Spørgsmål: En Martinus-læser stiller et meget jordnært spørgsmål: ”Når vi mennesker taler sammen, drejer samtalen sig jo meget ofte om andre mennesker, arbejdskammerater, familie, fælles bekendte. Martinus advarer jo mod at fordømme eller bagtale andre. Men er det altid bagtalelse, når man taler om andre?”
Svar: Ja, det er jo i hvert fald et spørgsmål, som vi alle har brug for at stille os selv. Martinus advarer mange steder i Det Tredje Testamente mod ondskabsfuld bagtalelse og sladder om andre mennesker. Men vil det så sige, at vi i virkeligheden slet ikke burde tale om andre mennesker? Nej, selvfølgelig ikke, – for så ville næsten al samtale jo ophøre.
Martinus har behandler emnet i artiklen “Dom og beskyttelse”, som har været bragt i Kosmos nr. 05-2005. Heri citerer han Kristi ord “Døm ikke, for at I ikke skal dømmes, thi den dom, I dømmer med, med den skal I selv dømmes”. Det siger måske ikke moderne mennesker så meget, det opfattes af mange som et dødt postulat eller som gammel overtro. Men Martinus gør opmærksom på, at denne gamle advarsel i virkeligheden er en yderst alvorlig kosmisk-kemisk formel, – et facit for loven om årsag og virkning. Med andre ord: Hvad vi gør mod andre, vender tilbage til os selv. Det kalder Martinus for “en af de alvorligste advarsler, der nogensinde er givet menneskeheden.”
Her er en praktisk anvisning
Der er nogle mennesker, der mener, at Martinus er for teoretisk og ikke giver praktiske anvisninger. Men prøv så lige at lytte til følgende citat fra den pågældende artikel: “Hvis De offentlig i tale til andre mennesker dømmer et tredje menneske som en løgner, en upålidelig person eller det, der er værre, og siger: “Han skulle nu også klapses af”, eller “det ville nu være retfærdigt, om han fik en ordentlig lærestreg”, så er det ikke sikkert, at det just er ønsket om vedkommendes undervisning, der ligger Dem på sinde, men ønsket om straf, faktisk om hævn. Og dermed dømmer De Dem selv. (….) Med den dom, hvormed De dømmer et andet menneske, dømmer De deres egen fremtidige skæbne. Det åndelige mål, De måler ham eller hende med, med samme mål vil også De blive målt af andre i fremtiden.”
Nu fik vi altså en god forklaring på, hvorfor man ikke bør fordømme andre. Men bør vi så slet ikke tale om andre mennesker? Også det svarer Martinus på: “Naturligvis har vi lov at bedømme andre, ja, det har vi ligefrem pligt til, for på basis af en bedømmelse kan vi bedst vide, hvordan vi i vor vekselvirkning med dem kan være mest positive. I en bedømmelse, hvis den virkelig kun er en bedømmelse, vil der ikke ligge noget negativt eller nedvurderende.”
Beskyt andre – og derved dig selv
Gennem Martinus’ åndsvidenskab får vi en logisk forklaring på, hvordan vi så at sige beskytter os selv ved at beskytte andre, – og på, hvorfor intet individ i dette øjeblik kan være anderledes, end han eller hun netop er. Men fremtidens grundvold er ved at blive lagt i dag i det enkelte menneskes bevidsthed. Vi skal blive kunstnere i at kunne elske alle, også dem vi nu er tilbøjelige til at dømme og sætte i en eller anden negativ bås.
Martinus slutter den omtalte artikel med følgende tankevækkende ord: “Det kunne jo være, at nogle af de personer, De ikke rigtigt kan lide, rummer spiren til evner og talenter, som netop Deres venlighed og kærlige omtanke kunne få til at vokse frem i lyset? Alle jordiske mennesker vil engang komme til at leve under en fuldkommen kosmisk beskyttelse, men det kan kun ske gennem deres beskyttelse af andre og deres spirende evne til at lade en kærlig bedømmelse afløse en dom.”
Sagt på en anden måde: Hele vores daglige tilværelse, – alt det vi kalder “livet” – er en stor kosmisk-kemisk proces. Og Martinus’ analyser er en åndelig videnskab om, hvordan vi skaber vores fremtidige skæbne. Derfor er det altså ikke ligegyldigt, om vores samtale om andre mennesker er en fordømmelse eller en positiv bedømmelse.
Hans Wittendorff
hwittendorff@post.tele.dk
