SPØRGSMÅL: En læser kan ikke rigtig få den grusomme behandling af de såkaldte ”produktionsdyr” til at stemme med Martinus’ ord om, at ”ingen kan lide uret”. Grise, køer og kyllinger lider så ubeskriveligt ved den såkaldte ”kødproduktion”. Det kan vel ikke være i overensstemmelse med karmalovens hårfine retfærdighed?
SVAR: For at forstå dette må vi bevæge os op på et langt højere “udsigtspunkt”, end vi er vant til. Vi opfatter kun disse dyr som køer, grise eller kyllinger. Men prøv at se dem som åndelige væsener, der har oplevet utallige inkarnationer: Op gennem planteriget, via kødædende planter frem til laverestående dyr, via skiftevis rovdyrstadier og som byttedyr er de nået frem til det nuværende-stadium. Men ønsker vi så virkelig, at de skal blive stående der til evig tid med deres begrænsede bevidsthed? Nej, Guddommens skabeværk har helt andre mål.
I Det Evige Verdensbillede, bog 4, stk. 38.2, skriver Martinus: “På dyrets stadium må det i en vis periode leve af planteføde og i en anden periode leve af animalsk føde. Vi udtrykker henholdsvis disse to væsensarter som “planteædende dyr” og “kødædende dyr”. Dette, at væsenet kommer til at gennemgå disse to ernæringsformer, er baseret på en skæbneregulering fra en tidligere udviklingsperiode og ligeledes som en nødvendighed i denne væsenets dyriske, dræbende epoke. Det betyder altså kun, at de planteædende dyr senere vil komme ind i en kødædende tilstand, mens de kødædende dyr senere vil komme ind i en vegetabilsk ernæringstilstand. Disse to ernæringsepoker udlignes eller færdiggøres i den del af dyreriget, hvor væsenerne udgør de ufærdige mennesker.”
Og nu er vi altså på sporet af selve formålet med dyrenes voldsomme lidelser: En udvikling frem mod en langt højere bevidsthed, – en fortsættelse af den lange rejse fra planteriget til deres nuværende midlertidige stadium.
Alle oplevelser er karmabølger
Men er der så virkelig tale om karma som drivkraften på denne rejse? Martinus svarer: “Ja, det er karma altsammen, der kan overhovedet ikke finde noget sted, som ikke er karma. Så kan man måske sige, hvilken karma dyrene kan have skabt sig. De planteædende dyr har da ikke lavet nogen karma. Det har de i allerhøjeste grad, men vi må her se tilbage til den tidligere spiral. I hver spiral bliver der et overskud i karmaområdet, som væsenerne ikke kommer til at betale, fordi de får deres såkaldte “syndernes forladelse”. Når vi når frem til et stadium, hvor vi ikke gør fejltagelser mere, hvor vi ikke mere begår “synd”, får vi forladelse, dvs. vi får ingen gengældelse, men karmaen eksisterer stadig. For at væsenerne kan komme igang igen i den nye spiral, for at fx planterne kan komme til at opleve den skæbne, de får i den nye spiral, må de have en karma, og denne karma får de fra den forrige spiral. Det er ikke en særlig stor lidelseskarma, men det er nok til, at de kan komme igang igen i den nye spiral. Hvis det ikke var sådan, kunne bevidstheden ikke dannes, og væsenerne kunne ikke komme i gang igen i den nye spiral”. (Kosmos nr. 6-1983, hvor Martinus besvarede spørgsmål i Varnhem).
Lidelsernes absolutte nødvendighed
Foruden de nævnte steder kan man læse mere om dyrenes skæbne og udvikling i den lille bog nr. 14: Bevidsthedens Skabelse. Her fuldender Martinus forklaringen om dyrenes barske skæbne og den videre udvikling. I kapitel 11 skriver han om det væsen, der er nået frem til dyrets udviklingsstadium: “Det oplever realistisk eller direkte den fysiske virkelighed inden for det område, dets sanser er i stand til at reagere overfor. Men livet her er hårdt. Det er i det dræbende princips zone. Det må dræbe for at leve. Det må forsvare sig imod andre dyr, der eftertragter dets organisme som føde. Et helt ocean af dyr må have andre dyrs organisme som føde, i modsat fald kunne de ikke leve på det fysiske plan. (….) Der er altså en vild kamp imellem de dyriske væsener. Væsener bliver her forfulgt af andre væsener, og væsener her forfølger selv andre væsener. Dyreriget er således hadets og mørkets zone. Enhver er her sig selv nærmest. Hvis et dyrs selvopholdelsesdrift ikke var baseret på dette princip, ville det hurtigt gå til grunde.”
I kapitel 12 svarer Martinus direkte på vores spørgsmål: “Hvis ikke væsenet kom ind I et stadium, hvor det måtte opleve angst eller frygt, hvad skulle da kunne animere det til at udvikle sig eller dygtiggøre sig I fysisk tilværelse? Hvis ikke det fik lidelse, kunne det jo ikke få følelsen udviklet”
Selv om vi føler os mætte af egne og dyrenes lidelser, er der altså intet I vejen med den hårfine retfærdighed og logik I Martinus’ konklusion: “Vi ser, at de hårde og svære betingelser, dyret må leve under, er så absolut nødvendige. Uden disse ville det hverken få følelse eller intelligens. Hvordan skulle det da blive til et højintellektuelt menneske I Guds billede efter hans lignelse?”
For virkelig at forstå formålet med karmaloven er det værd at huske på, at den “hårfine retfærdighed” også går den anden vej: Alle, der direkte eller indirekte er årsag til “kødproduktionens” ufattelige lidelser, vil selv få tilsvarende lidelser, – og med samme formål. Og det allervigtigste er nok, at du og jeg kan undgå at deltage i denne barbariske produktion ved ganske enkelt at blive vegetar eller veganer.
Hans Wittendorff
hwittendorff@post.tele.dk
Den anviste litteratur kan købes via shop.martinus.dk
