Hej Jacob.

Ja, han er fantastisk inspirerende, ham der den gamle. .

Jeg har stor fornøjelse af disse foredrag. Navnlig når jeg er urolig eller oprevet over et eller andet, så kan disse foredrag få disse små skavanker til at synes bagatelagtige.

Hej Svend, jeg har det på akkurat samme måde. Der er et eller andet ubeskriveligt genialt over hans tale.

Jeg lå sgu og græd på sofaen i dag da jeg hørte det...  :'( hehehe

Han blæser mig omkuld og beroligere mig.

Min religiøse følelse bliver fuldstændig ude af kontrol, jeg bliver sprunget indefra.

Jeg elsker ham og takker ham. Han har givet så meget at jeg ikke kan fatte det i mit hoved.
jeg er så færdig, jeg er så rørt, jeg er blevet så lille.

kh jacob

Hei
Samme (uoppnåelige) ønske har jeg: Bare jeg kunne få lov å være normal.
Jakten etter å bli best mulig musiker har gjort at jeg har valgt forferdelige løsninger . Jeg kunne fått verdifulle erfaringer hvis jeg hadde hatt mulighet til å skru tiden tilbake 25 år. Men det er ikke mulig . Hva skal man gjøre med irreversible prosesser?
Jostein

Kære Jostien, det er et stort spørgsmål.

Man må først komme til et punkt, hvor man indser at sket er sket og at der ikke kan laves om på den mentale eller legemlig situation.

Først der, kan man begynde at tage et ansvar.

Hvis man før var kunstner i tegning, maleri, skuespil eller musik.
Må man nu blive en kunstner i sygdom, man må bliver geni i forståelsen og afviklingen af sygdomme både på det abnorme plan, det naturlige plan og det individuelle plan. Den abnorme må blive ekspert i det abnorme og det normale.

Har man mistet en evne, en sans eller en lyst til livet. Må man blive en mester i at være foruden denne evne. Det betyder ikke noget om dette er en fysisk eller psykisk lidelse. Mister man sine ben, må man blive en mester til ikke at have ben. Mister man sin potens, må man blive en mester i at ha mistet sin potens. Man har måske mistet gode psykiske kvaliteter, så må man blive en mester i det.  

At blive en mester og kunstner i sit tab, er hvad man skal gøre.

Den smerte man har fået og som skære igennem hele ens krop, hele ens hjerte, hele ens sind og hele ens sjæl, skal man samle op og tage på sig og bære hjem. Indtil at man samler smerten eller sygdommen op og ser på den og begynder sin gang hjemad, vil den ligge på jorden og man vil vide at det er ens egen og man vil pege på den og man vil flå sig i ansigtet og man vil hyle og skrige og man vil ikke vide levende råd, og man vil gå væk og grimme sig og vende tilbage igen og vende ansigtet fra det.

Smerten er tung at bære, men den er skrækkelig at lade ligge, den skriger som en forpint nyfødt.  

Der er stor forskel på en tung byrde man har løftet på sig og en efterladt skrækkelig smerte.
Det ene kan føles som en klods om benet og det andet er nærmere helvedes breddegrader at beskrivelserne vil blive for perverse.

Uanset hvad det er, uanset hvilken pinsel man står overfor, er det ens opgave og ansvar at tage dette på sig og derved efterlade alle de ting man nu ikke kan få.

Er man i en situation hvor alt lys, alt kraft, al sang er suget ud af verden. Vandet, stenene og skoven er som levende lig. Så må man leve foruden det lys. Eller hvis der er noget der er endnu værre så må det være sådan og man må samle sit op, rydde op efter sig selv og begynde at gå hjemad, for man har været på afveje.
Er man i live og kan man spise sin mad og gå i seng og sove og stå op næste dag, så er det fordi at man skal gennemleve sin sorg og smerte, og påtage sig det ansvar og den byrde der følger med. Man skal gøre alt andet end at dyrke den, man skal have den hos sig som den er.
Man ønskede at blive mester så at man kunne alt med sin kunst eller sin livs hobby.
Nu må man være mester i ingen ting at kunne, ingen ting at få, en mester i at være frataget alt.
Og ud fra dette perspektiv og denne indstilling skal man forsøge at gøre bitte små ting som måske er et gode for nogen eller noget.  

Indstiller man sig på dette og vil man dette, så skal byrden MED TIDEN blive til en velsignelse.

Man må sige til sig selv, jeg lever gerne med denne skavank UANSET hvad denne måtte være, og hvis der er mere så går jeg gerne en tur ekstra og tager et ekstra læs.
Og hvis andre har et læs, så tager jeg også deres.
Og beder herren mig gøre dette i en evighed så gør jeg det gerne i to evigheder imens humøret stiger af en voldsom og dristig frygtløshed der er begyndt at brænde inderst inde i sjælens mørkeste. Ved den ild skal verden omring atter få liv.
Skoven, træerne og vandet tændes og lyser på ny foran den bedrøvede.
Men man FORVENTER det ALDRIG NOGEN SINDE. MAN FORVENTER ELLER FORLANGER INTET GODT.
Man kan håbe og gøre noget i den retning, men man regner med absolut INTET!

Man bliver ved og man bliver ved.
Og man forsøger hele tiden at vende tilbage til sin opgave, at blive ved og blive ved.
I dette vil man uundgåeligt opleve at overgive sig til verdensaltet og gradvist få mere og mere gå på mod.

Ligeså snart at den tunge byrde kommer op på skuldrende er det værste overstået. Der vil være smerte endnu, men det værste er overstået. Nu er det kun en vægt og ikke et problem.

Kære Jostien..
Jeg har sagt hvordan jeg har oplevet og gjort i mit liv, det kan ikke gøre meget for andre, men det er hvad jeg tror er nødvendigt for enhver syg uanset om denne sygelighed er af naturlig eller ikke naturlig karakter.
Jeg mistede intet ringere end min forstand og mentale førlighed, jeg har fået noget af den tilbage og jeg kæmper en daglig kamp for at normalisere den. Jeg oplever hårde tider og mindre hårde tider, men selveste Guds kærlighed findes inde i den kamp man vælger at kæmpe, inde i det kors man vælger at tage op og den er alt andet end hvad man kan forestille sig. Der er slet ikke den hårdhed, som jeg kan se du til tider føler dig ramt af. Jeg ønsker dig alt godt min allerkæreste Jostien og at du vil forsøge at forene Guds vilje med din egen.

Kærlig hilsen
Jacob

Hei Jacob
Takk for innlegget. Det er tydelig svært selvopplevd og ytterst hardt oppnådd visdom. Hva betyr "Der er slet ikke den hårdhed, som jeg kan se du til tider føler deg ramt af"vh Jostein      

Hei Jacob
Du har ofte noen gode poetiske vendinger. Skriver du dikt? Vh Jostein

Hej Jostien

Med det mener jeg, den måde som at du nogle gange kan udtrykke dig omkring Jesu lignelser eller Martinus udtalelser.
Jeg har oplevet at du nogle gange har set lidt sort på nogle af tingende.
Eller at du udtrykker dig en smule håbløs omkring din situation.

Når man oplever stor smerte, er der meget skyld og vrede involveret, både rettet imod en selv og imod den omkring liggende verden, mere eller mindre bevidst. Men det eksistere i høj grad, også dem som virkeligt tror at de er positivt indstillede, de er oftest slet ikke klar over denne tilstand i dem selv.

Om man vil det eller ej og dette gælder for alle mennesker, så findes der psykiske tanke arter i enhver der tror at "noget" i verden, er hård eller straffer én. Det stammer fra overlevelses instinktets møde med intelligensen. Det er en lavere tendens som udtrykker sig i en "hvorfor" agtig følelse. Den kan kulminere i religiøse vendinger og bare i den generelle utilfredshed af "nuets" istandsættelse.

Jeg har fået fornemmelsen af at du nogle gange i dit liv føler dig ramt af noget, ramt af egne fejl, ramt af skæbnen. Du er blevet ramt og derfor tabt alt hvad der var dig på gulvet. Denne ting at man er blevet ramt eksistere også hos alle, mere eller mindre automatisk, i mere eller mindre grad, mere eller mindre ubevidst. Og den eksistere som to grundprincipper: jeg er ramt af tilfældige og meningsløse årsager eller jeg er blevet ramt og straffet af Gud.

Dette ligger et hårdt og koldt slør ned over den fysiske verden. Eller man kan sige det løfter sløret for hvad den fysiske verden er. Den fysiske verden består i en funktion af hårdhed og utilgivelighed.

Det er med disse kolde øjne at dyret i ”renkultur” betragter verden og som selv samme dyr er ét med.  Dyret lever i ét med den hårde og fysiske verden. Den er den.

Når denne kulde fra den fysiske verden mødes med væsenets intelligens og nyudviklede og meget finere åndelige følelses register, begynder der at opstå "hvorfor" og "hvorfor mig" fornemmelser. Gud bliver virkelig i det han tilbedes og benægtes.  

Det som at jeg vil frem til angående den hårdhed som at jeg beskrev, er egentligt hvor begejstret, overvældet og kærligt Gud hele tiden betragter sine børn. Og hvor meget overvældende ubetinget kærlighed han hele tiden øser imod os og ind igennem os og ud af os, uanset hvor vi står i udviklingen.
Vi går alle sammen mere eller mindre rundt i en osteklokke som afskærmer os fra at se Guds virkelige kærlighed. Osteklokken har rod i den fysiske verden

Jeg kan have de mest rådne følelser når jeg vågner om morgen, jeg har nogle gange givet Gud en fuck finger og råbt fuck dig nar! Imens at jeg trådte ud af sengen, nogle gange tager jeg denne handling og mig selv meget seriøst, andre gange begynder jeg at grine. Men når jeg så senere sidder og spiser min latterlige havregrød og ser ud af vinduet, kan jeg sidde fuldstændigt indhyllet i Guds nærvær og kærlighed og tårerne triller ned af mine kinder. Og det er bare fordi at jeg for lov til at spise min grød og se solen stå op.

Det som jeg siger til dig, er at der findes ikke nogen hårdhed, der findes ikke noget ubarmhjertigt, eller ukærligt, eller noget som ”rammer” en. Det var det jeg mente.

Men jeg skal faktisk slet ikke analysere mennesker og jeg kan faktisk slet ikke vide hvordan at du har det, eller hvordan du ser på tingende eller nogen som helst andre for den sags skyld. Det er noget som jeg må ligge fra mig.

Jeg håber at noget af det jeg har skrevet har givet mening i en eller anden forstand i en eller anden retning.

Kærlig hilsen
Jacob

Jeg skriver lidt. Men det handler for det meste om sindssyge kaptajner  ..
Jeg skriver små tekster, med en eller anden ligegyldig historie i, nogle gange kan man rappe lidt af det, hvis man har lyst ..

Jeg tegner, maler og skriver lidt hver dag.

Jeg tror at ligesom, at det er godt at lave gymnastik og gå eller løbe sig en lille tur.
Så skal man forsøge sig med nogle af disse ting hver dag. Man behøver ikke at føle sig inspireret.  
Jeg er ikke særlig god, men det er fantastisk bare at skrive et eller andet eller lave noget uden at bekymre sig om dets kvalitet. Det er fuldstændigt lige meget om det er godt eller skidt.
Man laver det bare. Det har hvert fald en god virkning på mig, det bekommer mig ret godt.

Hvad med dig?

Kærlig hilsen
Jacob

Hej Jacob

Dejligt, levende indlæg!

Du fanger selve livskunsten: At blive ven med livet. At slutte fred med Gud. At elske virkeligheden. Som den er, på godt og ondt og med alle sine mangler. Det er måden at opøve sin venlighed og sin kærlighedsevne. Den eneste ægte og oprigtige måde.

Når det gør ondt i sjælen eller i kroppen eller hos din næste, så oplev smerten, forsøg at forstå den, lindr den om muligt, men først og fremmest: Slut fred med smerten, og lad den forstå, at I har et fælles mål: Livet her og nu og i al evighed.

Lad det starte som et ønske om fred. Ønsket er det frø og al den næring, som freden skal bruge for at blomstre. Måske er det en lang smertens vinter, måske en kort - men princippet er det samme: Efter vinter kommer forår, og foråret bliver til sommer. Dette guddommelige princip kan lille du eller lille jeg ikke ændre en tøddel ved.

Og det er der heller ingen grund til. For det er smerten, der gør os blide, det er kulden, der gør os varme. Det er meningsløsheden, der får os til at forstå. Det er mørket, der får os til at stråle. Dette er Guds måde og nåde!

Venlig hilsen
Petersh

Hej Peter 

tak.

Du skriver. At elske virkeligheden. Det er det. Det er så rent og klart. 

Smukt.

Kærlig hilsen
Jacob

Åpenhjertigt, varmt, oprigtigt, ærligt og meget lærerigt. Tak for at du lar os se ind i ditt hjerte Jacob.

Kjærlig hilsen
Oscar

Hvor er det smukt skrevet Jacob - og flot kommet igen 

Kærlig hilsen
Eva

Kære Oscar og Eva

mange tak for jeres ord.

Kærlig hilsen
Jacob