SPØRGSMÅL: En læser skriver i en længere mail, at hun har lidt vanskeligt ved at forstå, hvordan den personlighed, de evner og egenskaber, som hun er nået frem til i denne inkarnation, kan overføres via nye forældre til en helt ny organisme i en kommende inkarnation. Får jeg så virkelig de samme egenskaber og den samme mentalitet i en helt ny krop?
SVAR: Ja, hvis man ikke har studeret Martinus så længe, er man måske tilbøjelig til at opfatte sig selv på en lidt “forenklet” måde. For hvem er jeg, – er jeg bare mit navn og min organisme? Nej, det er en alt for “snæver” synsvinkel. Men hvem er jeg så?
Martinus lægger ikke skjul på, at svaret på dette spørgsmål er helt afgørende for at forstå både livet og døden. I Livets Bog, bind 2, stk. 539, fortæller Martinus, at “Det treenige princip” – X.1 – X.2 og X.3 er “afsløringen af livets største mystik. Det er løsningen på selve tilværelsens gåde. Og med forståelsen af denne løsning er al mystik ved det levende væsens sande identitet dermed fjernet”.
Det vil altså sige, at spørgeren – og alle andre interesserede – af Martinus får forklaret, både hvad et levende væsen består af, og hvordan dets mentalitet og hele udviklingstrin kan overføres til kommende liv. Det er et stort studium, – men det er indsatsen værd -! Læs fx i Det Evige Verdensbillede, bind 3, symbol nr. 32, stjernefelt nr. 8, hvor Martinus forklarer: “Det levende væsen udgør således et treenigt princip eller en enhed med tre analyser: Jeg’et, skabeevnen og det skabte. Da jeg’et ikke har nogen analyse, ud over, at det udgør “noget, som er”, har vi udtrykt det som “X 1”. Da jeg’et evigt har haft sin skabeevne, er denne også en evig realitet og kan heller ikke have anden analyse end dette, at udgøre “noget, som er”. Da væsenets organismeprincip også er evigt, og ligeledes kun har denne analyse, at det udgør “noget, som er”, har vi udtrykt dette som “X 3”.”
Vores individuelle struktur
Er det lidt vanskeligt at forstå disse mystiske ”X’er”? Læg mærke til udtrykket ”en enhed med tre analyser”. Så forstår man, at de udgør en helhed, der ikke kan adskilles. Det er kun i teorien, vi kan tale om dem hver for sig. Lad os prøve, om vi kan forenkle begreberne lidt. Ved et rådsmøde har Martinus forklaret, at ”Vi har ikke hver vores jeg, for det er jo et element, der går igennem det hele. Men vi har hver vores struktur til dette jeg”. Det var jo en betydningsfuld oplysning, for nu forstår vi, at ”strukturen” er helt vores egen individuelle, som spørgsmålet netop drejer sig om.
Nu fik vi styr på begreberne: X 1 er vores evige forbindelse med Guddommen, – selve ”det levende” i os. Og vores individuelle struktur er vores evige evne til at skabe og opleve – X 2, samt vores 6 grundenergi-legemer, X 3, som vi anvender til at skabe og opleve med. Og nu forstår vi, hvorfor Martinus kalder dette ”treenige princip” for ”løsningen på selve tilværelsens gåde”. Og det giver os lyst til at gå videre med vores forskning i åndsvidenskabens analyser. Det kan vi for eksempel gøre ved at læse forklaringen på symbol nr. 6 i Det Evige Verdensbillede, bog 1.
Men hvordan kan vi overføre vores helt individuelle struktur til næste liv? I forbindelse med disse analyser støder vi på begrebet skæbneelementet i X.2. Det kalder Martinus ligefrem for individets “evne-magasin” eller “generalsummen af hele dets udviklingstrin”. I Livets Bog, bind 3, stk. 944, forklarer han: “Her finder vi talentkerner for en hvilken som helst af de ting, det kan præstere. Alle dets højeste, igennem livene erhvervede, mentale skatte rummes altså her i skæbneelementet i form af talentkerner. Her rummes essensen af alle dets tidligere liv, af alle dets igennem disse liv oplevede erfaringer, lidelser og sorger såvel som glæde og lykke. Og denne essens vil blive afgørende for samme væsens skæbne i dets nuværende og kommende liv. Det er denne essens, der er individets åndelige blod. Blodlegemerne udgøres af talentkernerne.”
Talentkernerne overlever den fysiske død
Nu sætter Martinus disse fantastiske analyser i forbindelse med det emne, vi godt kender i forvejen, nemlig vores vidt forskellige placeringer på udviklingens vej. I Det Evige Verdensbillede, bind 2, symbol nr. 17, skriver han: “Hvad er det, der bevirker, at væsenerne således fødes til højst forskellige skæbner? – At tro, at de har arvet deres talenter og skæbne fra deres forældre, er absolut ikke den totale løsning.. Der findes børn, der har flere talenter eller en større begavelse end forældrene, ja, de kan undertiden være genier, skønt forældrene absolut ikke er det. Hvor har de den begavelse fra? – Den kan kun være deres egen i et tidligere liv udviklet begavelse, der, indkapslet i talentkerner i overbevidstheden og sammen med denne og væsenets Jeg, har kunnet overleve den fysiske død eller frigørelse fra det tidligere fysiske legeme. Ved hjælp af disse talentkerner kan nævnte begavelse nu igen ved særlige betingelser komme til udfoldelse i en ny fysisk organisme”.
Og dermed har Martinus besvaret spørgsmålet. Men sikke et perspektiv, der er i disse analyser, som vi her kun har kunnet berøre ganske sporadisk. Det er i høj grad ulejligheden værd at læse videre de anførte steder i Det Tredje Testamente. Og det er værd at glæde sig over, at “intet individ ved arvelighed kan påføres tendenser, gode eller slette, som det ikke oprindeligt selv er ophav til. Loven for tiltrækning og frastødning betinger således, at ethvert individ hele tiden har sin egen skæbnes tråde i sin hånd og ustandseligt kan arbejde på sin egen guddommeliggørelse”.
Hans Wittendorff
hwittendorff@post.tele.dk
