SPØRGSMÅL: En læser fortæller, at han har læst de spørgsmål og svar, der har været i Kosmos om emnet ”Har vi en fri vilje?”, og han har fundet alle de steder, der henvises til i svarene, hvor Martinus har skrevet om det. Alligevel kan han ikke ”få brikkerne til at falde på plads”. For når alting til evig tid er indrettet lovbundet og efter ”Guds vilje”, så ser det ud som om, vi aldrig kan gå imod denne vilje, – og dermed er vi blot en slags robotter uden fri vilje? Og han tilføjer: Der må da kunne svares klart og tydeligt på dette spørgsmål: Kan vi gå imod Guds vilje?
SVAR: Det er rigtigt, at der er skrevet meget i Kosmos om emnet ”den frie vilje”. Men selve spørgsmålet, om vi på noget tidspunkt kan gå imod Guds vilje, har Martinus direkte været konfronteret med ved et rådsmøde. Som bekendt blev rådsmøderne i 70-erne med Martinus optaget på bånd. Det skete tit, at han, ind imellem de mere praktiske ting, gav sig til at holde et lille ”miniforedrag”, når et emne optog ham. Og han spurgte tit ”Er båndoptageren tændt, for dette kan jo bruges”.
Et sådant tilfælde indtraf ved et rådsmøde d. 22.1.1974, hvor et rådsmedlem netop stillede det samme spørgsmål som læseren. I det følgende gengiver jeg i kursiv et uddrag af Martinus’ ord. Så kan vi næsten føle, at vi selv overværer samtalen:
Martinus henviser først til spiralkredsløbet, hvor ”udviklingen går fra mineralriget, gennem planteriget til dyreriget, menneskeriget og videre. Det er altså Guds vilje. Den vilje er der ikke noget som helst, der kan gå imod. Den er vi underkastet, heldigvis. Men, hvis vi nu var blot og bart underkastet den, så havde vi jo slet ikke evne til at gøre noget i modsætning til det, – og så kunne vi slet ingenting lære. Nu kan vi gøre det modsatte, – lave det mørke, opleve mørket. Så kan vi konstatere Guds vilje igennem mørket. Det er det, der sker. Og derfor er det, den frie vilje er til, for at man kan gøre det onde.”
Her er der et rådsmedlem, der indvender: ”Men er det ikke Guds vilje, at vi gør det forkerte?”. Og Martinus svarer: ”Jo, som helhed. Men så er det ingen vilje. Så er det lig X. Så går det op. Men, – der må være noget, der viser, at der er en vilje. Og det er dét, at der er noget, man kan gå imod. Og det kan man altså. Det må da være en kendsgerning navnlig for dem, der kender mine ting, at når man lyver og bedrager, så går man imod naturen, så går man den forkerte vej. Altså, når man er kommet hertil, hvor vi er, så kan man gå imod Guds vilje. Det er da vores vilje.”
Hvis vi var ”robotter”, kunne vi ikke udvikle os
Her indskyder et andet rådsmedlem: ”Det sjove ved det er, at det er en forudsætning for at kunne gå med Guds vilje.” Det bekræfter Martinus: ”Ja, det er det. Vi kan en lille kort tid gå imod Guds vilje. Men det er rigtig nok. Facittet bliver Guds vilje. Det er dét, der gør, at vi bliver fuldkomne. Det var da ikke godt, hvis vi blev ved…hvor havnede vi så henne, – hvis vi ikke blev vendt om. Hvor havnede de henne, narkomaner og alle de, der ødelægger sig selv, hvor ville de havne henne, hvis ikke karmaen førte dem tilbage. Men det viser, at de kan bruge deres vilje. Det er altså DERES vilje.”
Martinus afslutter samtalen med at konstatere: ”Det er nemt at se, at vi kan gå imod Guds vilje. Det kan vi altså ved at gøre det modsatte. Ethvert intelligent menneske må da forstå, at det ikke er meningen, at vi skal vokse den anden vej, – at vi skal gå nedad. Det kan menneskene gøre et stykke tid, da kan de arbejde sig nedad ved forkert levevis. Men de bliver ført tilbage. De kan ikke gå imod Guddommen sådan. Men det betyder ikke, at vi er robotter. Med det stykke fri vilje, vi har, kan vi opleve kolossale ting. Så vi bliver mættet, og vi råber efter at komme den anden vej.”
Ved slutningen af samtalen konkluderer Martinus som svar på vort spørgsmål: ”Hele problemet er jo dét, at vi har evne til at kunne gå imod Guds vilje. Ellers kunne vi ikke udvikle os…..”
(Uddrag fra Martinus’ samtale ved rådsmøde d. 22.1.1974, bearbejdet af Hans Wittendorff.
Godkendt af rådet 20.08.2010)
Hans Wittendorff
hwittendorff@post.tele.dk