Kristus, Buddha, Moses, Muhamed – vidt forskellige vejledere

SPØRGSMÅL: Nogle spørgere har undret sig over Martinus’ brug af begrebet “verdensgenløsere”, De undrer sig over, at betegnelsen bruges om så forskellige personer som Moses, Buddha, Muhamed og Jesus. Hvordan kan Martinus bruge samme betegnelse om så forskellige personer?

SVAR: Betegnelsen “verdensgenløser” dækker på en måde over det samme som “forældreprincippet”. Det lille nyfødte barn har brug for forældre, der hjælper det gennem hele barndomsperioden, indtil det kan stå på egne ben. På nøjagtig samme måde har menneskeheden i sin lange, lange livsvandring haft brug for “verdensgenløsere”, det vil sige vejledere, profeter, der kunne føre mennesket frem til den “åndelige voksentilstand”.

Men ligesom børn er forskellige og har vidt forskellig behov for vejledning, sådan har de forskellige kulturer og udviklingstrin også haft brug for at blive ført af forskellige religiøse impulser og disses “profeter” eller vejledere, der var tilpasset de pågældende kulturer og udviklingstrin. Med Martinus’ ord er det “verdensgenløsernes mission at indplante såvel den mørke som den lyse udstråling af skabeprincippet i menneskebevidstheden således, at den hos de pågældende væsener kan blive til naturlige anlæg.”

Og her er vi fremme ved et af kernepunkterne i Martinus’ verdensbillede, nemlig forståelsen af mørkets og lidelsernes nødvendighed. Og ikke mindst deres virkning på vores bevidsthed. Med Martinus’ ord: “Medens intelligensen kan udvikles ved erfaring og undervisning, kan humaniteten ikke udvikles ved undervisning. Den kan udelukkende kun udvikles ved lidelseserfaringer.”

Nogle er vejledere ind i mørket, – ”det ubehagelige gode”
Så forstår vi altså, at menneskeheden måtte føres og vejledes frem gennem en “læreproces”, som Martinus meget betegnende kalder “det ubehagelige gode”, men som vi nok umiddelbart vil se som ufattelige lidelser og smerter, – gennem krige, hævn og had. Når disse energier med usvigelig sikkerhed vender tilbage til afsenderen, afføder disse lidelseserfaringer netop humanisme og selvoplevet evne til tilgivelse. Det er denne proces, menneskeheden i øjeblikket er i færd med at gennemleve. Martinus skildrer vores nuværende situation på en yderst fascinerende måde i Livets Bog, bind 1, stk. 40 til 42.

Lad os vende tilbage til de vidt forskellige behov for vejledning af de mange kulturer og udviklingstrin. Moses er et godt eksempel: Han var bestemt ikke “båret af alkærlighedens lys”, men tvært imod talsmand for hævn og grusom straf i form af “øje for øje og tand for tand”. Men han var med Martinus’ ord “netop den mand, der var i besiddelse af evner til at styre denne urolige afgudshungrende hob ud af Ægyptens trældom. (….) Det folk, til hvilket verdensgenløseren blev sendt, var altså et folk, der var opdraget til en kultur, der var en skrigende modsætning til den kultur, som Kristi dogme- eller facitforkyndelse senere skulle åbenbare”. (Den Intellektualiserede Kristendom, stk. 42)

I den lille bog nr. 2, Påske, kap. 2, beskriver Martinus forskellen mellem Østens og Vestens modtagelighed for vejledning. Østens folk fik således sin “Buddha” og sin “Muhamed”, for de kunne acceptere læren om reinkarnation og udødelighed og kunne give afkald på grove fysiske begær. Vesten fik derimod – på rette tidspunkt – Kristus, der betegnede et vendepunkt i historiens forløb, da han forkyndte, at man skulle elske sine fjender og tilgive. Og det er netop disse energier, der er det store slutmål for hele menneskeheden.

De religiøse kulturer er alle forurenet
Nu kan man spørge sig selv, hvorfor de forskellige politiske og religiøse samfund i verden så ikke forlængst er smeltet sammen i fællesskabets ånd og handlemåde? Det er, fordi de endnu rummer en hel del af den “døende mørke verdensimpuls’ kræfter, påvirkning og hæmning”. Med Martinus’ ord: “Det er disse kræfters virkninger, der efterhånden har forurenet både den rene Buddhisme, Kristendom og Islam, tværet disse store verdensreligioners dyrkere og tilhængere ud i mangfoldige mere eller mindre urene trossamfund, sekter og “politiske” partier”. Og endelig et citat fra Livets Bog, bind 4, stk.1249: “Og dog er disse religioner i deres grundstamme nær beslægtet. Det er rigtigt, at med udviklingen vil disse religioners væsener efterhånden blive mere og mere beslægtede, men det sker absolut ikke ved et magtpåbud, men udelukkende kun ved en gradvis udvikling.”

I artiklen “De kosmiske kræfter bag verdensgenløsningen”, som er gengivet i Kosmos nr. 2-1993, har Martinus givet et vældigt overblik over dette princip, der gennem tiderne har ført menneskeheden gennem mørkets og lidelsernes “læreproces” og frem til den nuværende “ragnarok-periode”. Her nævner han udtrykkeligt, at i vores nuværende situation drejer verdensgenløsningen sig ikke mere om “en partiel del af menneskeheden, men derimod hele menneskeheden. Den vil blive moden eller prædestineret til modtagelse af den evige sandhed i en utilsløret form som kosmisk videnskab”.

Vi ser mange, mange tegn på humanisme og evne til tilgivelse. Men vi ser sandelig også det modsatte. Lad os slutte med et citat fra den omtalte artikel: “Menneskenes mørke karmaimpulser vil være af en sådan natur, at menneskene bliver helt drejet bort fra det dræbende princips politik. Menneskene kommer i en situation, hvor deres eneste materielle redning er “Verdens forenede stater” med en for alle eksisterende stater fælles verdensregering.”

Hans Wittendorff
hwittendorff@post.tele.dk

id:0051

Leave a Reply

avatar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

  Subscribe  
Notify of