SPØRGSMÅL: I et dybt alvorligt brev spørger en læser, hvad Martinus skriver om en provokeret og om en spontan abort. Gælder karmaloven og dermed skæbnelovens hårfine logik også i sådanne tilfælde? Og hvor skriver Martinus om det?
SVAR: Ja, midt I den sorg og fortvivlelse, en så alvorlig begivenhed kan fremkalde, er det efter min mening uhyre vigtigt, at man gør sig klart, at uanset om der er tale om en spontan eller en provokeret abort, så er der tale om en karmisk årsag og virkning for både det pågældende væsen og forældreparret.
I Det Evige Verdensbillede, bog 4, symbol 34.21, skriver Martinus: “… alt er lagt guddommeligt til rette for, at det diskarnerede væsen kan komme lykkeligt og vel igennem overgangen fra det åndelige plan eller salighedsriget til det fysiske materielle plan. Det bliver her, hvis ikke mørk karma griber ind, normalt modtaget af et par kærlige skytsengle i form af et par forældre” (min fremhævelse).
Samme tema kommer Martinus ind på i artiklen “Gennem dødens port”, der findes som en selvstændig brochure. Han fortæller her om de love og principper, der gør sig gældende ved et barns død og dets liv i den åndelige verden, – og disse principper gælder naturligvis, uanset på hvilket tidspunkt “døden” er indtrådt. Han skriver i det pågældende afsnit: “Årsagerne til, at et menneske allerede forlader sin fysiske organisme i barnealderen, kan naturligvis være mange, og jeg skal her kun nævne nogle enkelte. Det kan i tidligere inkarnationer have nedbrudt sin evne til at bygge en ny sund og normal fysisk organisme op, således at den krop, det får dannet sig i moders liv, hurtigt nedbrydes af sygdom, hvis barnet da ikke ligefrem er dødfødt” (min fremhævelse).
Statens abortlov og folkets udviklingstrin
Hvis vi alle i vort samfund havde fuld overblik over næstekærlighedsbegrebet, over reinkarnationsprincippet og over alle levende væseners udødelighed, så havde vi nok en lovgivning i overensstemmelse med denne livsopfattelse, – og i så fald havde vi i hvert fald ikke den nuværende abortlovgivning. Martinus har analyseret disse spørgsmål grundigt i Livets Bog, bind 4, stk. 1470 til og med 1482. Og her får han os til at se det moralske aspekt i forbindelse med Statens abortlov om provokeret abort: “At man har anbefalet eller endog ligefrem kæmper for at få fosterdrab eller svangerskabsafbrydelse legaliseret, er en himmelråbende forførelse til overtrædelse af det femte bud, “Du skal ikke dræbe”, og kan umuligt udgøre den politik, der skal frelse samfundet. Det kan umuligt være udtryk for virkelig kultur eller civilisation at bekæmpe fattigdom og proletariat ved at dræbe individer, og i særdeleshed ikke, da verden jo har rigdomme og livsmuligheder i overflod. Det bliver derfor ikke lægerne, men politikerne, der skal råde bod på den misére, samfundets barnefødsler i en stor udstrækning er udsat for. Det er ikke ved at dræbe og udrydde mennesker, men ved at administrere og fordele jordens goder og rigdomme retfærdigt, at virkelig sand humanitet og kultur skabes.”
Med andre ord: Økonomi og bekvemmelighed er ikke – kosmisk set – vægtige argumenter for svangerskabsafbrydelse. Men er der da slet intet tilfælde, hvor et sådant indgreb kan forsvares? Jo, siger Martinus, for “det er ikke livets mening, at nye fødsler for jordmenneskets vedkommende skal koste moderens liv eller med døden sønderrive et i forvejen harmonisk og kærligt samliv mellem to væsener. Hvis det bliver prisen eller resultatet af befordringen af svangerskabet, bliver samme svangerskab jo et minus for samfundet og i særdeleshed, da risikoen for fosteret ved at skulle gennemgå en eller anden unaturlig fødselsproces, let bliver denne, at fosteret i større eller mindre grad bliver lemlæstet, bliver krøbling eller invalid. At en lægelig afbrydelse af svangerskabet i en sådan situation er langt mere i kontakt med livets love end en befordring af dette hen imod en unaturlig fødsel med hele det ovenfor nævnte risikomoment, er i allerhøjeste grad logisk.”
At forebygge befrugtning
Dernæst kommer Martinus i de nævnte stykker i Livets Bog ind på det nærliggende spørgsmål om prævention, som han betegner “befrugtningsforebyggelse”, og han stiller spørgsmålet, om det ikke er synd at foretage dette? Strider det ikke mod naturens love at gribe ind i en naturproces til egen fordel? Hvis alle jordmennesker greb ind i deres samleje på denne måde, blev der jo ingen mulighed for inkarnation. Nej, siger Martinus, – “men det er jo netop dét, de ikke gør og aldrig nogen sinde vil komme til at gøre. Millioner og atter millioner af jordmennesker griber ind i deres samlejeproces og forhindrer befrugtning, og dog er der rigeligt med væsener til at stå i kø for at få del i selv de allernødvendigste livsprodukter, mad, klæder og husly. Der er med andre ord rigeligt med individer i forhold til den administrationsevne eller forståelse af fordelingen af jordens samlede materialeværdi mellem væsenerne indbyrdes, som jordmenneskesamfundet til dato besidder.” (stk. 1480)
Så på en måde må svangerskabsforebyggelse altså karakteriseres som en velsignelse.
Dette kæder Martinus sammen med vores tiltagende uegnethed til forældreskab. “Da individet på et vist udviklingsstadium hen imod den store fødsel befinder sig i en tiltagende uegnethed som fader eller moder for et barn og den heraf følgende antipati imod forældreskab, men ikke desto mindre endnu er befrugtningsdygtig og gennemsyret af et stærkt tiltagende seksuelt begær, kan det jo kun være en velsignelse…..Alle disse børn ville blive født ind i en fysisk sfære af unaturlige forældre. Selv om “befrugtningsforebyggelsen” ikke er så omfattende, at den helt kan lukke af for reinkarnationen igennem dårlige forældreskaber, så er den dog med til at nedsætte den betydelig. Derved tvinges den i tilsvarende grad til kun at kunne befordres igennem endnu fuldkomne eller naturlige forældreskaber.” (stk.1481)
Som det fremgår af ovenstående er Martinus nødsaget til at være knivskarp i sin analyse af disse vanskelige problemer. Men på menneskehedens lange, lange vandring gennem sidste halvdel af dyreriget kommer den enkelte til at stå på mange forskellige individuelle udviklingstrin. Og her er vi omgivet af et samfund og en virkelighed, som også i høj grad indvirker på vores handlemåde. Her påpeges netop Martinus’ analyse af, hvordan vore mange smertelige erfaringer bringer os fremad i udvikling, – og sætter os i stand til ikke blot at tilgive andre, men også at tilgive os selv alle de fejltagelser, vi ikke kunne undgå på vores vej gennem udviklingen.
Endnu engang har Martinus således inddraget vort eget moralske udviklingstrin i besvarelsen af de vanskelige spørgsmål, livet stiller os over for.
– og han har taget os kærligt ved hånden…….
Hans Wittendorff
hwittendorff@post.tele.dk
Efter at ovenstående artikel er skrevet, har der i Kosmos nr. 8-2017 været en fantastisk god artikel af Martinus med titlen ”Gennem dødens port, (barnedøden)”. Lad mig nævne nogle af underrubrikkerne: ”Følgerne af fosterdrab og tilfælde, hvor fosterfjernelse er det mindste onde”. – ”Døden for børnene på de forskellige stadier….” – ”Mødet med skytsenglene…”. Det er en storslået oplevelse at læse denne artikel. Du kan købe dette nummer af Kosmos på shop.martinus.dk.
