SPØRGSMÅL: En læser beskæftiger sig med healing, som hun definerer som ”en form for bøn om at hjælpe andre”. Men nu er hun kommet i tvivl: Er det i virkeligheden et forsøg på at modarbejde karmaloven/skæbneloven, når man forsøger at hjælpe andre, der er udsat for smerte og lidelser?

SVAR: Martinus har ikke i Det Tredje Testamente  brugt ordet healing. Men dit spørgsmål er jo klart nok alligevel. Skulle jeg besvare det  fyldestgørende, ville det  fylde for meget, for det berører jo en stor del af analyserne Livets Bog. Men lad os finde nogle af de steder, hvor Martinus taler om dette emne:

I Livets Bog, bind 6, stk. 2241, slår Martinus fast: “ Ethvert væsen er sin egen skæbnes absolutte herre. Alt, hvad der møder én af ond eller god skæbne, er høsten af éns egne tidligere handlinger.”  Det er på en måde meget ”beroligende”: Ingen andre har indflydelse på din skæbne. Det samme uddyber Martinus i bind 7, stk. 2468: ”Det levende væsens jeg kan frit gøre, hvad det vil, men det må så til gengæld opleve virkningerne af denne dets viljeudløsning. Udløser det mørkeprincippet i sin væremåde eller manifestation, kommer det til at opleve virkningerne af dette i sin livsoplevelse. Disse virkninger bliver dets skæbne. Denne bliver dermed tilsvarende mørk, hvilket vil sige: Ulykkelig eller lidelsesfuld. Hvis væsenet udløser lysets princip i sin væremåde, vil virkningerne heraf danne tilsvarende lys i dets livsoplevelse. Det får da en lys og lykkelig skæbne. Grundet på disse to livsprincipper i verdensordenens struktur er de levende væsener således i absolut forstand deres egen skæbnes herre.”  Sagt på en anden måde: Vi selv og alle vore medmennesker kan frit gøre det “gode” eller det “onde”, – men alle må så til gengæld selv opleve virkningerne af denne ”viljeudløsning”, – i denne eller i kommende inkarnationer.

Kan du fornemme andres lidelser?

Men så fortsætter Martinus sin analyse og kommer ind på dit spørgsmål om at forsøge at hjælpe andre. I stk. 2469 fortæller han, at de omtalte tilbagevendende karmabølger skaber en ny realitet i væsenets livsoplevelse, nemlig viden.  Efterhånden som det i sin psyke får opsummeret erfaringerne for det ondes og det godes virkninger i livsoplevelsen, får det talent eller begavelse til mere og mere at kunne udløse en væremåde, hvis virkninger bliver en lys og lykkelig skæbne. Det er dette princip, der i sin første form får væsenet til at blive intelligent og i bedste fald forvandler det til et “højintellektuelt” væsen. Men så fortsætter Martinus: “ Hertil kræves endnu en evne, nemlig “humanitet” eller “næstekærlighed”. Denne evne består i at kunne fornemme andre væseners bekymringer og lidelser i sin egen psyke. Jo mere bevidst, man således bliver i andres ulykkelige skæbne og kan føle denne i sit indre, jo mere medlidenhed vil man føle med de nævnte væsener. Dette betyder igen, at man således her begynder hellere at ville give end at tage. Man føler glæde ved at hjælpe sådanne lidende mennesker og føre dem frem til lyse og lykkeligere tilstande”.  Og Martinus slutter det pågældende stykke med at fortælle, at det er denne evne, der udgør næstekærlighedens første begyndende morgenrøde og solopgang i jordmenneskehedens sfære eller sindelag.

Det er en del af karmaloven, at man møder hjælpen

Hvis man, som læseren skriver, forsøger at heale i form af en bøn om at hjælpe andre, så er det altså absolut i overensstemmelse med næstekærlighedsloven. Om bønnens struktur skriver Martinus betagende smukt i Livets Bog, bind 6, stk. 2383: “Denne bøn bliver da hørt af diskarnerede væsener, der altid omgiver de fysiske væsener som skytsengle. Og således vil der altid være væsener, enten synlige eller usynlige, igennem hvilke Guddommen hører væsenernes bønner og oplever deres lidelser og besværligheder. (…) Om de får deres bøn opfyldt, vil være afhængig af, om denne opfyldelse er til absolut gavn for vedkommende væsens videre fuldkommengørelse i udviklingen. (…) Gud er alvis og manifesterer ikke noget, der vil blive til skade for det bedende væsen. (…) Men igennem bønnen overfører Guddommen kraft og styrke fra de stærkere væsener til de mindre stærke eller svage væsener, og hvorved disse bliver støttet og kommer meget lettere igennem deres kriser eller genvordigheder, så de i bedste tilfælde endog med glæde kan komme igennem de mørke situationer i deres skæbne”.

Jo, sandelig skal vi hjælpe vore medvæsener: Med praktisk hjælp, hvor dette er muligt. Og med healing, – bøn til Guddommen, – hvor “fysisk” hjælp ikke kan gennemføres. For nu er det jo netop en del af disse menneskers skæbne, at de møder vores hjælp og støtte. Karmaloven/skæbneloven – og vores ønske om at hjælpe andre – har med andre ord samme endemål: At hjælpe os alle frem i udvikling mod lysere tider.                                                                              

    

                   Hans Wittendorff

hwittendorff@post.tele.dk

Den anviste litteratur kan købes via shop.martinus.dk

Pin It on Pinterest

Share This