SPØRGSMÅL: En læser spørger kort og godt: Hvordan er Martinus’ vurdering af begrebet ”synd” ?

SVAR: Svaret på dette spørgsmål er i virkeligheden ganske enkelt. For ifølge Martinus findes begrebet ”synd” ikke. ”Ingen manifestation har i realiteten noget som helst med ”synd” at gøre. I absolut forstand eksisterer der ikke ”synd” eller ”syndere”, skriver han i Livets Bog, bind 2, stk. 613. Ja, men så er dette spørgsmål vel besvaret? Nej, så enkelt er det naturligvis ikke.

For en masse mennesker føler sig som syndere, og hvordan vurderer Martinus så dem? Jo, siger han, i virkeligheden betyder det ikke andet, end at de er ”ufærdige” væsener, der på grund af uvidenhed begår fejltagelser. ”Ingen kan gøre ved, hvor de i øjeblikket befinder sig i deres omskabelse fra ”dyr” til ”det fuldkomne menneske i Guds billede”.” (Livets Bog, bind 4, stk. 1235-36). Og så bliver det jo interessant for os alle, for så har det altså noget med vores personlige udvikling at gøre og de fejltagelser, vi gør på vores vandring gennem livet. Martinus har skrevet en yderst interessant artikel om dette i Kosmos nr. 1-2003 under titlen ”Syndernes forladelse”. Her kommer han bl.a. Ind på betydningen af dette begreb i forbindelse med den kristne kirkelige religion, hvor syndsforladelsen jo gennem tiderne har spillet en stor rolle for mange religiøse mennesker.

Men for moderne mennesker har disse gamle religiøse begreber vel ikke nogen særlig interesse? Jo, det har de, fordi Martinus giver en ganske anden og yderst logisk forklaring på begreberne. Han kæder det sammen med din og min og alle andre menneskers helt individuelle udvikling. Hør blot overskriften på et af afsnittene i artiklen:

Energierne i auraen bestemmer skæbneudløsningen

Her giver Martinus os en let forståelig og yderst tankevækkende forklaring på, hvad der i virkeligheden sker, hver eneste gang vi foretager en handling rettet mod et andet levende væsen: ”Hver gang et væsen udløser en handling, vil denne handling i sin inderste kerne være en tankekombination, det være sig enten i en intellektuel tilstand, en ren intelligensmæssig, en ren følelsesmæssig eller en blot og bar instinktmæssig form.” Og så tilføjer Martinus den dramatiske konklusion: ”En sådan energikombination er jo en psykisk kraftbølge”.

Vi ved fra Martinus’ analyser, at en sådan kraftbølge med usvigelig sikkerhed vender tilbage til sit udgangspunkt. Og da den er præget af den handling, der sendte den ud, har den fået form og indhold. Hvis det fx er en hævnakt, der er udløst, vil den i særlig grad bestå af tyngdeenergi, – en energiform, der frembringer hidsighed, had og mordlyst. Og nu fortæller Martinus noget, der er helt afgørende: ”Når denne energi engang kommer tilbage til sit ophav, vil den forbinde sig med væsenets aura og være med til at udgøre noget af denne. Og jo mere væsenet udløser af den slags manifestationer, desto vældigere aflejrer de tilbagevendende energier sig i auraen og vil her påvirke omgivende væsener, der er modtagelige for denne art tankeenergi. Disse vil således næsten i enhver situation ”se rødt” over for vedkommende væsen, og i værste tilfælde udløse det had og den mordlyst imod væsenet selv, som det i sin tid i form af disse energier udsendte imod sin næste”.

Her har vi brugt had os hævn som eksempel, men det er ganske logisk, at også vore lyse og kærlige tanker og handlinger på samme måde vender tilbage til vores aura og præger vores omgivelser og skæbne. Martinus beskriver det meget smukt: ”Den fuldkomne aura vil altså være den, der er fyldt med alkærlighed, universets grundtone. I alle situationer, hvor den bliver den herskende, beskytter den væsenet mod mørket.”

En skæbnebølge kan opløses eller ”fortyndes”

Nu er vi nået så langt, at vi – med Martinus’ ord – ”kan begynde at se det rigtige ”syndsforladelsesprincip”. For der findes virkeligt et sådant princip. Men det er ikke baseret på nogen formildelse af en vred Guddom.”  Nej, Martinus’ forklaring er ganske logisk: Den energibølge, vi har udsendt, skal passere et kortere eller længere kredsløb, og hvis vi i mellemtiden er nået så langt frem i udvikling, at vi under ingen omstændigheder kunne nænne at udføre den pågældende mørke handling igen, vil ”denne nye indstilling i mentaliteten eller auraen bevirke, at den tilbagevendende mordbølge opløses. Energierne fra den kærligere indstilling opsummerer i sig eller sætter mordenergierne ud af kraft i auraen.”

Her har vi med andre ord et eksempel på en situation, hvor et væsen har begået en ukærlig handling, som det ikke kommer til at opleve virkningerne af i fuld omfang, men måske kun i ”fortyndet form”. Og dét er, hvad Martinus forstår ved den egentlige ”syndsforladelse”. Hvis dette princip ikke fandtes, ville ingen af os nogen sinde komme ud af mørkeperioden.

Du kan læse mere om emnet i Livets Bog, bind 3, stk. 862 og fremefter. I Det Evige Verdensbillede, bog 2, symbol nr. 20, uddyber Martinus i symbolform, hvordan princippet ”syndernes forladelse” fungerer. Og i Kosmos nr. 6-2016 er samme emne behandlet i en lidt anden form.

Hans Wittendorff

hwittendorff@post.tele.dk

Den omtalte litteratur kan købes via shop.martinus.dk.

Pin It on Pinterest

Share This