SPØRGSMÅL: Vi har tidligere behandlet spørgsmålet “Når et kæledyr skal aflives”. Der er flere læsere, der har kommenteret svaret ud fra følgende synsvinkel: Når en sådan medfølelse får os til at udfri dyret af dets lidelser, hvorfor gælder det samme så ikke for et menneske, hvis “livsredskab” – den fysiske organisme – med sikkerhed ikke mere kan bruges til sit formål på grund af sygdom og/eller alderdom?
SVAR: Alle, der har studeret Martinus’ værker, er klar over, at Martinus ikke er en “guru”, der opstiller retningslinjer for, hvad vi “må” eller “skal” i forskellige situationer. Han har givet os sine analyser, – og ud fra dem må vi selv tage stilling. Man må også gøre sig klart, at man kan forlænge eller afkorte dødsprocessen, men ifølge Martinus’ analyser kan man ikke hverken forlænge eller afkorte selve livet. Vi er alle evige væsener, og takket være reinkarnation er den såkaldte død kun et midlertidigt farvel til den fysiske verden.
Det ligger helt fast, at Martinus bestemt fraråder ”selvmord”. Det gør han ud fra det ganske logiske argument, at man så blot udskyder problemerne til næste inkarnation. Læs blot hvad han skriver i den lille bog nr. 19 C, ”Kosmiske glimt”, kap. 2: ”Selvmorderen vil i en kommende inkarnation komme ud for en lignende situation som den, der fik ham til at begå selvmord i sin sidste inkarnation. Det sker ikke som en straf, men som en naturlig virkning af de årsager, han selv har sat i gang. Skytsånderne har nok suggereret de mørke tanker bort, men deres årsag kan de ikke tage bort. Den findes i talentkernerne i væsenets overbevidsthed og vil udfolde sig og skabe skæbne i den kommende inkarnation, hvor væsenet selv skal overvinde virkningerne og skabe nye årsager af en helt anden karakter”.
At modarbejde den guddommelige forsorg
Men hvad så, når der ikke er tale om selvmord, men om et fysisk ”redskab”, der ikke mere kan bruges? Martinus har ikke direkte skrevet om den hårfine grænse omkring eutanasi (dødshjælp, medlidenhedsdrab). Men indirekte har han været i nærheden af emnet.
I bogen Bisættelse, kap. 158, skriver Martinus, at “reinkarnationen, død og fødsel er således i realiteten livets største kærlighedsprocesser. At ønske et menneskes naturlige død forhindret (…) er jo at modarbejde den guddommelige forsorg, det er at være med til at spærre eller besværliggøre vejen til livet….”. I Livets Bog, bind 6, stk. 2153-54, forklarer Martinus, hvordan alle vore sygdomme i virkeligheden er “mellemkosmiske elektriske kortslutninger”, og han skriver videre: “Hvis nævnte kortslutning er af et sådant omfang, at den ikke kan repareres eller udbedres, må organismen kasseres, idet den uden den elektriske strøm eller drivkraft er ubrugelig og ikke mere vil kunne opfylde sit formål. (…) Det kan derfor ikke være udtryk for et levende væsens død eller undergang, således som man almindeligvis i dagligdagen antager. Det kan udelukkende kun være udtryk for et redskabs eller et apparats undergang.”
Jeget bliver ”befriet fra et ubrugeligt redskab”
Men er dødshjælp så en form for mord? I artiklen Dødsevnen og livsevnen (Kosmos nr. 1 – 2006) kommer Martinus ind på definitionen af dette begreb, idet han skriver: “Hvis et menneske bliver myrdet, er det også en formindskelse af livsoplevelsen, idet det da går glip af erfaringer og oplevelser, det kunne have haft fra det tidspunkt, hvor det blev myrdet, og til det tidspunkt, hvor det ville dø en naturlig død af alderdom”.
I den lille bog nr. 27 B, artiklen ”Jeg’et og evigheden”, skriver Martinus om vort “redskab”, organismen, der – som alle andre redskaber – bliver slidt og beskadiget: “Beskadigelserne kan være så store, at redskabet er totalt ubrugeligt for jeg’et. Og redskabet, hvilket altså vil sige: organismen eller det fysiske legeme, bliver som før nævnt udskilt fra jeg’et. Dette bliver altså befriet fra denne organisme, som det nu ikke mere kan have det mindste udbytte af. Ja, det ville jo være en ganske forfærdelig gene for jeg’et, hvis det ikke netop blev befriet fra dette ubrugelige redskab.”
”Naturlige livsmuligheder”
Ved et rådsmøde i 1971 har Martinus nærmet sig emnet endnu mere end i ovennævnte citater, idet han har fremført følgende betragtninger vedr. emnet “Dødskriteriet”:
1) Mennesket må dø, når der ikke længere findes naturlige livsmuligheder for det.
2) Det er uheldigt for livet i den åndelige verden at holde liv i en krop ud over mulighederne for at genvinde de naturlige livsmuligheder i rimelig grad.
3) De nuværende metoder til at holde liv i fx. en fuldstændig hjerneskadet person anvendes i overdreven grad.
4) Der må oprettes en myndighed til at afgøre, når der ikke længere skal holdes liv på kunstig vis.
5) Organtransplantation er en unaturlig proces og bør ikke finde sted uden den pågældende persons udtrykkelige samtykke.
Disse fem punkter lader vi stå ukommenteret. Personligt har jeg gennem et langt liv deltaget i mange gode samtaler om dette emne, og jeg finder det vigtigt, at hvert enkelt menneske af hensyn til de pårørende og lægerne selv tager stilling, – ud fra Martinus’ analyser og éns personlige opfattelse.
Nogle vil måske hævde, at det er det lidende menneskes egen personlige skæbne, når dødsprocessen er så smertefuld. Men her overfor står, hvor meget vi hver især kan nænne at lade et menneske lide, når lægevidenskaben er i stand til at hjælpe, – også selv om denne hjælp forkorter dødsprocessen. For, som Martinus formulerer det i Livets Bog, bind 6, stk.2133: “Lægevidenskabens utrættelige kamp for at hjælpe menneskeheden er således ikke nogen lille manifestation i verdensgenløsningens tjeneste.”
Hans Wittendorff
hwittendorff@post.tele.dk
id:0046
