SPØRGSMÅL: En spørger fortæller, at han tidligere har beskæftiget sig med dét, han kalder “andre religiøse retninger”, som han derefter nævner navnene på. Og nu har han det problem, at han gerne vil forsvare Martinus overfor sine venner, fordi han nu “tror på, hvad Martinus skriver”. Og så spørger han: Hvordan forsvarer man bedst Martinus? Og hvad er forskellen på at tro på Martinus og tro på andre?

SVAR: Det er vigtigt at slå fast, at Martinus Instituttet og Spørgerubrikken ikke under nogen omstændigheder begynder at “forsvare” Martinus i forhold til andre. Martinus har tvært imod den allerstørste tolerance over for andre og slår fast allerede i Livets Bog, bind 1, stk. 10, at hans værk “ikke er det eneste saliggørende”. I det allerførste nummer af bladet Kosmos, der udkom i april 1933, skriver han, at hans analyser henvender sig til ”alle kærlighedsdråberne inden for alle samfundslag, alle sekter, alle trosforbund, alle verdensanskuelser…”.

Når du skriver, at du nu “tror på, hvad Martinus skriver”, så lad os tage på en rejse: På menneskets lange udviklingsvej, der strækker sig over mange, mange inkarnationer, når man frem til en periode, hvor man tror på autoriteter. Det vil sige, at man tror på, at en ting forholder sig sådan eller sådan, – ikke fordi man selv kan danne sig et overblik, men fordi en eller anden autoritet siger det. Det er med andre ord nok, at paven siger det, at en indisk guru siger det, at det står i en eller anden hellig bog, – eller for den sags skyld “at Martinus skriver det”.

Men på et tidspunkt udvikler man sig videre og kommer over denne autoritetstro. Nu vil man gerne selv danne sig en selvstændig mening, – selv tage stilling: Hvilken livsopfattelse forekommer én at være den mest logiske, den mest underbyggede. Og er man kommet der til, er Martinus’ analyser til uvurderlig hjælp. For i modsætning til den blinde tro er man her stillet over for logiske, sammenhængende analyserækker, der på alle måder taler til éns logiske sans, – og ikke blot til éns evne til at tro.

I modsætning til mange andre siger Martinus klart, at man ikke skal tro på hans analyser. Man skal studere dem grundigt, sammenholde dem med egne erfaringer, tage dét af dem, som man kan acceptere, – og lade resten ligge til senere. Det er et umådeligt spændende studium, der giver læseren utallige AHA-oplevelser, hvis man er moden til det. Og det kan ændre éns liv og éns indstilling til livet og døden og til andre levende væsener.

Vores ”sansebegavelse” udvikles
Men hvad menes der så med at “lade resten ligge til senere” -? Jo, sagen er, at vores udvikling jo ikke standser her, hvor vi nu befinder os. Ethvert menneske udvikler sig hver eneste dag, uanset om man tænker over det eller ikke. Al medgang og modgang, alle glæder og sorger, al lidelse og sygdom, – bringer os ganske langsomt længere og længere frem mod dét, Martinus kalder “intellektualiseret følelse”, som er det samme som næstekærlighed, medfølelse, – man føler andres lidelser.

Ligesom vores moralske udvikling vil fortsætte med at vokse i fremtiden, sådan vil vores sansebegavelse heller ikke blive stående, hvor den befinder sig i dag. Vi ved godt, at vi er i stand til at fatte betydeligt mere af virkeligheden, end stenaldermanden kunne. Og denne sansebegavelse vil naturligvis fortsat vokse i fremtiden, på samme måde som vores moralske udvikling, – ifølge Martinus oven i købet på grund af den.

Til at begynde med består denne voksende sansebegavelse blandt andet i, at vi får en bedre og bedre forståelse af Martinus’ analyser i forhold til den virkelighed, der omgiver os. Han taler ligefrem om, at der er små hjernecentre, der åbnes, efterhånden som vores sansebegavelse øges. I Livets Bog, bind 3, stk. 1007, taler Martinus om, at “…det naturligvis kun kan blive en “teoretisk oplevelse” for den uindviede læser. Den “absolutte oplevelse” må ethvert væsen jo vokse sig til igennem udviklingen.”

At sanse med hjertet
Om denne spændende udvikling fortæller Martinus, at det i virkeligheden er et spørgsmål om, at vi mere og mere kommer i kontakt med dét, der er universets grundtone, nemlig alkærligheden. Men hvordan skulle en forøget kærlighedsevne dog kunne fremme vores sansebegavelse og give os forøget evne til at vide i stedet for blot at tro? Jo, forklarer Martinus i Livets Bog, bind 5, stk. 1725, væsenet “har i virkeligheden fået en ny sanseevne. Medens det tidligere mere eller mindre sansede med instinktet og hjernen, sanser det nu i kraft af hjertet, hvilket vil sige med dets nye kærlighedssans.”

Se, det var noget af en betydningsfuld oplysning, Martinus her giver os. Ligesom vi gennem de forløbne årtusinder har kunnet konstatere, at menneskets evne til at “sanse virkeligheden” omkring os er blevet væsentligt forøget, vil vi altså se denne sansebegavelse blive større og større også i fremtiden. Og ifølge Martinus altså ikke kun på basis af vores intelligensevne, men nøje forbundet med vores evne til medfølelse med andre levende væsener, vores evne til at “sanse med hjertet”.

Hans Wittendorff
hwittendorff@post.tele.dk

id:0041

Pin It on Pinterest

Share This