvad Martinus siger og skriver er korrekt, fordi det er Martinus, der siger eller skriver det, er det vel også suggestion?
kh,
Torben 
Ikke sagt for at provokere, og ikke møntet på nogle bestemte personer, men hvis nu man f.eks. hævder, at alt hvad Martinus siger og skriver er korrekt, fordi det er Martinus, der siger eller skriver det, er det vel også suggestion?
kh,
Torben 
Ja, det er klart. Men omvendt kunne man så spørge til sin egen situation. Når man nu ikke sluger Martinus råt, hvorfor ender det så alligevel med, at man sluger ham? ???
Fordi han er så logisk, vil nogen sige. 
Sådan ser jeg ikke på det. Når jeg vælger Martinus, er det først og fremmest fordi han tilfredsstiller et religiøst behov hos mig. Jeg har faktisk brug for at tale med Gud mange gange om dagen og har altid gjort det. Men født og opvokset i et materielt og akademisk miljø føler jeg mig slet ikke rustet til at være religiøs. Martinus har givet mig det "alibi", der tillader mig at være det. :
Ok, det er bare sådan, jeg har det. 
Derfor siger jeg hurra for Martinus' verdensbillede! 
kh Søren 
Ikke sagt for at provokere, og ikke møntet på nogle bestemte personer, men hvis nu man f.eks. hævder, at alt hvad Martinus siger og skriver er korrekt, fordi det er Martinus, der siger eller skriver det, er det vel også suggestion?
Jeg mener, at værket er for omfavnsrigt og komplekst til at man bare kan "sluge det råt". At "sluge det råt" betyder jo, at man ikke tænker efter og stiller spørgsmålstegn ved det man læser.
Det kan godt være, at man i starten kan lade sig suggerere, for jo - Martinus rører bestemt ved vores følelser, men ønsker man at studere hele Martinus værk, må man vel nødvendigvis kunne se det logiske i hans analyser - altså forstå dem ?? - hvem ville orke at læse så meget, uden at forstå noget som helst af, hvad manden har skrevet ? Hvad skulle incitamentet være ??? Tænk bare lige et øjeblik på analyserne af livssubstanserne i bind 3 😮
At forstå et stof, kræver netop eftertanke - at man kan se det logiske i stoffet og kan drage slutninger på basis af det - man lader sig lede forstandsmæssigt. Dette kræver en vis portion intelligens og intellektualitet.
Har man denne portion intelligens/intellektualitet, der gør, at man lader sig lede forstandsmæssigt, kan man vel umuligt lade sig suggerere - som jo betyder at man er villig til, følelsesmæssigt, at lade sig lede ubevidst. Strider suggestion ikke nøjagtig imod det, at lade sig lede forstandsmæssigt og imod det, der i første omgang fik een til at studere Martinus værk - et ønske om forståelse af livet ???
kh
Tina :0)
Fordi han er så logisk, vil nogen sige. Â 
Sådan ser jeg ikke på det. Når jeg vælger Martinus, er det først og fremmest fordi han tilfredsstiller et religiøst behov hos mig. Jeg har faktisk brug for at tale med Gud mange gange om dagen og har altid gjort det. Men født og opvokset i et materielt og akademisk miljø føler jeg mig slet ikke rustet til at være religiøs. Martinus har givet mig det "alibi", der tillader mig at være det. Â :
Hej Søren...
Ville du have dette "alibi", hvis du ikke forstod hans analyser ??? Er det ikke netop din evne til at tænke efter, som giver dig "alibiet" ???
Kærligst
Tina :0)
Ville du have dette "alibi", hvis du ikke forstod hans analyser ??? Er det ikke netop din evne til at tænke efter, som giver dig "alibiet" ???
Kærligst
Tina :0)
Jovist, vi er ikke uenige. Hvad jeg pointerer er bare noget helt andet, som i grunden slet ikke har noget med Torbens spørgsmål at gøre.
Jeg kan i øvrigt se, at du har svært ved at forestille dig, at nogen kan tro på og tilbede Martinus som et religiøst overhovede. Jeg fatter det heller ikke. Men hvis man ikke evner at læse hans bøger, og det er der rigtig mange M-interesserede, som ikke gør, så kan du måske se, at det er en teoretisk mulighed? Og hvis du deltager i studiekredse eller kommer i Klint, så vil du måske også opleve det som en praktisk mulighed.
I hvert fald forstår jeg godt Torben, og jeg giver ham også ret. Jeg prøver bare at få noget positivt ud af spørgsmålet ved at vende det mod mig selv. Hvorfor falder lige jeg for Martinus? Er det bare sådan noget med at regne det hele ud logisk eller hvad?
Og det er det altså ikke for mit vedkommende. Hvis det var det, så kunne jeg lige så godt tro på Darwin. Det var sådan, min pointe skulle forstås. Og min tro på Martinus er af samme karakter som videnskabsmandens tro på Darwin. Det er en motiveret tro, ikke en suggereret tro. 
Men som sagt, suggereret tro på Martinus findes også. Men du må nok opleve det, før du tror det. 
Grøn er vårens hæk - stadigvæk! :
Søren
OK... jeg har hele tiden taget udgangspunkt i en der studerede Martinus. Jeg har aldrig skænket det en tanke, at der kunne være mulighed for en interesse for Martinus, uden studie af hans analyser. Jeg har altså været lidt naiv :-[, og det skyldes jo nok - som du skriver - at jeg aldrig deltaget i en studiekreds. Jeg har kun været til få foredrag i Christinekær og var kun til et kort foredrag i Klint sidste sommer. Så du har ret... havde jeg det, havde jeg nok haft et andet udgangspunkt ! 
Jeg kan godt forstå, at man på basis af andres fortælling om Martinus og hans arbejde, kan lade sig suggerere - men, så er det ikke hans analyser man lader sig suggerere af, men det "eventyr" som man mener at have hørt - det var bare det, der var min pointe 
Nahh... tror da på det du skriver 
kh
Tina :0)
Hej Tina!
Det synes jeg er rigtig godt formuleret. Noget helt andet er, at eventyr og analyser har noget til fælles. Martinus skriver vist også noget om det et eller andet sted i Livets Bog. Sagen er jo, at et godt eventyr er skruet sammen ligesom en analyse. Det slutter, hvor det begyndte, men i mellemtiden er man blevet en hel del klogere.
Jeg tænker, at det er derfor Martinus' verdensbillede kan fortælles for både intellektuelle og uintellektuelle. På samme måde som eventyr kan fortælles for både voksne og børn.
Så her fik vi altså en ny vinkel på Torbens citat og spørgsmål. Om Martinus så ville det eller ej, så kunne han ikke hindre de "troende" i at møde op. Og de gør næppe heller nogen skade, selv om det ofte er nogle pussige situationer, man kan befinde sig i, når man er sammen med andre M-interesserede. Du har mange sjove oplevelser til gode, Tina. Men det kommer nok, når du en dag springer ud som foredragsholder. Og det glæder jeg mig til, for du har et friskt og godt tag på kosmologien, synes jeg.
- og tak for dine mange gode mails her på forum, det er en fornøjelse at læse...
Pinseglans over livet til både dig og resten af dette udmærkede forum!
kh Søren 
Tak Søren 
kh
Tina :0)
Rigtigt godt spørgsmål. Mon ikke der skal en eller anden "fordøjelsesproces" til?
For mig selv var læsningen af LB én stor aha-oplevelse, men det tog alligevel en del år at gennemtænke og fordøje stoffet efter den første "rus", og jeg påstår bestemt ikke jeg er færdig med denne proces :

Samme her ... HU :-X 
kh,
Torben