SPØRGSMÅL: En læser skriver: “Alt bygger på kontraster. Uden kontraster ingen oplevelse, fortæller Martinus os. Målet med vores liv er, at vi er kærlige mennesker over for alt og alle. Men når vi skal blive kærlige og gode, så forsvinder jo kontrasten, dvs. det onde. Hvad så med oplevelsen, når den “onde kontrast” forsvinder, både når det angår vores liv her og nu og i Menneskeriget? Hvad siger Martinus til det?”
SVAR: Dit spørgsmål er I virkeligheden mere interessant og omfattende, end man umiddelbart skulle tro. For når vi leder efter svaret, finder vi ud af, hvilken ufattelig visdom og kærlighed der ligger bag vores evige livsoplevelse. Vi kan begynde med at læse “verdens korteste livsforklaring”. Den findes I Livets Bog, bind 6, stk. 1941, og lyder således: . Da vi kun igennem vort kendskab til mørket kan erkende lyset, og kun i vort kendskab til lyset kan erkende mørket, kan det ikke noksom påberåbes at være en stor velsignelse, når verdensbilledets livsstruktur i virkeligheden er kredsløbsprincippet, igennem hvilket alle livsoplevelsens kontraster er lagt til rette på en sådan måde, at de levende væsener netop hele tiden kan have adgang til oplevelse af de for enhver livsoplevelse nødvendige modsætninger eller kontrastforhold, på hvilke oplevelsen er baseret. (…) Alle levende væsener er altså hele tiden på vandring i denne kontrastorganisering. Det er denne vandring, vi kalder ”livets oplevelse””.
Sult og mættelse
Hvad er det, Martinus her fortæller os? Jo, han pointerer, at netop fordi vi er evige væsener, er det intet mindre end genialt, at vores ”livsstruktur” er formet som kredsløb, hvor de enkelte afsnit er tilrettelagt efter vores ønsker, – vores ”sult”, som han definerer som ”alle former for begær”. Og hver gang denne sult er blevet mættet, og vi søger efter dens modsætning, så glider vi ind i det næste afsnit, den næste energitilstand, det næste ”rige”. For vi ved jo godt, at kontraster ikke kun er sort eller hvidt, lys eller mørke. Vore sanser er i stand til at opfatte et uendeligt antal kontraster mellem disse to yderpunkter.
Det bekræfter Martinus i Livets Bog, bind 7, stk. 2462, hvor han skriver: ”Igennem de kosmiske analyser i nærværende værk er vi blevet kendt med de levende væseners evige livsoplevelse, samt hvorledes evnen til denne oplevelse vedligeholdes. Vi ved således, at selve den evige livsoplevelsesevne opretholdes ved et særligt kompliceret organisk anlæg, som vi kender under begrebet “sanseevnen”. I kraft af denne evne skabes livets oplevelse. Fundamentet for denne oplevelse er skabelsen af kontraster. Disse kontraster er at inddele i de store hovedkategorier, nemlig fornemmelsen af “behag” og fornemmelsen af “ubehag”. Hver af disse to fornemmelser rummer et ocean af variationer. Der findes således en mangfoldighed af fornemmelsesarter, der opleves som ubehag og en tilsvarende mangfoldighed af fornemmelsesarter, der opleves som behag.”
En mental bevægelse gennem kontraster
Efter at Martinus har givet os disse oplysninger, begynder vi at forstå, hvor kærligt og genialt vores evige livsvandring former sig gennem spiralkredsløbet. Lyset og mørket omfatter alt, hvad der eksisterer. Vores oplevelse af disse begreber dirigeres af vores sult eller vores mættelse. Derfor kan vi aldrig nogen sinde stå stille, men må hele tiden bevæge os, hvilket i dette tilfælde betyder en forvandling, en mental bevægelse gennem kredsløbets forskellige ”riger” eller energitilstande, der alle indeholder en ”sult” og en kulmination i form af ”mættelse”.
Kontrasten her i slutningen af ”dyreriget”, hvor menneskeheden befinder sig, er meget voldsom. En stor del af menneskeheden er absolut ikke færdig med den ”mørke” kontrast. De er aggressive, fører krig mod alle, der har en anden mening end dem selv. Andre er i den grad ”mætte” af mørke og smerter og lidelser, at disse mennesker nu længes efter en verden, hvor sult og nød, tortur og had, ikke findes. De vender sig mere og mere bort fra begrebet ”enhver er sig selv nærmest”, de bliver humane og vil gerne hjælpe deres medvæsener. De har sat kursen mod en ganske langsom rejse til dét, Martinus kalder ”det rigtige menneskerige”, hvor følelsesenergien kulminerer.
”En blid mættelse…”
I dette og i de efterfølgende ”riger” i spiralkredsløbet er kontrastforholdene ikke nær så voldsomme, – men de er der. Som eksempel nævner Martinus, at man i menneskeriget skal vænne sig til en anden form for ernæring, og han fortsætter: ”Her er det, ligesom i de efterfølgende riger i kredsløbet, en fuldt vågen, bevidst, frivillig livslyst for væsenet at foretage denne afvænnings- og tilvænningstilstand. Og “mørket” gør sig kun gældende som en “udlevelse” af tingen, så den ikke mere er interessant, ikke mere er stimulerende, men snarere er “kedelig”. “Mørket” her er ikke dødbringende overtrædelser af livslovene eller en ny befordring af det dræbende princip med efterfølgende ulykkelig indgreb i skæbnen, men er derimod en blid mættelse af tilstrækkeligt udlevede foreteelser. Men lyset derimod er jo stadig en forventning af større oplevelsesmuligheder, behagelig spænding i fornyet håb om udvidet nye kosmiske horisontområder eller åbenbaringer af den evige Fader.” (Livets Bog, bind 4, stk. 1554)
Har du fået lyst til at sætte dig ind i, hvad du kommer til at opleve i dit evige liv, så læs for eksempel hele Martinus’ forklaring til symbolet ”Det evige livs struktur”, nr. 36 i Det Evige Verdensbillede, bog 4.
Hans Wittendorff
hwittendorff@post.tele.dk
Den anviste litteratur kan købes via shop.martinus.dk