Der kommer mange spørgsmål fra Martinus-studerende, som har læst om den seksuelle polforvandling, og som har deltaget i kurser i Klint om dette emne. Nogle har fået den opfattelse, at Martinus ligefrem kritiserer os, når vi har samleje med hinanden, og at han er modstander af enhver form for prævention.

SPØRGSMÅL: ”Skal jeg virkelig leve med konstant dårlig samvittighed”, spørger en Kosmoslæser. En anden skriver: ”Min hustru og jeg har fire børn og ønsker ikke flere. Mener Martinus virkelig, at der slet ikke er noget godt ved at bruge præventive midler for at forhindre uønsket svangerskab?”

SVAR: Lad os skynde os at slå fast, at det absolut ikke er Martinus’ mening, at man skal “leve med konstant dårlig samvittighed” på grund af de ting, han giver udtryk for. Lad os derfor se på spørgsmålene I et bredere perspektiv og i relation til vores individuelle udvikling. Og jeg vil denne gang næsten udelukkende svare ved Martinus-citater.

I Livets Bog, bind 3, stk. 837 og fremefter giver Martinus os et vældigt overblik over udviklingen, og han stiller selv spørgsmålet (i forbindelse med Jesu påbud om at ”elske alle”): ”Er verdensgenløserens påbud abnormt, er hans væsen og uægteskabelige fremtræden abnorm? – Eller er de gamle overleverede dogmer abnorme? – Nej, hverken de ægteskabelige dogmer eller verdensgenløserens tilstand er abnorme, men udtrykker i allerhøjeste grad to store højst forskellige udviklingsepokers møde med hinanden. Vi befinder os på grænsen mellem to helt forskellige mentale sfærer, nemlig: ”dyreriget” og ”det rigtige menneskerige”.”

Vi befinder os i mellemstadier

Senere uddyber Martinus: ”Omformningen af det levende væsen fra en énpolet til dobbeltpolet tilstand udgør en meget lang udviklingsperiode. At man inden for denne periode finder alle mulige forskellige mellemstadier mellem enpolet og dobbeltpolet tilstand er naturligvis en selvfølge.” (stk. 838) Og vi kunne tilføje, at midt i disse ”mellemstadier” befinder mange, mange mennesker sig i dag. Det er netop dem, Martinus søger at hjælpe med sine analyser og udtalelser.

Men hvad gør man så, når man fysisk befinder sig i en ”hanorganisme” eller ”hunorganisme”, men mentalt set ikke mere er hverken ”han- eller hundyr”? Martinus skildrer denne tilstand på en meget ligefrem måde i stk. 840: ”Da en sådan han- eller hunorganisme normalt ikke kan eksistere uden at være udstyret med kønsorganer med tilhørende kirtler og afsondringer, der kræver udløsning, må denne udløsning finde sted. I modsat fald vil der opstå en unaturlig spænding i tankefunktionen, en kønslig sult, der inden alt for længe ville bringe individet fuldstændigt ud af mental ligevægt”.

Svangerskabsforebyggelse

Martinus tager dette emne op i Livets Bog, bind 4, stk. 1480, hvor han stiller en række spørgsmål, som han til sidst besvarer: ” Er det da ikke synd at befordre “befrugtningsforebyggelse”? – Er det ikke stridende imod naturens love at gribe ind i en naturproces til egen fordel og derved forhindre, at den ikke kommer til at opfylde sin naturlige bestemmelse?– Når to væsener, her i dette tilfælde “mand” og “kvinde”, indgår i den proces, der gør dem til “´et kød” og udløses som et seksuelt samleje, er det så ikke naturens mening, at der skal finde en “befrugtning” sted?– Er denne proces ikke bestemt til at give mulighed for, at et diskarneret væsen kan inkarnere i kødet eller den fysiske verden?– Ved at gribe ind i samlejet på en sådan måde, at denne mulighed for det diskarnerede væsen udelukkes, går man jo på tværs af naturens egne love. Hvis alle jordmennesker greb ind i deres samleje på denne måde, blev der jo ingen mulighed for inkarnation, og menneskeslægten måtte totalt uddø. Ja, det er ganske rigtigt. Hvis blot “alle” jordmenneskene greb ind i deres seksuelle nydelse på nævnte måde, men det er jo netop det, de ikke gør og aldrig nogen sinde vil komme til at gøre. En sådan risiko kan derfor aldrig opstå.”

Læser vi videre, finder vi Martinus’ direkte svar på vort spørgsmål: ”Da individet på et vist udviklingsstadium hen imod den store fødsel befinder sig i en tiltagende uegnethed som fader eller moder for et barn og den heraf følgende antipati imod forældreskab, men ikke desto mindre endnu er befrugtningsdygtig og gennemsyret af et stærkt tiltagende seksuelt begær, kan det jo kun være en velsignelse, at et sådant væsen kan få dette begær tilfredsstillet, uden at dette har til følge, at vedkommende væsen, såfremt det er en mand, bliver “fader”, og såfremt det er en kvinde, bliver “moder”. Væsener, i hvem anlæggene for at være “fader” eller “moder” er meget visnede eller hensmuldrede, og som derfor er fyldt med lede eller antipati imod at skulle manifestere “forældreskab”, vil jo kun kunne være højst uheldige “forældre”. Men da disse væsener ikke desto mindre har en forstærket seksuel drift, der kræver tilsvarende forstærket tilfredsstillelse, ville sådanne væsener jo avle børn i dusinvis, hvis ikke befrugtningen blev forhindret. Alle disse børn ville således være dømte til at få dårlige eller uegnede forældre. En hel masse diskarnerede sjæle ville blive født ind i en fysisk sfære af unaturlige forældre.” (stk. 1481)

Skabt af næstekærlighedsloven

Her er vi således kommet ind til sagens kerne. Her nævner Martinus de mange eksempler på vore dages  ”unaturlige forældreskaber” og skriver direkte: ”At en del af disse bliver likvideret eller umuliggjort ved ”befrugtningsforebyggelse” kan således ikke være hverken fysisk eller sjælelig overtrædelse af livslovene, kan ikke være nogen ”forbrydelse”.” Men han tilføjer en meget alvorlig advarsel: ””Befrugtningsforebyggelse” er altså ikke noget, der kan anvendes af alle forældre og i ethvert seksuelt samleje. Den er skabt af næstekærlighedsloven og skal derfor udelukkende anvendes i dens tjeneste. Derimod vil dens anvendelse i et hvilket som helst egoistisk tilfælde være en overtrædelse af livsloven. (…) ”Befrugtningsforebyggelsen” kan derimod retfærdiggøres i alle de tilfælde, hvor den udelukkende, som den af naturen er skabt til, er midlet til at forhindre børnefødsler i situationer, hvor det er umuligt for forældrene at garantere eller skabe et fuldkomment naturligt eller normalt ”forældreskab” for barnet. (…) Det er bedre at forebygge en ”befrugtning”, end det er med sin seksuelle tilfredsstillelse at bringe et lille diskarneret væsen over på det fysiske plan uden at kunne være dets far eller mor i absolut forstand, være de af naturen fastsatte fysiske skytsengle for barnet. Har man ikke betingelser for at kunne opfylde denne med befrugtning absolut uafvigelige forpligtelse, vil det være et mindre ”onde” at forhindre ”befrugtning” end ikke at gøre det.” (stk. 1482)

Med disse mange Martinus-citater har vi nu fået nuanceret synet på svangerskabsforebyggelse.  Men det er nærliggende at spørge: ”Hvorfor har Martinus så udtrykt så stor begejstring for kærtegnsseksualitet i den ”Gardenparty-artikel”, som var gengivet i Kosmos nr. 8-09, og som har givet anledning til spørgsmål fra nye læsere? Har han gjort det for at give os dårlig samvittighed, som spørgeren skriver? Nej, bestemt ikke. Men med sin kosmiske bevidsthed har han fokuseret på den fremtid, der ligger foran os, og som mange, mange mennesker allerede nu er begyndt at mærke konsekvenserne af.                                

                                       

Hans Wittendorff

hwittendorff@post.tele.dk

Den omtalte litteratur kan købes via shop.martinus.dk.

Pin It on Pinterest

Share This