SPØRGSMÅL: I en mail fortæller en læser, at hun ofte hos Martinus har læst om ”det treenige princip” som jeget, skabeevnen og det skabte. Men i et foredrag brugte en foredragsholder udtrykket ”toenighed”, uden at jeg blev helt klar over, hvad dette mærkelige udtryk dækker.
SVAR: Ja, Martinus ”opfinder” ofte nogle helt specielle udtryk. Men tag ikke fejl, – de dækker over nogle helt fantastiske analyser. I Livets Bog, bind 4, stk. 1073, bruger Martinus netop det omtalte udtryk, og det åbner virkelig vore øjne for en helt ny måde at se vores livsoplevelse på. For hvad er ”et levende væsen”? Jo, siger Martinus, ”det udgør udelukkende ”tiden” og ”evigheden”. ”Tiden” er igen det samme som ”nuet”, medens ”evigheden” udgør ”jeget”. ”Nuet” er igen ”det foranderlige”, medens ”jeget” er ”det uforanderlige” eller ”det faste punkt”, omkring hvilket ”det foranderlige” bevæger sig. Begge de to foreteelser er absolut uadskillelige, idet de gensidigt betinger hinandens eksistens. (…) ”Nuet og ”evigheden” har evigt eksisteret som en ”toenighed”.”
Lyder denne forklaring lidt indviklet? Jamen, det er den sådan set ikke, for vi kender det jo fra tidligere analyser af ”det levende væsen” – og fra os selv! Uanset hvor vi befinder os på jordkloden, har vi denne mærkværdige fornemmelse af at være et midtpunkt. ”Her står jeg, – og hele universet er udenom mig”. Med andre ord: Vores lillebitte del af dét guddommelige jeg, der gør, at hele universet er levende.
Vi bedømmer ”nutiden” – det foranderlige
Men til hvert eneste ”jeg” er knyttet en individuel ”struktur”, skabeevnen og det skabte, der er lige så evige som jeget, men i modsætning til dette ”evigt foranderligt”. Der er med andre ord tale om ” en toenighed, – en enhed med to analyser”. Og Martinus sammenfatter det i disse smukke ord: ”Det tilbagelagte rum er vor ”fortid”. Det forbiglidende rum er vor ”nutid”, og det imod os kommende rum er vor ”fremtid. Verdensaltet er vor ”bevidsthed”. Vi er tiden og evigheden, Guddommen og livet åbenbaret i kød og blod. Denne åbenbaring er det ”levende væsen”.”
Når vi således – i vores allerdybeste analyse – udgør tiden og evigheden, det foranderlige og det uforanderlige, hvordan oplever vi så dette i vores daglige livsoplevelse? Jo, siger Martinus, vi oplever det som ”manifesteret tid”, det vil sige i form af fortid, nutid og fremtid, som han kalder en slags ”treenigt nu”. Her har vi altså selve livsoplevelsen. Men hvem er det, der oplever dette ”foranderlige nu”? Det gør netop ”evigheden”, det levende væsens jeg, Guddommens jeg. ”Evigheden er ikke noget, der er ”udenfor” det levende væsen, men er det levende væsens egen dybeste bestanddel, er den akse, er det fundament, omkring hvilken ”tiden” eller ”livet” bevæger sig. Tilsammen udgør ”tiden” og ”evigheden” en uadskillelig enhed.” (stk. 1070)
Når vi oplever menneskets ondskab
Men nu udvider Martinus disse høje analyser, og han gør det på en måde, som har den allerstørste betydning for vores bedømmelse af andre mennesker, – og for bedømmelsen af os selv. For vi oplever livet i form af kontraster, og i ”nuet” oplever eller sanser vi kun én kontrast ad gangen. Derfor kommer vi ud for, at vi bedømmer et menneske som ”godt” eller ”ondt”. Og denne bedømmelse kan udmærket være rigtig, – men kun i selve oplevelsesøjeblikket. Med Martinus’ manende ord: ”Hvis vi anvender denne analyse som målestok for væsenets evige tilværelse, gør vi os skyldig i en stor misforståelse.”
Når vi derfor bedømmer et medmenneske, er vi slet ikke i stand til det, så længe vi ikke har kosmisk bevidsthed. Vi kan kun sanse ”det foranderlige”, men er ude af stand til at bedømme den samlede enhed, som udgøres af ”tiden” og ”evigheden”, det foranderlige og det uforanderlige. Med andre ord: Vi ser og sanser og bedømmer noget ”midlertidigt”. Med Martinus’ ord: ”Alle sådanne analyser bliver derfor kun at udtrykke som ”timelige” eller ”midlertidige”. Da nu ”det levende væsen” er et ”evigt” væsen, kan en sådan ”midlertidig” analyse jo ikke være noget udtryk for denne evige tilværelse, idet den kun er et udtryk for det ”levende væsen” i det ”nu” eller oplevelsesøjeblik, i hvilket det blev sanset eller oplevet.”
Jamen så findes den absolutte ondskab jo slet ikke. Så findes der jo slet ingen mennesker, som vi kan hade af et godt hjerte. Så bliver Jesu berømte ord jo til sandhed: ”Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør”. De er virkelig hjerteskærende onde på det tidspunkt, hvor vi oplever dem. Men vi kan leve i bevidstheden om, at de og vi forandres i det næste nu og i de kommende fremtidige ”nu’er”. Så i efterfølgende inkarnationer vil de samme mennesker, – takket være skæbneloven, vores trofaste ven og forbundsfælle – blive til kærlige, humane mennesker.
Den evige verdensplan fungerer…..
Hans Wittendorff
hwittendorff@post.tele.dk
