SPØRGSMÅL: Vi har tidligere besvaret et spørgsmål om nedfrysning af madvarer. I den forbindelse blev det nævnt, at man på samme måde kan nedfryse mænds sæd, som ved optøning er i stand til at befrugte en ægcelle og frembringe afkom. Nu spørger en læser, hvordan dette overhovedet kan lade sig gøre, når Martinus jo fortæller, at det er ekstaseenergien under parringsakten, der får et diskarneret væsen fra salighedsriget til at besjæle de sammensmeltede æg- og sædceller. Der kan jo ikke være megen ekstaseenergi ved en kunstig befrugtning?
SVAR: Det er rigtigt, at der ikke kan være megen ekstaseenergi i laboratoriet ved en kunstig befrugtning, som læseren skriver. Men ”mindre” kan gøre det. Under ”Martinus svarer” på vores hjemmeside ”martinus.dk”, besvarer Martinus selv spørgsmålet (punkt 12) om kunstig befrugtning: “Enhver normal livsproces forekommer i en så rig fylde, at dens mission til en vis grad kan lykkes, selv om ikke alle ydre betingelser er til stede. Hovedbetingelsen for en befrugtning er jo den mandlige sæds indføring i den kvindelige kønsorganisme. Ved denne sæds udtømmelse fra den mandlige kønsorganisme kan der, selv om denne foregår på kunstig måde uden samleje med en kvindelig partner, udløse sig så megen salighedsenergi, at den kan tiltrække et diskarneret væsens aura og her skabe en forbindelse eller kontakt med den, der kan holde et vist begrænset tidsrum eller så længe, som sæden på kunstig måde kan holdes levende”.
Ekstaseenergien og perspektivprincippet
Men hvad sker der så, når vi fryser sæden? Ved den tidligere besvarelse om frosne madvarer fik vi at vide, at når vi nedfryser fx sædceller, så ”mineraliseres” de, og selve ”det levende”, deres ånd, går videre i sit eget kredsløb. Ved optøningen er der ”nye mikrovæseners ånd, der inkarnerer i og beliver” disse cellevæsener.
Nu bliver det spændende, for nu skal vi prøve at betragte dét, der sker, fra en hel anden synsvinkel, et helt andet perspektiv. I artiklen ”Partikler, tomrum og tankekraft” (Kosmos nr. 1-2001) fortæller Martinus, at ”størrelsesforholdene er baseret på det evige perspektivprincip, der er lige så nødvendigt, for at skabelse og oplevelse kan foregå. Alle levende væsener er samtidig både et makro- og et mikrovæsen, der har deres egen mellemkosmiske sanseoplevelse, derfor er alle levende væsener kosmisk set lige store.”
Når sædcelle og ægcelle mødes og smelter sammen, er det jo i virkeligheden et vældigt mikrokosmisk drama, der udspiller sig, med tre forskellige væsener i hovedrollerne, nemlig ægcelle, sædcelle og det diskarnerede væsen. Her er vi altså inde på perspektivprincippet, hvor vi har brug for vores fantasi-evne. Vi er nok tilbøjelige til at synes, at disse små cellevæsener kun kan frembringe en meget, meget begrænset udløsning af salighedsenergi. Men i forhold til deres størrelse er det nok en vældig saligheds-begivenhed, – en mellemkosmisk sanseoplevelse – disse celler deltager i. De skaber ikke nyt liv, for livet er evigt, er aldrig skabt og ophører aldrig. Men de er med til at skabe betingelserne for, at et væsen kan få en ny organisme, et nyt oplevelsesredskab.
I det øjeblik, disse to cellevæsener smelter sammen, udløser dette en så vældig salighedsudstråling, at det er medvirkende til, sammen med ”moderlivets skabende kraft”, at tiltrække et væsen fra salighedsriget. Og det sker altså også, når betingelserne absolut ikke er ideelle, som fx ved kunstig befrugtning. Eller som Martinus beskriver det i den nævnte besvarelse på martinus.dk: ”Den diskarnerede ånds talenter for organismedannelse kan således ved den her opståede forbindelse og sammen med den organiske skabende kraft i moderlivet komme til udfoldelse, og fosterdannelsen begynder. Men det skal dog bemærkes, at dette er en undtagelse fra det normale, hvorved der opstår et vist minus i denne fosterdannelse, nemlig dette, at generationerne af dette afkom vil dø ud, da de efterhånden taber forplantningsevnen og således bliver ufrugtbare.”
Konklusionen er altså, at overalt, hvor der overhovedet er mulighed for, at fysisk inkarnation kan lade sig gøre, der vil der inkarnere et væsen. Men når forholdene afviger fra det normale, vil det få visse konsekvenser. Med Martinus’ ord: ”Man skal derfor ikke tro, at den kunstige befrugtning er en velsignelse eller er fremtidens løsen.”
Endnu engang har Martinus åbnet vore øjne: Vi skal ofte se problemerne i lyset af perspektivprincippet for at forstå den dybere analyse.
Hans Wittendorff
hwittendorff@post.tele.dk
Den anviste litteratur kan købes via shop.martinus.dk
