SPØRGSMÅL: En læser stiller et tankevækkende spørgsmål: Hvordan oplever Guddommen de smerter og lidelser, vi mennesker må opleve som en del af vores udvikling? Vi ved fra Martinus, at vi – og alle levende væsener – er Guds sanse- og manifestationsredskaber. Men har Martinus svaret klart på, hvordan Guddommen oplever vore lidelser?
SVAR: Det er rigtigt, at alle levende væsener i hele verdensaltet er Guddommens oplevelses-, manifestations- og skabelsesredskaber. Dette gigantvæsen oplever med andre ord sin bevidsthed, sin vilje, sit liv og sin væremåde gennem alt levende. Og i Livets Bog, bind 6, stk. 2378, svarer Martinus direkte på vort spørgsmål:
”Her vil der sikkert være mange mennesker, der ikke kan forstå, at Gud oplever bekymringer, lidelser og smerter og her ind under også krigens gru og rædsler. Nævnte mennesker er jo vante til, at Gud er alvis, alkærlig og almægtig, hvordan kan han da skabe lidelser for sig selv? – Han må da som alvis, alkærlig og almægtig kunne leve i den mest vidunderlige sorg- og lidelsesfri tilstand og således i sig selv være selve kulminationen af lykke og velvære. – men hvordan skulle han, kosmisk set, i virkeligheden kunne være det? Visdom, kærlighed og magt er skabte foreteelser og vil umuligt kunne eksistere eller kunne opleves, hvis der til dem ikke eksisterede nogen som helst modsætning eller kontrast. Ingen som helst oplevelse kan blive til erkendelse uden i kraft af dens kontrast. Så hvis Gud ikke havde evne til at opleve modsætningen eller kontrasten til sin alvisdom, almægtighed og alkærlighed, ville han overhovedet ikke kunne opleve noget som helst og dermed heller ikke i sig selv eller igennem alle de levende væsener, der er hans sanseredskaber, bevidstheds- eller livsoplevelsesorganer.”
Mørke og lys er nødvendige kontraster
Med dette lange citat er vi nået ind til et af kernepunkterne i Martinus’ åndsvidenskab: Det er ikke muligt at opleve noget som helst, hvis der ikke fandtes kontraster. Hvis man maler med hvid maling på et hvidt lærred, bliver der ikke nogen som helst oplevelse ud af det. ”Var der ingen kontraster, ville en hvilken som helst oplevelse være en total umulighed. Al oplevelse er således i sig selv kun kontrastoplevelse.” (stk. 2379)
Fra analyserne ved vi, at al livsoplevelse er organiseret gennem spiralkredsløb, hvor hvert enkelt væsen oplever en kulmination af ”lyskontrasten” og en anden epoke, hvor ”mørkekontrasten” kulminerer. Det medfører, at det enkelte væsen skiftevis optræder som et visdoms- og kærlighedsvæsen og et mørke- og drabsvæsen. Og derved opstår selve vores evige livsoplevelse.
Men sådan er kontrastoplevelsen ikke organiseret for Guddommens vedkommende. Dette gigantvæsen har ikke en periode, hvor ”han” er et mørkevæsen, og en periode som et lysvæsen. Nej, Guddommen er evigt det samme væsen. ”Da absolut alle levende væsener eksisterer i hans organisme, vil også alle de væsener, der kulminerer i mørketilværelsen være i ham. Igennem dem får han sit behov for mørkekontraster dækket. På samme måde dækker alle væsener, der kulminerer i lystilværelsen, hans behov for lyskontraster.” (stk. 2381)
Sikke dog et fantastisk panorama, Martinus her åbenbarer for os! Der er altid levende væsener, dele af Guddommen, der befinder sig i ”lyskontrasten”, som Martinus benævner ”Guds primære bevidsthed”. På samme måde er der også altid levende væsener i Guds ”sekundære bevidsthed”, som således udgør den nødvendige kontrast, og som vi derfor opfatter som mørket. ”I kraft af dette guddommelige princip er Guddommen således evigt, permanent vågen dagsbevidst i al tilværelse og på alle planer og i alle forhold.” Og vi kan tilføje, at i kraft af samme princip er alle levende væsener garanteret en evig afvekslende livsoplevelse.
Guddommen oplever igennem alle sine sanseorganer
Tilbage bliver nu spørgsmålet, om Guddommen da virkelig er bevidst i det enkelte levende væsens psyke og dagligliv? Martinus er helt uden forbehold, når han i stk. 2382 svarer på dette: ”Da det er en kendsgerning, at hvert eneste enkelt individ eller væsen er et sanseorgan i Gud, bliver det også en kendsgerning, at Gud naturligvis oplever igennem dette sanseorgan. Til hvad nytte skulle han ellers have det? – Men han ikke blot oplever det levende væsens bevidsthed, men han udløser også igennem det samme enkelte levende væsen sin vilje til manifestation af den særlige specielle slags, som vedkommende væsens organisme er bygget til at være organisme eller redskab for. Om det er et rovdyrvæsen, eller det er et kristusvæsen, er ligegyldigt. Det er stadig Guddommens bevidsthed, der åbenbarer sig igennem disse væsener, selv om de udgør to diametrale modsætninger. De er begge absolut lige nødvendige i Guds manifestation.”
Mon vi ikke alle fornemmer, at vi her er inde ved et af kernepunkterne i Martinus’ analyser. Læs selv videre i de omtalte stykker af Livets Bog. Det er ikke blot spændende, – det er også berigende for éns dagligdag at opfatte alle levende væsener som Guds redskaber.
Hans Wittendorff
hwittendorff@post.tele.dk
Den omtalte litteratur kan købes via shop.martinus.dk.
