Hej Pelle m. f.

Denne tid vi er i gang med nu, er de sidste kampetrækninger, der går hen over jordkloden, Martinus siger, at menneske har nogle ”få” mørke karmaimpulser ”til gode” endnu. Vi kan naturligvis ikke vide, hvor meget eller hvor lidt vi har til gode, idet vi ikke kan se den virkelige årsag ud fra det højeste kosmiske perspektiv. Dermed kommer vi til at dømme ud fra vores egne lokale perspektiv, dvs. ud fra vores egne erfaringer eller manglen på det samme.

Set ud fra USA perspektiv, er Saddam Hussein, en af ”skurkene”. Og fra Mellemøsten er det USA, der er ”skurken”. Vi oplever altså et modsætningsforhold mellem disse to ”lokale” perspektiver. Her er det netop, vi må træne os i at se det ud fra det kosmiske perspektiv, som i virkeligheden er fra Guddommens egen udsigtspost.

Martinus siger, at ingen kan lide uret og ingen kan gøre uret og at der ikke falder en spurv ned fra taget uden årsag. Er det ikke sådan, at USA har solgt våben til andre lande, er det ikke også sådan, at disse våben har såret eller dræbt andre mennesker rundt omkring i verden, i USA's egen interesse. På denne måde har man tjent formuer på våbensalg, men er USA alene om dette? Er det ikke på samme måde at Sovjet (i dag Rusland) har solgt våben f. eks til mellemøsten og i Afrika eller andre områder på kloden, men det gælder også en masse andre lande. Er det ikke disse virkninger, vi ser i dag, netop gennem terror, sabotage, død og ødelæggelser rundt omkring i verden. Ser vi ikke også et FN, hvis rolle det er at skabe fred, ikke formår det på grund af, at de lande, der har vetoret, mere tænker i deres egne lokale interesser end i verdenssamfundets interesse.

Det er ikke en kritik fra min side, men en analyse af de faktiske forhold angående den måde, man prøver at løse problemerne på, nemlig gennem våben og magt at påtvinge sig rettigheder over andre mennesker ve og vel.

Den aktuelle situation vi oplever i øjeblikket er ikke tilfældigt, det er den måde, Forsynet underviser USA og mellemøsten på, idet befolkningen på begge sider, skal nå at blive trætte af krigen, som de fleste mennesker i Europa i dag allerede er.

Hvis vi kigger på de forskellige religiøse retninger i mellemøsten, har de et fælles had mod USA. Profeten Muhammed, har bebudet at i de sidste tider, vil en hær kæmpe for muslimernes frihed og fjerne alle deres lidelser. Det er denne hær, der går under navnet Mahdien. Det, vi oplever i øjeblikket, er altså begyndelsen til de sidste tiders store omvæltninger i verden.

Præsident Bush er altså kun er ”redskab” ligesom Saddam Hussein var, men Bush ved det ikke. Han er overbevist om ligesom en masse andre ledere m. f. at det er i den gode sags tjeneste at føre krig imod sin næste, vel at mærke, når ens næste ikke tjener ens egne interesser. På same måde tænker også Mahdien-krigerne; begge parter tror, de kæmper for en ”god sag”.

Men denne krig er nødvendigt for, at mennesket kan lære at blive mættet af krige, denne gang er det hele verden, det går ud over, men det vil ifølge Martinus, ikke blive så slemt i Norden, vi har jo stort set gjort vores krige færdige, vi vil være beskyttet mod de værste lidelser. Vi vil være et laseret område, der må tage imod alle de flygtninge, som måtte komme hertil Norden; men vi vil naturligvis mærke det på det økonomiske område.

På denne måde er alt såre godt, intet er tilfældigt, alt er logisk og lovbundet, lidelserne er til for, at mennesket kommer til at kende forskel på, hvad der er ondt og godt. De sidste tider vi er i gang med nu, vil tvinge menneskene til at forandre syn på krigene og de vil anråbe himlen om hjælp og råbe, hvorfor skulle jeg rammes, hvorfor skulle min familie dø, hvorfor skal vi igennem alt dette?

Med kærlig hilsen
Svend Erik

Jamen Pelle, Martinus skriver ikke en hel masse bøger for at "bevise" at alt er "såre godt", han har skrevet en masse bøger for at vi har en mulighed, for at forstå, at alt er "såre godt".
Det mente Gud da i al fald, siden har Martinus analyseret sig frem til det samme store facit "alt er såre godt".
Jamen hvis alt er, såre godt, så er der jo heller ingen grund til at beskylde, nogen eller noget, for noget som helst, og når der ikke er nogen beskyldninger, ja, så er der selvsagt heller ikke noget at tilgive, tilgivelse bliver simpelt hen over flødig - hvis, vel at mærke, man har udraderet enhver tilbøjelighed til beskyldninger.
Jamen så enkelt er det vel ikke? - nej i praksis er det ikke, for det forudsætter et erkendelsespring af enorm rækkevidde, midt i elendigheden må man i dybet af sin sjæl føle og acceptere, at "alt er såre godt", at verdensaltet er absolut velfungerende, at alle fortrædeligheder, man møder i hverdagen er udtryk for den højeste visdom, at krige, sult, nød og elendighed - er resultatet af ufattelig intelligens, kærlighed, indlevelse og mange andre mentale energier, som ligger milevidt hensides, i al fald min forstand, en sådan erkendelse får vi jo heller ikke liiiiige, af hverdagens erfaringer, her ser det unægtelig noget anderledes ud.
Folks umiddelbare reaktion på den himmelstræbende udtalelse, at "alt er såre godt", er som regel også noget i retning af: "fatalisme", "virkelighedsflugt", " kynisme", "utilladelig provokation" for ikke at tale om tæer, der krummer sig i afmægtig raseri.
Med TV-skærmens gentagne gengivelser af ulidelig smerte, nød og elendighed på snart sagt hver en plet af vor forgiftede og udhungrede jord in mente, er sådanne reaktioner forståelige, de udgør spejlninger af tidens åndelige ståsted, som absolut ikke giver udtryk for tillid til, at verdensaltet fungerer perfekt. Erkendelseskløften er afgrundsdyb, det er netop derfor at tidens største udfordring ikke blot består i lappeløsninger.
Naturligvis er det vor menneskelige pligt af bedste evne at medvirke til løsningen af de mange problemer som tårner sig op alle vegne, men i dag er det ligesom ikke nok -- problemernes himmelflugt er - rent bortset fra, at de er skabt af os selv - forsynets memento om en så gennemgribende mental kursændring, at vi skal lede længe i de idèhistoriske analer for at finde noget tilsvarende, vi skal helt konkret praktiserer det sværeste af alt: tænke anderledes, dreje vort mentale kompas ikke 10 grader, ikke 30 grader, men intet mindre end 180 grader, vi må indse at såfremt vi beskylder andre for den måde, hvorpå vi har det, så er vi handlingslammede, fængslede.
Problemet er, om vi er modne til fuldt og helt at tage ansvaret for vort eget liv - på godt og især ondt, vel at mærke, er vi det, så er den nye erkendelse inden for rækkevidde.
mkh.
martin.

Flotte svar.
Men det er forsat citater fra Illusionen der styre jer.

VH
Pelle

Hej Svend Erik...

Vi skal jo heller ikke glemme enkeltindividernes egen karma. Vi er samlet i et land pga en fælles overordnet karma, men vi har jo også vores egen karma, som udløses når de rette omstændigheder er tilstede.

I mine øjne er det præcis det der kan forklare, hvorfor nogle "mirakuløst" kan overleve under de mest utrolige forhold, mens andre ikke gør.

kh
Tina :0)

Hej Tina

Som det er i det store, sådan er det også i det små. Nu gik mit svar imidlertid på krisen mellem USA og Mellemøsten til Pelle, fordi det var det spørgsmål, han stillede angående de ca. 3000 mennesker, der døde i World Trade centeret. Men ethvert levende væsen må jo tage konsekvensen af sine handlinger, det man sår må man også høste. Jeg er jo selv underkastet den lov og dermed er alt såre godt!

Med kærlig hilsen
Svend Erik

Hej Pelle...

I det lys, at alt er en illusion, ja så har du ret, men så var den 11.9.2001 også en illusion, og så er der vel ikke noget at forfærdes over ? - vel - og så er alt vel såre godt - eller ?

Når jeg forsøger at forstå alt det der sker i verden ud fra Martinus' analyser, skyldes det udelukkende, at han giver mig nogle logiske svar på de spørgsmål, som jeg har (haft) om meningen med livet. Han tilfredsstiller mig intellektuelt og han bygger bro mellem det åndelige og det videnskabelige. Begge dele er lige vigtige i min verden.

Men min opfattelse af Martinus, kan og skal du selvfølgelig ikke adoptere. Du bliver jo nødt til at danne dig din egen mening om hvad han skriver, og finder du at det er illusorisk - ja så vil det være det i din verden...

Dette har Martinus jo også skrevet om - det er jo netop perspektivprincippet

kh
Tina :0)

Og det var et rigtig flot svar Svend Erik, jeg har tilladt mig at tage en kopi af det

Det med Mehadin vidste jeg ikke.
Men demokrati er jo ikke for at skade dem.

Men hvis man tager Illutionen (Martinus værk) for virkeligheden og virkeligheden for usand, hvor ender vi da ?
I en "Drømmeverden?".

VH
Pelle

Kampen vesten kontra mellemøsten m.f. - krigen mod terror , demokrati kontra diktatur, frihed kontra undertrykkelse, individualitet kontra flokbevidsthed, pressefrihed kontra censur osv. kan også ses som et opgør mellem dem tilhørende den ny verdensimpuls, repræsentererende adskillelsen mellem kirke og stat, mellem kirke og videnskab og sidstnævntes totale indflydelse for omgivelser og tænkning. Det frygter dem som tilhører den gamle verdensimpuls, dem der stadig mere eller mindre er modtagelige overfor 'den gudommelige suggestion' - altså har trosevnen mere eller mindre intakt. De ser hvordan den døde materialisme ødelægger samfundsværdier, hvordan vi i vesten skejer ud som gale. Og de har helt ret. Meget af det der sker ved denne frigivelse af den seksuelle kraft - for nu at tale om poludviklingen - som ikke længere bindes op på ægteskabet fører uundgåeligt til fejltagelser i form af afsporinger og perversiteter. Men der er jo heller ikke længere noget godt og noget ondt - alt er legalt så at sige. Alt er tilfældigt viser videnskaben, der er ingen højere mening med tilværelsen. Ikke mærkeligt at de frygter og afskyr hvad de får af indtryk fra vesten(selvom ungdommen og også den brede befolkning labber i sig af populærkultur, film, musik etc). Men stadig med stort forbehold. Det må ikke gå for hurtigt. Man risikerer at de dresserede løber løbsk, bliver gale eller for vesteliggjorte. De er endnu ikke friheden moden - tænk på hvilket forløb udviklingen har haft i vesten, der var det også hele tiden et skridt ad gangen.

Kærlig hilsen
Esben

pelle haleløs wrote:

Og det var et rigtig flot svar Svend Erik, jeg har tilladt mig at tage en kopi af det

Det med Mehadin vidste jeg ikke.
Men demokrati er jo ikke for at skade dem.

Men hvis man tager Illutionen (Martinus værk) for virkeligheden og virkeligheden for usand, hvor ender vi da ?
I en "Drømmeverden?".

VH
Pelle

Spørgsmålet er vel hvem, der lever i en "drømmeverden"? Dagbladet Politikken har lavet et plakat med en person, der holder en plakat, hvorpå der står: "Støt krigen mod terror". Personen, der holder plakaten er "manden med leen" personficeringen af Døden.

Er det ikke et udmærket billede på det, menneskeheden gør? Vi udøver tortur og helvede i det godes navn. Er det sundt? Er det udtryk for et realistisk og logisk virkelighedssyn, at man for at skabe fred og retfærdighed skal torturere, sprede død og helvede?

Er det ikke denne opfattelse, der kan betragtes som en "drømme-" eller "søvngængertilværelse"?

Lad os antage, at Martinus' værk er illusorisk. Det vil i så fald sige, at det er absolut tåbeligt at elske sin næste som sig selv. Det må så være kulminationen af naivitet.

Det må ligeledes omvendt gælde, at de, der går helvedes ærinde, de, der spreder død, tortur, rædsel og ødelæggelse at de efter en tilsvarende logik, gør det eneste rigtige!

Men kan bedrag og camouflerede helvedesudløsninger virkelig være vejen til mere fred og glæde?

Hvad siger folks inderste længsler og ønsker? Hvad mener man om diktatorer og tyranner? Er det ikke sådan, at de kun kan få magt, når de er i stand til at camouflere deres forehavende som tjenende freden og retfærdigheden?

Hvis man mener at kærligheden (den som Martinus argumenterer for) er en illusion, så må det eneste der er tilbage at bygge sin stræben op på være djævlebevidsthed.

Er det ikke ganske tydeligt, at grunden til at djævlebevidstheden i disse tider raser i al sin magt og vælde, netop er af mangel på tillid og evne til udfoldelse af kærlighed?

Men så har Martinus jo ret, når han siger at "dommedagen" er "kærlighedens dag", idet den skal minde os om kærligheden, idet den viser os de skæbnesvangre, grufulde konsekvenser, der opstår, når man glemmer kærligheden.

venlig hilsen
Jan

Hej Pelle

Er jeg vågen, eller drømmer jeg? ???

Har Martinus kosmologi noget med virkeligheden at gøre? Ja, det beror på, hvem man er. Set ud fra en ateist synspunkt, må det være materien, der ved en masse tilfældige kombinationer, tilfældigvis er kommet til at skabe liv, ja på sådan en måde at materien kan opleve sig selv som Noget levende. For ateisten findes kun materien, og når man dør, så er man virkelig død. Man har kun det ene liv at gøre godt med og det gælder da om så at passe på det liv, man har, ikke noget med at udsætte sig for unødige fare, da det kan betyde afslutningen for al livsoplevelse.

For den religiøse er det spørgsmål om frelse, at få det evige liv i det eller det paradis. Både ateisten og den religiøse har en TRO, den ene tror, at med den fysiske død, er alt slut og den anden tror på et evigt liv efter døden eller i værste tilfælde evig pinsler i helvedet.

Så findes der den gruppe mennesker, der ikke bare kan tro blindt på et eller andet, men må have en logisk forklaring på livsmysteriet. Det er mennesker, der har mistet evnen til bare at tro. De må altså have en intellektualiseret forklaring, en forklaring som kan holde hele vejen rundt. På det udviklingstrin har disse mennesker et så stort erfaringsmateriale og logisk tankegang, at de bare mangler at få ”puslespillet” til at gå op i en højere enhed.

Det er her Martinus kommer ind i billedet og kan give os de brikker af puslespillet, vi mangler, fordi vores intuition er i dvale. Den kan kun vækkes ved hjertes renhed, men så længe vi har jalousi, skinsyge, vrede, harme, irritation, intolerance, arrogance, fornærmelse, misundelse, skadefryd, forfængelighed, ærgerrighed og magtsyge for at nævne nogle af dem, så kan vi ikke få lov til at skue ind i livsmysteriet og ”se” Gud, som det væsen, Gud er.

De mennesker der er kommet længst i den humane udvikling, må nødvendigvis være de mennesker, der kan genkende smerten hos deres næste. Det gør ondt i dem, hver gang de ser et dyr eller menneske lide. Hvor mange mennesker i Danmark har ikke ubehag og væmmelse ved at se de billeder af heste, der er skåret op og dræbt ude på markerne, som vises i TV for øjeblikket. Her har man vist ikke brug for Martinus kosmologi for at genkende de lidelser, som hestene har været udsat for.

Men Martinus sætter tingene logisk på plads, for dem der er modne og parate til det. Her kan man selv eftertænke om hans kosmologi kan holde i praktisk, for kun ”livets egen tale” dvs. ens egne livserfaringer (ens erindringsmateriale), om det er stort nok til at kunne ”koble” sig på Martinus kosmologi og dermed få sat de sidste brikker på plads i et altomfavnende Verdensbillede.

Med kærlig hilsen
Svend Erik

Når alt er såre godt , er alt så ikke ligemeget ?

Selvom alt er såre godt, så er det ikke alt som er behageligt og det er vel ikke lige meget om den del af det som er såre godt, som vi oplever, er behagelig eller ubehagelig?

Kære Steen,

Ja, på en måde er det jo lige meget, at alt er såre godt,
der er jo ikke noget at gøre ved det, det er bare sådan,
og hvad er forkellen på at se eller forstå at det er sådan, eller ikke at se det ?
der er vel ikke den store forskel, andet end at man er blevet en erkendelse rigere,
men det gør ikke, at Jeg kan undvære hue og vanter, når Jeg skal ud i kulden,

Kærlig hilsen
Holger