SPØRGSMÅL: En Martinus-studerende undrer sig og skriver: ”Ifølge Martinus er plantevæsener blevet “mætte” af salighedsoplevelser i den åndelige verden, og de søger nu modsætningen, nemlig grove, fysiske oplevelser inden for “det dræbende princips” område. Han forklarer oven i købet, at dette er et nødvendigt led i deres videre udvikling. På trods af denne klare analyse skriver Martinus i bogen Bisættelse om jordmenneskenes “lemlæstelse” af blomster, når vi plukker dem. Han bruger oven i købet et ret kraftigt sprog, idet han taler om “en samling amputerede plantelemmer”. Har du en forklaring på denne tilsyneladende selvmodsigelse?”
SVAR: Lad os først se på, hvad Martinus siger om plantevæsenets vej ad udviklingsstigen. I Livets Bog, bind 2, stk. 359, giver han en ganske kort, koncentreret forklaring: “Efterhånden som plantevæsenets salighedstilstand bliver udlevet, opstår der en slags ubevidst længsel efter kontrasten til salighedstilstanden. Denne længsel bliver til en vis grad tilfredsstillet igennem den ydre påvirkning, som plantevæsenet er genstand for i den fysiske verden. En hel del af denne påvirkning bliver derfor af plantevæsenet oplevet som “behagsfornemmelse”. Men påvirkningen fra den fysiske verden er meget stærk og voldsom og er derfor undertiden langt stærkere end det, der er i kontakt med opfyldelsen af plantevæsenets længsel. Denne forstærkede påvirkning oplever plantevæsenet derfor som “ubehagsfornemmelse”. Da plantens intelligensevne er latent, kan den ikke analysere denne side af sin bevidsthed. Og dens oplevelse her bliver derfor (…) kun til “anelser”.”
I stykke 512 i samme bind fortsætter Martinus sin forklaring om plantevæsenets udvikling: “Dets “anelse” om hvilke energier, der er behagelige, og hvilke der er ubehagelige for dets egen fremtræden i tilværelsen, bliver stærkere og stærkere, for til sidst at blive til vished, hvilket vil sige til bevidst “tanke”. (….) Og med dette stadiums indtræden af tiltræknings- og frastødningsprocessen er væsenet ikke mere en “plante”, men er blevet til et “dyr”. “
Nu kan vi altså konstatere, at vi roligt kan spise vores vegetarkost, slå vores græsplæne og i det hele taget udnytte plantevæsenerne, som vi gør. De kan kun “ane” behag eller ubehag, og fortsætter derved deres udvikling i spiralkredsløbet.
Martinus flytter vores fokus fra planten til os selv
Men hvorfor råder Martinus os da til at undlade at smykke en kiste med blomster eller at pynte vore stuer med afskårne blomster ved festlige lejligheder? Her kommer der et helt andet perspektiv ind i billedet: Hvor langt er vi selv nået på VORES vej gennem udviklingen, – hvad kan vi nænne at gøre?
I den forbindelse er det ganske naturligt, at Martinus med sin kosmiske bevidsthed ser tingene på en ganske anden måde, end vi gør på vort nuværende stadium. Læs fx i Bisættelse, kap. 107 til 112. Her nævner Martinus, at “for det højt klarsynede væsen er udstrålingerne fra et sådant blomstervæld ikke rene. Den højeste aura omkring kisten er inficeret med mørke stråler, der lader den fremtræde i et grumset skær. Blomstervældet består nemlig kun af afskårne blomster eller plantedele, altså en samling amputerede plantelemmer”. Og senere fortsætter han: “Man har været med til at holde lemlæstelsesideen ved lige. Man har berøvet de pågældende plantevæsener deres skønneste pryd. Blomsterne er jo basis for disse væseners højeste livsglæde”.
Og derved har Martinus bragt en helt anden synsvinkel ind. Nu flytter han så at sige fokus fra planten til os selv. Nu er det ikke mere et spørgsmål om plantens mere eller mindre udviklede evne til at føle behag eller ubehag. Nej, nu er det et spørgsmål om en lang, lang udviklingsvej, som hvert enkelt menneske skal gennemleve. På et tidspunkt er det ganske naturligt for os at slå vore fjender ihjel. Senere holder vi op med dét, – men vi kan stadig nænne at slå dyrene ihjel og spise deres lig. Så får vi efterhånden så mange lidelser selv, at vores medfølelse med dyrene vokser, – og vi bliver vegetarer. Men dér standser vores udvikling jo ikke. Vi vil på et tidspunkt hver især få en så forfinet samvittighed, at vi ganske enkelt ikke ønsker at smykke vores stue (eller en kiste) med “afrevne plantelemmer, – organiske legemsdele af levende væsener”.
Men skal vi så gå rundt med konstant dårlig samvittighed eller mindreværdsfølelse på grund af vores nuværende handlemåde? Nej, absolut ikke, – der er ingen af de mange små trin på udviklingsstigen, der kan undværes. Konklusionen er som altid: Alt er såre godt.
Lad os slutte med et betagende smukt citat fra Bisættelse, kap. 192: “Livet, verden eller tilværelsen er således i ethvert givet øjeblik og på ethvert trin for sig absolut fuldkommen. Og den “hellige ånd”, den virkelige åndsvidenskab, kan derfor ikke være kritik af individers livsførelse eller manifestation, kan overhovedet ikke være kritik i retning af bebrejdelse mod nogen eller for noget,, men er en absolut upartisk eller neutral belæring om kræfternes natur, en analysering af årsag og virkning”.
Hans Wittendorff
hwittendorff@post.tele.dk
id:0044
