SPØRGSMÅL: To veninder er gået sammen om at læse Martinus, og nu har de et spørgsmål: Når et menneske dør, afbrydes forbindelsen mellem jeget og den fysiske organisme da øjeblikkeligt, eller er der en forbindelse mellem vores ”ånd” og dets fysiske ”redskab” en tid efter, at vi er gået over tærskelen til den åndelige verden? Det må da have betydning for de pårørende at vide?
SVAR: Det er bestemt et relevant spørgsmål, som berører os alle. Og det er så heldigt, at Martinus giver os et svar, der både er smukt og tankevækkende. Det sker i bogen ”Bisættelse”, kap. 170 og 171. Her svarer han ikke blot på vort spørgsmål, men giver os samtidig en kort forklaring på, hvad der sker i dødsøjeblikket: ”Når jeget eller individets virkelige væsenskerne har skiftet sin koncentration eller dagsbevidsthed fra det fysiske til det overfysiske eller åndelige legeme, bliver der tilbage på det fysiske plan dets fysiske legeme, dets kasserede redskab for fysisk oplevelse.”
Nu har de fleste mennesker nok den opfattelse, at selve liget er noget, som man blot skal skille sig af med på den mest fordelagtige og hurtigste måde. Og Martinus skriver da også, at ”fra det øjeblik ”døden” indtrådte, er legemet blot en ydre ting for dets oprindelige besidder”. Men så tilføjer han noget yderst interessant og relevant for vort spørgsmål: ”Dette forandrer ikke, at denne tidligere besidder stadig fra sin overfysiske tilværelse kan nære overordentlig store følelser for dette. Det rummer så mange minder. Det har været hans ”fartøj” gennem både medgang og modgang, gennem sorg og glæde. Disse følelser kan altså være meget stærke og som følge heraf holde sig meget længe. Man må derfor ikke tro, at den ”afdøde” er helt uberørt af, hvad der sker med dennes lig.”
Ligbrænding er en katastrofe for mikrolivet
I denne forbindelse giver Martinus os en oplysning, som ikke ret mange tænker på, nemlig, at nogle mennesker er ”åndelig clairvoyante”. Det vil sige, at de fra det åndelige plan kan ”se” fysiske foreteelser, på samme måde som når nogle ”fysisk clairvoyante” fra det fysiske plan kan ”se” åndelige ting. Men Martinus tilføjer, at ”selv om vedkommende ikke er udstyret med nævnte evne, så kan han eller hun dog gennem ligets mikroverdens samlede astrale eller overfysiske liv indirekte følge enhver proces i liget.”
Det omtalte kapitel 171 giver Martinus overskriften ”Den uhyggeligste oplevelse en ”afdød” kan have med hensyn til sit lig.” Her fortæller han, at den ”afdøde”, fra den del af den åndelige verden, hvor han eller hun i den første tid efter døden befinder sig, har en langt klarere horisont over de ”levende” væsener i liget og deres kamp for tilværelsen, end han eller hun havde på det fysiske plan. Derfor kan enhver unaturlig proces med liget virke som en katastrofe, – afhængig af om afdøde var et primitivt og robust naturmenneske eller et højtudviklet kulturmenneske. Med Martinus’ ord: ”Da det er ”følelseslegemet”, der bærer dagsbevidstheden efter døden, vil al oplevelse efter døden netop være afhængig af, hvor udviklet nævnte legeme er. Ligeledes vil indtrykket af ens ligs unaturlige skæbne naturligvis også være afhængig af, hvor stor og udviklet et kendskab, man i forvejen har til mikroindividernes tilværelsesplaner.”
Selve begravelsesformen ligger uden for besvarelsen af det spørgsmål, der er stillet. Lad os alligevel slutte med, hvad Martinus skriver om dette i kapitel 172: ”Med hensyn til den almindelige begravelsesform vil den, selv om den i sin nuværende traditionelle form ikke kan siges helt at være hundrede procent i kontakt med den højeste moral og absolut naturlige handlemåde, være langt at foretrække frem for ligbrænding. Og af to uundgåelige onder må man vælge det mindste.”
Martinus lægger ikke skjul på, at han betragter ligbrænding som en voldsom overtrædelse af livslovene. Det kan man læse meget mere om i ”Bisættelse” eller i artiklen ”Begravelse, bisættelse og balsamering” i Kosmos nr. 3-2011.
Hans Wittendorff
hwittendorff@post.tele.dk
Den omtalte litteratur kan købes via shop.martinus.dk.
