Spørgsmål: En læser spørger kort og godt, om Martinus nogensinde har udtalt sig om begrebet vaccination i forbindelse med sygdomsbekæmpelse og -forebyggelse?

Svar: Ja, ved et foredrag så langt tilbage som i 1941 har Martinus berørt dette emne. Foredraget ”Mikrokosmos” er gengivet i bogen Artikelsamling 1, og har også været bragt i Kosmos nr. 1-1996. Artiklen er uhyre interessant og giver et fantastisk overblik over vores sundhed og sygdomme i forbindelse med dét, Martinus kalder “livets store hovedstruktur”. Allerede med dette udtryk fornemmer vi, at Martinus sætter spørgsmålet ind i et meget større perspektiv, end vi er vant til.

I Artikelsamlingens stykke 13.2 fortæller Martinus os, at selv den mindste disharmoni i vores oplevelse af livet, selv den svageste lille tendens i retning af mørk skæbne, har sit udspring tilbage til en eller anden mangel i opfyldelsen af kærlighedsbudskabet “Du skal elske din næste som dig selv”. Dette budskab, der lyder så højtideligt, er med andre ord selve bindemidlet, selve grundtonen, i universet. Og formålet med vort fysiske liv er således at lære os at være i overensstemmelse med denne grundtone. En slags konsekvenspædagogik, hvor enhver uoverensstemmelse bringer os en dårlig skæbne, fx i form af sygdomme.

Ja, men hvad så, hvis man er kommet så langt i sin udvikling, at man omfatter mennesker, dyr og planter, altså alle levende væsener omkring os, med kærlighed og respekt, – burde man så ikke være fri for enhver form for sygdom? Når det ikke er tilfældet, tyder det jo på, at der er et andet område, som vi endnu ikke omfatter med den samme kærlighed. Hvis skæbneloven, “som man sår, skal man høste”, virkelig gælder, så må der jo være et område, hvor man ikke har “sået” de rigtige frø, – hvor man høster ubehag, fordi man har sået ubehag for andre levende væsener.

Hvem er denne “næste”?

Men hvem disse “andre levende væsener” er, ved de fleste mennesker ikke. Martinus giver svaret i én eneste sætning: Sygdomme skyldes manglende kærlighed til mikrokosmos. Derved giver han os med andre ord en nøgle til at forstå, at de milliarder af levende mikrovæsener, som vores organisme består af, også hører ind under næstekærligheds-begrebet. Med andre ord: Vi skal bestræbe os på at behandle vores fysiske og psykiske organisme med samme kærlighed, som vi prøver på at yde overfor vore andre medvæsener.

Martinus lægger stor vægt på, at vi naturligvis skal henvende os til læger og andre kapaciteter på området, når vi bliver syge. Han betegner dem oven i købet som “Guddommens udstrakte hjælpende hånd”. Og her kommer vaccination ind som et eksempel på et af de områder, hvor lægevidenskaben har eksperimenteret sig frem til et resultat. Det er bestemt ikke et resultat, der løser sygdomsproblemerne, for der er mange problemer forbundet med denne form for sygdomsbekæmpelse. I visse tilfælde er den “et mindre onde” end selve sygdommen. Men da nogle organismer er langt mere sårbare end andre, kan man aldrig på forhånd vide, hvem der får gavn af behandlingen, og hvem der får voldsomme bivirkninger. Derfor er det et individuelt samvittighedsspørgsmål, og man må overlade afgørelsen til det enkelte menneske, som skal lære af sine erfaringer.

I samme forbindelse påpeger Martinus de voldsomme lidelser, dyrene må gennemgå. Hør blot hans egne ord: “Hvor megen lidelse og lemlæstelse tror man ikke, det har kostet disse yngre medvæsener i udviklingen at have måttet stille deres sunde og friske organismer til rådighed som materiale for forskerens forsøg, hans kniv, hans giftpræparater og serumfremstilling for ikke at tale om de mange andre smertefulde og lemlæstende indgreb, der i videnskabens navn kan foretages af den autoriserede eksperimentator?”.

Livets struktur

Konklusionen er altså, at vaccination eller serumbehandling absolut ikke er den ideelle løsning, selv om den på vort nuværende udviklingstrin kan være nødvendig. Men hvordan vil fremtidens sygdomsforebyggelse så forme sig? Her kommer vi tilbage til Martinus’ udtryk “livets store hovedstruktur”, der omfatter de tre store hovedområder, nemlig mikrokosmos, mellemkosmos og makrokosmos. Han forbinder en sygdomsfri tilværelse med det store kærlighedsbud “Du skal elske din næste”. Og denne “næste” er altså ikke begrænset til at omfatte vore medmennesker, dyrene og planterne, – det, Martinus kalder “mellemkosmos”. Nej, den omfatter også det “univers i Guds billede”, som vores organisme jo i virkeligheden er – nemlig ”mikrokosmos”. Det er et svimlende perspektiv, der her åbner sig: Myriader af levende væsener inden i levende væsener, lige fra vore organer og ned til de mindste mikropartikler.

I dette univers er disse væsener direkte medarbejdere i skabelsen af vores skæbne, ligesom vi er “en overordentlig fremtrædende faktor i opretholdelsen af disse væseners “himmerige” eller “helvede””, som Martinus udtrykker det. De fleste mennesker er uvidende om dette skæbnefællesskab med deres levende mikrovæsener. Men igennem sygdommenes lidelser og smerter, igennem “erfaringsdannelser” og studier af åndsvidenskaben, vil flere og flere blive klar over begrebet “livets store hovedstruktur” og det ansvar, det medfører over for vort “mikrounivers”.

– og ganske, ganske langsomt vil vi udvikle os frem mod en sygdomsfri tilværelse.

Hans Wittendorff

hwittendorff@post.tele.dk

Pin It on Pinterest

Share This