SPØRGSMÅL: Et ægtepar er i færd med at læse Livets Bog igen og har stort udbytte af det. Nu er man kommet til stk. 646 i bind 3, hvor man støder på ”nogle mærkelige sætninger” i slutningen af stykket, hvor Martinus skriver: ”Jeg’et har ”fuldkommen løbet”. Jeg’et blev til støv, og støvet blev til jeg, og jeg’et forklaredes og blev ét med sin Faders herlighed”.
”Hvordan mon det skal forstås? I dette tilfælde kan jeg’et jo da ikke være det samme som X1?” – En svensk læser har tidligere citeret den samme sætning og skriver: ”For mig er meningen ubegribelig”.
SVAR: Når man tænker på Martinus’ kolossale begavelse og overblik over hele verdensbilledet, kan man godt forstå, at han – efter en saglig analyse af et menneskes livsforløb – bliver begejstret og i poetiske vendinger giver et overblik som i dette tilfælde. Lad os prøve at ”oversætte” de pågældende sætninger til et mere jordnært sprog:
”Jeg’et blev til støv” – betegner den fantastiske proces, der sker ved forplantningen, når et jeg, X1, fra den åndelige verdens salighedsrige forbinder sig med ”støvet”, den fysiske verden. Det er virkelig betagende at læse Martinus’ forklaring til dette ”Guds under”. Se fx symbol nr. 34, ”Parringsakten eller Guds ånd i mørket”, i Det Evige Verdensbillede, bog 1.
”Støvet blev til jeg” – Den fysiske organisme er nu blevet et oplevelsesredskab for jeg’et gennem barndom, ungdom, manddom og alderdom. Og for menneskets vedkommende har vi alle denne indre ”jeg-fornemmelse”.
”Jeg’et forklaredes og blev ét med sin Faders herlighed”. Bag disse poetiske ord ligger den proces, vi kalder ”døden”, hvor jeg’et frigør sig fra ”støvet” og forlader sin fysiske organisme. Nu venter den betagende paradis-oplevelse, vi alle møder mellem to inkarnationer. Alle skulle unde sig selv den oplevelse, det er, at læse den lille bog nr. 25 Vejen til paradis.
Nu har vi fået en forklaring på Martinus’ begejstrede og poetiske sprog, der for nogle har været ”ubegribelige”. Som så ofte før viser det sig, at vi kunne have fået den samme forklaring blot ved at læse videre. For i stk. 647 giver Martinus os et resume over, hvad der menes med sætningen ”Jeg’et har fuldkommen løbet.” Han skriver her: ”Vi har set et fysisk jordliv begynde som et væsen i kimtilstand. Vi har set det vokse frem til kulmination og blomstring. Og vi har set det degenerere, visne og dø”.
Jeg’et og ”støvet”
Tilbage står så, at det for nogle virker forvirrende, når Martinus somme tider taler om jeg’et, X1, uden samtidig at nævne jeg’ets skabeevne, X2, – og X3, der for os ser ud som ”stoffet” eller ”støvet”, men som i virkeligheden er bevægelse. Vi ved fra Martinus, at disse tre X’er aldrig nogensinde kan adskilles. Der eksisterer altså ikke i hele verdensaltet et jeg, der ikke manifesterer bevægelse og dermed ”stof”. Og intet sted finder vi en bevægelse uden et bagved liggende jeg. Med Martinus’ ord ”…to uadskillelige realiteter: Jeg’et og materien” ( stk. 314)
Men i teorien taler Martinus om dem hver for sig i et forsøg på at forklare os sammenhængen. For det er vanskeligt for os at opfatte materien eller stoffet som udtryk for liv. Forklaringen er, at vi ”har de nævnte stoffer på så lang ”kosmisk afstand”, at vi ikke ser lokaldetaljerne og følgelig heller ikke de levende væseners fremtræden i eller bag stoffet” ( Livets Bog, bind 2, stk. 481)
Nu er vi tilbage ved vort udgangspunkt: Hvad er ”støvet” eller stoffet i virkelighedens verden, det vil sige i kosmisk belysning? Det giver Martinus os et klart svar på: ”Alt stof er livets fornemste udtryksmiddel. Denne stoffets tilstand opretholdes i kraft af, at al materie eller stof er gennemtrængt af ånd. (…) Helt uden ånd forekommer der intet som helst fysisk stof. Alt stof er derfor levende.”. Læs selv videre i Livets Bog, bind 6, stk. 2141, – det er som at læse et eventyr, der giver os en helt ny oplevelse af livet omkring os.
…. og hvis du støder på ”uforståelige sætninger” hos Martinus, så send dit spørgsmål til spørgerubrikken.
Hans Wittendorff
hwittendorff@post.tele.dk
Den omtalte litteratur kan købes via shop.martinus.dk.
