Alt, der eksisterer, udgør i sin højeste analyse et evigt, udeleligt "noget".

Men at noget er evigt og udeleligt, siger ikke noget om, at det også er levende.

For at få en analyse af, at det evige, udelelige "Noget som er", også er levende, må vi lave en 3-enig analyse. Det vil sige, vi er nødt til at dele dette evige noget op i 3.

Jamen, det kan vi jo ikke. Noget der er udeleligt kan jo netop ikke deles. Nej, det er rigtigt. Men vi kan gøre det som et tankeeksperiment.

Vi kalder det evige, udelelige noget for X og nummererer de 3 principper med tallene 1, 2 og 3, så vi får X1, X2 og X3, så står vi med 3 principper, der er defineret ved på hvilken måde de afviger fra hinanden:
X1 er "jeget", skaberen, opleveren, den årsagslåse årsag.
X2 er skabeevnen, oplevelsesevnen, den er det princip med hvilket X1 skaber indholdet i tilværelsen. Dette indhold er
X3, som er det skabte, det man kan opleve. Det er enerierne, sat i manifestation som en eller anden "figur", som  udgør indholdet i tilværelsen.

X1 er utilgængelig for sansning, det er det ubevægelige noget, som energierne møder, og derved opstår livsoplevelse og manifestation.
X2 og X3 er energiprincippet eller bevægelsesprincippet eller perspektivprincippet, som igen kan kaldes for illusionsprincippet.

Men samtidig er X1, X2 og X3 identiske. Det var jo i virkeligheden vores udelelige evige noget, som vi alligevel delte i tankerne, og derved fik indblik i, hvordan de fungerede i forhold til hinanden. Vi definerede dem ud fra hvilken forskellighed de havde i forhold til hinanden. Men samtidig er de identiske, fordi der i X ikke findes sådanne 3 X-er. Der findes kun et X. De 3 X-er er en abstraktion. Det er en forestilling om, hvordan det ene X fungerer. Og det kan vi kun få et indblik i ved at forestille os at det ene X er 3 X-er - men det er altså vores tænkte model af virkeligheden - og altså derved på en måde også en forvrængning af denne X-virkelighed. Vi kan kun analysere den ved at dele den op. Men ved at dele den op, har vi skabt en forvrænget kopi af denne virkelighed.

Denne forvrængede virkelighed giver følgende analyse af det ene X, som vi nu oplever som 3-enigt:

X1 er "absolut stilhed eller ubevægelighed". Men X1 er samtidig eet med bevægelserne. Det er eet med disse, idet det via et såkaldt urbegær er evigt knyttet til X2, der igen er knyttet til X3, som er bevægelsernes verden. Så X1 er både ubevægelighed og bevægelse.

Men hvordan kan noget både være forskelligt fra noget andet og identisk med noget andet. Ja, det er jo fordi der kun er det ene. Tre-delingen var en forvrængning vi var nødt til at lave, for at forstå lidt.

På den måde kunne vi få en overskuelige opdeling i form af skaber, skabeevne og det skabte.
Denne analyse er overskuelig, men samtidig paradoksal, idet de 3 forskellige X-er, er det samme X - er identiske.

Vores opdeling i 3 er på en måde et bedrag.  Og hvis vi synes vi har forstået det, bliver vi også på en måde bedraget. For at føle at vi ikke bliver bedraget, så siger vi, jamen, det evige noget, er et noget med  ligeså evige illusioner. Men så har vi igen lavet en opdeling af det evige noget, nemlig i noget, som ikke er illusorisk, og noget, som er illusorisk

Men det evige noget er begge dele. Men hvordan kan det være det? Ja, det kan vel ikke rigtigt forstås. Vi er vant til at tænke, at hvis noget er småt og noget andet er stort, så kan de to ting ikke samtidig være identiske. Det at hævne sig kan ikke være identisk med at tilgive. Men i virkeligheden har alting, denne dobbeltanalyse, at det både er forskelligt og identisk.

Alt er kærlighed, selvom der er noget, vi normalt ikke kalder for kærlighed. Og det er også det, vi kalder ukærlighed (eller det dræbende princip), vi skal frigøre os fra, før vi kan opleve at alting er kærlighed. Det er godt at vide, at der er denne dobbeltanalyse af alting, men det giver også mulighed for en række tankedril.

kærlig hilsen
Jan