SPØRGSMÅL: En læser er i færd med at studere Martinus’ værker, og nu spørger hun: ”Hvor befinder begrebet helvede sig i dette verdensbillede? For der er vel ingen, der i dag tror på et evigt brændende helvede? Og hvad forstår Martinus ved begrebet Satan?”
SVAR: Lad os først og fremmest slå fast, at “helvede” absolut ikke skal forstå som en evig brændende ild, der piner “de ugudelige” i al evighed. Den ældgamle opfattelse har de fleste moderne mennesker nok forlængst forladt. Men hvilken mening har begrebet da? Også her er Martinus´ forklaring ganske logisk. I den lille bog Den ideelle føde, kap. 6, skriver Martinus: “ Helvede er ikke en straffeanstalt i form af et gloende ildsted et eller andet sted henne, tjenlig for en evig forbrænding af levende væsener, men fremtræder derimod som en her i det daglige liv velkendt realitet, idet al sygdom, sorg og pine er helvede. Noget andet helvede findes absolut ikke. Da sygdom, sorg og pine eller al elendighed er udtryk for virkninger af udløste handlinger, som ikke har været i kontakt med de evige love, i kraft af hvilke verdensaltet opretholdes, bliver helvede således det samme som den samlede disharmoni i tilværelsen.”
Lidelser og smerter er ”erfarings- og kundskabsberigelse”
Sagt på en anden måde: Helvede er netop her, hvor vi befinder os i det evige kredsløb, midt i det kulminerende mørke. Men til hvilken nytte er da et sådant helvede? Det er da et interessant spørgsmål, for her er vi jo på en måde midt i åndsvidenskabens brændpunkt, hvor Martinus i sine analyser påviser, at også lidelser og mørket – “helvede” – tjener et formål, – ja, er lige så nødvendige ingredienser i spiralkredsløbet som det, vi opfatter som lyset. Det vil nok føre for vidt at behandle dette problem nærmere her, men jeg kan varmt anbefale, at man læser videre om emnet i Martinus´ værker. I Livets Bog, bind 3, stk. 891 til og med 901, giver han en vældig god beskrivelse af “helvede” og forklarer, hvordan lidelser og smerter er det samme som “erfarings- og kundskabsberigelse”.
Martinus´ svar på det andet spørgsmål vedr. begrebet “Satan” er lige så fascinerende. I Livets Bog, bind 6, stk. 2202 og 2203, opridser han menneskehedens udvikling fra de helt primitive stadier og frem til vore dages “overdimensionerede mordmaskiner”, skabt af væsener med et bevidsthedsområde i psyken, som leder tanken hen på “djævlebevidsthed”. Og så spørger Martinus: “Når et sådant væsen ikke er et “dyr” og heller ikke et “menneske”, hvad er det da? – Det udgør i virkeligheden åbenbaringen af det mentale bevidsthedsprincip, manifesteret i kød og blod, der i Bibelen er udtrykt ved begreberne: “djævelen”, “Satan” og “slangen”. I realiteten er det, der dækker sig under nævnte begreber, således et manifestationsprincip, og ikke et enligt i mørket herskende væsen, i den forstand, i hvilken man i kraft af overtroen har opfattet de overleverede bibelske dogmer, der kun er symbolsk udtryk for nævnte princip.”
I Det Evige Verdensbillede, bog 2, hvor Martinus forklarer symbol nr. 22, nævner han direkte, at benævnelsen “djævelen” eller “Satan” er således I virkeligheden ikke udtryk for et særligt eksisterende overjordisk væsen, men er derimod udelukkende udtryk for det jordiske menneske på dets kulminationsstadium i mørket. Det er fra dette mørkets kulminationsstadium, at menneskenes mest djævelske helvedesmaskiner, altudslettende atom- eller kernevåben og andre lemlæstende og dræbende helvedesprocesser dirigeres”.
Nu fik vi svar på vore spørgsmål: Det er menneskeheden selv, der skaber sit “helvede”. Og betegnelsen “Satan” dækker over den djævlebevidsthed, der skaber krig og ufred, sult og fattigdom.
Vejen bort fra vort helvede kender vi alle. Vi er forlængst nået frem til “sjælens vendepunkt”, og nu bruger vi vores frie vilje til at fremme vores evne til tilgivelse og næstekærlighed. Sikke et “paradis” vi kan skabe for os selv og vores omgivelser!
Hans Wittendorff
hwittendorff@post.tele.dk
Den anviste litteratur kan købes via shop.martinus.dk
