SPØRGSMÅL: En spørger spekulerer på: ”Martinus fortæller os, at menneskeheden er en slags hjerneceller for jordklodevæsenet. Men hvordan kan vi så følges ad i det videre udviklingsforløb, når menneskeheden ophører med at formere sig på den nuværende ”dyriske” måde, og går over til at materialisere og dematerialisere organismen?”
SVAR: Spørgsmålet er både interessant og relevant, – og mere omfattende, end man umiddelbart tror. Man får måske bedst en fornemmelse af svaret ved at se på hovedsymbolet (nr. 11 i Det Evige Verdensbillede, bog 1). Her har Martinus placeret jordkloden på det sted, der passer med klodens og menneskehedens udvikling, nemlig i sidste halvdel af dyreriget. Men omkring kloden har han vist en aflang figur, der markerer spændvidden i menneskehedens udvikling. Nederst, nærmest dyrerigets kulminationspunkt, finder vi de mest primitive, brutale mennesker, som kan nænne at gøre de mest ufattelige grusomheder mod dyr og mennesker. Øverst, nærmest menneskeriget, finder vi de moralsk mest udviklede, de mest næstekærlige mennesker.
Hvis vi nu forestiller os udviklingens gang, så flytter vi I fantasien denne del af symbolet (kloden og menneskeheden) op I begyndelsen af det gule felt, menneskeriget. Og så forstår vi, at i lange tidsperioder vil det fortsat være sådan, at de mest udviklede forlader parringstilstanden til fordel for kærtegn og alkærlighed, mens den resterende del af menneskeheden stadig vil betjene sig af den fysiske parring. Med Martinus’ ord: “Når det fuldkomne menneskerige hører med til det kosmiske spiralkredsløbs vinterzone, er det fordi, væsenerne her endnu i en overvejende grad er afhængig af genfødslen i fysisk materie eller reinkarnationen, og først i dette riges sidste stadier bliver helt frigjorte af denne de lavere planers fysiske livsbetingelse.” (Det Evige Verdensbillede, stk. 17.11) Læs også slutningen af stk. 1766 i Livets Bog, bind 5: “Da forplantningsprincippet og den herpå baserede selvopholdelsesdrift udgør den klippefaste kerne i dyrets psyke og eksistens og derfor er den vanskeligst opløselige, vil samme kerne selvfølgelig blive det allersidste, der vil gå under af alle de foreteelser i jordmenneskets bevidsthed, som det har tilfælles med dyret. Og det er givet, at denne kerne ikke så godt kan gå under, før der er dannet et nyt forplantningsprincip med så udviklede organer, at det er bæredygtigt nok til at kunne viderebefordre den nye arts beståen”.
Det nye princip: ændringer I den menneskelige psyke
Hvad er det for et “nyt forplantningsprincip”, Martinus her hentyder til? Jo, det er dét, han kalder for “spiralkredsløbets kosmiske forår”, nemlig det tidspunkt, hvor mennesket frigør sig fra reinkarnationsprincippet og I stedet bliver I stand til at materialisere og dematerialisere en fysisk organisme. Det er et uhyre spændende forløb, som han bl.a. skildrer I den lille bog nr. 22-3 I artiklen “Den primære og den sekundære opstandelse”, kap. 5, hvor han om materialisationen skriver, “at den engang i fremtiden, når menneskene har nået et langt højere etisk stadium end deres nuværende, vil komme til at bære reinkarnationen og fritage menneskene fra den nugældende grove og smertefyldte fødsels- og dødsproces. Menneskene vil da, i stedet for at blive født ud fra et moderliv, smertefrit blive materialiserede. Og deres død vil kun være en dematerialisation. Reinkarnations-processen vil da ikke mere være det uhyggelige dødsmysterium for almenheden, som den er i dag. I denne kommende guldalder for jordmenneskene er Kristi rige, som før ikke var af denne verden, nu blevet et rige på jorden, et “himmeriges rige” i den fysiske verden eller på det materielle plan. Væsenernes udødelighed er da en kendsgerning på samme fysiske plan. Men før menneskene kan komme ind under denne underfulde, ophøjede livsform, må næstekærligheden være komplet, thi den permanente eller varige form, som materialisationsprincippet da vil udgøre, er netop udelukkende betinget af næstekærligheden og de hermed forbundne ændringer i den jordmenneskelige psyke.”
To vidt forskellige tidsbaner.
Men hvad sker der så med vores jordklode, når de sidste fra den nuværende menneskehed er nået frem til at materialisere og dematerialisere organismen? Martinus har skrevet en fantastisk artikel ”Jordmenneskenes skytsengel nr. 1” (Kosmos nr. 8-2010) Her kalder han virkelig på vores fantasievne, idet han skriver: ”Kloden lever i en helt anden tidsbane, end dén mikrobane, vi lever i. Hvad der er ét sekund for jordvæsenet, er måske et år eller et tiår for os.” En videnskabsmand ville nok sige, at det er en noget upræcis tidsangivelse. Men det viser blot, at Martinus ikke tillægger selve tidsperspektivet den helt store betydning for os på vort nuværende udviklingstrin. I Kosmos nr. 6-1966 nævner han, at hvis vi overhovedet havde været i stand til at tale med dette makrovæsen, så ville vi ”dø og genfødes flere gange, inden jordklodevæsenet fik indledt en sådan samtale”.
Lad os afstå fra at lege matematiker og forsøge at regne ud, hvor mange ”klodesekunder” der er forløbet, når der i vores tidsregning er gået fx 100 år. Men vi forstår altså, at der er en helt ufattelig stor tidsmæssig forskel på klodens og vores gennemgang af et spiralkredsløb. Det medfører, at når klodevæsenet er nået et stykke ind i den tilstand, Martinus kalder ”menneskeriget”, så kan vi forstå, at ”fortroppen” af dens nulevende ”menneskecellevæsener” for længst må være nået meget længere frem i udviklingen.
Klodevæsenet tiltrækker mennesker fra andre kloder
Men står kloden så ubeboet tilbage? Nej, selvfølgelig ikke. Klode-jeget tiltrækker stadig ugiftige planter, alle dyrearter, der ikke er til gene for mennesker, – og, ikke at forglemme, mennesker fra andre kloder, der udviklingsmæssigt er parate til at modtage undervisning i åndsvidenskab og kosmisk bevidsthed. Det er I virkeligheden det samme princip, som I dag sætter os I stand til, gennem hele vores fysiske inkarnation at tiltrække cellevæsener, som passer til vores nuværende udviklingstrin. Med andre ord: Det er en kontinuerlig proces, der I jordklodens tilfælde varer millioner, måske milliarder af år (efter vores tidsregning). Men efter disse, for os næsten ufatteligt lange tidsperioder, vil klodevæsenets “jeg” naturligvis også nå frem til det punkt, hvor det forlader den fysiske verden. Så bliver kloden altså affolket, og alle former for liv vil ganske, ganske langsomt ophøre. Men det sker altså først om så ufattelig lange tidsperioder, at vi næppe har nogen mulighed for helt at forstå det.
Hvis du er blevet interesseret I selve begrebet materialisation, kan du læse mere om det I Livets Bog, bind 5, stk. 1936. Men Martinus når også her til den konklusion, at “denne side ved livet er endnu så langt borte fra det jordiske menneskes nuværende åndelige trin, at det ikke er særligt påkrævet at gå nærmere I detaljer med den her.”
Hans Wittendorff
hwittendorff@post.tele.dk
Den omtalte litteratur kan købes via shop.martinus.dk.
