SPØRGSMÅL: To Martinus-studerende stiller uafhængig af hinanden spørgsmål vedr. karmaloven. Den ene spørger henviser til, at jeg tidligere har bragt et citat af Martinus, hvor han fortæller, at menneskenes myrderi af dyr prædestinerer dem til en større eller mindre mangel på beskyttelse imod en voldsom død ved fx færdselsulykker eller lign. Men hvorfor dør nogle mennesker så af trafikulykker i en ganske ung alder, mens andre lever et langt og lykkeligt liv på trods af daglig kødspisning? Den anden læser undrer sig også over den tilsyneladende “uretfærdighed” og i hvert fald uregelmæssighed, der er i denne lov om karmabølgerne. Og hvornår ophører de?. Begge efterlyser en forståelig og jordnær forklaring.
SVAR: Det er rigtigt, at vi alle er tilbøjelige til at betragte karma- eller skæbneloven under dét, Martinus kalder “et lokalt perspektiv”. Altså, vi vil gerne vide nøjagtigt, hvad det er, der har forårsaget den sygdom eller det dødsfald. Her er det vigtigt at forstå, at det ikke nødvendigvis er nøjagtig den samme handling, vi kommer ud for, men derimod det samme princip, som vi selv har “sået”. Det kan man illustrere ved et eksempel: Hvis et menneske spiser kød, bliver det samme menneske jo ikke selv efterfølgende ædt af en kannibal -! Men hvad er det, der karakteriserer kødspisning? Jo, man dræber (eller lader andre dræbe) dyrene, – ikke af had, vrede eller jalousi, men blot som en “tilfældig” handling. Og man er ligeglad med de voldsomme lidelser, som dyrene udsættes for, eller man tænker blot ikke over det.
Unaturlige, pludselige dødsfald uden morderiske tankeklimaer
Hvad fortæller Martinus os så om følgerne af denne handling? I forbindelse med forklaringen til det fantastiske symbol nr. 33 i Det Evige Verdensbillede, bog 3, nævner Martinus direkte, at “da menneskenes drab af dyr som regel ikke foregår på grund af noget som helst had, skinsyge, misundelse eller andre af de morderiske tankeklimaer, der ellers får menneskene til at myrde og dræbe, vil gengældelsen eller den af disse drab affødte tilbagevendende karma heller ikke være ledsaget af nogen af disse nævnte morderiske tankeklimaer. (….) Den tilbagevendende gengældelse af menneskenes drab på dyrene kan derfor kun høre ind under sådanne unaturlige dødsfald, der rammer menneskene pludseligt og uden at have tilknytning til nogen som helst fjendtlige eller hadefulde væseners morderiske tankeklimaer eller vrede. Disse dødsfald vil som karma komme overraskende og uventet over menneskene på samme måde, som deres drab på dyrene kommer overraskende og uventet over disse væsener. Sådanne unaturlige og uventede dødsfald, der ikke er resultat af hævnakter eller morderiske tankeklimaer, prædestinerer væsenerne til at rammes dødeligt af pludselige ulykkestilfælde, jernbaneulykker, flyvekatastrofer, bilulykker, drukneulykker, lynnedslag, jordskælv og andre naturkatastrofer eller lignende.”
Nu har vi brugt ”kødspisning” som et nærliggende eksempel på karmalovens virkninger, og nu forstår vi, at ved kødspisning sker der to principielle ting: Vi forårsager død og lidelse for det dyr, hvis lig vi spiser. Det kan “opsummeres” til en lige så pludselig og “umotiveret” død for vedkommende selv. Men samtidig forgifter vi også vores organisme, dels med den forfærdelige angst, som sidder i dyrets kød som ”psykisk forurening”, og dels med den forurening, som næsten alle “produktionsdyr” indeholder. Og begge disse ting kan forårsage sygdomme.
En lang kø af behagelig og ubehagelig karma venter på os
Men karmaloven er jo vores ven og forbundsfælle -! Uden den ville vi kunne gøre de mest forfærdelige ting, uden at vi blev gjort opmærksom på vores fejltagelser. Og vi ville aldrig nå længere i udvikling, vi ville forblive de mere eller mindre ulykkelige jordmennesker, vi er.
Hvad er det, Martinus forklarer om karmaloven i forbindelse med vores udvikling fra primitiv jordmenneske til færdigudviklet “menneske i Guds billede”? Han fortæller os, at vores kærlighedsevne, vores medfølelse med andre levende væsener, kun kan udvikles ved de lidelser, vi selv bliver udsat for. Med andre ord: Når vi rammes af sygdom eller andre lidelser, hjælper det ikke at reagere med vrede og forurettelse. Hvis vi derimod spørger os selv “Hvad kan jeg mon lære af dette her”, så bliver situationen pludselig vendt til noget positivt. Og dét er just hensigten med karmaloven.
Men hvorfor kan nogle mennesker så leve et langt og lykkeligt liv med jagt og kødspisning og anden brutal udfoldelse? Jo, forklarer Martinus, vi oplever – og har oplevet – så mange ting, at der konstant står en lang kø af “god” og “dårlig” karma og venter på os. Hvis vi uafbrudt fik væltet den “barske” karma ud over os, uden ophold, uden fredelige perioder, ville det være helt uudholdeligt for os. Derfor kan karmaen så at sige “opsummeres”, så vi får lejlighed til at hvile ud med “god” karma i perioder og mere barsk karma, når lejlighed byder sig. Man kan måske sammenligne med et bankkonto-system: Man sætter god og dårlig karma ind på kontoen, og så hæver man god og dårlig karma, efterhånden som lejlighed byder sig. Eller man kan sammenligne med frø, der ligger i jorden i flere år og først spirer frem, når forholdene er til det. Men altså hele tiden med det formål, at kærlighedsevnen, vores evne til at føle andres lidelser, udvikles og vokser.
Menneskehedens fælles karma
Nu har Martinus fortalt os, hvordan karmaloven fungerer, og man begynder derved også at forstå, hvordan mange mennesker kan have en fælles karma ved naturkatastrofer, flyulykker og lignende. Men hvordan harmonerer disse analyser så med, at tilsyneladende fredelige mennesker kan havne i koncentrationslejre, hvor de bliver pint til døde? Her kommer Martinus med en vigtig oplysning i Det Evige Verdensbillede, bog 2, symbol nr. 26, hvor han (stk. 26.5) fortæller om ”Karmastrukturens fordeling” og om den guddommelige struktur, som karmaen er underlagt, der bevirker “karmaens opsummering til udløsning sammen med andre menneskers lignende karma. Denne kollektive udløsning af opsummeret mørk karma kommer til udløsning i form af krige og verdenskrige og ved naturkatastrofer, sygdom og ulykker.” Og han tilføjer: ”Idet karmaen undertiden for flere liv således i det store og hele bliver koncentreret frem til udløsning i et enkelt liv eller andre korte tidsrum, bliver der også plads for væsenet til at kunne opleve relativt lyse eller lykkelige liv ind imellem, alt efter det gode væsenet har manifesteret overfor sin næste.”
Karmaloven bearbejder vores kærlighedsevne
Nu ser vi, hvordan Martinus’ analyser har hjulpet os til at forstå den kosmiske hensigt med karmaloven. I vort lokale perspektiv spejder vi hele tiden efter “hvorfor skulle dette dog ske for mig”, eller “hvad har jeg dog gjort, at jeg skulle få den sygdom”. Og ser vi ud over verden, forfærdes vi over den terror og de ufattelige lidelser, som mennesker påfører hinanden over det meste af kloden. Og vi spørger os selv, hvornår man dog holder op med det evige had mellem mennesker og de stadige, blodige gengældelsesangreb.
I begge perspektiver er svaret principielt det samme: Når karmaloven har “bearbejdet” vores kærlighedsevne så meget, at vi er parate til at forstå og at tilgive, – når vi så at sige er “mætte” af lidelser, så ophører de barske karmabølger. Så er de ikke blot “udskudt til næste lejlighed”. For så er vi blevet til “rigtige” mennesker. Så kan vi ikke nænne at gøre ondt mod andre levende væsener, hverken mod mikrovæsenerne i vores organisme, mod dyrene eller mod vore medmennesker.
Lad og slutte med et optimistisk Martinus-citat fra forklaringen til det omtalte symbol nr. 26: “Men midt i dette menneskehedens kulminerende mørkes udløsninger af ragnarok er der dog det store lyspunkt, at disse mørkeudløsninger udgør, kosmisk set, et mentalt renselsesbad, der hæver mennesket op over dyrerigets eller det dræbende princips domæne. Og hertil kommer yderligere, at denne udvikling går så hurtigt nu, at det virkelige, færdige eller fuldkomne menneskerige i Guds billede efter hans lignelse allerede kan begynde at ses i det fjerne.”
Så er formålet med karmaloven opfyldt – !
Hans Wittendorff
hwittendorff@post.tele.dk
id:0045
