SPØRGSMÅL: En læser skriver, at hendes nu afdøde mor var dybt og inderligt troende. Denne tro gav hende en høj moral og en praktisk næstekærlighed, der fik hende til at hjælpe andre, overalt hvor hun kunne. Og nu lyder spørgsmålet: Hvilken forskel er der overhovedet på denne stærke religiøse tro og så den stræben efter ”kosmisk bevidsthed”, som Martinus taler om?
SVAR: At den stærke religiøse tro er en voldsom kraftkilde, har vi set utallige eksempler på. Ved naturkatastrofer og voldsomme krigshandlinger har mange fortalt, at kun deres faste tro på Gud havde forhindret, at de gik psykisk til grunde.
Martinus’ forklaring på denne stærke kraftkilde er i virkeligheden uhyre interessant og tankevækkende. For i Livets Bog, bind 2, stk. 446, slår han fast, at der er visse lighedspunkter mellem et dybt troende og et kosmisk bevidst menneske. Lad os se lidt nærmere på, hvad Martinus skriver om disse begreber: ”Forskellen imellem det primitive naturmenneske og det, på jorden eksisterende, kosmisk bevidste menneske, er således ikke en artsforskel, men kun en gradsforskel. Disse væsener har begge to – “kosmisk bevidsthed”. Men mens det for det sidstnævnte væsen gør sig gældende, at dets “kosmiske bevidsthed” er i sine begyndelsesstadier for “opadgående” tilstand, og igennem disse bliver til fysisk dagsbevidsthed, er det hos det førstnævnte gældende, at dets “kosmiske bevidsthed” er i sine sidste stadier for “nedadgående” tilstand”.
Nu tager Martinus os ved hånden og fører os ud på en kosmisk rejse, der analyserer, hvad det er, der sker med os under denne ”nedadgående” og ”opadgående” udvikling af vores bevidsthed. Han gør det med disse kraftfulde ord: ”Jo, ”kosmisk bevidsthed” er den fundamentale bærekraft i universet. Den er kulminationen af livets oplevelse. Den er selve Guddommens egen bevidsthed.” (stk. 447)
Fra tro til viden
Lad os begynde med spørgerens eksempel: Et menneske med en stærk religiøs tro. Om dette skriver Martinus: ” Helt op til de nulevende mest primitive jordmennesker, ja, helt frem til og dybt ind i de såkaldte civiliserede folkeslag, gør denne fortidige “kosmiske bevidsthed” i form af “instinktet” sig gældende. Alt, hvad der kommer ind under begrebet religiøsitet, får således kraft fra denne tilstand i de pågældende væseners bevidsthed. Alle trosformer, og de herpå baserede sekter og samfund, hviler ligeledes udelukkende på et fundament af denne fortidige, men nu ubevidste “kosmiske bevidsthed”. Og det er denne ubevidste tilstand, der bevirker, at de religiøse og åndelige foreteelser kun kan blive en trossag.” (stk. 451). Med andre ord: Denne stærke tro er altså ikke en selvoplevet viden, men er baseret på instinktenergien, altså en stærk anelse og overbevisning.
Men netop på de udviklingsstadier, hvor vi ”jordmennesker” befinder os, er denne fortidige ”kosmiske bevidsthed” døende. At ”tro” ubetinget på en gammel bog eller på en autoritet er ikke en viljesag. Flere og flere mister denne trosevne og bliver materialister. ”Der findes ikke nogen Gud eller noget Forsyn, – enhver er sig selv nærmest”. Men også åndsvidenskaben er som en lukket bog for de mennesker, ”der har mistet evnen til at tro, og som endnu ikke har intellektuelle evner til at gøre sig disse ting til viden.” (stk. 452)
”Kosmisk bevidsthed på forskellige stadier”
Nu har vi således, med Martinus ord, ”fået optrukket de første svage konturer til de realiteter, der bærer det levende væsens sjæleliv eller tankeklimaer. Vi har set, at alt bevidsthedsliv i tilværelsen er ”kosmisk bevidsthed” på forskellige stadier, der igen tilsammen danner spiralkredsløbet.” (stk. 466). Med denne oplysning begynder der at gå et lys op for os: Vores ”kosmiske bevidsthed” afhænger af, hvor vi befinder os i dette vældige spiralkredsløb. Når vi har en evne til at TRO, så er denne tro baseret på en udviklet instinktenergi, der giver os – ikke viden – men en fast tro eller overbevisning. Når vi ikke mere er i stand til at tro, er det altså, fordi denne energiform er aftagende og mere og mere kombineres med vores stigende uddannelsesniveau og intelligens. Nu har vi ikke mere evnen til et tro, – nu vil vi vide. Vi bliver materialister og tror kun på dét, vi kan veje og måle, og ”Gud er død” for os.
Her er vi på vores ”kosmiske bevidstheds” absolutte lavpunkt. Men takket være karmaloven vender alt, hvad vi gør mod andre levende væsener, tilbage til os selv og giver os et vældigt ”erfaringskartotek”, som vores medfølelse med andre nu hviler på. Nu er det ikke mere en instinktiv anelse eller tro, der bærer vores bevidsthed. Og den tomme materialisme er vi også blevet mætte af. Vi bliver mere og mere i stand til at kombinere vores følelsesenergi med logik, med intelligensen. Når denne kombination i fremtiden lykkes for os, er ringen sluttet og vores kosmiske bevidsthed er ”fornyet”.
Med Martinus’ ord: ”En sådan tilværelsesform giver jo væsenet de manglende erfaringer, hvorved det får det nødvendige erindringsmateriale til opbyggelsen af medlidenhedsevnen og således bliver garderet mod gentagelse af de samme fejltagelser. Derved bliver medlidenhedsevnen mere og mere fuldkommen. Og væsenet kommer til sidst til at kunne føle medlidenhed i alle livets felter. Og på dette stadium er medlidenhedsevnen blevet identisk med universets evigt førende og styrende kraft, hvorved dens ophav føler sig “et med Faderen”. Denne kraft er nemlig identisk med det, vi kalder “kærlighed”. Og med dette tankeklimas permanente forekomst i individets væsen indgår den “kosmiske bevidsthed” atter i dagsbevidstheden, og individet fortsætter sin spiralpassage ind igennem de intellektuelle verdener.” (stk. 457)
Nu kan vi altså konkludere: Den stærke religiøse tro og den kosmiske bevidsthed er begge kraftkilder. Og vi står nu ved et vendepunkt, hvor ”bevidsthedens evolution” fører os frem mod – ikke tro, men viden – mod ”kosmisk bevidsthed”.
Hans Wittendorff
hwittendorff@post.tele.dk
Livets Bog, bind 2, som citaterne er taget fra, kan købes via shop.martinus.dk
