SPØRGSMÅL: En læser har for nylig stiftet bekendtskab med Martinus Åndsvidenskab og er, som så mange før hende, blevet meget, meget optaget af dette ”fremtidens verdensbillede”. Men hun har en lille betænkelighed: Hun føler, at hun gang på gang støder på en vis ”frelsthed”, – en fornemmelse af, at nogle Martinus-studerende optræder bedrevidende og derfor finder sammen i kliker, der føler sig ”højere udviklede” end andre. Nu spørger hun, om Martinus har skrevet noget om denne situation?
SVAR: Hvis man støder på sådanne tendenser, (som spørgeren nævner nogle eksempler på), så er det bestemt ikke i overensstemmelse med Martinus’ anbefalinger. Men han var ikke blind for, at den slags tendenser kunne opstå overalt, hvor ”jordmennesker” samler sig omkring en bestemt opfattelse eller moral. I Livets Bog, bind 4, stk. 1490 og fremefter taler han netop om, hvordan man bedst påvirker sine medmennesker i det omgivende samfund. Her bruger han en ganske pudsig sammenligning: Hvis salt skal salte maden, skal den ikke isoleres uden for maden, men blandes i maden. Dermed mener han naturligvis, at hvis man med sin overbevisning vil påvirke andre mennesker, så skal man ikke isolere sig i dét, han kalder ”moraldannende samfund”. Nej, så skal man ud i det pulserende liv og med sit eksempel og sin egen opførsel påvirke andre.
Ordene i det nævnte afsnit er naturligvis møntet på egentlige religiøse og ”bedrevidende” sekter. Men lad os bare tage dem til os som de visdomsord, de er. For som Martinus skriver, er det virkelig væsentligt, at de ”moraldannende samfund” bliver en integreret del af det omgivende, intellektuelle samfund og ikke isolerer sig i ”bedrevidende samfund”. Det ligger helt fast, at Martinus Åndsvidenskab aldrig nogensinde kan danne grundlag for en sådan sekt eller forening.
Udvikling af ”forståelse af alt og alle”
Allerede i 1934 skrev Martinus i Kosmos om, hvad der er det egentlige mål med hele hans arbejde. Her er det gengivet fra Samarbejdsstrukturen, stk. 3.5: ”Da hele mit oplysningsarbejde udelukkende er baseret på underbyggelsen af kærlighedens identitet som den højeste livsfaktor, vil alle rette studerende inden for nævnte oplysningsarbejde jo i højeste grad være virkelige sandhedselskere, fremadstræbende åndsforskere, elever eller trænere i udvikling af forståelsen af alt og alle. De skulle således efterhånden blive eksperter i tolerance, åndsvidenskab og kærlighed. Med henblik herpå skulle det ikke kunne undgås, at en usædvanlig lys og lykkelig atmosfære måtte opstå der, hvor sådanne individer forsamles. Denne atmosfære skulle blive af en så meget desto mere varmende og inspirerende karakter, eftersom den ikke på noget som helst punkt påhæfter sine ophav den adskillende og antipativækkende etikette: “vi hellige”, “vi frelste”, “vi salige”, “vi, der ved besked”, “vi udviklede” og lignende, men udelukkende ved sin altvidende natur indhyller alt og alle i ét eneste stort forståelsens og dermed sympatiens og kærlighedens favntag. En sådan lysende atmosfære kan ikke opleves af noget individ en eneste gang uden i samme individ at skabe en uovervindelig længsel efter atter at vende tilbage til den. Den kan ikke opleves uden at være fornemmelsen af en højere og bedre verdens nærhed. At gøre denne atmosfære til en virkelig kendsgerning, der kan opleves og fornemmes af alle, er det store mål, den ny verdensgenløsning i særlig grad har til opgave.” (Kosmos 1934 s.102 )
Kliker der føler sig ”bedrevidende”
Lad os nu vende tilbage til det omtalte afsnit af Livets Bog, bind 4. Her slår Martinus fast, at ”det er således ikke igennem nogen som helst nuværende eller kommende sekt eller moralforening, at verdensgenløsningsprincippet skal viderebefordres eller jordmenneskeheden ”frelses”.” – Nej, for man redder ikke verden og man forbedrer ikke og højner ikke moralen hos mennesker, som man isolerer sig eller tager afstand fra. Er man stadig i tvivl om Martinus’ indstilling til kliker, der føler sig bedrevidende, behøver man blot at læse videre i stk. 1491: “Det absolutte verdensgenløsningsprincip er således ikke på nogen som helst måde et spørgsmål om en splittelse af den samlede jordmenneskehed i form af skabelsen af mere eller mindre stærkt konkurrerende sekter, mentale eller åndelige “diktaturstater”, der allerede fra fødslen af er prædestineret til at skulle bekrige alle andre moralske kraftorganisationer i verden, grundet på deres medlemmers indbildte forestilling om mere eller mindre selv at være “de sidste dages hellige”, være den absolutte “verdensfrelse” eller eneste vej til salighed.”
Fremtiden vil frigøre os fra ”flokkens tyngde”
Men når udviklingen således ikke mere går i retning af at danne kliker og sammenslutninger, – moralsamfund, der mener at være bedre end andre, – hvor bringer fremtiden os da hen? Jo, siger Martinus, udviklingen går i den stik modsatte retning, nemlig i retning af at ”individualisere”, – det vil sige ”at frigøre de enkelte sjæle af flokkens tyngde”. Det passer jo fortræffeligt med Martinus’ ord om ”frie åndsforskere”, der ikke mere tror på autoriteter, men som selv vil studere og danne sig sin egen mening, sin egen opfattelse af livet og verdensbilledet. . Med Martinus’ ord: ”De skal ikke mere ”flokdannes”, men derimod ”individualiseres”.De skal blive til selvstændigt tænkende og handlende væsener. Hvorledes skulle de ellers blive til ”mennesket i Guds billede”.”
ooOoo
Hvilken umådelig frihed, der dog ligger i den gave, Martinus har givet til menneskeheden -! Det Tredje Testamente indeholder alle de analyser af menneskelivet, vi har brug for. Vi kan glæde os over det sammen med hvert eneste ”næstekærligt lysende væsen”, vi møder på vores vej gennem livet. Og vi kan glæde os sammen med alle mennesker på absolut alle udviklingstrin over den vældige tolerance, – det forsvar for alle mennesker, – som Martinus har beriget os med.
Hans Wittendorff
hwittendorff@post.tele.dk
Den omtalte litteratur kan købes via shop.martinus.dk.
