SPØRGSMÅL: En studiekreds har studeret Martinus’ artikel “Åndeligt selvmord” i Kosmos nr. 8-2016 og stiller nu spørgsmålet: Hvordan former livet sig mellem to inkarnationer for et menneske, som kraftigt har nedbrudt sine åndelige legemer, som Martinus beskriver det i den omtalte artikel? At livet i de efterfølgende fysiske liv bliver kraftigt reduceret, måske helt ned til åndssvaghed, er sin sag. Det er jo i sig selv en meget, meget hård skæbne. Men bliver livet i de åndelige verdener tilsvarende forfærdeligt?

SVAR: Artiklen “Åndeligt selvmord” er uhyre interessant og tankevækkende. Her slår Martinus fast, hvad et levende væsen i virkeligheden består af, nemlig et Jeg, en overbevidsthed, en sjæl og et fysisk legeme. Men hvad menes der med udtrykket “sjæl”?. Det svarer Martinus på på følgende måde: “De underbevidste åndelige legemer, som danner dags- og natbevidstheden, er dét, som i fremtidens åndsvidenskab vil komme til at fremtræde som det, der er “sjælen”.”

I artiklen slår Martinus fast, at disse åndelige legemer i høj grad kan skades. Det sker for eksempel ved alkohol og narkotiske midler, som han kalder giftstoffer, der i virkeligheden er psykiske energier, som derfor indvirker direkte på de psykiske legemer. Det samme sker ved giftige tankearter som had og misundelse, bitterhed og vrede, misfornøjelse og kritik. Og samme ødelæggende virkning kan skyldes forkerte former for meditation, hvor man forsøger at springe nogle udviklingstrin over og derved opnår en såkaldt mislykket kundalinirejsning med fatale følger.

Alle får en paradisoplevelse

Men hvad sker der så, når disse mennesker dør med de omtalte større eller mindre skadevirkninger på de åndelige legemer? Det svarer Martinus på i den lille bog nr. 25 “Vejen til paradis”. Her finder vi en betagende smuk skildring af forskellen mellem den  åndelige og den fysiske verden, hvor Martinus blandt andet skriver: “Den åndelige verden er lykkens og glædens land, medens den fysiske verden er smeltediglen, støbeformen eller Guds værksted for skabelsen af det fuldkomne menneske”. Det vil altså sige, at “den åndelige verden udgør et bølgelængdeområde, der er ganske hævet over den fysiske verdens bølgelængdeområde.” Hvis man dør med hadets og vredens “bølgelængde”, så bliver det til en tilsvarende “skærsildsoplevelse”  på det åndelige plan. Og det pågældende menneske vil føle sig dybt og inderligt ulykkeligt og fortvivlet, – og beder om hjælp.

I samme øjeblik denne følelse eller tankeart opstår i væsenets psyke, udgør den en bølgelængde, som Guddommens skytsånder kan komme i kontakt med, – og den pågældende får hjælp. For den såkaldte “skærsild” er i virkeligheden kun en slags forberedelsesepoke, hvor de sanser, man oplever sorger, bekymringer, bitterhed, vrede og had med, sættes ud af funktion. Derefter kan den pågældende kun sanse lyse og glædelige tankearter.

De ”ufærdige bevidsthedsfelter” kan kun gøres færdige på det fysiske plan

Det vil altså sige, at dette menneskes bevidsthed nu er blevet indskrænket til et meget mindre format. Med Martinus’ ord: “Men det område af dets bevidsthed, det således i paradiset er befriet for, er jo hele dets fysiske skæbneområde, hvor det havde adgang til at gøre fejl og derved komme i ulykke og modgang og blive belastet med de heraf følgende genvordigheder, bekymringer og lidelser. Væsenet er således blevet befriet for hele sit ufærdige bevidsthedsfelt, som absolut kun kan gøres færdig på det fysiske plan. Herefter rummer dets bevidsthed kun de felter, der er færdigudviklet til en sådan grad, at det igennem disse udelukkende kan opleve og skabe lys og glæde, såvel for andre som for sig selv.”

Dets livsoplevelse bliver nu “det allerhøjeste af, hvad det kan begribe af idealtilværelse eller kulminerende livslykke”. Med andre ord opnår alle mennesker deres helt egen paradisoplevelse. Her kan de også kun møde andre væsener af samme mentale bølgelængdeområde. Martinus nævner et tankevækkende eksempel: “Selv væsener, der er dødsfjender på det fysiske plan, kan her på det åndelige plan kun være venner, eftersom deres sansesæt nu ikke mere kan registrere nogen som helst af de mørke og antipatibefordrende tankesæt.”  Men når de mødes igen på det fysiske plan, kan de fortsætte deres fjendskab, når de nævnte organsæt igen er kommet i funktion. For deres udvikling skal naturligvis fortsætte frem mod humanisme og venskab.

I artiklen “Hvile” (Kosmos nr. 8-2014) behandler Martinus det samme emne på en utrolig smuk måde. Han sammenligner her vores ophold i “paradiset” mellem to inkarnationer med søvnen om natten og giver os en interessant oplysning, idet han forklarer, at dét, der er sat ud af kraft og “hviler” mellem to fysiske inkarnationer, er “den kraft og energi, koncentreret i særlige åndelige organer, som i sin tid skabte den fysiske organisme, og som forbandt de åndelige energier med de fysiske kræfter.”  Når længslen efter den fysiske verden igen opstår, “sættes de centre eller talentkerner, der nu har hvilet en tid, atter i funktion, og resultatet bliver opbyggelsen af en ny fysisk organisme.”

Nu har Martinus således svaret på vort spørgsmål: Alle – ubetinget alle – opnår en form for paradisisk tilstand i “hvileperioden” mellem to inkarnationer. Når vedkommende så vender tilbage ved den følgende fysiske inkarnation, fortsætter “belæringen”, så han eller hun kan fortsætte sin udvikling og få genopbygget sine ødelagte åndelige legemer.

Hans Wittendorff

hwittendorff@post.tele.dk

Den omtalte litteratur kan købes via shop.martinus.dk.

Pin It on Pinterest

Share This